Language of document :

Appel iværksat den 1. februar 2019 af Republikken Litauen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 22. november 2018 i sag T-508/15, Republikken Litauen mod Europa-Kommissionen

(Sag C-79/19 P)

Processprog: litauisk

Parter

Appellant: Republikken Litauen (ved R. Krasuckaitė)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Rettens dom i sag T-508/15 1 (»den appellerede dom«) ophæves, for så vidt som Retten herved frifandt Kommissionen for en påstand om annullation af Europa-Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1119 af 22. juni 2015.

Europa-Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1119 af 22. juni 2015 2 annulleres, eller den appellerede dom hjemvises til Retten med henblik på fornyet behandling.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Republikken Litauen har nedlagt påstand om annullation af Rettens dom i sag T-508/15 på følgende retsgrundlag:

1)    Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 83 fastslog, at den i artikel 33m, stk. 1, i forordning nr. 1257/1999 3 fastsatte undtagelse kun vedrører alderen for de personer, der overdrager en landbrugsbedrift, eftersom den pågældende bestemmelse har en klar tilknytning til mælkekvoter som dokumentation for kommerciel landbrugsproduktion.

2)    Retten foretog ligeledes en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder i den appellerede doms præmis 74-79, da den konkluderede, at Republikken Litauens regering ikke havde godtgjort, at besiddelsen af en mælkekvote indebar, at sagsøgeren udøvede kommerciel landbrugsproduktion, hvilket i det væsentlige ikke stemte overens med de sagsakter, der var blevet fremlagt for Retten.

____________

1     Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 22.11.2018, Republikken Litauen mod Europa-Kommissionen (T-508/15, EU:T:2018:828).

2     EUT 2015, L 182, s. 39.

3     Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17.5.1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger (EFT 1999, L 160, s. 80).