Language of document : ECLI:EU:F:2007:65

PERSONALERETTENS KENDELSE

(Anden Afdeling)

16. april 2007

Sag F-82/05

Michel Thierry

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – forfremmelse – ikke opførelse på listen over forfremmelsesværdige tjenestemænd – forfremmelsesproceduren for 2004 – prioritetspoint – fortjeneste – anciennitet – formaliteten«

Angående: Sag anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Michel Thierry principalt har nedlagt påstand om annullation af listen over tjenestemænd forfremmet i forbindelse med forfremmelsesproceduren for 2004 (offentliggjort i Informations administratives nr. 130-2004 af 30. november 2004), for så vidt som sagsøgeren ikke er opført herpå.

Udfald: Sagen afvises delvist, og i øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – klage – søgsmålsinteresse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

En tjenestemand har ikke kompetence til at handle i lovens eller i institutionernes interesse og kan ikke til støtte for et annullationssøgsmål gøre andre end sine egne indsigelser gældende. Et søgsmål, der er anlagt af en tjenestemand med påstand om annullation af listen over tjenestemænd, der er forfremmet til en højere lønklasse i et forfremmelsesår, skal derfor åbenbart afvises, når denne liste ikke indeholder sagsøgerens navn, og når sagsøgeren ikke har redegjort for sin personlige interesse i søgsmålets anlæg, men alene har fremført, at tildelingen af visse kategorier af forfremmelsespoint er ulovlig, uden dog i sit skriftlige indlæg at anføre nogle konkrete oplysninger om sine personlige forhold i relation til det pågældende forfremmelsesår, såsom bl.a. det antal forfremmelsespoint i nævnte kategorier, som han er blevet tildelt. Det kan ikke ændres af, at antallet af forfremmelsespoint fremgår af et dokument vedlagt som bilag til svarskriftet, eftersom det påhviler sagsøgeren at redegøre for sin søgsmålsinteresse i sit eget skriftlige indlæg og i givet fald at henvise til de relevante oplysninger, der er fremlagt som bilag.

(jf. præmis 30 og 33)

Henvisning til:

Domstolen, 30. juni 1983, sag 85/82, Schloh mod Rådet, Sml. s. 2105, præmis 14.

Retten, 22. november 2006, sag T-436/04, Sanchez Ferriz mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 273, og II-A-2, s. 1423, præmis 35, 23. november 2006, sag T-422/04, Lavagnoli mod Kommissionen, ikke offentliggjort i Samling af Afgørelser, præmis 31.