Language of document :

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 14. juli 2016 – Granarolo SpA mod Ambrosi Emmi France SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d'appel de Paris – Frankrig)

(Sag C-196/15) 1

(Præjudiciel forelæggelse – samarbejde på det civil- og handelsretlige område – forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 5, nr. 1) og 3) – værneting – begreberne »sager om kontraktforhold« og »sager om erstatning uden for kontrakt« – brat afbrydelse af mangeårigt forretningsforhold – erstatningssøgsmål – begreberne »salg af varer« og »levering af tjenesteydelser«)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour d'appel de Paris

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Granarolo SpA

Sagsøgt: Ambrosi Emmi France SA

Konklusion

Artikel 5, nr. 3), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at et erstatningssøgsmål på grundlag af en brat afbrydelse af et mangeårigt forretningsforhold som det i hovedsagen omhandlede ikke henhører under sager om erstatning uden for kontrakt i denne forordnings forstand, såfremt der mellem parterne forelå et stiltiende kontraktforhold, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Bevis til godtgørelse af, at der foreligger et sådant stiltiende kontraktforhold, skal føres på grundlag af en række sammenfaldende omstændigheder, som bl.a. kan omfatte tilstedeværelsen af et mangeårigt forretningsforhold, loyalitet mellem parterne, transaktionernes regelmæssighed og deres udvikling gennem tiden udtrykt i mængde og værdi, eventuelle aftaler om de fakturerede priser og/eller tildelte rabatter samt den udvekslede korrespondance.

Artikel 5, nr. 1), litra b), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at et mangeårigt forretningsforhold som det i hovedsagen omhandlede skal kvalificeres som »aftale om salg af varer«, hvis den pågældende aftales karakteristiske forpligtelse er levering af et gode, eller som »aftale om levering af tjenesteydelser«, hvis denne forpligtelse er udførelse af en tjenesteydelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre.

____________

1 EUT C 213 af 29.6.2015.