RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

21. marts 2013

Sag F-112/11

Raffaele Dalmasso

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – løn – årlig tilpasning af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte – vedtægtens artikel 64, 65 og 65a – bilag XI til vedtægten – forordning (EU) nr. 1239/2010 – justeringskoefficienter – tjenestemænd, der gør tjeneste i Ispra«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i medfør af denne traktats artikel 106A, hvorunder Raffaele Dalmasso i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse, hvorved den i forhold til sagsøgeren anvendte Rådets forordning (EU) nr. 1239/2010 af 20. december 2010 om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2010 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved Den Europæiske Union samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner (EUT L 338, s. 1), idet den fastsatte den justeringskoefficient for vederlaget, der finder anvendelse på de ansatte, der gør tjeneste i Vareseprovinsen (Italien, herefter »justeringskoefficienten for Varese«) til 92,3%.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Raffaele Dalmasso bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union, som er interveneret i sagen, bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – løn – justeringskoefficienter – forordninger til gennemførelse af vedtægten – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 64 og 65; bilag XI; Rådets forordning nr. 1239/2010)

2.      Tjenestemænd – løn – justeringskoefficienter – fastsættelse – domstolsprøvelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 64 og 65; bilag XI)

3.      Retslig procedure – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – henvisning til en internetside – afvisning

(Personalerettens procesreglement, art. 34, stk. 4)

4.      Tjenestemænd – løn – justeringskoefficienter – justeringskoefficient for visse tjenestesteder i en medlemsstat, men ikke for andre tjenestesteder i samme stat – tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, bilag XI, art. 9)

1.      Begrundelsen i en forordning om fastsættelsen af justeringskoefficienter for tjenestemænds vederlag kan begrænses til en angivelse af den samlede situation, der har ført til dens vedtagelse, og de almene formål, der søges opnået, og kan ikke vedrøre de tekniske aspekter ved beregningsmetoden. I denne henseende er begrundelsen for forordning nr. 1239/2010 om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2010 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved Den Europæiske Union, som omhandler vedtægtens artikel 64 og 65 og bilag XI til denne vedtægt, bestemmelser, der præciserer de betingelser , på grundlag af hvilke justeringskoefficienterne hvert år tilpasses, ganske vist kortfattet, men dog tilstrækkelig, når der henses til disse betragtninger.

(jf. præmis 23 og 24)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 7. december 1995, forenede sager T-544/93 og T-566/93, Abello m.fl. mod Kommissionen, præmis 89; 8. november 2000, sag T-175/97, Bareyt m.fl. mod Kommissionen, præmis 75

2.      Hvad angår fastsættelsen eller ændringen af justeringskoefficienter fremgår det af bilag XI til vedtægten, at Den Europæiske Unions Statistiske Kontor (Eurostat) har til opgave i samarbejde med medlemsstaternes statistiske kontorer at beregne købekraftspariteterne og at undersøge, om forholdet mellem justeringskoefficienterne giver et korrekt billede af købekraftækvivalenserne. I denne henseende indebærer ordlyden af vedtægtens artikel 64 og 65 og bilag XI til vedtægten samt områdets kompleksitet en vid skønsmargen med hensyn til de faktorer og elementer, der skal tages hensyn til i forbindelse med fastsættelsen eller ændringen af justeringskoefficienter.

Den prøvelse, som Unionens retsinstanser foretager af fastlæggelsen og udvælgelsen af de grundlæggende data og statistiske metoder, som Eurostat har anvendt ved udarbejdelsen af sine forslag til justeringskoefficienter, er således begrænset til en kontrol af, at de principper, der er nævnt i vedtægtens bestemmelser, er overholdt, at der ikke er foretaget et åbenbart urigtigt skøn vedrørende de omstændigheder, der ligger til grund for fastsættelsen af justeringskoefficienterne, og at der ikke er begået magtfordrejning.

Endvidere påhviler det den part, som vil anfægte de elementer og den metode, der er anvendt ved fastsættelsen af justeringskoefficienterne, at fremlægge de oplysninger, der kan godtgøre, at der er foretaget et åbenbart urigtigt skøn.

I denne henseende gælder, at inden for et område, hvor det kun er muligt at foretage overslag, er den blotte konstatering af, at der foreligger en forskel mellem prisudviklingen i Bruxelles og prisudviklingen på et andet tjenestested, på den ene side, og udviklingen i den justeringskoefficient, der anvendes på dette tjenestested, på den anden side, ikke tilstrækkelig til at fastslå, at der er foretaget et åbenbart urigtigt skøn. For at dette er tilfældet, skal den pågældende forskel være særlig væsentlig.

Selv om det antages, at det kan godtgøres, at der er begået fejl, som påvirker størrelsen af denne kvotient, der fremgår af en rapport fra Eurostat, mellem prisen på tjenesteydelser i henholdsvis Bruxelles og prisen på tjenesteydelser på et andet tjenestested, skal det under alle omstændigheder endvidere godtgøres, at justeringskoefficienten for det sidstnævnte tjenestested samlet set er åbenbart urigtig, når der henses til den samlede virkning af disse fejl.

(jf. præmis 37-40, 48 og 68)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: Abello m.fl. mod Kommissionen, præmis 53, 55, 56 og 79; 25. september 2002, forenede sager T-201/00 og T-384/00, Ajour m.fl. mod Kommissionen, præmis 46-49

3.      I medfør af artikel 34, stk. 4, i Personalerettens procesreglement påhviler det ikke Personaleretten at fremfinde de bilag på internettet, som ikke er vedlagt processkrifterne i sagen.

(jf. præmis 64)

4.      Den omstændighed, at der findes en justeringskoefficient for visse tjenestesteder, men ikke for andre tjenestesteder, er ikke i sig selv udtryk for forskelsbehandling, idet fastsættelsen af en justeringskoefficient sker på grundlag af objektive oplysninger om leveomkostningerne på tjenestestedet. Artikel 9 i bilag XI til vedtægten indeholder endvidere muligheden for at fastsætte nye justeringskoefficienter og muligheden for ikke at anvende de justeringskoefficienter, der er blevet anvendt tidligere.

(jf. præmis 72)