PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)
18. september 2012 (*)
»Personalesag – bistandspligt – vedtægtens artikel 24 – psykisk chikane – administrativ undersøgelse«
I sag F-58/10,
angående et søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A,
Timo Allgeier, midlertidigt ansat ved Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Wien (Østrig), ved advokaterne L. Levi og M. Vandenbussche,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) ved M. Kjærum, som befuldmægtiget, bistået af advokat B. Wägenbaur,
sagsøgt,
har
PERSONALERETTEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, H. Kreppel (refererende dommer), og dommerne E. Perillo og R. Barents,
justitssekretær: fuldmægtig J. Tomac,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. december 2011,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 16. juli 2010 har Timo Allgeier bl.a. nedlagt påstand om annullation af den af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (herefter »FRA« eller »agenturet«) trufne afgørelse om afslag på hans ansøgning om bistand samt om, at FRA tilpligtes at betale ham erstatning.
Retsforskrifter
2 Artikel 12a, stk. 3, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) bestemmer, at »[v]ed psykisk chikane forstås enhver form for misbrug, der over en periode gentagne gange eller systematisk kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, som er forsætlige, og som er et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet«.
3 Vedtægtens artikel 24 har følgende ordlyd:
»Fællesskaberne yder deres tjenestemænd bistand, især ved retsforfølgning mod personer, der har fremsat trusler, krænkelser, injurier, ærerørige beskyldninger eller foretaget angreb på person eller formue, rettet mod tjenestemanden eller dennes familie på baggrund af hans stilling eller hverv.
De erstatter solidarisk det påførte tab, i det omfang tjenestemanden ikke har fremkaldt det forsætligt eller ved grov uagtsomhed og i det omfang, han ikke kan opnå erstatning fra den skadevoldende person.«
Sagens faktiske omstændigheder
4 Den 1. januar 2002 blev sagsøgeren ansat af Det Europæiske Observatorium for Bekæmpelse af Racisme og Fremmedhad (EUMC) i henhold til en kontrakt som midlertidig ansat på fire år, som den 1. januar 2006 blev forlænget for en ny periode på fire år. Sagsøgeren arbejdede først i Unit 2 »Research and Networks«, hvor han primært varetog ledelsen af udbudsprocedurer og kontrakter angående det europæiske informationsnet vedrørende racisme og fremmedhad.
5 Den 22. september 2005 blev sagsøgeren overført til Unit 1 »Administration« som led i centraliseringen af alle offentlige udbudsprocedurer. Chefen for denne afdeling var på det pågældende tidspunkt M., en af de to ansatte, som efterfølgende af Timo Allgeier blev beskyldt for psykisk chikane. M. var på dette tidspunkt ligeledes vicedirektør for EUMC.
6 I Unit 1 havde sagsøgeren i sin egenskab af Procurement Assistant ansvar for alle spørgsmål vedrørende offentligt udbud.
7 A., som er den anden ansatte, der af sagsøgeren blev beskyldt for psykisk chikane, blev ansat af EUMC i 2005 og arbejdede i Unit 1 »Administration« som Senior Procurement Officer.
8 I december 2005 forhandlede EUMC med selskabet S. om en kontrakt om levering af en privat automatisk bicentral til 34 391,43 EUR. Den 23. december 2005 blev den af EUMC underskrevne kontrakt fremsendt til selskabet S. med henblik på underskrivelse.
9 I januar 2006 påbegyndte selskabet S. sin opfyldelse af kontrakten, selv om selskabet endnu ikke havde underskrevet denne. EUMC gik ud fra, at selskabet havde accepteret dets betingelser, og foretog herefter en bevillingsfremførsel på 34 391,43 EUR fra 2005 til 2006.
10 I marts 2006 besluttede EUMC og selskabet S. at ændre kontrakten ved et tillæg.
11 Den 19. april 2006 besøgte sagsøgeren, som blev ledsaget af en af hans kolleger, selskabet S. og anmodede selskabet om at underskrive både kontrakten og tillægget og datere dem henholdsvis den 23. december 2005 og den 15. januar 2006. Ifølge sagsøgeren blev dette skridt foretaget på M.s udtrykkelige anmodning og var motiveret af M.s ønske om at berigtige den bevillingsfremførsel, der allerede var foretaget på grundlag af kontrakten.
12 I april 2006 meddelte sagsøgeren på grundlag af vedtægtens artikel 22a M. og A., at bevillingsfremførslen var ulovlig, eftersom kontrakten ikke pr. 31. december 2005 var blevet underskrevet af begge de kontraherende parter. Sagsøgeren tilføjede, at tilbagedateringen af kontrakten udgjorde svig med det formål at skjule bevillingsfremførslens ulovlighed.
13 Da sagsøgeren og M. og A. havde forskellige synspunkter vedrørende lovligheden af bevillingsfremførslen og dateringen af kontrakten, underrettede sagsøgeren EUMC’s interne revisor om situationen.
14 Under et møde afholdt den 28. april 2006 underrettede sagsøgeren ligeledes direktøren for EUMC, Winkler, om det pres, han var blevet udsat for med henblik på at indfinde sig i selskabet S. og sørge for, at selskabet tilbagedaterede kontrakten.
15 Den 22. maj 2006 besluttede direktøren for EUMC at annullere kontrakten med selskabet S. med den begrundelse, at kontrakten var blevet tilbagedateret af selskabet S. i overværelse af to EUMC-ansatte, og at den omstændighed at anføre en urigtig dato udgjorde en ulovlighed.
16 Da direktøren for EUMC imidlertid efterfølgende erfarede, at datoen på kontrakten kunne ændres, indvilligede denne endelig, den 6. juni 2006, i ikke at annullere kontrakten og gav ordre om, at de underskriftdatoer, der var anført af selskabet S. på kontrakten og tillægget, blev ændret således, at de svarede til de rigtige datoer.
17 Samme dag, den 6. juni 2006, begav sagsøgeren sig igen til selskabet S. med henblik på, at selskabet ændrede underskriftdatoerne. Repræsentanterne for selskabet S. anførte herefter datoen den 19. april 2006 på kontrakten og datoen den 6. juni 2006 på tillægget.
18 Sagsøgeren har gjort gældende, at hans forhold til M. og A. efter den 6. juni 2006 blev væsentligt forværret. Ifølge sagsøgeren ansporede den omstændighed, at han havde været uvillig til at tilbagedatere den med selskabet S. indgåede kontrakt, og at han havde underrettet EUMC’s direktør om, hvad han anså for at være en svigagtig praksis, M. og A. til at chikanere ham psykisk og til navnlig at fratage ham de opgaver, som han var ansat til at varetage, og til at isolere ham i EUMC.
19 Den 1. marts 2007 blev EUMC erstattet af FRA.
20 Den 25. juni 2007 modtog Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) en anonym skrivelse med klage over ulovligheder, som angiveligt var blevet begået af M. i forbindelse med dennes udførelse af sit arbejde. De påståede ulovligheder vedrørte navnlig ansættelsesprocedurer, tilbagedaterede underskrifter på leveringskontrakter, ulovlig tildeling af uddannelsestillæg til visse ansatte og dårlig økonomistyring.
21 I juli 2007 fratrådte FRA’s direktør sin stilling, og M. blev fungerende direktør for agenturet.
22 Den 28. november 2007 indledte OLAF en intern undersøgelse vedrørende de påståede ulovligheder, som der var blevet klaget over i skrivelsen af 25. juni 2007. Fra den 15.-17. januar 2008 gennemførte OLAF et besøg i FRA.
23 Den 1. juni 2008 blev M. Kjærum, som indtil da havde været administrerende direktør for det danske Institut for Menneskerettigheder (herefter »IMR«), udnævnt som direktør for FRA.
24 Ved skrivelse af 23. juni 2008 indgav sagsøgeren en ansøgning om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24 til M. Kjærum. I denne skrivelse forklarede han, at han havde været udsat for psykisk chikane fra M. og A.s side, og anmodede FRA om at træffe de nødvendige forholdsregler for at bringe denne situation til ophør.
25 Som svar på denne ansøgning besluttede FRA’s direktør den 7. juli 2008 at overføre sagsøgeren fra Unit 1 »Administration« til Unit 3 »Communications and External Relations«. Endvidere mødtes direktøren med sagsøgeren den 7., 8. og 11. juli 2008, uden dennes advokater, for at undersøge, om der var et alternativ til den formelle procedure i vedtægtens artikel 24. Dette forslag blev afvist af sagsøgeren.
26 Ved skrivelse af 18. juli 2008 til FRA’s direktør bekræftede sagsøgerens advokater, at sagsøgeren ville opretholde sin ansøgning om bistand, og anmodede om at få tilsendt de processuelle regler og nærmere bestemmelser for den administrative undersøgelse. Sagsøgerens advokater anmodede ligeledes om, at FRA dækkede deres honorarer.
27 Samme dag, den 18. juli 2008, underrettede FRA’s direktør sagsøgeren om sin beslutning om at indlede en undersøgelse.
28 Ultimo juli 2008 blev sagsøgeren beordret på sygeorlov. Denne orlov blev forlænget indtil medio september 2009.
29 Ved skrivelse af 22. oktober 2008 underrettede FRA’s direktør sagsøgerens advokater om sin beslutning om at udnævne Jensen til at lede undersøgelsen (herefter »undersøgeren«). På dette tidspunkt bestred undersøgeren posten som IMR’s bestyrelsesformand.
30 Ved skrivelse af 18. november 2008 rejste sagsøgeren en række spørgsmål vedrørende undersøgelsen, bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt vidnerne skulle tildeles anonymitet.
31 Ved skrivelse af 16. januar 2009 besvarede FRA’s direktør de spørgsmål, som sagsøgeren havde rejst i sin skrivelse af 18. november 2008. Han præciserede, at vidnerne ikke havde ret til anonymitet, medmindre det af sagens omstændigheder klart fremgik, at en sådan anonymitet var påkrævet.
32 Den 20. februar 2009 fremsendte FRA et dokument til sagsøgeren med overskriften »De retlige rammer for den administrative undersøgelse«, som var udarbejdet af direktøren efter drøftelser med undersøgeren.
33 Undersøgeren organiserede tre høringer, den første den 2. og 3. marts 2009, den anden den 23., 24. og 25. marts 2009 og den tredje den 23. og 24. april 2009. Under den første høring hørte undersøgeren sagsøgeren såvel som M. og A. Under den anden høring hørte undersøgeren ud over sagsøgeren og M. tre vidner, som var blevet foreslået af M., samt to andre ansatte, som han fandt det nødvendigt at høre. Under den tredje høring blev sagsøgeren og M. endelig hørt sammen med tre andre ansatte.
34 I en rapport udarbejdet den 22. juni 2009 efter afslutningen af den interne undersøgelse konkluderede OLAF, at de i skrivelsen af 25. juni 2007 indeholdte beskyldninger var grundløse, og anbefalede, at det ikke blev truffet nogen disciplinære eller retlige foranstaltninger som følge af denne undersøgelse. Rapporten blev fremsendt til FRA’s direktør ved skrivelse af 25. juni 2009.
35 Den 16. juli 2009 udarbejdede undersøgeren et udkast til en undersøgelsesrapport. I dette udkast konkluderede undersøgeren, at der ikke forelå psykisk chikane. Han foreslog ligeledes FRA at tildele M. en advarsel, henset til, at han var ansvarlig for, at der i Unit 1 »Administration« herskede en »intens frygtstemning«. Udkastet til rapporten blev fremsendt til sagsøgeren, M. og A.
36 Den 31. august 2009 fremsendte sagsøgeren sine skriftlige bemærkninger til udkastet til rapporten.
37 Den 15. september 2009 udarbejdede undersøgeren den endelige version af undersøgelsesrapporten (herefter »den endelige rapport«). Undersøgeren bekræftede sin opfattelse af, at der ikke forelå psykisk chikane.
38 Den 16. september 2009 blev den endelige rapport fremsendt til sagsøgeren med henblik på at give ham mulighed for at indsende relevante bemærkninger, hvilket han gjorde den 22. september 2009.
39 Ved afgørelse af 16. oktober 2009, som blev meddelt sagsøgeren samme dag, besluttede FRA’s direktør, at der ikke ville blive indledt nogen disciplinær procedure over for M. og A. (herefter »den anfægtede afgørelse«). Direktøren erkendte, at forholdet mellem sagsøgeren, på den ene side, og M. og A., på den anden side, havde været konfliktfyldt, bl.a. som følge af et »sammenstød mellem personligheder« og »forskellige opfattelser vedrørende sociale interaktioner«, og at M. kunne have forsøgt at løse konflikten anderledes for at afbøde spændingerne og skabe et gunstigt arbejdsmiljø for sagsøgeren. Direktøren understregede imidlertid ikke desto mindre, at der ikke forelå bevis for psykisk chikane. Henset til førnævnte omstændigheder var direktøren endelig af den opfattelse, at sagsøgeren skulle have godtgjort rimelige sagsomkostninger, som han havde afholdt i forbindelse med undersøgelsen.
40 FRA har i sine skriftlige indlæg anført, at FRA’s direktør samme dag, den 16. oktober 2009, holdt møder med henholdsvis A. og M. med henblik på over for disse at indskærpe de principper om god forvaltning, der skal anvendes i tjenesten, og nødvendigheden af, at de forbedrer den daglige anvendelse af nævnte principper.
41 Sagsøgerens kontrakt blev fra den 1. januar 2010 forlænget på ubestemt tid.
42 Ved skrivelse af 14. januar 2010 indgav sagsøgeren en klage over den anfægtede afgørelse.
43 Ved afgørelse af 6. april 2010, meddelt den 7. april 2010, afslog FRA’s direktør klagen.
Retsforhandlinger og parternes påstande
44 Nærværende søgsmål blev anlagt den 16. juli 2010.
45 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– I givet fald annulleres afgørelsen af 6. april 2010 om afslag på klagen.
– Det fastslås, at sagsøgeren har været udsat for psykisk chikane udøvet af M. og A., og de nødvendige disciplinære foranstaltninger træffes; eller, subsidiært, (i) indledes en ny administrativ undersøgelse, der er retfærdig, uafhængig og upartisk, og som indebærer oprettelse af et ekspertpanel, der har ansvaret for den administrative undersøgelse, og (ii) de nødvendige foranstaltninger træffes med henblik på at sikre en retfærdig undersøgelse, uden mulig pression eller indblanding.
– Sagsøgeren tilkendes erstatning for den lidte økonomiske skade, der foreløbig kan opgøres til 71 823,23 EUR.
– Sagsøgeren tilkendes 85 000 EUR i erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade, der følger af den måde, hvorpå proceduren blev gennemført, og af den afgørelse, der blev truffet.
– FRA tilpligtes at betale sagens omkostninger.
46 FRA har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
47 Den refererende dommers forslag til parterne om en mindelig bilæggelse af tvisten var resultatløst.
Retlige bemærkninger
Om påstandene vedrørende annullation af afgørelsen af 6. april 2010 om afslag på klagen
48 Ifølge fast retspraksis har påstande om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse om afslag på en klage, den virkning retligt at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen, når denne afgørelse som sådan er uden selvstændigt indhold (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.1.1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, præmis 8; Personalerettens dom af 9.7.2009, sag F-104/07, Hoppenbrouwers mod Kommissionen, præmis 31). Under disse omstændigheder gælder, at eftersom afgørelsen af 6. april 2010 om afslag på klagen er uden selvstændigt indhold, skal påstandene om annullation anses for udelukkende at være rettet mod den anfægtede afgørelse.
Om påstandene om, at sagsøgeren har været udsat for psykisk chikane
49 Førnævnte påstande, der reelt har til formål at få Personaleretten til at kende visse af de anbringender, sagsøgeren har fremført til støtte for påstandene om annullation af den anfægtede afgørelse, begrundede, kan følgelig ikke admitteres (jf. i denne retning Rettens dom af 30.11.1993, sag T-15/93, Vienne mod Parlamentet, præmis 13).
Om påstandene vedrørende annullation af den anfægtede afgørelse
50 Sagsøgeren har til støtte for påstandene om annullation af den anfægtede afgørelse fremført en række anbringender vedrørende bl.a.:
– undersøgerens manglende upartiskhed
– undersøgerens afvisning af at sikre vidnerne anonymitet
– en retlig fejl ved fortolkningen af det retlige begreb psykisk chikane
– undersøgerens åbenbart urigtige skøn i forbindelse med dennes afvisning af at fastslå, at der foreligger psykisk chikane.
51 Først skal anbringendet om undersøgerens manglende upartiskhed samt anbringendet om, at undersøgerens afvisning af at sikre vidnerne anonymitet, var ulovlig, undersøges.
Parternes argumenter
52 Hvad angår det første anbringende om undersøgerens angiveligt manglende upartiskhed har sagsøgeren forklaret, at sidstnævnte, da han blev udpeget til at lede undersøgelsen, var bestyrelsesformand i IMR. M. Kjærum var forud for sin udnævnelse den 1. juni 2008 administrerende direktør for samme institut. Sagsøgeren har tilføjet, at IMR indgik en stor kontrakt med FRA om levering af oplysninger vedrørende forskelsbehandling baseret på seksuel orientering, og at undersøgeren og M. Kjærum var medforfattere til et akademisk værk. Ifølge sagsøgeren var undersøgerens interesse således at værne om FRA’s image og at fritage det for enhver beskyldning om psykisk chikane. Sagsøgeren har tilføjet, at der ligeledes kan stilles spørgsmålstegn ved undersøgerens subjektive upartiskhed, således som det bl.a. fremgår af den endelige rapports upræcise karakter.
53 Hvad angår det andet anbringende om, at undersøgerens afvisning af at sikre vidnerne anonymitet var ulovlig, har sagsøgeren gjort gældende, at en sådan afvisning, som er i strid med »De retlige rammer for den administrative undersøgelse«, førte til, at visse personer nægtede at vidne eller vidnede på en måde, som ikke var tilstrækkelig ærlig, af frygt for repressalier.
54 FRA har nedlagt påstand om, at førnævnte anbringender forkastes.
55 FRA har for det første gjort gældende, at ingen af sagens akter giver grundlag for en mistanke om, at undersøgeren ikke har været upartisk i forhold til sagsøgeren eller i forhold til de ansatte, som sagsøgeren har anklaget. Navnlig giver hverken den omstændighed, at undersøgeren og direktøren tidligere har haft arbejdsmæssige forbindelser i relation til IMR, eller den omstændighed, at der foreligger en forretningsmæssig forbindelse mellem FRA og nævnte institut, anledning til at rejse tvivl herom.
56 FRA har dernæst forklaret, at sagens omstændigheder ikke krævede, at vidnerne var anonyme, og har tilføjet, at anonymitet, henset til agenturets beskedne størrelse, under alle omstændigheder ikke ville have udgjort en sikkerhed for vidnerne.
Personalerettens bemærkninger
57 Indledningsvis bemærkes, at direktøren med henblik på vedtagelsen af den anfægtede afgørelse i det væsentlige baserede sig på såvel de oplysninger, som var indsamlet af undersøgeren i løbet af undersøgelsen, som de konklusioner, denne fremkom med i den endelige rapport. Dette illustreres af den omstændighed, at direktøren i den anfægtede afgørelses ordlyd udtrykkeligt forkastede klagepunktet om psykisk chikane med henvisning til sagen, »således som den er fremstillet af undersøgeren i den endelige rapport«.
58 Det må derfor afgøres, om undersøgelsen blev foretaget på ulovlig vis, således som sagsøgeren har påstået.
– Om undersøgerens manglende upartiskhed
59 Sagsøgeren har stillet spørgsmålstegn ved såvel undersøgerens objektive som subjektive upartiskhed. Ifølge sagsøgeren befandt undersøgeren sig som følge af hans stilling i IMR ikke blot objektivt i en situation, som kunne rejse tvivl om hans uafhængighed, men var endvidere ligeledes ikke upartisk i forbindelse med den faktiske ledelse af undersøgelsen.
60 Hvad angår undersøgerens objektive upartiskhed fremgår det i denne forbindelse ikke af sagens akter, ligesom det heller ikke er påberåbt af sagsøgeren, at undersøgeren havde et nært forhold til de ansatte, som var direkte involveret i ansøgningen om bistand, dvs. sagsøgeren samt de to ansatte, som af sagsøgeren er beskyldt for psykisk chikane. I øvrigt kan den blotte omstændighed, at M. Kjærum og undersøgeren tidligere havde arbejdsmæssige forbindelser i IMR, og at de var medforfattere til et akademisk værk, ikke medføre, at undersøgerens uafhængighed i forbindelse med ledelsen af undersøgelsen blev bragt i fare, eller at det kunne fremstå således set fra tredjemands synspunkt (jf. i denne retning Rettens dom af 11.9.2002, sag T-89/01, Willeme mod kommissionen, præmis 58).
61 Imidlertid er det ubestridt, at IMR, som undersøgeren var bestyrelsesformand for på det tidspunkt, hvor han blev udpeget til at lede undersøgelsen, havde indgået en kontrakt med FRA til en værdi af næsten 500 000 EUR om levering af oplysninger vedrørende forskelsbehandling baseret på seksuel orientering, mellem 2007 og 2008, i Danmark. På det tidspunkt, hvor undersøgeren ledede undersøgelsen, kunne denne kontrakt i øvrigt fremover forlænges gentagne gange, således som det blev bekræftet af FRA under retsmødet.
62 Henset til disse faktorer kunne eksistensen og vigtigheden af forretningsforbindelsen mellem FRA og IMR således give anledning til en berettiget bekymring fra sagsøgerens side med hensyn til undersøgerens objektive upartiskhed, idet den pågældende med rette kunne frygte, at undersøgeren, fordi han ønskede at bevare dette forretningsforhold, ville være styret af målet om at beskytte agenturets omdømme.
63 Det er ganske vist korrekt, at undersøgeren i IMR ikke varetog direkte udøvende funktioner, da disse henhørte under direktøren og de ansvarlige for de forskellige afdelinger i instituttet. Imidlertid fremgår det af sagens akter, at bestyrelsen – og dermed dens formand – spillede en central rolle i forbindelse med IMR’s arbejde. Dette illustreres ved den omstændighed, at IMR i en artikel offentliggjort på instituttets websted i juni 2008 oplyste, at bestyrelsen, under ledelse af Jensen, fortsat overvågede »ledelsen af [IMR]«. Endvidere blev det, stadig på IMR’s websted, på dette tidspunkt fremhævet, at bestyrelsen var »ansvarlig for alle grundlæggende og faglige spørgsmål, herunder forskning og strategi«.
64 Følgelig opfyldte undersøgeren, hvis sekretariat desuden blev varetaget af en af assistenterne for FRA’s direktør, ikke de betingelser, som kræves, for at hans objektive upartiskhed ikke kan anfægtes.
65 Sagsøgeren kan derfor med rette påberåbe sig, at undersøgelsen af denne grund, og henset til den foreliggende sags særlige omstændigheder, var ulovlig.
66 Hvad angår undersøgerens subjektive upartiskhed finder Personaleretten, selv om sagens akter ikke gør det muligt at konkludere, at undersøgeren ledte undersøgelsen på en måde, som favoriserede de af sagsøgeren anklagede ansatte, det beklageligt, at undersøgeren under undersøgelsen fremsendte hele den korrespondance, der blev udvekslet mellem FRA, på den ene side, og sagsøgeren og hans advokater, på den anden side, til M. og A., selv om en del af denne korrespondance, som vedrørte en ansøgning om, at FRA afholder de af sagsøgeren afholdte advokathonorarer, ikke vedrørte hverken M. eller A.
67 Ligeledes gælder, at mens sagsøgeren havde vedlagt et meget stort antal dokumenter til sin ansøgning om bistand, brugte undersøgeren mindre end tre sider, som endvidere var udetaljerede, ud af de 12 sider, som den endelige rapport bestod af, til en gennemgang af rigtigheden af de rejste klagepunkter, idet resten af rapporten begrænsede sig til en præsentation af de faktiske omstændigheder, som ikke var bestridt af parterne, til en sammenfatning af gældende ret og til en beskrivelse af proceduren.
– Om afvisningen af at sikre vidnerne anonymitet
68 Det bemærkes indledningsvis, at direktøren forud for iværksættelsen af undersøgelsen i samarbejde med undersøgeren udarbejdede »De retlige rammer for den administrative undersøgelse«. Disse rammer, hvis anvendelse på parterne ikke er bestridt, indeholdt en rubrik med overskriften »Fremgangsmåden ved høring af vidner«, som bl.a. fastsatte, at »vidner [ikke ville kunne] være anonyme i forhold til en part, medmindre særlige omstændigheder klart [viste], at anonymitet var nødvendigt«.
69 Det må derfor undersøges, om der i denne sag var særlige omstændigheder, som krævede, at undersøgeren tildelte anonymitet til de vidner, som han hørte, samt til de vidner, som han kunne have hørt.
70 I lyset af de særlige omstændigheder i denne sag, må dette spørgsmål besvares bekræftende.
71 Undersøgeren var nemlig selv fuldt opmærksom på, at det var vanskeligt for ansatte at vidne, hvis de ikke fik sikkerhed for, at deres identitet ikke blev meddelt til de to personer, der var beskyldt for psykisk chikane. I den endelige rapport har undersøgeren således anført, at han »i flere tilfælde bemærkede, at ansatte i FRA – navnlig ansatte i Unit 1 »Administration« – var modvillige over for, eller endog uvillige til, at vidne af frygt for repressalier«, og at navnlig en ansat, som var blevet nægtet anonymitet på trods af hans anmodning herom, »afviste at vidne«. Undersøgeren anførte ligeledes, at »mens andre modvillige vidner endelig havde afgivet vidneforklaring, [havde han haft] det klare indtryk, at de fortalte betydeligt mindre, end de kunne have fortalt«, og at han følgelig »[ikke kunne] udelukke muligheden for, at denne undersøgelse ikke havde afsløret den fulde sandhed, og at eventuelt senere procedurer heller ikke ville være i stand hertil«. I den endelige rapports konklusion præciserede undersøgeren endelig, at »de afgivne vidneforklaringer har været begrænsede«, henset til de vanskeligheder, der havde været med hensyn til at overtale ansatte til at vidne.
72 Det skal ligeledes understreges, at undersøgeren samtidig med at fremhæve disse vanskeligheder påpegede, at undersøgelsen havde afdækket en »intens frygtstemning i Unit 1 »Administration«, en stemning, som [bevirkede], at de ansatte ikke [turde] give udtryk for deres synspunkt eller i det mindste [havde] været meget modvillige over for dette«.
73 Selv om alle de faktorer, som undersøgeren selv henviser til, burde have fået ham til sikre vidnerne anonymitet, afstod han, ulogisk, fra at gøre dette, på trods af en anmodning herom fra sagsøgeren.
74 Det er korrekt, at undersøgeren i den endelige rapport begrundede sin afvisning af at sikre de af sagsøgeren foreslåede vidner anonymitet med, at en sådan beskyttelse ville være illusorisk, eftersom de personer, der var impliceret i ansøgningen om bistand, efter hans opfattelse ville have været i stand til med stor sandsynlighed at fastslå, hvorfra oplysningerne stammede. Imidlertid er det på ingen måde godtgjort, at undersøgeren, hvis der var sikret anonymitet, ville have været ude af stand til at give vidnerne en tilstrækkelig beskyttelse og navnlig ville have været ude af stand til at affatte referaterne af høringerne på en måde, der ville forhindre identifikation af de pågældende personer.
75 Endvidere bemærkes, at den ansatte, som sagsøgeren primært havde rettet beskyldninger imod, dvs. M., den 6. februar 2009 fremsendte en skrivelse til direktøren, som han imidlertid var underordnet, hvori han meddelte denne, at »[vidners] anonymitet under ingen omstændigheder [kunne] accepteres«. Henset til den kontekst, som sagsøgeren selv har beskrevet, navnlig »den intense frygtstemning i Unit 1 »Administration««, bekræfter eksistensen af en sådan skrivelse og dennes ordlyd, at vidnernes anonymitet var nødvendig for, at undersøgelsen kunne gennemføres under passende vilkår.
76 Under disse omstændigheder finder Personaleretten, at undersøgerens afvisning af at sikre vidnerne anonymitet ikke gjorde det muligt for ham at foretage en fuldstændig undersøgelse af omstændighederne i denne sag og dermed har bevirket, at undersøgelsen er ulovlig.
77 Følgelig, og for så vidt som direktøren baserede sig på den endelige rapport med henblik på vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, således som det er anført, skal det lægges til grund, at denne afgørelse er ulovlig.
78 Da sagsøgeren har fået medhold i de to første anbringender, der er fremført mod den anfægtede afgørelse, bør nævnte afgørelse annulleres, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige anbringender i stævningen, og navnlig dem, der vedrører en retlig fejl ved fortolkningen af det retlige begreb psykisk chikane og eksistensen af psykisk chikane.
Om erstatningspåstandene
Parternes argumenter
79 Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at FRA tilpligtes at betale en erstatning på 71 823,23 EUR for den økonomiske skade, han har lidt som følge af den psykiske chikane.
80 I øvrigt har sagsøgeren nedlagt påstand om, at FRA tilpligtes at betale ham 85 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, der blev forvoldt dels ved den lidte psykiske chikane, dels ved ulovligheden af den anfægtede afgørelse, hvori det blev afvist at fastslå, at nævnte chikane forelå.
81 FRA har nedlagt påstand om, at erstatningspåstandene forkastes.
Personalerettens bemærkninger
82 Hvad for det første angår påstandene om, at FRA tilpligtes at erstatte den økonomiske og ikke-økonomiske skade, sagsøgeren har lidt som følge af den psykiske chikane, bemærkes, at formålet med vedtægtens artikel 24, stk. 2, er at erstatte tjenestemanden eller en anden ansat det tab, som han har lidt, som følge af sådanne handlinger fra en tredjemands eller anden tjenestemands side, som er omhandlet i samme artikels stk. 1, såfremt han ikke kan opnå erstatning fra skadevolderen (jf. Domstolens kendelse af 5.10.2006, sag C-365/05 P, Schmidt-Brown mod Kommissionen, præmis 78). Et erstatningssøgsmål anlagt af en tjenestemand eller en anden ansat i henhold til vedtægtens artikel 24, stk. 2, kan således kun antages til realitetsbehandling, når de nationale retsmidler er udtømt, for så vidt som disse retsmidler effektivt beskytter de berørte personers interesser og kan føre til erstatning af det påståede tab (jf. Rettens dom af 9.3.2005, sag T-254/02, L mod Kommissionen, præmis 148; Rettens dom af 12.7.2011, sag T-80/09 P, Kommissionen mod Q, præmis 67).
83 I det foreliggende tilfælde er det imidlertid hverken godtgjort eller endog påstået, at sagsøgeren med henblik på at opnå erstatning for den angiveligt lidte skade som følge af den psykiske chikane har udtømt de nationale retsmidler, eller at disse retsmidler ikke ville have ydet effektiv beskyttelse. Det følger heraf, at påstandene om erstatning af nævnte skade bør forkastes.
84 Hvad for det andet angår påstanden om, at FRA tilpligtes at erstatte den ikke-økonomiske skade, der følger af den anfægtede afgørelses ulovlighed, bemærkes, at ifølge fast retspraksis kan en annullation af en ulovlig retsakt i sig selv udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt (Domstolens dom af 9.7.1987, forenede sager 44/85, 77/85, 294/85 og 295/85, Hochbaum og Rawes mod Kommissionen, præmis 22; Rettens dom af 9.11.2004, sag T-116/03, Montalto mod Rådet, præmis 127; Rettens dom af 8.5.2008, sag F-6/07, Suvikas mod Rådet, præmis 151), medmindre sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation (jf. i denne retning Domstolens dom af 7.2.1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, præmis 27 og 28; Rettens dom af 6.6.2006, sag T-10/02, Girardot mod Kommissionen, præmis 131).
85 I det foreliggende tilfælde er det korrekt, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen vurdering af sagsøgerens kompetencer eller adfærd, som kan være sårende for ham. Henset til den kritisable måde, hvorpå sagsøgerens ansøgning om bistand blev behandlet og undersøgelsen gennemført, kan en annullation af denne afgørelse imidlertid ikke i sig selv udgøre en passende og tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som denne afgørelse har forvoldt som følge af den usikkerhed og ængstelse, der blev foranlediget af den anfægtede afgørelses ulovlighed. Følgelig pålægges FRA at betale sagsøgeren et beløb på 5 000 EUR.
Sagens omkostninger
86 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det – medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, kapitel 8 – den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til artikel 87, stk. 2, kan Retten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.
87 Det følger af denne doms præmisser, at FRA i det væsentlige har tabt sagen. Sagsøgeren har endvidere udtrykkeligt nedlagt påstand om, at FRA tilpligtes at betale sagens omkostninger. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorfor FRA pålægges at bære sine egne omkostninger og at betale sagsøgerens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
PERSONALERETTEN (Første Afdeling):
1) Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheders afgørelse af 16. oktober 2009 annulleres.
2) Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder betaler Timo Allgeier et beløb på 5 000 EUR.
3) I øvrigt frifindes Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder.
4) Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder bærer sine egne omkostninger og betaler Timo Allgeiers omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 18. september 2011.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |