Language of document : ECLI:EU:C:2016:689

Sag C-484/14

Tobias Mc Fadden

mod

Sony Music Entertainment Germany GmbH

(anmodning om præjudiciel afgørelse, indgivet af Landgericht München I)

»Præjudiciel forelæggelse – informationssamfund – fri udveksling af tjenesteydelser – professionelt lokalt trådløst netværk (WLAN) – gjort frit tilgængeligt for offentligheden – formidleransvar for tjenesteydere – ren videreformidling – direktiv 2000/31/EF – artikel 12 – erstatningsbegrænsning – ukendt bruger af dette netværk – krænkelse af rettighederne for indehaverne af rettighederne til et beskyttet værk – forpligtelse til at sikre netværket – den erhvervsdrivendes erstatningsansvar«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 15. september 2016

1.        Tilnærmelse af lovgivningerne – elektronisk handel – direktiv 2000/31 – informationssamfundstjenester – begreb – ydelse, der leveres af en operatør af et kommunikationsnetværk og består i at stille dette gratis til offentlighedens rådighed for at reklamere for varer, som denne sælger, eller tjenesteydelser, som denne leverer – omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34, art. 1, stk. 2 og direktiv 2000/31, art. 2, litra a), og art. 12, stk. 1)

2.        Tilnærmelse af lovgivningerne – elektronisk handel – direktiv 2000/31 – ansvarsfritagelse for tjenesteydere i tilfælde af levering af adgang til kommunikationsnettet – begrebet levering – stille til rådighed i tilstrækkelig grad – yderligere krav om, at der foreligger et kontraktforhold mellem tjenestemodtageren og tjenesteyderen og om anvendelsen af reklamemidler – foreligger ikke

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31, art. 12, stk. 1, og art. 14, stk. 1, litra b)]

3.        Tilnærmelse af lovgivningerne – elektronisk handel – direktiv 2000/31 – formidleransvar for tjenesteydere – fritagelse for tjenester inden for videreformidling, caching eller oplagring – andre krav i forhold til en tjenesteyder, der leverer adgangen til et kommunikationsnetværk – foreligger ikke

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31, art. 2, litra b), og artikel 12, stk. 1]

4.        Tilnærmelse af lovgivningerne – elektronisk handel – direktiv 2000/31 – formidleransvar for tjenesteydere – fritagelse for tjenester inden for videreformidling, caching eller oplagring – rækkevidde – tredjemands krænkelse af rettighederne for indehaverne af rettighederne til et beskyttet værk – udelukkelse – sådanne indehaveres ret til at kræve undladelse af at udøve krænkelsen i tilfælde af de nationale retters udstedelse af et påbud herom

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31, art. 12, stk. 1)

5.        Tilnærmelse af lovgivningerne – elektronisk handel – direktiv 2000/31 – formidleransvar for tjenesteydere – fritagelse for tjenester inden for videreformidling, caching eller oplagring – påbud, som pålægger en leverandør af adgang til et kommunikationsnetværk at forhindre tredjemand i ved hjælp af en internetforbindelse at stille et ophavsretligt beskyttet værk eller dele deraf til offentlighedens rådighed – formaliteten – den forelæggende rets efterprøvelse

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31, art. 12, stk. 1 og 3, direktiv 2001 og direktiv 2004/48)

1.        Artikel 12, stk. 1, i direktiv 2000/31 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked, sammenholdt med dette direktivs artikel 2, litra a), og med artikel 1, nr. 2), i direktiv 98/34 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, som ændret ved direktiv 98/48, skal fortolkes således, at en ydelse, der leveres af en operatør af et kommunikationsnetværk og består i at stille dette gratis til offentlighedens rådighed, udgør en »informationssamfundstjeneste« som omhandlet i denne første bestemmelse, når den udføres af den omhandlede tjenesteyder for at reklamere for varer, som denne sælger, eller tjenesteydelser, som denne leverer.

I denne henseende følger det for det første af 2. og 19. betragtning til direktiv 98/48 om ændring af direktiv 98/34 og for det andet af artikel 1, nr. 2), i direktiv 98/34, at de informationssamfundstjenester, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2000/31, kun er dem, der normalt ydes mod betaling. Heraf kan det dog ikke udledes, at en ydelse af økonomisk art, der udføres gratis, aldrig kan udgøre en »informationssamfundstjeneste« som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2000/31. Betalingen af vederlag for en tjeneste, der er leveret af en tjenesteyder i forbindelsen med dennes erhvervsmæssige virksomhed, skal således ikke nødvendigvis erlægges af modtageren af tjenesteydelsen. Dette gælder bl.a. også, når en ydelse, der er udført gratis, leveres af en tjenesteyder for således at reklamere, da prisen for denne aktivitet således er integreret i salgsprisen for disse varer eller tjenesteydelser.

(jf. præmis 37-39 og 41-43 samt domskonkl. 1)

2.        Artikel 12, stk. 1, i direktiv 2000/31 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked skal fortolkes således, at det, for at den tjeneste, der er omhandlet i denne bestemmelse, og som består i at levere adgang til et kommunikationsnetværk, kan anses for at være leveret, kræves, at denne adgang ikke overskrider rammen for den tekniske, automatiske og passive proces, der sikrer gennemførelsen af den krævede transmission af information, idet ingen yderligere krav skal være opfyldt.

Det følger således dels af denne bestemmelses ordlyd, at leveringen af tjenesteydelser skal indebære transmission af information til et kommunikationsnet, dels af 42. betragtning til dette direktiv, at aktiviteten »ren videreformidling« udelukkende er teknisk, automatisk og passiv. Det fremgår desuden hverken af andre bestemmelser i direktiv 2000/31 eller af de formål, der forfølges hermed, at leveringen af en adgang til et kommunikationsnetværk skal opfylde yderligere krav, såsom at der er et kontraktforhold mellem tjenestemodtageren og tjenesteyderen, eller om at sidstnævnte anvender reklamemidler for at promovere nævnte ydelse.

Endelig skal denne bestemmelse fortolkes således, at den betingelse, der er fastsat i dette direktivs artikel 14, stk. 1, litra b), ikke finder analog anvendelse på nævnte artikel 12, stk. 1. Ansvarsfritagelserne i disse bestemmelser er således underlagt forskellige anvendelsesbetingelser alt efter den omhandlede type aktivitet. Nærmere bestemt fastsætter artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31 bl.a., at tjenesteydere, der forestår oplagring af internetsider, for at være omfattet af ansvarsfritagelsen straks skal tage skridt til at fjerne ulovlig information eller hindre adgangen til den, fra det øjeblik, hvor de får kendskab hertil, mens nævnte direktivs artikel 12, stk. 1, derimod ikke gør den ansvarsfritagelse, som den fastsætter til fordel for leverandører af en adgang til et kommunikationsnet, betinget af, at en sådan betingelse overholdes.

(jf. præmis 46-48, 50, 54, 57-59, 64 og 65 samt domskonkl. 2 og 3)

3.        Artikel 12, stk. 1, første punktum, i direktiv 2000/31 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked, sammenholdt med dette direktivs artikel 2, litra b), skal fortolkes således, at der ikke stilles andre krav ud over det, der er nævnt i denne bestemmelse, til den tjenesteyder, der leverer adgangen til et kommunikationsnetværk.

(jf. præmis 71 og domskonkl. 4)

4.        Artikel 12, stk. 1, i direktiv 2000/31 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en person, der har lidt skade i forbindelse med krænkelsen af sine rettigheder til et værk, kan kræve erstatning af en udbyder af netværksadgang under henvisning til, at en af disse adgange er blevet anvendt af tredjemand til at krænke personens rettigheder, samt betaling af omkostninger til fremsættelse af påkrav og retsafgifter i forbindelse med dennes erstatningskrav. Denne bestemmelse skal derimod fortolkes således, at den ikke isoleret set er til hinder for, at denne person nedlægger påstand om forbud mod fortsættelse af denne krænkelse samt betaling af omkostninger til fremsættelse af påkrav og retsafgifter i forhold til en udbyder af adgang til et kommunikationsnetværk, hvis tjenesteydelser er blevet anvendt til at begå denne krænkelse, for så vidt som disse påstande tilsigter eller følger vedtagelse af et påbud, der er udstedt af en myndighed eller en national ret om, at denne leverandør skal undlade at muliggøre en fortsat krænkelse.

(jf. præmis 79 og domskonkl. 5)

5.        Artikel 12, stk. 1, i direktiv 2000/31 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked, sammenholdt med direktivets artikel 12, stk. 3, og under hensyntagen til de krav, der følger af beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder samt til reglerne i direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet og direktiv 2004/48 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, skal fortolkes således, at den i princippet ikke er til hinder for udstedelsen af et påbud, der som det i hovedsagen omhandlede kræver, at en leverandør af adgang til et kommunikationsnetværk, der gør det muligt for offentligheden at få internetforbindelse, under trussel om tvangsbøde forhindrer tredjemand i ved hjælp af denne internetforbindelse at stille et bestemt ophavsretligt beskyttet værk eller dele deraf til offentlighedens rådighed ad elektronisk vej via fildeling på internettet (peer-to-peer), når denne leverandør har valget mellem de tekniske foranstaltninger, der skal træffes for at efterkomme dette påbud, selv om dette valg begrænser sig til den ene foranstaltning, der består i at sikre internetforbindelsen ved hjælp af et password, forudsat at brugerne af dette netværk har pligt til at afsløre deres identitet for at opnå det påkrævede password og dermed ikke kan handle anonymt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

For så vidt som et sådant påbud i denne henseende medfører en begrænsning for nævnte udbyder af adgang, der kan påvirke hans erhvervsvirksomhed, og for det andet kan begrænse den frihed, som modtagerne af en sådan tjeneste til at have internetadgang har, strider det mod retten til at oprette og drive egen virksomhed for den førstnævnte, der er beskyttet i medfør af artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt retten til informationsfrihed for de sidstnævnte, hvis beskyttelse er sikret ved chartrets artikel 11. Når flere grundlæggende rettigheder, der er beskyttet i henhold til EU-retten, er i konkurrence med hinanden, påhviler det myndighederne eller den omhandlede nationale ret at sikre den rette afvejning mellem disse rettigheder.

For så vidt som de foranstaltninger, som adressaten for et påbud i praksis kan træffe, begrænser sig til tre, nemlig at undersøge al information, der transmitteres ved hjælp af en internetforbindelse, at lukke denne forbindelse eller at sikre den ved hjælp af et password, skal overvågningen af al transmitteret information for det første straks udelukkes, da den strider mod artikel 15, stk. 1, i direktiv 2000/31, som forbyder, at der pålægges, bl.a. leverandørerne af adgang til et kommunikationsnetværk, en generel forpligtelse til at overvåge den information, de fremsender.

Hvad for det andet angår foranstaltningen, der består i fuldstændigt at lukke internetforbindelsen, ville dens gennemførelse medføre en krænkelse af retten til frit at oprette og drive virksomhed, uanset om denne ret blot er accessorisk, for den person, der udøver en økonomisk aktivitet bestående i levering af internetadgang, for at afhjælpe en krænkelse af ophavsretten, da den ville totalt forbyde udøvelse af denne aktivitet med henblik på at afhjælpe en krænkelse af ophavsretten uden at fastsætte vedtagelsen af foranstaltninger, der er mindre indgribende i denne frihed. På denne baggrund skal en sådan foranstaltning anses for ikke at overholde kravet om at sikre en passende afvejning mellem de grundlæggende rettigheder, der skal forenes.

Hvad for det tredje angår foranstaltningen, der består i at sikre internetforbindelse ved hjælp af et password, udgør den ikke et indgreb i det væsentlige indhold af retten for udbyderen af adgang til et kommunikationsnetværk til at oprette og drive virksomhed, eftersom foranstaltningen begrænser sig til på en marginal måde at tilpasse de tekniske metoder for udøvelsen af denne leverandørs virksomhed, selv om den kan begrænse både retten til at oprette og drive virksomhed for den udbyder, der leverer en tjeneste bestående i adgang til et kommunikationsnetværk, og retten til informationsfrihed for modtagere af denne tjeneste.

For det andet forekommer en sådan foranstaltning bestående i at sikre internetforbindelsen ikke at være i strid med det væsentlige indhold af retten til informationsfrihed for modtagerne af en internetadgangstjeneste, for så vidt som den begrænser sig til at kræve af sidstnævnte, at de anmoder om at opnå et password, eftersom denne forbindelse desuden kun udgør en blandt andre måder at få internetadgang på.

For det tredje forekommer en foranstaltning, som en udbyder af adgang til et kommunikationsnetværk vedtager, bestående i at sikre denne netværksforbindelse dog ikke at kunne påvirke muligheden for de internetbrugere, der bruger denne udbyders tjenester, for på lovlig måde at få adgang til oplysninger, når foranstaltningen ikke spærrer webstedet, selv om de foranstaltninger, som internetudbyderen vedtager, skal være strengt målrettede.

For det fjerde skal de foranstaltninger, som træffes af adressaten for et forbud, ikke desto mindre ved deres gennemførelse være tilstrækkeligt effektive til at sikre en effektiv beskyttelse af den pågældende grundlæggende rettighed, dvs. at de skal have til virkning, at de uberettigede benyttelser af de beskyttede frembringelser hindres eller i det mindste gøres vanskelige at gennemføre, og at de internetbrugere, der anvender adressaten for forbuddets tjenester, i høj grad afholdes fra at benytte sig af disse frembringelser, der er stillet til deres rådighed under tilsidesættelse af den nævnte grundlæggende rettighed. En foranstaltning bestående i at sikre internetforbindelsen ved hjælp af et password kan dog afholde brugerne af denne forbindelse fra at krænke en ophavsret eller beslægtede rettigheder, forudsat at disse brugere har pligt til at afsløre deres identitet for at opnå det påkrævede password og dermed ikke kan handle anonymt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

Da ingen af de andre foranstaltninger, som den forelæggende ret har nævnt, kan være i overensstemmelse med EU-retten, vil antagelsen om, at en leverandør af adgang til et kommunikationsnetværk ikke skal sikre sin internetforbindelse, således føre til, at den grundlæggende ret til intellektuel ejendomsret fratages enhver beskyttelse, hvilket ville stride imod ideen om passende afvejning. På denne baggrund skal en foranstaltning, der har til formål at sikre internetforbindelse ved hjælp af et password, anses for at være nødvendig for at sikre en effektiv beskyttelse af den grundlæggende ret til beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret. Det følger heraf, at foranstaltningen, der består i at sikre internetforbindelsen ved hjælp af et password, kan anses for at kunne udgøre en passende afvejning mellem den grundlæggende ret til at oprette og drive virksomhed for den udbyder, der leverer en tjeneste bestående i adgang til et kommunikationsnetværk, på den ene side, og retten til informationsfrihed for modtagerne af denne tjeneste på den anden side.

(jf. præmis 82, 83, 85 og 87-101 samt domskonkl. 6)