DOM AFSAGT AF RETTEN FOR EU-PERSONALESAGER

(Tredje Afdeling)

16. maj 2012

Sag F-42/10

Carina Skareby

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – bistandspligt – vedtægtens artikel 12a og 24 – psykisk chikane udøvet af den overordnede«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a finder anvendelse på Euratom-traktaten, hvorved Carina Skareby har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 23. juli 2009 om afslag på hendes ansøgning om bistand med klage over psykisk chikane og, om fornødent, annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 19. februar 2010 om afslag på hendes klage.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Carina Skareby bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af Kommissionens omkostninger. Kommissionen bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – søgsmålsinteresse – søgsmål, anlagt af en tjenestemand, der angiveligt er offer for psykisk chikane, til prøvelse af et afslag på ansøgning om bistand – opretholdelse af søgsmålsinteressen, uanset at forholdene tidsmæssigt ligger langt tilbage, og manglende gentagelsesrisiko og påstand om erstatning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

2.      Tjenestemænd – disciplinærordning – undersøgelse forud for indledningen af en disciplinærsag – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)

3.      Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – adfærd, der har til formål at miskreditere den pågældende eller forringe dennes arbejdsvilkår – krav om, at adfærden skal have karakter af gentagelse – krav om, at adfærden skal have forsætlig karakter – rækkevidde – manglende krav om chikanørens ildesindede hensigt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, stk. 3)

4.      Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – begrundelsespligt – rækkevidde – utilstrækkelig begrundelse – lovliggørelse under retssagen – betingelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)

1.      Hvad angår et så alvorligt spørgsmål som psykisk chikane må det medgives, at den tjenestemand, som påstår, at han har været udsat for psykisk chikane, og som anfægter institutionens afvisning af at realitetsbehandle en ansøgning om bistand, principielt bevarer den berettigede interesse, som kræves i retspraksis som betingelse for at antage en stævning til realitetsbehandling, selv om han ikke nedlægger påstand om erstatning for den skade, som fulgte af den påståede chikane, eller om iværksættelse af en disciplinærsag mod chikanens angivelige ophavsmand, og selv om chikanen angiveligt ophørte for flere år siden.

En sådan løsning gælder allerførst som følge af selve den alvorlige karakter af udøvelsen af psykisk chikane, som er omstændigheder, der kan have yderst ødelæggende indvirkninger på offerets helbredstilstand. Den ansatte, som hævder at være offer for psykisk chikane, bevarer sin søgsmålsinteresse, uafhængigt af, om en sådan chikane varer ved, eller om den pågældende tjenestemand eller ansatte fremsætter, har til hensigt at fremsætte eller endog kun har ret til at fremsætte andre krav, navnlig erstatningsmæssige, med hensyn til den psykiske chikane. Administrationens eventuelle anerkendelse af, at der foreligger en psykisk chikane, kan i sig selv have en nyttig virkning i forbindelse med behandlingsprocessen med henblik på den chikanerede persons restitution.

(jf. præmis 29, 31 og 32)

Henvisning til:

Personaleretten: 30. november 2009, sag F-80/08, Wenig mod Kommissionen, præmis 35

2.      Administrationen råder over et vidt skøn for så vidt angår gennemførelsen af de administrative undersøgelser, som den overlades. Eftersom administrationens ressourcer er begrænsede, tilkommer det den navnlig at behandle de sager, som indbringes for den, på en forholdsmæssig måde, dvs. navnlig på en måde, som gør det muligt for den at tildele hver sag en rimelig del af den tid, som den råder over.

(jf. præmis 38)

Henvisning til:

Personaleretten: 13. januar 2010, forenede sager F-124/05 og F-96/06, A og G mod Kommissionen, præmis 173

3.      Vedtægtens artikel 12a, stk. 3, gør på ingen måde den formodede chikanørs ildesindede hensigt til et nødvendigt forhold ved kvalificeringen som psykisk chikane. Denne bestemmelse definerer nemlig psykisk chikane som »misbrug«, der kræver, at to kumulative betingelser er opfyldt for, at chikanen foreligger. Den første betingelse vedrører misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, som kommer til udtryk »over en periode gentagne gange eller systematisk«, og som er »forsætlige«. Den anden betingelse, som adskilles fra den første af præpositionen »og«, kræver, at misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, har den virkning at være et angreb på »en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet«. Der kan af det forhold, at adjektivet »forsætlige« vedrører den første betingelse og ikke den anden, udledes to konklusioner. For det første skal misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, være frivillige, hvilket fra denne bestemmelses anvendelsesområde udelukker negativ adfærd, der fremkommer på tilfældig vis. For det andet kræves det derimod ikke, at misbrug, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift er blevet foretaget med den hensigt at være et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Der kan med andre ord være tale om psykisk chikane i den i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, omhandlede forstand, uden at chikanøren ved sine handlinger, som kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, har tilsigtet at miskreditere offeret eller forsætligt at forringe vedkommendes arbejdsvilkår. Det er tilstrækkeligt, at denne negative adfærd objektivt har haft sådanne følger, eftersom den har været frivillig.

De omtvistede handlinger skal, for i denne forbindelse at kunne kvalificeres som chikane, objektivt have haft følger, som har miskrediteret offeret eller forringet vedkommendes arbejdsvilkår. Eftersom de pågældende handlinger i henhold til vedtægtens artikel 12a, stk. 3, skal have karakter af misbrug, følger det heraf, at kvalificeringen som chikane er underlagt en betingelse om, at denne skal være en tilstrækkelig objektiv realitet, således at en upartisk og fornuftig iagttager, hvis følsomhed er normal, og som befinder sig i samme situation, vil anse den for at være overdreven og kritisabel.

(jf. præmis 63 og 65)

Henvisning til:

Personaleretten: 9. marts 2010, sag F-26/09, N mod Parlamentet, præmis 72

4.      Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de relevante faktiske og retlige forhold, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter vedtægtens artikel 25, stk. 2, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

Desuden kan en oprindelig utilstrækkelig begrundelse afhjælpes ved supplerende præciseringer, som fremkommer selv under sagen, når den pågældende før sagens anlæg allerede rådede over oplysninger, som udgjorde begyndelsen af en begrundelse.

(jf. præmis 74 og 75)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. september 2005, sag T-132/03, Casini mod Kommissionen, præmis 36; 11. december 2007, sag T-66/05, Sack mod Kommissionen, præmis 65

Personaleretten: 1. december 2010, sag F-89/09, Gagalis mod Rådet, præmis 67; 13. september 2011, sag F-4/10, Nastvogel mod Rådet, præmis 66