KENDELSE AFSAGT AF PERSONALERETTENS PRÆSIDENT

25. april 2008

Sag F-19/08 R

Kelly-Marie Bennett m.fl.

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»Personalesag – sag om foreløbige forholdsregler – begæring om udsættelse af gennemførelsen af en retsakt – meddelelse om udvælgelsesprøve – uopsættelighed – foreligger ikke«

Angående: Sag anlagt i henhold til artikel 242 EF, 243 EF, 157 EA og 158 EA, hvorved tre midlertidigt ansatte ved KHIM har begæret udsættelse af gennemførelse af meddelelse om udvælgelsesprøve OHIM/AD/02/07 – administratorer (AD6) inden for industriel ejendomsret, offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 12. december 2007 (EUT C 300 A, s. 17), og ni andre midlertidigt ansatte ved KHIM har begæret udsættelse af gennemførelse af meddelelse om udvælgelsesprøve OHIM/AST/02/07 – assistenter (AST3) inden for industriel ejendomsret, offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 12. december 2007 (EUT C 300 A, s. 50).

Udfald: Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – »fumus boni juris« – uopsættelighed – kumulativ karakter – afvejning af samtlige interesser i sagen

(Art. 242 EF og 243 EF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

2.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – alvorlig og uoprettelig skade – bevisbyrde

(Art. 242 EF og 243 EF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

1.      Det fremgår af artikel 102, stk. 2, i Personalerettens procesreglement, at en begæring om foreløbige forholdsregler skal angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget (fumus boni juris). Disse betingelser er kumulative, således at en begæring om foreløbige forholdsregler må afslås, når én af disse betingelser ikke er opfyldt. Fællesskabets retsinstanser kan endvidere i sager om foreløbige forholdsregler i givet fald foretage en interesseafvejning.

Ved denne samlede vurdering råder Fællesskabets retsinstanser over et vidt skøn og kan frit under hensyn til sagens særegenheder afgøre, hvorledes disse forskellige betingelser skal efterprøves samt rækkefølgen for denne undersøgelse, eftersom ingen fællesskabsretlig bestemmelse pålægger dem at anvende et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse.

(jf. præmis 15-17)

Henvisning til:

Retten: 10. september 1999, sag T-173/99 R, Elkaïm og Mazuel mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 155, og II, s. 811, præmis 18; 9. august 2001, sag T-120/01 R, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 171, og II, s. 783, præmis 12 og 13.

Personaleretten: 31. maj 2006, sag F-38/06 R, Bianchi mod ETF, Sml. Pers. I-A-1, s. 27, og II-A-1, s. 93, præmis 20 og 22.

2.      Formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er ikke at sikre erstatning for et tab, men at sikre virkningen af dommen vedrørende sagens realitet. For at denne målsætning kan opfyldes, skal de begærede forholdsregler være uopsættelige, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Den part, der har fremsat begæring om anordning af den foreløbige forholdsregel, skal dokumentere, at vedkommende ikke kan afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført en sådan skade. Selv om det med henblik på at godtgøre, at der foreligger en sådan skade, ikke er nødvendigt, at det godtgøres, at der er absolut vished for, at skaden indtræder, idet det er tilstrækkeligt, at skaden kan forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, skal sagsøgeren ikke desto mindre fortsat føre bevis for de faktiske omstændigheder, der skal begrunde, at der er udsigt til en sådan alvorlig og uoprettelig skade.

Et rent økonomisk tab kan principielt ikke antages at være uopretteligt eller blot vanskeligt at oprette, såfremt tabet kan dækkes ved en senere økonomisk erstatning. Den blotte nødvendighed af at finde et arbejde i udlandet kan i princippet heller ikke i sig selv udgøre et alvorligt og uopretteligt tab.

(jf. præmis 24, 25, 27 og 28)

Henvisning til:

Domstolen: 25. marts 1999, sag C-65/99 P(R), Willeme mod Kommissionen, Sml. I, s. 1857, præmis 62.

Retten: 30. november 1993, sag T-549/93 R, D mod Kommissionen, Sml. II, s. 1347, præmis 45; Elkaïm og Mazuel mod Kommissionen, præmis 25; 7. december 2001, sag T-192/01 R, Lior mod Kommissionen, Sml. II, s. 3657, præmis 49; 19. december 2002, sag T-320/02 R, Esch-Leonhardt m.fl. mod ECB, Sml. Pers. I-A, s. 325, og II, s. 1555, præmis præmis 27.

Personaleretten: 21. november 2007, sag F-98/07 R, Petrilli mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 36; 30. januar 2008, sag F-64/07 R, S mod Parlamentet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 31.