PERSONALERETTENS KENDELSE
(Første Afdeling)
9. juli 2010
Sag F91/09
Luigi Marcuccio
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag — tjenestemænd — rimelig frist for fremsættelse af et erstatningskrav — for sent fremsat«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Luigi Marcuccio bl.a. har nedlagt principal påstand om, at det fastslås, at Kommissionens stiltiende afvisning af hans ansøgning af 9. september 2008 om erstatning for den skade, som han angiveligt har lidt som følge af en skrivelse af 9. december 2003 fra Kommissionens lægetjeneste vedrørende en lægeundersøgelse, som han har undergået, er en nullitet, eller subsidiært annullation af denne afgørelse. Luigi Marcuccio har for det andet nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kommissionens afgørelse af 30. juni 2009 om at afslå hans klage af 16. marts 2009 over den nævnte stiltiende afgørelse annulleres og erklæres for en nullitet. Luigi Marcuccio har for det tredje nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham 300 000 EUR i erstatning for den påståede skade, eller et beløb, som Personaleretten finder rimeligt og passende i denne henseende, med tillæg af renter på 10% årligt med årlig opskrivning fra det tidspunkt, hvor Kommissionen modtog ansøgningen af 9. september 2008.
Udfald: Kommissionen frifindes, da søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
Tjenestemænd — søgsmål — frister — ansøgning om erstatning rettet til en institution — overholdelse af en rimelig frist — bedømmelseskriterier
(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)
Tjenestemænd eller ansatte, som over for deres institution fremsætter krav om erstatning fra Den Europæiske Union, som kan tilregnes denne, skal gøre dette inden for en rimelig frist efter det tidspunkt, hvor de berørte fik kendskab til den situation, som de har klaget over. Hvorvidt en frist er rimelig, skal vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, herunder navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt parternes adfærd.
Der skal endvidere i denne henseende tages hensyn til det sammenligningsgrundlag, som forældelsesfristen på fem år for søgsmål vedrørende ansvar uden for kontrakt i artikel 46 i statutten for Domstolen udgør, selv om denne frist ikke finder anvendelse på tvister mellem Unionen og dens ansatte. Såfremt de berørte mener at være udsat for en ulovlig forskelsbehandling, skal de inden for en rimelig frist, som ikke må overskride fem år fra det tidspunkt, hvor de fik kendskab til den situation, som de klager over, anmode institutionen om at træffe foranstaltninger med henblik på at afhjælpe denne situation og bringe den til ophør.
Femårsfristen kan imidlertid ikke udgøre en absolut grænse, som ikke kan ændres, inden for hvilken enhver påstand kan antages til realitetsbehandling, uanset hvor længe sagsøgeren har været om at indlevere en ansøgning til administrationen og uafhængigt af de konkrete omstændigheder.
(jf. præmis 32-35)
Henvisning til:
Domstolen: 22. oktober 1975, sag 9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen, Sml. s. 1171, præmis 7, 10 og 11
Retten: 5. oktober 2004, sag T45/01, Sanders m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3315, præmis 62; 5. oktober 2004, sag T144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3381, præmis 60, 65 og 66 og den deri nævnte retspraksis, og præmis 71; 26. juni 2009, sag T114/08 P, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. IB1, s. 53, og IIB1, s. 313, præmis 28
Personaleretten: 1. februar 2007, sag F125/05, Tsarnavas mod Kommissionen, Sml. Pers. IA1, s. 43, og IIA1, s. 231, præmis 71, 76 og 77