PERSONALERETTENS DOM
(plenum)
5. maj 2010
Sag F53/08
Vincent Bouillez m.fl.
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Personalesag — tjenestemænd — forfremmelse — forfremmelsesåret 2007 — retlig interesse — afgørelse om forfremmelse — liste over forfremmede tjenestemænd — sammenligning af fortjenester — kriterium om niveauet af det ansvar, der er forbundet med udøvelsen af tjenesten — påstand om annullation af afgørelserne om forfremmelse — interesseafvejning«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Vincent Bouillez, Kris Van Neyghem og Ingeborg Wagner-Leclercq har nedlagt påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse om ikke at forfremme dem til lønklasse AST 7 i forfremmelsesåret 2007 og om fornødent af afgørelserne om i samme forfremmelsesår at forfremme de tjenestemænd, hvis navne er anført på listen over forfremmede, der blev offentliggjort i Meddelelse til Personalet nr. 136/07 af 16. juli 2007, til samme lønklasse, skønt disse udøvede opgaver med et lavere ansvarsniveau end sagsøgernes.
Udfald: De afgørelser, hvorved Rådet for Den Europæiske Union afviste at forfremme sagsøgerne til lønklasse AST 7 i forfremmelsesåret 2007, annulleres. I øvrigt frifindes Rådet for sagsøgeres øvrige påstande. Rådet betaler sagens omkostninger. Eliza Niniou, Maria-Béatrice Postiglione Branco, Maria De Jesus Cabrita og Marie-France Liegard, tjenestemænd ved Rådet og intervenienter til støtte for Rådets påstande, bærer deres egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — forfremmelse — sammenlignende bedømmelse af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)
2. Tjenestemænd — søgsmål — retlig interesse — søgsmål rettet mod afgørelse om at forfremme en anden tjenestemand — antagelse til realitetsbehandling
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
3. Tjenestemænd — søgsmål — dom om annullation — retsvirkninger — annullation af en afgørelse om ikke at forfremme en tjenestemand
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
1. Ansættelsesmyndigheden har et vidt skøn ved afgørelser om forfremmelse, og den omstændighed, at vedtægtens artikel 45, stk. 1, udtrykkeligt nævner de kriterier, der kan tages i betragtning ved den sammenlignende bedømmelse af forfremmelsesværdige kandidaters fortjenester, tydeliggør den særlige betydning, som lovgiver tillægger inddragelsen af disse kriterier. Forvaltningen har endvidere i forbindelse med den sammenlignende bedømmelse af fortjenester pligt til i henhold til den nævnte bestemmelse omhyggeligt og upartisk at undersøge alle de oplysninger, der er relevante for bedømmelsen af disse fortjenester.
Kriteriet om, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd har, udgør et af de tre relevante forhold, som forvaltningen skal tage hensyn til. Tilhørsforholdet til samme ansættelsesgruppe og lønklasse forudsætter ganske vist udøvelse af lignende funktioner. Anvendelsen af udtrykket »efter omstændighederne« i vedtægtens artikel 45, stk. 1, bekræfter, at i de fleste tilfælde udgør kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har, henset til denne formodning for ligeværdighed, ikke et forhold, der tillader at differentiere forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester. Denne formodning er dog ikke uafkræftelig, navnlig ikke siden sammenlægningen af kategorierne B og C i ansættelsesgruppen for assistenter. Denne sammenlægning har nemlig automatisk medført en udvidelse af de ansvarsområder, som en tjenestemand i ansættelsesgruppen AST kan have, som det i øvrigt fremgår af den tabel, der er indsat i afsnit A i vedtægtens bilag I. Der kan for så vidt angår kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har, således foreligge små forskelle mellem de forskellige tjenester, der udøves af tjenestemændene inden for samme ansættelsesgruppe. Endvidere er der ikke i vedtægten nogen forbindelse mellem de udøvede hverv og en given lønklasse. Tværtimod giver den mulighed for at skelne mellem lønklasse og hverv. Denne manglende sammenhæng mellem lønklassen og typen af udøvede hverv svarer i øvrigt til lovgivers ønske og til det valg, som institutionerne har foretaget, om at gøre personaleadministrationen lettere.
Det kan således ikke udledes af en sådan formodning for ligeværdighed mellem tjenestemænd inden for samme lønklasse, at forvaltningen ikke er forpligtet til at foretage en undersøgelse af kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har, ved konkret at efterprøve, om dette kriterium kan medføre, at der foreligger forskelle i de pågældende tjenestemænds fortjenester. Udtrykket »efter omstændighederne« kan derfor ikke fortolkes således, at det giver forvaltningen ret til på forhånd at udelukke en inddragelse af kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har, ved sammenligningen af fortjenester. Lovgiver har tværtimod ønsket at signalere, at det ansvar, som forfremmelsesværdige tjenestemænd har, er et forhold, der kan have relevans ved en sådan undersøgelse.
(jf. præmis 49 og 51-56)
Henvisning til:
Retten: 8. juli 2008, sag T56/07 P, Kommissionen mod Economidis, Sml. Pers. IB1, s. 31, og IIB1, s. 213, præmis 58-60; 2. april 2009, sag T473/07 P, Kommissionen mod Berrisford, Sml. Pers. IB1, s. 17, og IIB1, s. 85, præmis 42
Personaleretten: 10. oktober 2007, sag F107/06, Berrisford mod Kommissionen, Sml. Pers. IA1, s. 285, og IIA1, s. 1603, præmis 71; 31. januar 2008, sag F97/05, Buendía Sierra mod Kommissionen, Sml. Pers. IA1, s. 15, og IIA1, s. 49, præmis 62
2. Selv om det er korrekt, at en tjenestemand ikke har et retskrav på forfremmelse, har han dog interesse i anfægte afgørelsen om forfremmelse af en anden tjenestemand til en lønklasse, som han kan komme i betragtning til, og over hvilken afgørelse han har indgivet en klage, som afslås af forvaltningen.
(jf. præmis 80)
Henvisning til:
Retten: 21. januar 2004, sag T328/01, Robinson mod Parlamentet, Sml. Pers. IA, s. 5, og II, s. 23, præmis 32 og 33
3. Når den retsakt, der annulleres, er til gunst for tredjemand, hvilket er tilfældet ved optagelse på en reserveliste, en afgørelse om forfremmelse eller en afgørelse om ansættelse, tilkommer det Fællesskabets retsinstanser forudgående at efterprøve, om denne annullation udgør en for streng straf for den ulovlighed, som er begået.
I den forbindelse skal det bemærkes, at de konsekvenser, som Fællesskabets retsinstanser drager af en retsstridighed, ikke er de samme på området for udvælgelsesprøver og på området for forfremmelser. Annullation af samtlige resultater af en udvælgelsesprøve udgør nemlig principielt en for vidtgående sanktion mod den begåede ulovlighed og dette uanset karakteren af ulovligheden og omfanget af dens konsekvenser for resultaterne af udvælgelsesprøven.
På området for forfremmelse foretager Fællesskabets retsinstanser imidlertid en bedømmelse i hvert enkelt tilfælde. For det første tager de hensyn til karakteren af den begåede ulovlighed. Hvis den konstaterede ulovlighed alene er en procedurefejl, der berører en enkelt tjenestemand, fastslår de a priori, at en sådan ulovlighed ikke berettiger til en annullation af afgørelserne om forfremmelse, idet en sådan annullation udgør en for vidtgående sanktion. Hvis der til gengæld foreligger en væsentlig mangel, såsom en retlig fejl, der indebærer, at sammenligningen af fortjenester er ugyldig i sin helhed, annullerer retsinstansen principielt afgørelserne om forfremmelse.
Fællesskabets retsinstanser foretager for det andet en interesseafvejning, i hvilken forbindelse de i første omgang tager hensyn til den interesse, som de pågældende tjenestemænd har i retligt og fuldstændigt at genindtræde i deres ret til en fornyet sammenlignende vurdering af fortjenesterne, hvorved der tages behørigt hensyn til de hensyn, der gælder ifølge lovgivningen, i ikke fremtidigt at skulle konkurrere med tjenestemænd, der forfremmes ulovligt, og i at undgå, at den retsstridighed, som konstateres, gentager sig. Dernæst tager Fællesskabets retsinstanser hensyn til de ulovligt forfremmede tjenestemænds interesser. Disse tjenestemænd har ganske vist ikke erhvervet ret til en opretholdelse af deres forfremmelse, idet afgørelserne om forfremmelse er ulovlige og blev anfægtet inden for fristerne. Fællesskabets retsinstanser tager ikke desto mindre den omstændighed i betragtning, at disse tjenestemænd i god tro kunne gå ud fra, at de afgørelser, hvorved de blev forfremmet, var lovlige, navnlig såfremt de berørte havde fået gode bedømmelser af deres overordnede, bedømmelser, der objektivt kunne berette til en forfremmelse, og de er særligt opmærksomme på disse tjenestemænds interesser, såfremt de udgør en større gruppe. Endelig bedømmer Fællesskabets retsinstanser tjenestens interesse, dvs. bl.a. overholdelse af lovligheden, de budgetmæssige følger af, at ulovlige afgørelser ikke erklæres ugyldige, de eventuelle vanskeligheder ved opfyldelsen af afgørelsen, den eventuelle skadelige indvirkning på tjenestens kontinuitet samt risikoen for forringelser af arbejdsklimaet i institutionen.
Efter at have taget de forskellige foreliggende hensyn i betragtning, afgør Fællesskabets retsinstanser i hvert enkelt tilfælde, om en forfremmelsesafgørelse skal annulleres eller ej. I tilfælde af, at de finder, at annullation af afgørelserne om forfremmelse udgør en for vidtgående sanktion mod den konstaterede retsstridighed, kan de med henblik på i sagsøgerens interesse at sikre en effektiv virkning af dommen om annullation af afslaget på forfremmelse i givet fald udøve den fulde prøvelsesret, som den har i sager af økonomisk karakter og pålægge institutionen, selv ex officio, at betale erstatning.
(jf. præmis 82-90)
Henvisning til:
Domstolen: 5. juni 1980, sag 24/79 Oberthür mod Kommissionen, Sml. s. 1743, præmis 11, 13 og 14, 17. januar 1989, sag 293/87 Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23
Retten: 22. juni 1990, forenede sager T32/89 og T39/89, Marcopoulos mod Domstolen, Sml. II, s. 281; 10. juli 1992, sag T68/91, Barbi mod Kommissionen, Sml. II, s. 2127, præmis 36; 17. marts 1994, sag T44/91, Smets mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 97, og II, s. 319; 21. november 1996, sag T144/95, Michaël mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 529, og II, s. 1429; 5. oktober 2000, sag T202/99, Rappe mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 201, og II, s. 911; Robinson mod Parlamentet; 6. juli 2004, sag T281/01, Huygens mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 203, og II, s. 903; 19. oktober 2006, sag T311/04, Buendía Sierra mod Kommissionen, Sml. II, s. 4137, præmis 349