Language of document :

Sag anlagt den 25. november 2019 – Europa-Kommissionen mod Ungarn

(Sag C-856/19)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved C. Perrin og A. Sipos, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Ungarn

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10, stk. 2 og 3, i Rådets direktiv 2011/64/EU af 21. juni 2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak 1 , idet det efter udløbet af overgangsperioden den 31. december 2017 har anvendt en samlet punktafgiftssats på under 60% af den vejede gennemsnitlige detailsalgspris på cigaretter, der overgår til frit forbrug, og har opkrævet en punktafgift, der er mindre end 115 EUR pr. 1 000 stk. cigaretter.

Ungarn tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Artikel 10, stk. 2, i Rådets direktiv 2011/64/EU af 21. juni 2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak fastsætter, at den samlede punktafgift på cigaretter fra den 1. januar 2014 udgør mindst 60% af den vejede gennemsnitlige detailsalgspris på cigaretter, der overgår til frit forbrug, medmindre den punktafgift, som anvendes pr. 1 000 stk. cigaretter er mindst 115 EUR. Eftersom Ungarn opkræver en punktafgift, der er mindre end 115 EUR pr. 1 000 stk. cigaretter, kræves det, at denne medlemsstat anvender en punktafgiftssats, der er lig med eller over 60% af den vejede gennemsnitlige pris.

Med henblik på at nå op på denne punktafgiftssats blev Ungarn og syv andre medlemsstater i medfør af artikel 10, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 2011/64/EU indrømmet en overgangsperiode, der udløb den 31. december 2017. I henhold til artikel 10, stk. 2 og 3, i direktiv 2011/64/EU skulle disse medlemsstater have været nået op på den foreskrevne punktafgiftssats ved denne periodes afslutning.

Kommissionen er af den opfattelse, at Ungarn ikke var nået op på den punktafgiftssats, der er fastsat ved artikel 10, stk. 2 og 3, i direktiv 2011/64/EU, ved overgangsperiodens afslutning, og at Ungarn siden den 31. december 2017 er fortsat med at opkræve punktafgift med en sats, der er lavere end den ved direktivet foreskrevne tærskel.

____________

1     Rådets direktiv 2011/64/EU af 21.6.2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak (EUT 2011, L 176, s. 24).