RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

15. december 2015

Sag F-141/14

Christian Guittet

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tidligere tjenestemand – social sikring – afholdelse af udgifterne til lægebehandling – Kommissionens forvaltning af lægejournalen – princippet om god forvaltningsskik og administrationens omsorgspligt – Unionens ansvar uden for kontrakt«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorved Christian Guittet i det væsentlige har nedlagt påstand om, at Personaleretten tilpligter Europa-Kommissionen at erstatte det økonomiske og ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt, hovedsagelig på grund af en vedvarende overtrædelse af administrationens omsorgspligt og princippet om god forvaltningsskik, som Kommissionen begik i forbindelse med forvaltningen af hans lægejournal og godtgørelsen af sagsøgerens samt hans afdøde ægtefælles lægeudgifter siden sagsøgerens uheld, der skete den 8. december 2003.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Christian Guittet bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – påstand om annullation af en administrativ afgørelse om at afslå en ansøgning om erstatning – påstand, der ikke er selvstændig i forhold til erstatningspåstanden

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – skade – vurdering – kriterier

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 1)

1.      En afgørelse fra en institution, hvorved der meddeles afslag på en ansøgning om erstatning, udgør en del af den administrative procedure, der går forud for anlæggelsen af et erstatningssøgsmål ved Personaleretten, og følgelig kan påstanden om annullation af en sådan afgørelse ikke bedømmes selvstændigt i forhold til erstatningspåstanden. Den retsakt, der indeholder institutionens stillingtagen under den administrative procedure, har nemlig alene den virkning at gøre det muligt for den skadelidte part at rejse krav om erstatning ved Personaleretten.

(jf. præmis 26)

Henvisning til:

Personaleretten: dom af 28. april 2009, Verheyden mod Kommissionen, F-72/06, EU:F:2009:40, præmis 30, og af 18. september 2014, Radelet mod Kommissionen, F-7/13, EU:F:2014:217, præmis 57

2.      I forbindelse med erstatning for skade forårsaget af en helhed af foranstaltninger, som institutionen har truffet, og dennes handlemåde, skal disse sidstnævnte være genstand for en helhedsvurdering, hvor lovligheden og retsvirkningerne heraf kun kan bedømmes i deres helhed.

I denne henseende kan den omstændighed, at andre faktiske omstændigheder, der ligner de omstændigheder, der er påtalt i erstatningssøgsmålet, efter anlæggelsen af det nævnte søgsmål ville have behæftet senere afgørelser med fejl på en lignende måde som de i søgsmålet påtalte og afsløre en ansvarspådragende adfærd, der svarede til den, der blev påtalt i søgsmålet – dvs. tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og administrationens omsorgspligt – ikke tages i betragtning i erstatningssagen.

Med henblik på at vurdere institutionens eventuelle erstatningsansvar kan Personaleretten nemlig alene tage hensyn til de faktiske omstændigheder, der er anført til støtte for påstandene om erstatning i stævningen og nævnt i begæringen om erstatning, hvilket netop har til formål at udgøre rammen for søgsmålet.

(jf. præmis 41, 43 og 44)

Henvisning til:

Domstolen: dom af 1. juli 1976, Sergy mod Kommissionen, 58/75, EU:C:1976:102, præmis 30-36

Personaleretten: dom af 1. februar 2007, Tsarnavas mod Kommissionen, F-125/05, EU:F:2007:18, præmis 81