PERSONALERETTENS KENDELSE
(Anden Afdeling)

10. juli 2008

Sag F-141/07

Daniele Maniscalco

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – kontraktansatte – indplacering i lønklasse – kontrakt som kontraktansat – formaliteten – bebyrdende retsakt – overholdelse af vedtægtens frister«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvori Daniele Maniscalco principalt har nedlagt påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afslag på hendes klage over afgørelsen om at indplacere hende i ansættelsesgruppe IV, lønklasse 13, løntrin 1, således som det fremgår af hendes kontrakt som kontraktansat.

Udfald: Sagen afvises som åbenbart ugrundet. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – klage – forudgående administrativ klage – frister – ufravigelighed – begyndelsestidspunkt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2, og art. 91; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, art. 117)

2.      Retspleje – sagsomkostninger – påstand om, at der træffes afgørelse

(Rettens procesreglement, art. 87, stk. 1)

1.      Det er fra underskrivelsen, at en kontrakt, der er indgået mellem en ansat og en institution, udfolder sine virkninger og følgelig bliver bebyrdende for den midlertidigt ansatte, såfremt alle forholdene i kontrakten er fastsat, herunder bl.a. den ansattes indplacering. Det er altså med udgangspunkt i datoen for underskrivelsen, at fristen for at fremsætte en rettidig klage over den indplacering af en kontraktansat, der følger af den pågældendes kontrakt, skal beregnes i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, der i medfør af artikel 117 i ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte finder analog anvendelse på kontraktansatte. Denne konklusion ændres ikke af argumentet om, at indgivelsen af en klage inden prøvetidens udløb kan ophæve kontrakten efter denne periode. En hensyntagen til en sådan omstændighed ville nemlig indebære en tilsidesættelse af formålet med klage- og søgsmålsfristerne i vedtægtens artikel 90 og 91, som er at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed, samt af fristernes ufravigelighed, der medfører, at parterne eller dommeren ikke frit kan ændre fristerne.

(jf. præmis 20, 23, 25 og 27)

Henvisning til:

Retten, 11. juli 2002, forenede sager T-137/99 og T-18/00, Martínez Páramo m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 119, og II, s. 639, præmis 54 og 56; 14. februar 2005, sag T-406/03, Ravailhe mod Regionsudvalget, Sml. Pers. I-A, s. 19, og II, s. 79, præmis 57; 5. marts 2007, sag T-455/04, Beyatli og Candan mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 37.

Personaleretten: 6. marts 2008, sag F-105/07, R bis mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43.

2.      Ifølge artikel 87, stk. 2, i Personalerettens procesreglementet pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Den nedlagte påstand om, at der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter de gældende regler, kan ikke anses for en påstand om, at den part, der har tabt en retssag, tilpligtes at betale sagens omkostninger.

(jf. præmis 31 og 33)

Henvisning til:

Domstolen: 9. juni 1992, sag C-30/91 P, Lestelle mod Kommissionen, Sml. I, s. 3755, præmis 38; 29. april 2004, sag C-470/00 P, Parlamentet mod Ripa di Meana m.fl., Sml. I, s. 4167, præmis 86.