RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Første Afdeling)

7. november 2013

Sag F-19/12

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – procesreglementets artikel 34, stk. 1 og 6 – stævning indgivet pr. fax inden for søgsmålsfristen – advokatens håndskrevne underskrift forskellig fra underskriften på originaleksemplaret af stævningen, som blev fremsendt pr. post – sagen for sent anlagt – åbenbart afvisningsgrundlag – ikke-eksisterende«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Luigi Marcuccio bl.a. har nedlagt påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 14. september 2011 om afslag på hans klage af 15. maj 2011 over afgørelsen af 28. februar 2011 og om betaling af en erstatning på 10 000 EUR for det lidte tab. Indleveringen pr. post af originaleksemplaret af stævningen fandt sted efter fremsendelsen pr. telefax, den 30. januar 2012, til Personalerettens Justitskontor af et dokument præsenteret som værende kopien af originaleksemplaret af stævningen, som blev indgivet pr. post.

Udfald:      Sagen afvises. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – stævning – formkrav – en advokats håndskrevne underskrift – væsentlig formforskrift, som skal anvendes strengt – foreligger ikke – afvisning

(Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 3, art. 21, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 34, stk. 1)

2.      Retslig procedure – stævning – formkrav – stævning indgivet pr. fax inden for søgsmålsfristen – advokatens håndskrevne underskrift forskellig fra underskriften på originaleksemplaret af stævningen, som blev fremsendt pr. post – virkning – manglende hensyntagen til datoen for modtagelsen af faxen med henblik på vurdering af, om søgsmålsfristen er overholdt

(Personalerettens procesreglement, art. 34; tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 3)

3.      Institutionernes retsakter – gyldighedsformodning – nulliteter – begreb

(Art. 288 TEUF)

1.      Det fremgår af artikel 19, stk. 3, og af artikel 21, stk. 1, i statutten for Domstolen, at en sagsøger skal repræsenteres ved en person, der har bemyndigelse hertil, og at der følgelig kun gyldigt kan anlægges sag ved Unionens retsinstanser ved en stævning underskrevet af sidstnævnte. I henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til samme statut for Domstolen finder disse bestemmelser også anvendelse på rettergangsmåden ved Personaleretten. Der er imidlertid ikke fastsat fravigelser af eller undtagelser til denne forpligtelse hverken i statutten for Domstolen eller i Personalerettens procesreglement.

Kravet om en håndskreven underskrift fra sagsøgerens repræsentant har nemlig ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger til formål at sikre stævningens autenticitet og at udelukke risikoen for, at stævningen ikke hidrører fra den advokat, der har beføjelse til at skrive under. Sidstnævnte udfylder således i sin egenskab af rettens hjælper den vigtige rolle, som han er tillagt i statutten for Domstolen og i Personalerettens procesreglement, ved gennem sit virke at gøre det muligt for sagsøgeren at få adgang til nævnte Personaleret. Dette krav må herefter anses for at udgøre en væsentlig formforskrift og være genstand for en streng anvendelse, hvis manglende overholdelse medfører, at sagen må afvises.

(jf. præmis 19 og 20)

Henvisning til:

Domstolen: 5. december 1996, sag C-174/96 P, Lopes mod Domstolen, præmis 8 og den deri nævnte retspraksis

Retten i Første instans: 23. maj 2007, sag T-223/06 P, Parlamentet mod Eistrup, præmis 50-52

2.      I forbindelse med EU-personalesager gælder med hensyn til indgivelsen af det originale eksemplar af ethvert processkrift inden for de gældende frister, at artikel 34 i Personalerettens procesreglement ikke gør det muligt for den berørte parts repræsentant at påføre to forskellige håndskrevne underskrifter, selv om disse er autentiske, den ene underskrift på det dokument, der fremsendes pr. fax til nævnte Personalerettens Justitskontor, og den anden underskrift på det originaleksemplar, som fremsendes pr. post eller afleveres personligt på nævnte Justitskontor.

Under disse omstændigheder gælder, at hvis det viser sig, at det originale eksemplar af den retsakt, som fysisk er indgivet på Justitskontoret inden ti dage efter dens fremsendelse i kopi pr. fax til Personaleretten, ikke har samme underskrift som den underskrift, der fremgår af det faxede dokument, må det fastslås, at der til nævnte Personalerets Justitskontor er indkommet to forskellige processkrifter, der er påført hver sin underskrift, selv om hver af disse er blevet påført af den samme person. Eftersom fremsendelsen af skrivelsen sendt pr. fax ikke opfylder betingelserne om retssikkerhed i artikel 34 i Personalerettens procesreglement, kan datoen for fremsendelsen af dokumentet sendt pr. fax ikke lægges til grund med henblik på overholdelsen af søgsmålsfristen.

I øvrigt er søgsmålsfristen fastsat i vedtægtens artikel 91, stk. 3, som ikke kan fraviges ved Personalerettens procesreglement. Følgelig skal originaleksemplaret af stævningen udfærdiges senest ved udløbet af denne frist. Ud fra dette synspunkt er fremsendelse pr. fax ikke blot en fremsendelsesmåde, men gør det også muligt at godtgøre, at originaleksemplaret af stævningen, som er fremkommet til denne Personalerets Justitskontor efter fristens udløb, allerede var blevet udfærdiget inden for søgsmålsfristen.

(jf. præmis 22-24)

Henvisning til:

Domstolen: 22. september 2011, sag C-426/10 P, Bell & Ross BV mod KHIM, præmis 37-43

Personaleretten: 21. februar 2013, sag F-113/11, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 22

3.      Med henblik på at begrunde antagelsen til realitetsbehandling af en tjenestemands påstand af en så alvorlig karakter som den, hvorved det tilsigtes at få fastslået, at en administrativ retsakt er en nullitet, skal nævnte påstand indeholde en faktisk eller retlig beskyldning, der umiddelbart kan understøtte enten en faktisk omstændighed, der henhører under et ekstremt alvorligt tilfælde, eller en ulovlighed, hvis grovhed er så åbenlys, at den ikke vil kunne tolereres af Unionens retsorden.

Når der er tale om at gøre gældende, at en administrativ retsakt er en nullitet, dvs. den mest alvorlige ulovlighed i Unionens retsorden, kan de ulovligheder, der gøres gældende af en tjenestemand, såsom den omstændighed, at en administrativ retsakt er vag og upræcis, ikke anses for at henhøre under de ekstreme tilfælde.

(jf. præmis 32, 34 og 35)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 5. oktober 2009, forenede sager T-40/07 P og T-62/07 P, de Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen, præmis 150-152

Den Europæiske Unions Ret: 24. november 2010, sag T-9/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 37 ff.