PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

12. december 2014

Sag F-63/11 RENV

Luigi Macchia

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – midlertidigt ansatte – hjemvisning til Personaleretten efter annullation – ingen forlængelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt – administrationens skønsbeføjelse – åbenbart urigtigt skøn – åbenbart, at søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorved Luigi Macchia bl.a. har nedlagt påstand om annullation af den stiltiende afgørelse om ikke at forlænge hans kontrakt som midlertidigt ansat, og om fornødent annullation af afgørelsen af 22. februar 2011 om afslag på den klage, som han har indgivet mod den stiltiende afgørelse, og følgelig om genindsættelse i den stilling, som han bestred i Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF). Subsidiært har han nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for hans økonomiske tab, og at Kommissionen under alle omstændigheder tilpligtes at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, der efter ret og billighed opgøres til 5 000 EUR, og sagsomkostningerne.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes, da søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet. Luigi Macchia bærer sine egne omkostninger i sagerne F-63/11, T-368/12 og F-63/11 RENV og betaler Kommissionens omkostninger i sagerne F-63/11 og F-63/11 RENV. Kommissionen bærer sine egne omkostninger i sag T-368/12 P.

Sammendrag

Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – administrationens omsorgspligt – hensyntagen til den pågældende ansattes og tjenestens interesser

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra a), art. 8, stk. 1, og art. 47, litra b), nr. i)]

Muligheden for at forlænge en kontrakt som midlertidigt ansat udgør blot en mulighed, som den kompetente myndighed kan udnytte efter sit skøn, idet institutionerne råder over et vidt skøn ved organisationen af deres tjenestegrene, alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyn til disse – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, på den betingelse, at denne placering sker i tjenestens interesse.

Den kompetente myndighed er ved afgørelsen om en ansats situation forpligtet til at tage alle de omstændigheder i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, dvs. ikke alene tjenestens interesse, men også navnlig den berørte ansattes interesser. Dette følger nemlig af forvaltningens omsorgspligt, der er udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten, og dermed også vilkårene, har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og embedsmændene i offentlig tjeneste.

Domstolsprøvelsen er imidlertid – henset til det vide skøn, som institutionerne råder over i denne henseende – begrænset til en kontrol af, om der er foretaget et åbenbart urigtigt skøn eller foreligger magtfordrejning.

En fejl kan i denne forbindelse kun betegnes som åbenbar, når den let kan opdages på baggrund af de kriterier, som lovgiver har underlagt udøvelsen af beslutningsbeføjelsen.

De midlertidigt ansatte, der har en tidsbegrænset kontrakt, kan ikke påberåbe sig en ret til en sikkerhed i ansættelsen, der medfører en forpligtelse for en institution til at undersøge, om sidstnævnte ikke kan flyttes til en anden stilling, inden den beslutter ikke at forlænge en kontrakt som midlertidigt ansat i denne gruppe.

Overholdelsen af omsorgsforpligtelsen og begrebet tjenestens interesse forpligter således ikke den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter, til først at undersøge muligheden for at forflytte den berørte ansatte til en anden stilling, inden den beslutter ikke at forlænge en midlertidig ansats kontrakt.

(jf. præmis 40-44 og 46)

Henvisning til:

Domstolen: dom Klinke mod Domstolen, C-298/93 P, EU:C:1994:273, præmis 38

Retten: domme Kyrpitsis mod ØSU, T-13/95, EU:T:1996:50, præmis 52; Potamianos mod Kommissionen, T-160/04, EU:T:2008:438, præmis 30; ETF mod Landgren, T-404/06 P, EU:T:2009:313, præmis 162, og EMA mod BU, T-444/13 P, EU:T:2014:865, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: dom Canga Fano mod Rådet, F-104/09, EU:F:2011:29, præmis 35