Language of document :

Sag anlagt den 27. december 2006 - Dragoman mod Kommissionen

(Sag F-147/06)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Adriana Dragoman (Bruxelles, Belgien) (ved avocat S. Mihailescu)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af den afgørelse, der blev truffet af udvælgelseskomitéen for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/44/06-CJ med henblik på oprettelse af en ansættelsesreserve af jurist-lingvister med rumænsk som hovedsprog, om at tildele sagsøgeren en karakter på 18/40 for hendes skriftlige prøve b) og om ikke at give hende adgang til nævnte udvælgelsesprøves mundtlige prøve.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremført to anbringender, hvoraf det første er opdelt i to dele. Første del omhandler en tilsidesættelse af de regler, der gælder for udvælgelseskomitéens arbejde, idet sidstnævnte har bedømt prøverne snarere under hensyntagen til en forståelse af udgangssprogene end under hensyntagen til den præcise karakter af oversættelsen til rumænsk. Anden del omhandler en tilsidesættelse af bestemmelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøven vedrørende den retmæssige nedsættelse af udvælgelseskomitéen og offentliggørelse af navnene på dens medlemmer. Denne offentliggørelse fandt sted 3 dage før tidspunktet for prøverne, skønt meddelelsen om udvælgelsesprøven fastsatte en minimumsfrist på 15 dage.

Sagsøgeren har med det andet anbringende anført, at princippet om begrundelsespligt er tilsidesat, idet den af udvælgelseskomitéen foretagne bedømmelse ikke indeholder nogen præciseringer med hensyn til de parametre, der blev anvendt ved rettelsen af prøverne.

____________