Language of document :

Appel iværksat den 20. september 2018 af Fujikura Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 12. juli 2018 i sag T-451/14, Fujikura mod Kommissionen

(Sag C-590/18 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Fujikura Ltd (ved lawyer L. Gyselen)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Rettens dom ophæves, for så vidt som Retten heri tiltrådte anbringendet om, at proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet var blevet tilsidesat med hensyn til den bøde, som appellanten var blevet pålagt.

Der træffes endelig afgørelse i henhold til artikel 61, første afsnit, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, idet

artikel 2, o), i Kommissionens afgørelse 1 af 2. april 2014, som pålægger Fujikura Ltd. En bøde på 8 152 000 EUR, annulleres

denne bøde nedsættes med 44% til 4 565 120 EUR.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Retten begik en retlig fejl ved at godkende, at Kommissionen anvendte punkt 18 i sine retningslinjer 2 , som om hele overtrædelsen alene omfattede kartellets ”hele verden-del” og ikke havde nogen ”EØS-intern-del”, der alene involverede de europæiske leverandører.

Som et resultat heraf fastsatte Kommissionen karteldeltagernes afsætnings nominelle værdi således, at omfanget af de europæiske leverandørers deltagelse i overtrædelsen blev væsentligt undervurderet, mens omfanget af de asiatiske leverandørers deltagelse, herunder Fujikuras, blev væsentligt overvurderet.

____________

1     Kommissionens afgørelse af 2.4.2014 om en procedure efter artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og EØS-aftalens artikel 53 (Sag AT.39610 – Elkabler) (meddelt under nummer C(2014) 2139 final) (EUT 2014, C 319, s. 10)

2     Retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2).