Sag anlagt den 24. april 2020 – Europa-Kommissionen mod Rådet for Den Europæiske Union
(Sag C-180/20)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. Kellerbauer og T. Ramopoulos, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
Rådets afgørelse (EU) 2020/245 1 af 17. februar 2020 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i partnerskabsrådet, der er nedsat ved den omfattende og udvidede partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Armenien på den anden side (»CEPA«), til vedtagelsen af forretningsordenen for partnerskabsrådet, for partnerskabsudvalget, for underudvalgene og for andre organer, der nedsættes af partnerskabsrådet, og til oprettelsen af listen over underudvalg, for så vidt angår anvendelsen af nævnte aftale, med undtagelse af nævnte aftales afsnit II (herefter »Rådets afgørelse 2020/245«), og Rådets afgørelse (EU) 2020/246 2 af 17. februar 2020 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i partnerskabsrådet, der er nedsat ved CEPA, til vedtagelsen af forretningsordenen for partnerskabsrådet, for partnerskabsudvalget, for underudvalgene og for andre organer, der nedsættes af partnerskabsrådet, og til oprettelsen af listen over underudvalg, for så vidt angår anvendelsen af nævnte aftales afsnit II (herefter »Rådets afgørelse 2020/246«) annulleres.
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Kommissionen har gjort gældende, at (i) udelukkelsen af CEPA’s afsnit II fra anvendelsesområdet for Rådets afgørelse 2020/245, (ii) vedtagelsen af den særskilte Rådets afgørelse 2020/246, der udelukkende vedrører CEPA’s afsnit II, og hvis materielle retsgrundlag er artikel 37 TEU, og (iii) tilføjelsen af artikel 218, stk. 8, andet afsnit, TEUF, hvorefter Rådet træffer afgørelse med enstemmighed, når aftalen vedrører et område, hvor der kræves enstemmighed, tilsidesætter traktaten som fortolket i Domstolens praksis.
Dette anbringende underbygges af følgende argumenter:
I henhold til Domstolens faste praksis skal det materielle retsgrundlag for Rådets afgørelse på grundlag af artikel 218, stk. 9, TEUF om den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i de organer, der blev oprettet i henhold til en aftale, for det første fastlægges i overensstemmelse med tyngdepunktet i aftalen i sin helhed. CEPA vedrører hovedsagligt handels- og udviklingssamarbejde samt handel med transportydelser, mens forbindelserne mellem CEPA og FUSP ikke er tilstrækkeligt væsentlige til at begrunde et materielt FUSP-retsgrundlag med hensyn til aftalen i sin helhed. Det var således med urette, at Rådet inkluderede artikel 37 TEU i retsgrundlaget for afgørelse 2020/246, og denne afgørelse blev fejlagtigt vedtaget efter afstemningsreglen om enstemmighed.
Det er for det andet ikke muligt for EU-institutionerne kunstigt at opdele en enkelt retsakt i forskellige dele og derved skabe dele med respektive forskellige tyngdepunkter, for at undgå at de kan omgå kravet i artikel 13 TEU om at hver institution handler inden for rammerne af de beføjelser, der er tildelt den ved traktaterne, og i overensstemmelse med de procedurer, betingelser og mål, der er fastsat i disse. Hvor Rådet fastlægger den holdning, der skal indtages på vegne af Unionen i et organ nedsat ved en aftale, i henhold til artikel 218, stk. 9, TEUF vedrørende reglerne for dette organs organisation på tværs af alle bestemmelser i aftalen, kan en opdeling af Rådets afgørelse i to retsakter ikke begrundes. Idet CEPA ikke sondrer mellem den forretningsorden, der finder anvendelse, når de pågældende organer handler under afsnit II eller under et andet af CEPA’s afsnit, begik Rådet en fejl, da det vedtog to særskilte rådsafgørelser, hvoraf den ene udelukkende vedrører CEPA’s afsnit II.
____________
1 EUT 2020, L 52, s. 3.
2 EUT 2020, L 52, s. 5.