Language of document : ECLI:EU:C:2018:793

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

E. TANCHEV

fremsat den 3. oktober 2018(1)

Sag C-236/17 P

Canadian Solar Emea GmbH,

Canadian Solar Manufacturing (Changshu), Inc.,

Canadian Solar Manufacturing (Luoyang), Inc.,

CSI Cells Co. Ltd,

CSI Solar Power (China), Inc.

mod

Rådet

»Appel – dumping – import af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina – endelig told – forordning (EU) nr. 1168/2012 – umiddelbar anvendelse – årsagssammenhæng – andre kendte faktorer – antidumpingtoldens niveau«






Indhold


I. Retsforskrifter

A. Grundforordningen

B. Forordning nr. 1168/2012

II. Sagens baggrund

III. Sagen for Retten og den appellerede dom

IV. Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande

V. Bedømmelse af appelanbringenderne

A. Det tredje appelanbringende

1. Parternes argumenter

2. Bedømmelse

a) Formaliteten

b) Realiteten

1) Indledning

2) Det tredje appelanbringendes første led

3) Det tredje appelanbringendes andet led

B. Det fjerde appelanbringende

1. Parternes argumenter

2. Bedømmelse

a) Formaliteten

b) Realiteten

1) Det fjerde appelanbringendes første led

i) Indledning

ii) Skal antidumpingtolden alene udligne den skade, der kan tilskrives dumpingimporten, og ikke den skade, som kan tilskrives andre kendte faktorer?

iii) Fastslog Retten i den appellerede dom, at institutionerne ved fastsættelsen af antidumpingtold er forpligtet til at tage hensyn til resultaterne af deres analyse af, hvad skaden ikke kan tilskrives?

2) Det fjerde appelanbringendes andet led

VI. Sagsomkostninger

VII. Forslag til afgørelse


1.        Med denne appel har Canadian Solar Emea GmbH (herefter »CSE«), Canadian Solar Manufacturing (Changshu), Inc. (herefter »CSM (Changshu)«), Canadian Solar Manufacturing (Luoyang), Inc. (herefter »CSM (Luoyang)«), CSI Cells Co. Ltd (herefter »CSI Cells«) og CSI Solar Power (China), Inc. (herefter »CSI Solar Power«) (herefter samlet »Canadian Solar« eller »appellanten«) (2) nedlagt påstand om ophævelse af Rettens dom (3), hvorved Retten forkastede søgsmålet med påstand om annullation af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1238/2013 (herefter »den omtvistede forordning«) (4).

2.        Denne appel rejser navnlig et processuelt spørgsmål, nemlig den umiddelbare anvendelse af forordning (EU) nr. 1168/2012 (5), som ændrede artikel 2, stk. 7, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (herefter »grundforordningen«) (6) således, at når en antidumpingundersøgelse vedrører import fra et land uden markedsøkonomi, og en producent, som er omfattet af denne undersøgelse, indgiver anmodning om markedsøkonomisk behandling, er fristen for, hvornår der skal træffes afgørelse om denne anmodning, forlænget fra tre måneder til otte måneder efter indledningen af undersøgelsen. Denne appel rejser også et materielt spørgsmål, nemlig hvorvidt antidumpingtolden skal fastsættes på et niveau, hvor den alene udligner den skade, der kan tilskrives dumpingimporten, når andre faktorer end dumpingimporten har bidraget til den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt.

I.      Retsforskrifter

A.      Grundforordningen

3.        Grundforordningens artikel 2, stk. 7, med overskriften »Konstatering af dumping« fastsætter:

»a)      […]

b)      I forbindelse med antidumpingundersøgelser vedrørende indførsel fra Folkerepublikken Kina, Vietnam og Kasakhstan og lande uden markedsøkonomi, som er medlemmer af WTO på datoen for indledningen af undersøgelsen, fastsættes den normale værdi i overensstemmelse med stk. 1 til 6, hvis det på grundlag af velbegrundede krav herom fra en eller flere producenter, der er omfattet af undersøgelsen, og i overensstemmelse med kriterierne og procedurerne i litra c) er påvist, at de markedsøkonomiske principper er fremherskende for denne producent eller disse producenter med hensyn til fremstilling og salg af den berørte samme vare. Hvis dette ikke er tilfældet, finder reglerne i litra a) anvendelse.

c)      Et krav i henhold til litra b) skal fremsættes skriftligt og indeholde tilstrækkelige beviser for, at producenten driver virksomhed under markedsøkonomiske vilkår, dvs. at

–        virksomhedernes beslutninger om priser, omkostninger og inputs, herunder rå- og hjælpestoffer, teknologi, arbejdskraft, produktion og investeringer, skal træffes som reaktion på markedssignaler, der afspejler udbuds- og efterspørgselsforholdene, og uden nogen omfattende statslig indgriben; i den sammenhæng skal udgifterne til de vigtigste inputs i alt væsentligt afspejle markedsværdierne

–        virksomhederne skal benytte ét klart sæt grundlæggende regnskabsforskrifter, som revideres uafhængigt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder og anvendes til alle formål

–        virksomhedernes produktionsomkostninger og økonomiske situation må ikke gøres til genstand for væsentlige fordrejninger, der er overført fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system, navnlig for så vidt angår nedskrivning af aktiver, andre afskrivninger, kompensations- eller byttehandel og betaling via gældskompensation

–        de pågældende virksomheder skal sikres ved rimelig anvendelse af egnede love om konkurs og ejerforhold, der giver retlig sikkerhed og stabilitet i forbindelse med driften af virksomheder, og

–        valutaomregninger skal finde sted til markedskurs.

Det skal efter høring af det rådgivende udvalg, og efter at den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet har haft lejlighed til at udtale sig, afgøres om producenten opfylder ovennævnte kriterier inden tre måneder efter iværksættelsen af undersøgelsen. Denne afgørelse er gyldig i hele undersøgelsesperioden.«

4.        Grundforordningens artikel 3, der har overskriften »Konstatering af skade« fastsætter:

»[…]

6.      Det skal på grundlag af alle de relevante beviser, der er fremlagt i forbindelse med stk. 2, påvises, at dumpingimporten forvolder skade som defineret i denne forordning. Dette indebærer navnlig en påvisning af, at de mængder og/eller priser, der er fastlagt i henhold til stk. 3, er årsag til de følgevirkninger for en erhvervsgren i Fællesskabet, som er omhandlet i stk. 5, og at følgevirkningerne er væsentlige.

7.      Der foretages også en undersøgelse af andre kendte faktorer end dumpingimporten, som samtidig skader den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet, for at sikre, at skade, der forvoldes af sådanne andre faktorer, ikke tilskrives dumpingimporten i henhold til stk. 6. Faktorer, der kan tages hensyn til i den forbindelse, indbefatter bl.a. mængde og priser for så vidt angår importvarer, som ikke sælges til dumpingpriser, nedgang i efterspørgslen eller ændringer i forbrugsmønstret, restriktiv handelspraksis og konkurrence mellem producenter i tredjelande og producenter i Fællesskabet, den teknologiske udvikling samt eksportresultater og produktivitet inden for den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet.

[…]«

5.        Grundforordningens artikel 9, stk. 4, med overskriften »Afslutning uden indførelse af foranstaltninger, indførelse af endelig told« foreskriver:

»Fremgår det af den endelige konstatering af de faktiske omstændigheder, at der finder dumping sted og forvoldes skade som følge heraf, og er det af hensyn til beskyttelsen af Fællesskabets interesser påkrævet at gribe ind i henhold til artikel 21, træffer Rådet på forslag fra Kommissionen og efter konsultationer i det rådgivende udvalg afgørelse om indførelse af en endelig antidumpingtold. Forslaget vedtages af Rådet, medmindre dette ved simpelt flertal beslutter at forkaste forslaget inden for en frist på en måned, efter at Kommissionen har forelagt det. Er en midlertidig told i kraft, forelægges der, senest en måned før en sådan told ophører, et forslag om endelige foranstaltninger. Antidumpingtolden må ikke være højere end den fastsatte dumpingmargen, og den bør være lavere end denne margen, hvis en sådan lavere told vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet.«

B.      Forordning nr. 1168/2012

6.        Artikel 1 i forordning nr. 1168/2012 fastsætter:

»I forordning (EF) nr. 1225/2009 foretages følgende ændringer:

1)      Artikel 2, stk. 7, ændres således:

a)      i næstsidste punktum i litra c) erstattes ordene »inden tre måneder efter iværksættelsen af undersøgelsen« af ordene »normalt inden syv måneder efter, men under alle omstændigheder ikke senere end otte måneder efter, iværksættelsen af undersøgelsen«

b)      følgende litra tilføjes:

»d)      Når Kommissionen har begrænset sin undersøgelse i overensstemmelse med artikel 17, begrænses en afgørelse i henhold til litra b) og c) i nærværende stykke til parter, der er omfattet af undersøgelsen, og producenter, som indrømmes individuel behandling i henhold til artikel 17, stk. 3.«

[…]«

7.        Følgende fremgår af artikel 2 i forordning nr. 1168/2012:

»Denne forordning finder anvendelse på alle nye og på alle igangværende undersøgelser fra den 15. december 2012.«

II.    Sagens baggrund

8.        CSM (Changshu), CSM (Luoyang), CSI Cells og CSI Solar Power er eksporterende producenter af det pågældende produkt. CSE importerer det pågældende produkt til Den Europæiske Union fra ovennævnte producenter og fra andre leverandører.

9.        Den 6. september 2012 indledte Kommissionen en antidumpingprocedure med hensyn til importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil med oprindelse i Kina (7).

10.      I betragtning af det potentielt store antal eksporterende producenter i det pågældende land, der var involveret i proceduren, blev der i indledningsmeddelelsens punkt 5.1, litra a), henvist til muligheden for at anvende stikprøver i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17. Den 21. september 2012 indgav Canadian Solar oplysninger til brug for Kommissionens udvælgelse af en stikprøve af eksporterende producenter. Den af Kommissionen udtagne stikprøve af eksporterende producenter bestod af syv grupper af virksomheder (8). Canadian Solar blev ikke udtaget til denne stikprøve.

11.      Den 13. november 2012 indgav Canadian Solar en anmodning om at blive tillagt status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår (herefter »markedsøkonomisk behandling«) i henhold til grundforordningen artikel 2, stk. 7, litra b).

12.      Den 12. december 2012 blev forordning nr. 1168/2012 vedtaget (9).

13.      Den 3. januar 2013 meddelte Kommissionen Canadian Solar, at anmodningen om markedsøkonomisk behandling ikke ville blive behandlet.

14.      Den 4. juni 2013 vedtog Kommissionen forordning (EU) nr. 513/2013, hvorved en midlertidig antidumpingtold blev indført på importen af det pågældende produkt fra Kina (10).

15.      Den 2. december 2013 vedtog Rådet den omtvistede forordning, hvorved en endelig antidumpingtold blev indført på importen af det pågældende produkt fra Kina. I denne forordnings artikel 1 indførte Rådet en antidumpingtold på 41,3% på importerede varer, som faktureres af samarbejdsvillige virksomheder opført i forordningens bilag I. CSM (Changshu), CSM (Luoyang), CSI Cells og CSI Solar Power var opført på denne liste. Den omtvistede forordnings artikel 3 undtog importerede varer, som faktureres af virksomheder, der er opført i bilaget til Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU (11), fra den ved artikel 1 indførte told.

16.      Afgørelse 2013/707 blev vedtaget af Kommissionen den 4. december 2013. Med denne afgørelse godtog Kommissionen det ændrede tilsagn afgivet af China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products og en gruppe af eksporterende producenter opført i bilaget til afgørelsen. CSM (Changshu), CSM (Luoyang), CSI Cells og CSI Solar Power var opført på denne liste.

17.      Den 4. juni 2015 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/866, hvorved godtagelsen af koncernens tilsagn blev trukket tilbage for CSM (Changshu), CSM (Luoyang), CSI Cells og CSI Solar Power (12).

III. Sagen for Retten og den appellerede dom

18.      Ved stævning indleveret den 28. februar 2014 nedlagde Canadian Solar påstand om annullation af den omtvistede forordning.

19.      Ved den appellerede dom forkastede Retten de seks anbringender og frifandt Rådet.

20.      Navnlig (13) forkastede Retten det femte anbringende vedrørende en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), hvorefter der skal træffes afgørelse om markedsøkonomisk behandling inden tre måneder efter iværksættelsen af undersøgelsen. Forordning nr. 1168/2012, som ændrede grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), ved at forlænge fristen på tre måneder til otte måneder, finder således anvendelse på alle igangværende undersøgelser fra den 15. december 2012. Derfor fandt den anvendelse på Kommissionens afgørelse af 3. januar 2013, hvorved Canadian Solars anmodning om markedsøkonomisk behandling blev afvist. Kommissionens manglende overholdelse af den oprindelige tremånedersfrist, skabte ikke en endeligt fastlagt situation, som kunne have forhindret anvendelsen af forordning nr. 1168/2012. Denne mangel medfører efter Rettens opfattelse heller ikke uden videre den omtvistede forordning ugyldighed.

21.      Retten forkastede også det sjette anbringende om, at institutionerne ved at undlade at foretage en separat vurdering af den skade, der er forvoldt af dumpingimporten, og den skade, som er forvoldt af andre kendte faktorer, har tilsidesat grundforordningens artikel 3, og at de som følge heraf ved fastsættelse af antidumpingtolden på et niveau, som også udligner den skade, der er forvoldt af disse andre faktorer, har tilsidesat denne forordnings artikel 9, stk. 4. Retten mindede om, at Rådet og Kommissionen (»institutionerne«) i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 6 og 7, er forpligtet til for det første at vurdere, om den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, stammer fra dumpingimporten (analyse af, hvad skaden kan tilskrives), og for det andet at efterprøve, at andre kendte faktorer bortset dumpingimporten ikke bryder årsagssammenhængen mellem den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, og dumpingimporten (analyse af, hvad skaden ikke kan tilskrives). Det følger heraf, at institutionerne ved fastsættelsen af antidumpingtolden skal tage hensyn til resultaterne af analyserne af henholdsvis, hvad skaden kan tilskrives, og hvad den ikke kan tilskrives. I modsat fald ville der være risiko for, at denne told vil fjerne de skadende virkninger fra andre faktorer end dumpingimporten. I den foreliggende sag havde institutionerne behørigt vurderet virkningerne af de andre kendte faktorer, som medvirkede til den skade, som EU-erhvervsgrenen havde lidt. De havde med rette fundet, at disse virkninger var ubetydelige, og at de følgelig ikke brød årsagssammenhængen mellem den skade, som EU-erhvervsgrenen havde lidt, og dumpingimporten. Antidumpingtolden var derfor blevet fastsat korrekt.

IV.    Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande

22.      Ved denne appel har Canadian Solar for Domstolen nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom og enten annullation af den omtvistede forordning, for så vidt som den angår appellanten, eller hjemvisning af sagen til Retten. Canadian Solar har ligeledes nedlagt påstand om, at Rådet tilpligtes at betale appellantens omkostninger og at bære sine egne omkostninger både ved retsforhandlingerne i første instans og i appelsagen, eller, såfremt sagen hjemvises til Retten, at afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen udsættes, indtil Retten har truffet endelig afgørelse. Endelig har Canadian Solar nedlagt påstand om, at enhver anden part i appelsagen tilpligtes at bære sine egne omkostninger.

23.      Rådet har for Domstolen nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at Canadian Solar tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten.

24.      Kommissionen har for Domstolen nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at Canadian Solar tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

25.      Kommissionen har iværksat kontraappel. Den har for Domstolen nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom, og at det fastslås, at sagen i første instans skal afvises, eller, subsidiært, at det fastslås, at sagen savner genstand, eller, mere subsidiært, at den er grundløs, og at fortolkningen af årsagssammenhængen med hensyn til det sjette anbringende i den appellerede dom ændres. Kommissionen har ligeledes for Domstolen nedlagt påstand om at tilpligte Canadian Solar at betale sagsomkostningerne.

26.      Canadian Solar har for Domstolen nedlagt påstand om, at kontraappellen afvises. Canadian Solar har endvidere nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale Canadian Solars omkostninger og at bære sine egne omkostninger ved retsforhandlingerne i første instans og i appelsagen, og at Rådet tilpligtes at bære sine egne omkostninger.

27.      Rådet har for Domstolen nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom, og at det fastslås, at sagen i første instans skal afvises, eller, subsidiært, at det fastslås, at sagen savner genstand, eller, mere subsidiært, at den forkastes, og at fortolkningen af årsagssammenhængen med hensyn til det sjette anbringende i den appellerede dom ændres. Rådet har ligeledes for Domstolen nedlagt påstand om, at Canadian Solar tilpligte at betale sagsomkostningerne.

28.      Canadian Solar, Rådet og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 20. juni 2018.

V.      Bedømmelse af appelanbringenderne

29.      Canadian Solar har gjort fire appelanbringender gældende. Jeg vil, som Domstolen har anmodet om, i dette forslag til afgørelse begrænse mig til at behandle det tredje og det fjerde appelanbringende.

30.      Med det tredje appelanbringende har Canadian Solar gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at forordning nr. 1168/2012 fandt anvendelse på den pågældende antidumpingundersøgelse, og at institutionernes undladelse af at træffe en afgørelse om markedsøkonomisk behandling ikke medfører den omtvistede forordnings ugyldighed. Med det fjerde appelanbringende har Canadian Solar gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at tillade institutionerne at fastsætte antidumpingtolden på et niveau, der ikke kun udligner den skade, der er forvoldt af dumpingimporten, men også den skade, der er forvoldt af andre kendte faktorer, og ved med urette at vende bevisbyrden for så vidt angår virkningerne af disse andre faktorer.

A.      Det tredje appelanbringende

1.      Parternes argumenter

31.      Med det tredje appelanbringende har Canadian Solar anfægtet Rettens konklusioner i den appellerede doms præmis 152-154, 157 og 159-170.

32.      Dette appelanbringende er delt i to led.

33.      Med det tredje anbringendes første led har Canadian Solar gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at forordning nr. 1168/2012 fandt anvendelse. I denne forbindelse har Canadian Solar for det første anført, at forordning nr. 1168/2012 trådte i kraft den 15. december 2012, dvs. efter udløbet den 12. december 2012 af tremånedersfristen, inden for hvilken afgørelsen om markedsøkonomisk behandling i henhold til den oprindelige affattelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), skulle træffes. For det andet finder materielle regler i princippet ikke anvendelse på forhold, som ligger forud for deres ikrafttrædelse. Udløbet af den ovennævnte tremånedersfrist skabte en endeligt fastlagt situation, således at forordning nr. 1168/2012, som er en materiel bestemmelse, ikke finder anvendelse. For det tredje udgør anvendelsen af forordning nr. 1168/2012 på kun igangværende undersøgelser, hvor denne tremånedersfrist ikke var udløbet før den 15. december 2012, ikke en fortolkning contra legem. Hvis det måtte blive anset for contra legem, har Canadian Solar gjort gældende, at artikel 2 i forordning nr. 1168/2012 er ugyldig for så vidt angår appellanten, eller at bestemmelsen ikke lovligt kan finde anvendelse på appellantens forhold, fordi den tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft.

34.      Med det tredje anbringendes andet led har Canadian Solar gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at undladelsen af at træffe en afgørelse om markedsøkonomisk behandling ikke medfører den omtvistede forordnings ugyldighed. Idet forordning nr. 1168/2012 ikke fandt anvendelse, var Kommissionen forpligtet til at træffe en afgørelse om Canadian Solars anmodning om markedsøkonomisk behandling. Dens undladelse heraf har gjort den omtvistede forordning ugyldig, og denne mangel kan ikke anfægtes af Canadian Solar.

35.      Rådet har anført, at det tredje anbringendes første led skal afvises fra realitetsbehandling, og at det under alle omstændigheder er ugrundet. For det første skal appellantens anbringende om, at forordning nr. 1168/2012 ikke fandt anvendelse, fordi den fastsatte frist på tre måneder i den oprindelige affattelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), udløb, før forordning nr. 1168/2012 trådte i kraft, afvises, da det alene gentager en argumentation, som blev fremført for Retten. Under alle omstændigheder er denne argumentation ugrundet, da artikel 2 i forordning nr. 1168/2012 udtrykkeligt fastsætter, at denne forordning finder anvendelse på alle igangværende undersøgelser fra den 15. december 2012, og den omhandlede antidumpingundersøgelse var stadig i gang den 15. december 2012. For det andet er appellantens argumentation om, at udløbet af den ovennævnte frist på tremåneder har skabt en endeligt fastlagt situation, ugrundet. Hvis Kommissionen havde truffet afgørelse om markedsøkonomisk behandling inden for denne periode, kunne den ifølge retspraksis faktisk være blevet ændret på et senere tidspunkt i undersøgelsen. For det tredje kan appellanten ikke gøre gældende, at artikel 2 i forordning nr. 1168/2012 er ugyldig, da appellanten ikke for Retten fremsatte en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 2 i denne forordning i henhold til artikel 277 TEUF.

36.      Hvad angår det tredje anbringende andet led har Rådet anført, at det er ugrundet. En afgørelse om markedsøkonomisk behandling kan ændres, efter den er truffet. Desuden er den foreliggende sag et klart bevis for, at en manglende afgørelse om markedsøkonomisk behandling kan anfægtes.

37.      Kommissionen har anført, at det tredje anbringendes første led skal afvises fra realitetsbehandling, og at det under alle omstændigheder er ugrundet. For det første skal appellantens anbringende om, at forordning nr. 1168/2012 ikke fandt anvendelse, fordi den fastsatte frist på tre måneder i den oprindelige affattelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), udløb, før forordning nr. 1168/2012 trådte i kraft, afvises, eftersom appellanten blot forsøger at gentage et forhold, som blev fremført for Retten. Under alle omstændigheder er denne argumentation ugrundet, da artikel 2 i forordning nr. 1168/2012 udtrykkeligt bestemmer, at denne forordning finder anvendelse på alle igangværende undersøgelser, uanset om denne tremånedersfrist udløb, inden forordningen trådte i kraft. For det andet skal appellantens argumentation om, at situationen blev endeligt fastlagt ved udløbet af tremånedersfristen, afvises, da den alene gentager en påstand nedlagt ved Retten. Under alle omstændigheder er denne argumentation ugrundet, da ingen rettigheder blev konkretiseret ved udløbet af tremånedersfristen. For det tredje skal appellantens argumentation om, at artikel 2 i forordning nr. 1168/2012 er ugyldig, afvises, eftersom der er tale om et nyt anbringende, idet Canadian Solar ikke for Retten fremsatte en ulovlighedsindsigelse hvad angår artikel 2 i forordning nr. 1168/2012 i henhold til artikel 277 TEUF. Under alle omstændigheder er denne argumentation ugrundet. Forordning nr. 1168/2012 var umiddelbart anvendelig, da udløbet af tremånedersfristen ikke skabte en endeligt fastlagt situation.

38.      Kommissionen har gjort gældende, at det tredje anbringendes andet led er ugrundet. For det første har Kommissionens undladelse af at træffe en afgørelse om markedsøkonomisk behandling ikke gjort den omtvistede forordning ugyldig, idet forordning nr. 1168/2012 fandt anvendelse på appellantens situation, og Kommissionen var derfor ikke forpligtet til at træffe en afgørelse om markedsøkonomisk behandling. For det andet var Canadian Solar i stand til at anfægte Kommissionens undladelse af at træffe en afgørelse om markedsøkonomisk behandling, idet den har anlagt den foreliggende sag.

39.      Canadian Solar har hertil anført, at anbringendet om ugyldigheden af artikel 2 i forordning nr. 1168/2012 kan antages til behandling. Dette anbringende har været fremført ved Retten og er undersøgt i den appellerede doms præmis 154-170. Det har ifølge fast praksis ingen betydning, at anbringendet ikke formelt blev fremført som en ulovlighedsindsigelse.

2.      Bedømmelse

40.      Med det tredje appelanbringendes første led har Canadian Solar gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at forordning nr. 1168/2012 fandt anvendelse. Med det tredje appelanbringendes andet led har Canadian Solar anført, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at institutionernes undladelse af at træffe en afgørelse om markedsøkonomisk behandling ikke medførte den omtvistede forordnings ugyldighed.

a)      Formaliteten

41.      Rådet har gjort gældende, at det tredje anbringendes første led delvist bør afvises. Kommissionen har gjort gældende, at dette første led i det hele bør afvises (14).

42.      For det første har både Rådet og Kommissionen bestridt, at appellantens argumentation om, at forordning nr. 1168/2012 ikke finder anvendelse, fordi den fastsatte tremånedersfrist i den oprindelige affattelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), udløb, inden forordning nr. 1168/2012 trådte i kraft, kan antages til realitetsbehandling. Dette skyldes, at argumentationen ifølge Rådet og Kommissionen alene gentager et argument, som blev fremført for Retten.

43.      Efter min opfattelse bør denne formalitetsindsigelse forkastes. Canadian Solar har med denne argumentation draget Rettens anvendelse af overgangsreglen fastsat i artikel 2 i forordning nr. 1168/2012 i tvivl. Canadian Solar har i den forbindelse anført, at koncernen navnlig anser den appellerede doms præmis 152 for at være behæftet med en retlig fejl. I præmis 152 af denne dom fastslog Retten, at forordning nr. 1168/2012 fandt anvendelse, da den »ikke fastsætter nogen undtagelse med hensyn til igangværende undersøgelser, hvor tidsfristen for at afgøre, hvorvidt der skal gives markedsøkonomisk behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, allerede er udløbet«. Canadian Solar søger derfor ikke blot at opnå en fornyet prøvelse af den til Retten indgivne stævning (15).

44.      Kommissionen har for det andet anført, at appellantens argumentation om, at koncernens situation blev endeligt fastlagt ved udløbet af den ovennævnte tremånedersfrist, bør afvises, da det alene gentager et argument, som blev fremført ved Retten.

45.      Denne formalitetsindsigelse må efter min opfattelse ligeledes forkastes. Med denne argumentation har Canadian Solar anfægtet Rettens henvisning i den appellerede doms præmis 157 til retspraksis vedrørende den umiddelbare anvendelse af nye regler. I henhold til denne retspraksis finder materielle regler i modsætning til processuelle regler ikke anvendelse på forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen. Canadian Solar har anført, at Kommissionens forpligtelse til at træffe afgørelse om markedsøkonomisk behandling er en materiel regel. Appellanten har derfor kritiseret Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 159-162 om, at udløbet af den ovennævnte tremånedersfrist ikke skabte en endeligt fastlagt situation med hensyn til Canadian Solar. Canadian Solar søger som følge heraf ikke blot at opnå en fornyet prøvelse af den til Retten indgivne stævning.

46.      For det tredje har Rådet og Kommissionen bestridt, at appellantens argumentation om, at artikel 2 i forordning nr. 1168/2012 er ugyldig for så vidt angår Canadian Solar, kan antages til realitetsbehandling. Appellanten har ikke ved Retten fremsat en ulovlighedsindsigelse med hensyn til artikel 2 i forordning nr. 1168/2012. Derfor anfægtes dette argument som værende nyt, og det bør således afvises fra realitetsbehandling.

47.      Efter min opfattelse bør denne formalitetsindsigelse forkastes.

48.      Det er ganske vist rigtigt, at Canadian Solar ved Retten ikke udtrykkeligt henviste til artikel 277 TEUF (16).

49.      Dog anførte Canadian Solar i sin stævning for Retten, at »en fortolkning af [forordning nr. 1168/2012], hvorefter den finder anvendelse på igangværende undersøgelser, hvori de omhandlede parter har en velerhvervet ret til at få deres anmodning om markedsøkonomisk behandling vurderet inden for tre måneder, ville krænke de berettigede forventninger hos undersøgelsens interesserede parter«. Således var ulovlighedsindsigelsen indirekte, men klart indeholdt i stævningen for Retten. Formalitetsindsigelsen, som bygger på ulovlighedsindsigelsens angivelige nye karakter, skal derfor forkastes (17).

50.      Jeg bemærker endvidere, at Retten i den appellerede doms præmis 154 og 167 fastslog, at »selv hvis [det femte anbringende med påstand om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c),] skulle forstås således, at sagsøgerne gør gældende, at forordning nr. 1168/2012 er ulovlig«, ville det skulle afvises, da retssikkerhedsprincippet alene vedrører situationer, som fandtes, inden den nye regel trådte i kraft, og dette omfatter ikke appellantens situation. Ifølge retspraksis er en appellant berettiget til at fremsætte anbringender, der er afledt af den appellerede dom, og som på det retlige plan tilsigter at bestride dommens lovlighed, uanset om appellanten har fremsat disse anbringender for Retten eller ej (18).

51.      Jeg finder derfor, at det tredje appelanbringendes første del bør antages til realitetsbehandling.

b)      Realiteten

1)      Indledning

52.      Jeg vil indledningsvis bemærke, at en producent fra et land uden markedsøkonomi kan opnå markedsøkonomisk behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b). I dette tilfælde beregnes den normale værdi i overensstemmelse med de regler, der gælder for lande med markedsøkonomi. Den beregnes ikke på grundlag af priserne i et analogt tredjeland med markedsøkonomi, som det er tilfældet for producenter, som er omfattet af den samme procedure, og som ikke opnår markedsøkonomisk behandling i henhold til denne forordning artikel 2, stk. 7, litra a) (19).

53.      Som nævnt i punkt 2 ovenfor ændrede forordning nr. 1168/2012 grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), således, at afgørelse om markedsøkonomisk behandling skal træffes »normalt inden syv måneder efter, men under alle omstændigheder ikke senere end otte måneder efter, iværksættelsen af undersøgelsen«. I henhold til den oprindelige affattelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), skulle afgørelse om markedsøkonomisk behandling træffes inden tre måneder efter iværksættelsen af undersøgelsen.

54.      Endvidere begrænsede forordning nr. 1168/2012 institutionernes forpligtelse til at træffe afgørelse om anmodninger om markedsøkonomisk behandling. Når Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17 har besluttet at begrænse sin undersøgelse til en repræsentativ stikprøve af handlende (20), er institutionerne nu forpligtet til alene at træffe afgørelse, når anmodningen om markedsøkonomisk behandling er indgivet af enten en producent, som er omfattet af stikprøven, eller af en producent, som har fået beregnet en individuel dumpingmargen i medfør af denne forordnings artikel 17, stk. 3. I henhold til den oprindelige affattelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, var der ingen begrænsning for institutionernes forpligtelse til at træffe afgørelse om anmodninger om markedsøkonomisk behandling.

55.      Jeg vil endvidere påpege, at tremånedersfristen fastsat i grundforordningens oprindelige affattelse af artikel 2, stk. 7, litra c), havde vist sig at være »umulig at overholde, især i forbindelse med procedurer, hvor der anvendes stikprøver« (21), og i praksis overholdt Kommissionen ikke altid fristen (22). Denne situation foranledigede Kommissionen til i 2011 at udvide tidsfristen til seks måneder (23). Imidlertid blev tremånedersfristen alene udvidet som følge af Domstolens dom i Brosmann-sagen (24). I denne dom fastslog Domstolen, at når stikprøver anvendes, er institutionerne forpligtet til at undersøge alle anmodninger om markedsøkonomisk behandling fra operatører, der ikke indgik i stikprøven, inden tre måneder efter iværksættelsen af undersøgelsen (25). Da denne dom pålagde »en uforholdsmæssigt stor administrativ byrde« på Kommissionen (26), blev det anset for hensigtsmæssigt at udvide fristen for, hvornår en afgørelse om markedsøkonomisk behandling skal træffes, til otte måneder, hvorved konsekvenserne af dommen i Brosmann-sagen imødegås (af denne grund kaldes forordning nr. 1168/2012 for »anti-Brosmann-ændringen«) (27).

56.      I den foreliggende sag indgav Canadian Solar en anmodning om markedsøkonomisk behandling den 6. september 2012. Koncernen blev den 3. januar 2013 oplyst om, at denne anmodning ikke ville blive behandlet, dvs. efter i) udløbet den 6. december 2012 af tremånedersfristen omtalt i punkt 53 ovenfor, og ii) efter forordning nr. 1168/2012 var trådt i kraft den 15. december 2012. Canadian Solar var ikke omfattet af stikprøven. Koncernen blev heller ikke tildelt fordelen i grundforordningens artikel 17, stk. 3.

2)      Det tredje appelanbringendes første led

57.      Med sit tredje appelanbringendes første led har Canadian Solar gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at forordning nr. 1168/2012 finder anvendelse.

58.      Det er min opfattelse, at forordning nr. 1168/2012 finder anvendelse på den undersøgelse, som førte til vedtagelsen af den omtvistede forordning.

59.      For det første fastsætter artikel 2 i forordning nr. 1168/2012, at denne forordning finder anvendelse på »alle igangværende undersøgelser fra den 15. december 2012« (28).

60.      En antidumpingundersøgelse begynder ved offentliggørelsen af en meddelelse om indledningen i henhold til grundforordningens artikel 5, stk. 10. En undersøgelse, som er indledt i henhold til denne forordnings artikel 5, slutter enten ved fastsættelse af endelige foranstaltninger på grundlag af denne forordnings artikel 9, stk. 4 (29), eller med en afgørelse om at afslutte proceduren uden indførelse af foranstaltninger i henhold til den samme forordnings artikel 9, stk. 2 (30). Følgelig skal en undersøgelse anses for at være »igangværende« som omhandlet i artikel 2 i forordning nr. 1168/2012, indtil der vedtages enten endelige foranstaltninger eller en afgørelse i medfør af grundforordningens artikel 9, stk. 2.

61.      I den foreliggende sag begyndte undersøgelsen den 6. september 2012 ved offentliggørelse af meddelelse om indledning og sluttede ved vedtagelsen den 2. december 2013 af den omtvistede forordning. Undersøgelsen var derfor stadig »igangværende«, da forordning nr. 1168/2012 trådte i kraft den 15. december 2012.

62.      Spørgsmålet om, hvorvidt en specifik producent i et land uden markedsøkonomi driver virksomhed under markedsøkonomiske vilkår og derfor skal opnå markedsøkonomisk behandling, er alene et skridt i undersøgelsen, hvis formål er at kontrollere, om betingelserne for at indføre antidumpingtold er opfyldt, dvs. hvorvidt der er dumping og skade som følge heraf, og det af hensyn til beskyttelse af Unionens interesse er nødvendigt at gribe ind. Når der er truffet afgørelse om markedsøkonomisk behandling, eller tidsfristen for, hvornår afgørelsen skal træffes, er udløbet, er undersøgelsen stadig verserende med hensyn til alle de handlende, som er omfattet af denne undersøgelse, herunder producenten, som har indgivet anmodning om markedsøkonomisk behandling (da normalværdien såvel som de andre betingelser for at indføre antidumpingtold stadig skal vurderes). Derfor er det uden betydning, at tremånedersfristen, inden for hvilken afgørelsen om markedsøkonomisk behandling i henhold til den oprindelige affattelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), skulle træffes, udløb den 6. december 2012, dvs. før forordning nr. 1168/2012 trådte i kraft den 15. december 2012. Det afgørende er, at forordning nr. 1168/2012 trådte i kraft, før den omtvistede forordning blev vedtaget.

63.      For det andet fastsætter artikel 2 i forordning nr. 1168/2012, at denne forordning finder anvendelse på »alle igangværende undersøgelser« (31). Den skelner ikke mellem undersøgelser, hvor tremånedersfristen for afgørelse om markedsøkonomisk behandling i den oprindelige affattelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), allerede var udløbet, og undersøgelser, hvor fristen ikke var udløbet.

64.      For det tredje kan appellantens argumentation om, at forordning nr. 1168/2012 er en materiel regel, og at den som sådan ikke finder anvendelse på situationer, der ligesom Canadian Solars situation ligger forud for ikrafttrædelsen, ikke godtages.

65.      Ifølge fast retspraksis er retssikkerhedsprincippet normalt til hinder for, at en unionsakts anvendelsesområde i tidsmæssig henseende tager udgangspunkt i et tidspunkt, der ligger forud for retsaktens offentliggørelse. Undtaget herfra er dog de særlige tilfælde, hvor det tilstræbte mål kræver det, og når der er taget behørigt hensyn til de berørtes berettigede forventning(32). Selv om en ny retsregel ikke finder anvendelse på retlige situationer, der er opstået og endeligt fastlagt, mens den tidligere lov var gældende, skal den anvendes på disses fremtidige virkninger og på nye retlige situationer (33). Noget andet gælder kun – og med forbehold af det principielle forbud mod retsakters tilbagevirkende kraft – såfremt den nye retsregel er ledsaget af særbestemmelser, som specielt regulerer dens tidsmæssige anvendelse (34).

66.      Det følger også af fast praksis, at processuelle regler almindeligvis antages at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer på ikrafttrædelsestidspunktet (35), mens de materielle regler for at sikre overholdelsen af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning normalt fortolkes således, at de kun omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen, såfremt det af ordlyden, bestemmelsernes formål eller opbygning klart fremgår, at dette har været meningen (36).

67.      Det forekommer mig først og fremmest, at artikel 1, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1168/2012, som udvider tidsfristen for, hvornår afgørelsen om markedsøkonomisk skal træffes fra tre måneder til otte måneder, er en processuel regel. Denne bestemmelse har ingen indflydelse på producenternes ret til at anmode om markedsøkonomisk behandling eller på betingelserne for at opnå markedsøkonomisk behandling. Det er derfor min opfattelse, at artikel 1, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1168/2012 finder anvendelse på retlige situationer, som ikke var endeligt fastlagte, da forordningen trådte i kraft den 15. december 2012.

68.      Det skal derfor afgøres, om situationen for Canadian Solar i den foreliggende sag ligger forud for ikrafttrædelsen af forordning nr. 1168/2012 (i modsætning til en situation, som stadig var foreløbig den 15.12.2012).

69.      Et eksempel på en situation, som ligger forud for en ny regels ikrafttrædelse, kan findes i Varec-dommen (37). Domstolen fastslog i denne dom, at en tilbudsgivers ret til beskyttelse af fortrolige oplysninger omfattet af buddet blev »konkretiseret«, da buddet blev fremsat i forbindelse med udbudsproceduren. Derfor fandt direktiv 2004/18/EF (38), som trådte i kraft efter afgivelsen af buddet, ikke anvendelse (39).

70.      Et eksempel på en situation, som stadig var foreløbig, da den nye regel trådte i kraft, findes i Domstolens dom i Pokrzeptowicz-Meyer-sagen (40). En tidsbegrænset arbejdskontrakt, som var indgået inden datoen for en ny regels ikrafttrædelse, når arbejdsforholdet ophører efter denne dato, kunne ikke anses for en situation, der lå forud for ikrafttrædelsen. »[…] [I]ndgåelsen af en tidsbegrænset arbejdskontrakt […] udtømmer [ikke] sine retsvirkninger på tidspunktet for dennes undertegnelse, men fortsætter derimod med løbende at have virkninger under hele kontraktens varighed« (41). Den nye regel fandt derfor anvendelse.

71.      Et andet eksempel på en situation, som stadig var foreløbig, da en ny regel trådte i kraft, kan findes i dommen i sagen Moravia Gas Storage (42). I henhold til direktiv 2003/55/EF (43) og direktiv 2009/73/EF (44), som ophævede direktiv 2003/55, kan større nye gasinfrastrukturer på anmodning undtages fra forpligtelsen til at give forhandlet tredjepart adgang. Undtagelsen indrømmes af den kompetente nationale myndighed og meddeles Kommissionen, som kan anmode den pågældende medlemsstat om at ændre eller trække beslutningen om undtagelse tilbage. Det blev fastslået, at denne beslutning ikke kan anses for at skabe en situation, der er opstået og endeligt fastlagt, med den begrundelse, at Kommissionen kan anmode om, at den ændres eller trækkes tilbage. Derfor skulle direktiv 2009/73, som trådte i kraft efter vedtagelsen og meddelelsen af den omhandlede beslutning om undtagelse, men før Kommissionen pålagde den pågældende medlemsstat at trække denne beslutning tilbage, finde anvendelse (45).

72.      Jeg mener, at Canadian Solars situation stadig var foreløbig, da forordning nr. 1168/2012 trådte i kraft.

73.      Dette skyldes, at der ikke var »konkretiseret« (46) nogen ret ved udløbet af tremånedersfristen, inden for hvilken afgørelsen om markedsøkonomisk behandling i henhold til den oprindelige affattelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), skulle træffes.

74.      Ifølge retspraksis kan manglende overholdelse af denne tremånedersfrist udelukkende medføre en annullation af den forordning, der er vedtaget ved procedurens afslutning, såfremt der består en mulighed for, at den omhandlede procedure som følge af denne uregelmæssighed kunne have ført til et andet resultat. Denne forordning kan ikke erklæres ugyldig alene med henvisning til, at Rådet og Kommissionen ikke har truffet afgørelse inden for denne frist (47). Det følger heraf, at institutionerne gyldigt kan træffe afgørelse om markedsøkonomisk behandling efter udløbet af tremånedersfristen fastsat i den oprindelige affattelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c) (så længe denne forsinkelse ikke har haft nogen indvirkning på proceduren). Det følger også, at Canadian Solar ikke automatisk opnåede markedsøkonomisk behandling ved udløbet af denne tremånedersfrist grundet Kommissionens undladelse af at træffe afgørelse.

75.      Såfremt Kommissionen havde truffet afgørelse om markedsøkonomisk behandling, kunne denne afgørelse endvidere have været ændret på et senere tidspunkt i proceduren efter udløbet af denne frist (48). Det følger heraf, at der ikke skabes en endeligt fastlagt situation ved udløbet af tremånedersfristen. I dommen i sagen Moravia Gas Storage var årsagen til, at der ikke forelå en endeligt fastlagt situation ved vedtagelse af en national beslutning om undtagelse tilsvarende, at denne beslutning stadig kunne anfægtes af Kommissionen på et senere tidspunkt i proceduren (49).

76.      Retten begik derfor ikke en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 159-166 at fastslå, at Canadian Solar befandt sig i en foreløbig situation, da forordning nr. 1168/2012 trådte i kraft.

77.      Ifølge den retspraksis, der er nævnt i punkt 66 ovenfor, fandt den udvidelse af tidsfristen, inden for hvilken afgørelse om markedsøkonomisk behandling skal træffes, som er fastsat i artikel 1, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1168/2012, derfor anvendelse på undersøgelsen, som førte til vedtagelsen af den omtvistede forordning.

78.      Dernæst fastsætter artikel 1, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1168/2012, at institutionerne ved anvendelse af stikprøve kun er forpligtet til at træffe afgørelse, når anmodningen om markedsøkonomisk behandling er indgivet af producenter omfattet af stikprøven eller producenter, som har fået beregnet en individuel dumpingmargen i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3. Institutionerne er ikke forpligtet til at undersøge anmodninger om markedsøkonomisk behandling fra producenter, medmindre de har fået beregnet en individuel dumpingmargen efter grundforordningens artikel 17, stk. 3 (50).

79.      Det er min opfattelse, at artikel 1, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1168/2012 er en materiel regel, da den fratager producenter, der ikke indgår i stikprøven, retten til at få deres anmodning om markedsøkonomisk behandling behandlet, medmindre de har fået beregnet en individuel dumpingmargen efter grundforordningens artikel 17, stk. 3. Som en materiel bestemmelse skal den ifølge den retspraksis, der er nævnt i punkt 66 ovenfor, ikke finde anvendelse på situationer, der som Canadian Solars stadig var foreløbige, da den trådte i kraft (51). Ifølge den samme retspraksis fandt den dog alligevel anvendelse, fordi det følger af ordlyden af artikel 2 i forordning nr. 1168/2012, at »denne forordning«, dvs. alle dens bestemmelser, finder anvendelse på »alle igangværende undersøgelser fra den 15. december 2012«.

80.      Følgelig fandt artikel 1, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1168/2012 anvendelse på undersøgelsen, som førte til vedtagelsen af den omtvistede forordning.

81.      Retten fastslog med rette i den appellerede doms præmis 166, at fordi Canadian Solar den 15. december 2012 befandt sig i en foreløbig situation, fandt forordning nr. 1168/2012 anvendelse.

82.      For det fjerde kan ulovlighedsindsigelsen, som appellanten har gjort gældende i forhold til artikel 2 i forordning nr. 1168/2012, ikke tages til følge. Det er Canadian Solars opfattelse, at denne bestemmelse tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft. Ifølge retspraksis er retssikkerhedsprincippet imidlertid ikke til hinder for, at en EU-retsakts anvendelsesområde i tidsmæssig henseende undtagelsesvist tager udgangspunkt i et tidspunkt, der ligger forud for retsaktens offentliggørelse, når der er taget behørigt hensyn til de berørtes berettigede forventning (52). Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning forhindrer generelt ikke, at en ny ordning kan finde anvendelse på de fremtidige virkninger af situationer, som er opstået under en tidligere ordning (53), og i den foreliggende sag har Canadian Solar ikke forklaret, hvorfor Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 168 ved at fastslå, at appellanten på tidspunktet for iværksættelsen af undersøgelsen kunne og skulle have forudset vedtagelsen af forordning nr. 1168/2012. Retten begik derfor ikke en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 154 at fastslå, at forordning nr. 1168/2012 var gyldig.

83.      Appellantens ulovlighedsindsigelse og det tredje appelanbringendes første led skal efter min opfattelse forkastes.

3)      Det tredje appelanbringendes andet led

84.      Med sit tredje appelanbringendes andet led har Canadian Solar gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at institutionernes undladelse af at træffe en afgørelse om markedsøkonomisk behandling ikke medførte den omtvistede forordnings ugyldighed.

85.      Efter min opfattelse bør det tredje appelanbringendes andet led forkastes.

86.      For det første følger det af punkt 77 ovenfor, at institutionerne ikke havde en forpligtelse til at træffe afgørelse inden for tremånedersfristen fastsat i den oprindelige affattelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), da den fastsatte ottemånedersfrist i forordning nr. 1168/2012 fandt anvendelse. Institutionernes undladelse af at træffe afgørelsen inden for den tidligere frist kan derfor ikke gøre den omtvistede forordning ugyldig. Retten begik ikke en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 163 at fastslå, at institutionernes manglende overholdelse af denne frist ikke gjorde den omtvistede forordning ugyldig.

87.      Det er endvidere min opfattelse, at institutionerne ikke var forpligtet til at træffe afgørelse vedrørende Canadian Solars anmodning om markedsøkonomisk behandling. Grunden til dette er som nævnt i punkt 80 ovenfor, at artikel 1, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1168/2012, som ændrede grundforordningens artikel 2, stk. 7, således at der kun skal træffes afgørelse med hensyn til anmodninger om markedsøkonomisk behandling, når de er indgivet af producenter, som omfattet af stikprøven, eller af producenter, som har fået beregnet en individuel dumpingmargen, fandt anvendelse. Da Canadian Solar ikke var omfattet af stikprøven og havde fået beregnet en individuel dumpingmargen, var institutionerne ikke forpligtet til at træffe afgørelse om koncernens anmodning om markedsøkonomisk behandling. Retten fastslog derfor korrekt i den appellerede doms præmis 170, at Canadian Solar ikke havde krav på behandling af sin anmodning om markedsøkonomisk behandling. Institutionernes undladelse af at træffe afgørelse kunne følgelig ikke gøre den omtvistede forordning ugyldig.

88.      For det andet kan appellantens anbringende om, at den ikke kan anfægte Kommissionens undladelse om at træffe afgørelse om markedsøkonomisk behandling ikke godtages. Denne undladelse blev anfægtet af Canadian Solar inden for rammerne af stævningen med påstand om annullation af den omtvistede forordning, som blev behørigt undersøgt af Retten i den appellerede doms præmis 149-170. Den er anfægtet ved Retten og vurderet i det foreliggende forslag til afgørelse.

89.      Retten begik derfor ikke en retlig fejl ved at fastslå, at institutionernes undladelse af at træffe en afgørelse om Canadian Solars anmodning om markedsøkonomisk behandling, ikke medfører den omtvistede forordnings ugyldighed.

90.      Jeg konkluderer, at det tredje anbringende bør forkastes.

B.      Det fjerde appelanbringende

1.      Parternes argumenter

91.      Det fjerde appelanbringende er delt i to led.

92.      Med det fjerde appelanbringendes første led har Canadian Solar gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 205-217 ved at tillade institutionerne at fastsætte antidumpingtolden på et niveau, der ikke kun udligner skade forvoldt af dumpingimporten, men også skade forvoldt af andre kendte faktorer. Canadian Solar har i denne henseende for det første anført, at institutionerne ved fastsættelsen af antidumpingtolden skal se bort fra virkningerne af disse andre faktorer, selv hvor de ikke bryder årsagssammenhængen mellem den skade, som EU-erhvervsgrenen lider, og dumpingimporten. Ellers gives der en beskyttelse til EU-erhvervsgrenen, som er mere omfattende, end hvad der er nødvendigt. Retten begik derfor en retlig fejl ved at fastslå, at institutionerne alene skal se bort fra disse andre faktorer, hvis de bryder årsagssammenhængen. Retten begik for det andet en retlig fejl ved at fastslå, at institutionerne ved fastsættelsen af antidumpingtolden ikke var forpligtet til at se bort fra virkningerne af tre specifikke andre faktorer (nemlig EU-producenters køb af det omhandlede produkt med henblik på videresalg i eget navn på EU-markedet, medlemsstaters nedsættelser af støtteordninger og den finansielle krise), da disse tre faktorer ikke brød årsagssammenhængen.

93.      I det fjerde appelanbringendes andet led har Canadian Solar gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 202-205 begik en retlig fejl ved at fastslå, at det var appellanten, som skal godtgøre de kvantitative virkninger af de andre faktorer bortset fra dumpingimporten.

94.      Rådet har principalt gjort gældende, at det fjerde anbringendes første led skal forkastes som ugrundet, og har anmodet Domstolen om at foretage en ændring af begrundelsen i den appellerede doms præmis 191-193 og fastslå, at konstatering af skade i henhold til grundforordningens artikel 3 og beregningen af skademargen i overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, er to forskellige spørgsmål.

95.      Rådet har subsidiært gjort gældende, at det fjerde anbringendes første led skal delvis afvises fra realitetsbehandling og i det hele forkastes som ugrundet. Rådet har for det første anført, at appellantens argument om, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at virkningerne af de tre andre kendte faktorer nævnt i punkt 92 ovenfor er uvæsentlige, skal afvises, da det er et spørgsmål om de faktiske omstændigheder. Rådet har for det andet gjort gældende, at det fjerde anbringendes første led er ugrundet, da Retten i modsætning til, hvad Canadian Solar har anført, ikke fastslog, at institutionerne kun er forpligtet til at fastsætte antidumpingtolden på et niveau, der kan imødegå skade forårsaget af dumpingimport. Ej heller begik Retten en retlig fejl ved at fastslå, at de andre tre kendte faktorer nævnt ovenfor er ubetydelige.

96.      Rådet har desuden gjort gældende, at det fjerde anbringendes andet led er ugrundet.

97.      Kommissionen har principalt gjort gældende, at det fjerde anbringendes første led er uvirksomt og subsidiært ugrundet. Det er uvirksomt, fordi Retten ikke fastslog, at institutionerne ved fastsættelsen af antidumpingtolden er forpligtet til at foretage en analyse af henholdsvis, hvad skaden kan tilskrives, og hvad den ikke kan tilskrives. Såfremt Domstolen måtte finde, at Retten har fastslået, at disse analyser skal udføres ved fastlæggelsen af antidumpingtolden, har Kommissionen subsidiært gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, og begrundelsen i den henseende skal ændres (54).

98.      Kommissionen har hævdet, at det fjerde anbringendes andet led er ugrundet. Dette skyldes navnlig det forhold, at appelanbringendes første led er ugrundet.

2.      Bedømmelse

99.      Med det fjerde appelanbringende har Canadian Solar gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at tillade institutionerne at fastsætte antidumpingtolden på et niveau, der ikke kun udligner den skade, som kan tilskrives dumpingimporten, men også den skade, som kan tilskrives andre kendte faktorer, og ved med urette at vende bevisbyrden.

a)      Formaliteten

100. Som nævnt i punkt 92 ovenfor har Canadian Solar gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at institutionerne ved fastsættelsen af antidumpingtolden ikke havde pligt til at se bort fra virkningerne af tre specifikke andre kendte faktorer, fordi disse faktorer ikke brød årsagssammenhængen mellem den skade, som EU-erhvervsgrenen havde lidt, og dumpingimporten. Rådet har gjort gældende, at dette argument skal afvises, da det er et spørgsmål om faktiske omstændigheder.

101. Det er min opfattelse, at denne formalitetsindsigelse bør afvises.

102. Spørgsmålet om, hvorvidt virkningen af en specifik anden kendt faktor end dumpingimporten skal anses for »ubetydelig«, så den ikke bryder årsagssammenhængen mellem den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, og dumpingimporten, er et spørgsmål om den retlige vurdering af faktiske omstændigheder, ikke om faktiske omstændigheder. Spørgsmålet kan derfor behandles af Domstolen (55).

b)      Realiteten

1)      Det fjerde appelanbringendes første led

i)      Indledning

103. Grundforordningens artikel 3, stk. 1, kræver, at skaden, som EU-erhvervsgrenen lider, er »væsentlig«. I henhold til denne forordnings artikel 3, stk. 2, skal der ved konstateringen af, om EU-erhvervsgrenen lider væsentlig skade, for det første tages hensyn til omfanget af dumpingimporten og dennes indvirkning på prisen i Den Europæiske Union og for det andet denne indførsels følgevirkninger for den pågældende EU-erhvervsgren.

104. Hvad angår følgevirkningen for EU-erhvervsgrenen kræver grundforordningens artikel 3, stk. 6, at det påvises, at omfanget og/eller importpriserne »er årsag til […] følgevirkninger for en [EU-]erhvervsgren […], og at følgevirkningerne er væsentlige«. Dette er den såkaldte analyse af, hvad skaden kan tilskrives (56).

105. Endvidere kan andre faktorer end dumpingimporten bidrage til den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt. Ifølge den omtvistede forordning har eksempelvis den finansielle krise og dens indvirkning på adgangen til finansiering haft en vis følgevirkning på situationen for EU-solenergiindustrien, som er kapitalintensiv. (57) Der skal også »foretages […] en undersøgelse af andre kendte faktorer end dumpingimporten, […] for at sikre, at skade, der forvoldes af sådanne andre faktorer, ikke tilskrives dumpingimporten i henhold til stk. 6«, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 7. Dette er analysen af, hvad skaden ikke kan tilskrives (58).

106. Det følger af fast praksis, at det påhviler institutionerne at efterprøve, om virkningerne af disse andre faktorer medførte, at der ikke var nogen årsagssammenhæng mellem dumpingen i forbindelse med dels den omhandlede import, dels den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt. Det påhviler dem ligeledes at sikre, at den skade, der tilskrives andre faktorer, ikke anvendes ved konstateringen af skaden som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 7, og at den pålagte antidumpingtold som følge heraf ikke overstiger, hvad der er nødvendigt for at fjerne den skade, der er forvoldt af dumpingimporten. Hvis institutionerne imidlertid konstaterer, at den skade, som dumpingimporten forvoldte – selv i tilfælde, hvor der ses bort fra sådanne faktorer – var væsentlig i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, foreligger der følgelig en årsagssammenhæng mellem denne import og den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt (59).

107. Med det fjerde appelanbringendes første led har Canadian Solar gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 205-217 at tillade institutionerne at fastsætte antidumpingtolden på et niveau, der ikke kun udligner den skade, der tilskrives dumpingimporten, men også den skade, der tilskrives andre kendte faktorer.

ii)    Skal antidumpingtolden alene udligne den skade, der kan tilskrives dumpingimporten, og ikke den skade, som kan tilskrives andre kendte faktorer?

108. Det er min opfattelse, at institutionerne ved fastsættelsen af antidumpingtolden ikke er forpligtet til at tage hensyn til resultaterne fra den i medfør af grundforordningens artikel 3, stk. 7, foretagne analyse af, hvad skaden ikke kan tilskrives.

109. For det første følger dette af ordlyden i grundforordningens artikel 3, stk. 6 og 7, og artikel 9, stk. 4.

110. Analyserne af, hvad skaden henholdsvis kan og ikke kan tilskrives, som der er henvist til i punkt 104 og 105 ovenfor, foretages for at efterprøve, at skaden, som EU-erhvervsgrenen har lidt, forvoldes af dumpingimporten, som sammen med forekomsten af dumping, skade og Unionens interesse i indgrebet, er en af betingelserne for at anvende en antidumpingtold (60). Grundforordningens artikel 3, stk. 6, fastsætter, at påvisningen af, »at dumpingimporten forvolder skade som defineret i denne forordning«, indebærer en påvisning af, at dumpingimportens mængde og/eller priser »er årsag til« en følgevirkning for en EU-erhvervsgren, dvs. at skaden, som EU-erhvervsgrenen har lidt, kan tilskrives dumpingimporten. I modsætning hertil kræver denne forordnings artikel 3, stk. 7, en påvisning af, at skader, som tilskrives andre faktorer end dumpingimporten, ikke »tilskrives dumpingimporten« eller med Domstolens og Rettens ord, en påvisning af, at disse andre faktorer ikke er af en sådan art, at de bryder årsagssammenhængen mellem den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, og dumpingimporten (61).

111. I henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 6, anses årsagssammenhængen mellem skaden, som EU-erhvervsgrenen har lidt, og dumpingimporten for at være påvist, hvis skaden, som tilskrives dumpingimporten er »væsentlig«. Det er i denne henseende uden betydning, at der er skade, som kan tilskrives andre faktorer end dumpingimporten, så længe skaden, der tilskrives dumpingimporten, er væsentlig (62).

112. Hvad angår antidumpingtolden skal den i henhold grundforordningens artikel 9, stk. 4, sidste punktum, »være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført den pågældende [EU-]erhvervsgren«. Dette punktum skal sammenholdes med henvisningen i denne bestemmelses første punktum til skade som »forvoldes […] som følge [af dumping]« (63). Antidumpingtolden skal derfor afhjælpe skaden, som er »forvoldt« af dumpingimporten som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 6 og 7. Det følger heraf, at antidumpingtolden må afhjælpe skade, som tilskrives andre faktorer end dumpingimporten, så længe skaden, som tilskrives dumpingimporten, er væsentlig, idet skaden, som EU-erhvervsgrenen i det tilfælde har lidt, er »forvoldt« af dumpingimporten.

113. Hvis dette ikke havde været EU-lovgivers intention, ville grundforordningens artikel 9, stk. 4, have krævet, at antidumpingtolden afhjælper skade »tilskrevet« dumpingimporten, i stedet for at henvise til skade, som »forvoldes […] som følge heraf«. Jeg fremhæver i denne forbindelse, at begrebet »tilskrives« anvendes i denne forordnings artikel 3, stk. 7, hvorimod det ikke anvendes i artikel 9, stk. 4, deri. Jeg fremhæver også, at den sidstnævnte bestemmelse ikke henviser til den førstnævnte.

114. Dette bekræftes af den retspraksis, der er nævnt i punkt 106 ovenfor. Ifølge denne retspraksis er institutionerne forpligtet til at sikre, at skade, der tilskrives andre kendte faktorer, ikke tages i betragtning ved konstateringen af skade som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 7. Idet denne bestemmelse, som forklaret ovenfor, vedrører påvisningen af en årsagssammenhæng mellem den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, og dumpingimporten, betyder dette ifølge denne retspraksis, at institutionerne er forpligtet til at sikre, at skade, som tilskrives andre kendte faktorer, ikke tages i betragtning ved konstateringen af årsagssammenhængen. Denne retspraksis kræver ikke, at institutionerne sikrer, at skade, der tilskrives disse andre faktorer, ikke tages i betragtning ved afgørelsen om antidumpingtolden. Jeg vil endvidere fremhæve, at Domstolens og Rettens udtalelse om, at antidumpingtolden ikke kan »overstige[…], hvad der er nødvendigt for at fjerne den skade, der er forvoldt af dumpingimporten«, umiddelbart er efterfulgt af konklusionen om, at det med hensyn til påvisningen af årsagssammenhængen er tilstrækkeligt, at skaden, som tilskrives dumpingimporten, er væsentlig (64).

115. Det er for det andet korrekt, at formålet med grundforordningens artikel 3, stk. 7, ifølge retspraksis er at sikre, at EU-erhvervsgrenen ikke beskyttes mere, end det er nødvendigt (65). Det følger imidlertid ikke, at antidumpingtolden alene skal udligne den skade, der tilskrives dumpingimporten.

116. Der skal i den forbindelse henvises til generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse i Moser Baer-sagen (66). Denne sag vedrørte annullationen af en forordning, som indførte endelig udligningstold på importen af compactdiske til indspilning med oprindelse i Indien (67). Rådet havde undersøgt virkningerne af en anden kendt faktor, nemlig EU-producenters betaling af angiveligt urimeligt høje royalties, og havde fundet, at denne anden faktor ikke brød årsagssammenhængen mellem den skade, som EU-erhvervsgrenen havde lidt, og den subsidierede import. Dette skyldes for det første, at disse royalties blev betalt ikke kun af EU-producenterne, men også af de eksporterende indiske producenter, og for det andet, at de allerede fandtes, inden den subsidierede import blev omfattende. Generaladvokat Trstenjak var enig med Rådet i, at årsagssammenhængen ikke var brudt som følge af royalties. Efter hendes opfattelse fulgte det dog ikke nødvendigvis heraf, at antidumpingtolden var lovlig. Med generaladvokat Trstenjaks ord »kan det ved beregningen af skadestærsklen være hensigtsmæssigt at tage hensyn til faktorer, som ganske vist ikke medfører, at årsagssammenhængen mellem den subsidierede import og skaden brydes, men som kan have betydning for, hvilken tærskel der fastsættes for at udligne skaden« (68).

117. Til støtte for denne udtalelse henviste generaladvokat Trstenjak til reglen om »lavere told« fastsat i artikel 15, stk. 1, sidste punktum, i forordning nr. 2026/97 eller for så vidt angår antidumpingforanstaltninger i grundforordningens artikel 9, stk. 4, sidste punktum. Ifølge den sidstnævnte bestemmelse (69) må »antidumpingtolden […] ikke være højere end den fastsatte dumpingmargen, og den bør være lavere end denne margen, hvis en sådan lavere told vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført den pågældende erhvervsgren i [Unionen]«. Skadesmargen anvendes derfor til at afgøre antidumpingtoldsatsen (udligningssatsen) i tilfælde, hvor dumpingmargenen (subsidiemargenen) er højere end skadesmargenen. Ifølge generaladvokat Trstenjaks opfattelse gælder, at fordi »reglen om [lavere] told […] efter sit formål [skal] sikre, at [EU]-industrien ikke beskyttes mere, end det er nødvendigt«, skal der, som nævnt i det foregående punkt, tages hensyn til andre faktorer end den subsidierede import, når niveauet for udligningstolden skal beregnes (70).

118. I Moser Baer-sagen konkluderede generaladvokat Trstenjak, at Rådet ikke var forpligtet til at tage hensyn til virkningerne af royalties ved beregningen af skadestærsklen, da disse royalties skulle betales ikke alene af EU-producenter, men også af indiske eksporterende producenter (71).

119. I Moser Baer-dommen fastslog Domstolen for det første, at årsagssammenhængen mellem skaden og den subsidierede import ikke var brudt som følge af de pågældende royalties, da denne faktor allerede var aktuel, før den subsidierede import blev mere omfattende, og for det andet, at disse royalties ikke kunne påvirke beregningen af prisunderbuddets omfang, da de påvirkede både EU-priser og importpriser (72).

120. Domstolen henviste ikke til »reglen om lavere told«, som er analyseret ovenfor i punkt 116 og 117. Domstolen kunne ganske vist have begrænset sig til at fastslå, at årsagssammenhængen ikke var brudt uden at efterprøve, om de angiveligt urimeligt høje royalties påvirkede prisunderbuddet. Det var imidlertid i Moser Baer-sagen indlysende, at den anden kendte faktor ikke havde indvirkning på prisunderbuddets niveau.

121. Jeg er enig med generaladvokat Trstenjak (73) i, at formålet med »reglen om lavere told« er at sikre, at EU-erhvervsgrenen ikke beskyttes mere, end det er nødvendigt. Grundforordningens artikel 9, stk. 4, kræver imidlertid kun, at antidumpingtolden baseres på skadesmargenen, når denne margen er lavere end dumpingmargenen. Anvendelsen af en sådan regel om »lavere told« sikrer, at den ydede beskyttelse ikke går ud over det, som er nødvendigt.

122. Jeg vil endvidere fremhæve, at grundforordningens artikel 9, stk. 4, ikke kræver, at antidumpingtolden alene fjerner den skade, der kan tilskrives dumpingimporten. Som nævnt i punkt 113 ovenfor, kræver denne bestemmelse fjernelsen af den skade, som er forvoldt af dumpingimporten, og ikke den skade, som tilskrives dumpingimporten. Grundforordningens artikel 9, stk. 4, henviser ej heller til denne forordnings artikel 3, stk. 7

123. For det tredje skal jeg endvidere fremhæve, at appellanten ikke har refereret til nogen sag, hvor en antidumpingtold blev annulleret, fordi den udlignede skade tilskrevet en anden faktor end dumpingimport. Allied Corporation-dommen (74), som Canadian Solar har henvist til i første instans og i kontraappellen, rejser ikke tvivl om ovenstående ræsonnement.

124. I Allied Corporation-dommen annullerede Domstolen en forordning, som indførte antidumpingtold på grundlag af, at Rådet, som anså andre faktorer end dumpingimporten for at have medvirket til skaden, som EU-erhvervsgrenen havde lidt, havde undladt at undersøge, hvorvidt størrelsen af den indførte antidumpingtold var »nødvendig for at udligne skaden« (75).

125. Rådet havde i Allied Corporation-sagen imidlertid fastlagt antidumpingtolden til niveauet for dumpingmargenen uden at efterprøve, om skademargenen var lavere end dumpingmargenen. Den anfægtede forordning blev derfor annulleret som følge af, at Rådet havde undladt at undersøge, hvorvidt reglen om »lavere told« fandt anvendelse. Forordningen blev ikke annulleret som følge af, at Rådet ved fastlæggelsen af antidumpingtolden havde undladt at se bort fra den skade, som var tilskrevet andre kendte faktorer.

126. Jeg skal tilføje, at Retten i dommen i sagen Gold East Paper afviste anbringendet om, at »institutionerne ikke havde sikret sig, at den skade, der kan tilskrives andre faktorer end dumpingen, ikke blev taget i betragtning ved fastsættelsen af den toldsats, der blev indført over for selskabernes import«, med den begrundelse, at fordi institutionerne »undersøgte indvirkningen af andre kendte faktorer, som kunne have forårsaget skade for EU-erhvervsgrenen, og fastslog, at ingen af dem kunne bryde årsagssammenhængen mellem dumpingimporten […] og skaden for EU-erhvervsgrenen« opfyldte de »de betingelser, der kræves« for at træffe de omhandlede beskyttende foranstaltninger (76).

127. Jeg vil for det fjerde og for fuldstændighedens skyld fremhæve, at det ikke følger af nogle af de rapporter fra Verdenshandelsorganisationens (herefter »WTO«) Tvistbilæggelsesorgan, som Rådet og Kommissionen har omtalt (77), at der i aftalen om anvendelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (herefter »WTO’s antidumpingaftale«) eller i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger (herefter »WTO’s subsidieaftale«) er en betingelse om at se bort fra skade, der kan tilskrives andre faktorer end dumpingimporten (den subsidierede import), ved fastlæggelsen af antidumpingtolden (udligningstolden). Canadian Solar har heller ikke anført eksempler herpå (78). Tvistbilæggelsesorganets fortolkning støtter følgelig udtalelsen ovenfor i punkt 108.

128. Efter min opfattelse bør disse rapporter dog ikke anvendes ved vurderingen af den omtvistede forordnings gyldighed.

129. Ifølge retspraksis er der alene to tilfælde, hvor gyldigheden af en EU-retsakt kan bedømmes i lyset af WTO-aftaler. Det første tilfælde er, hvor Den Europæiske Union har villet gennemføre en inden for rammerne af disse aftaler påtaget særlig forpligtelse, og det andet er, hvor den omhandlede EU-retsakt udtrykkeligt henviser til præcise bestemmelser i disse aftaler (79). Jeg vil fremhæve, at grundforordningens bestemmelser ifølge retspraksis så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i antidumpingaftalen (80). Dette er dog kun tilfældet, når de førstnævnte bestemmelser er udtryk for EU-lovgivers gennemførelse af de sidstnævnte bestemmelser, eller hvor de udtrykkeligt henviser til de sidstnævnte (81).

130. Grundforordningens artikel 3, stk. 7, og artikel 9, stk. 4, henviser ikke udtrykkeligt til WTO’s antidumpingaftale. Grundet deres sammenlignelige ordlyd kan grundforordningens artikel 3, stk. 7, imidlertid anses for at gennemføre WTO’s antidumpingaftales artikel 3, stk. 5 (82). Grundforordningens artikel 9, stk. 4, kan dog ikke anses for at være udtryk for EU-lovgivers hensigt om at gennemføre WTO’s antidumpingaftales artikel 9. Hvor reglen om »lavere told« alene er ønskværdig i forhold til den sidstnævnte bestemmelse, er den obligatorisk i henhold til den førstnævnte bestemmelse (83).

131. Det er min konklusion, at institutionerne ved fastsættelsen af antidumpingtolden ikke er forpligtet til at tage hensyn til resultaterne af deres analyse af, hvad skaden ikke kan tilskrives, som gennemført i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 7. De er ikke forpligtet til at fastsætte denne told på et niveau, som alene udligner den skade, der kan tilskrives dumpingimporten, og ikke den skade, der kan tilskrives andre kendte faktorer.

132. Jeg vil nu vurdere, om Retten fastslog, at institutionerne ved fastsættelsen af antidumpingtolden er forpligtet til at tage hensyn til resultaterne af deres analyse af, hvad skaden ikke kan tilskrives, som er gennemført med henblik på konstateringen af årsagssammenhængen mellem den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, og dumpingimporten.

iii) Fastslog Retten i den appellerede dom, at institutionerne ved fastsættelsen af antidumpingtold er forpligtet til at tage hensyn til resultaterne af deres analyse af, hvad skaden ikke kan tilskrives?

133. Canadian Solar har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 205-217 at fastslå, at der ved fastlæggelsen af antidumpingtolden kun skal tages hensyn til virkningerne af andre kendte faktorer, når de bryder årsagssammenhængen mellem den skade, som EU-erhvervsgrenen lider, og dumpingimporten. Disse andre faktorer skal ifølge appellanten tages i betragtning, uanset om de har brudt årsagssammenhængen eller ej.

134. Kommissionen har derimod anført, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 184-195 at fastslå, at virkningerne af de andre kendte faktorer skal tages i betragtning ved fastsættelsen af antidumpingtolden, og den har anmodet Domstolen om at ændre begrundelsen i denne henseende. Kommissionen har gentaget dette argument i sin kontraappels tredje anbringende og har anmodet Domstolen om »ændre fortolkningen anlagt af Retten ved bedømmelsen af det sjette anbringende i første instans af årsagssammenhængen som omhandlet i grundforordningens artikel 3« (84).

135. I den appellerede doms præmis 178-196 fastlagde Retten principperne for konstateringen af årsagssammenhængen mellem skaden, som EU-erhvervsgrenen har lidt, og dumpingimporten, og for fastsættelsen af antidumpingtolden. I præmis 197-218 anvendte Retten disse principper på den foreliggende sag. Jeg vil for det første undersøge, om Retten, som Kommissionen har gjort gældende, begik en retlig fejl ved at fastlægge principperne, og for det andet, om den, som Canadian Solar har anført, begik en retlig fejl ved at anvende disse principper.

136. Selv om Retten begik en retlig fejl ved fastlæggelsen af principperne for fastsættelsen af antidumpingtolden, er det min opfattelse, at den ikke fra disse konstateringer drog nogen faktisk eller retlig konklusion vedrørende den foreliggende sag. Det fjerde appelanbringendes første led skal derfor afvises.

137. Jeg vil for det første fremhæve, at Retten i den appellerede doms præmis 182-186 mindede om den retspraksis, der er nævnt i punkt 106 ovenfor, og som fastslår, at institutionerne er forpligtet til at efterprøve, at skade, der tilskrives andre kendte faktorer, ikke tages i betragtning ved konstateringen af skade som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 7, således at den indførte antidumpingtold ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at udligne den skade, der er forvoldt af dumpingimporten. I den appellerede doms præmis 185 fastslog Retten imidlertid, at »institutionerne skal tage hensyn til undersøgelsesresultaterne [hvad angår analysen af, hvad skaden ikke kan tilskrives], ved fastsættelsen af niveauet for antidumpingtolden« (85).

138. Retten påpegede endvidere reglen om »lavere told« fastsat i grundforordningens artikel 9, stk. 4, sidste punktum. Den fastslog i den appellerede doms præmis 191, at »institutioner[ne] […] i medfør af [grundforordningens artikel 9, stk. 4], [skal] tage de konklusioner, som de har nået med hensyn til analyserne af henholdsvis, hvad skaden kan tilskrives, og hvad den ikke kan tilskrives, i betragtning«. Som fremhævet i dommens præmis 192 risikerer de indførte antidumpingforanstaltninger ellers at gå ud over, hvad der er nødvendigt set i lyset af deres formål, som nemlig er at fjerne skadelige virkninger af dumping. I den appellerede doms præmis 193 fastslog Retten endvidere, at dette var i overensstemmelse med institutionernes beslutningspraksis.

139. Retten begik efter min opfattelse en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 191 og 192 at fastslå, at institutionerne er forpligtet til at tage hensyn til deres undersøgelsesresultater fra analyserne af, hvad skaden kan tilskrives, og hvad den ikke kan tilskrives, ved fastsættelsen af antidumpingtolden. Dette følger af punkt 131 ovenfor.

140. Jeg vil endvidere fremhæve, at Rettens udtalelse i den appellerede doms præmis 193 om, at institutionerne faktisk tog hensyn til resultaterne af analyserne af, hvad skaden kan tilskrives, og hvad den ikke kan tilskrives, ved fastsættelsen af toldsatsen i de tre sager, som er omtalt i den pågældende præmis (86), er ukorrekt. Det fremgår af de betragtninger, som Retten har henvist til i disse sager, at Kommissionen eller Rådet, henset til, at andre faktorer end dumpingimporten havde bidraget til den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, besluttede at beregne skadeafhjælpningsniveauet med henvisning til prisunderbud og ikke målprisunderbud (87). Der er intet i denne afgørelse og disse forordninger, der er nævnt i den appellerede doms præmis 193, som tyder på, at den skade, der tilskrives disse andre faktorer, blev fjernet ved fastsættelsen af antidumpingtolden. Snarere tværtimod, idet det to steder er anført, at det er svært præcist at vurdere disse andre faktorers bidrag (88).

141. Skønt Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 185, 191, 192 og 193, følger det af fast praksis, at selv om det fremgår af en doms præmisser, at Retten tilsidesatte EU-retten, men konklusionen er baseret på andre retlige grunde, må appellen forkastes (89). Jeg vil derfor nu undersøge, om Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 197-218 at anvende de principper for fastsættelsen af antidumpingtolden, der fremgår af denne doms præmis 185, 191, 192 og 193.

142. Jeg vil for det andet fremhæve, at Retten i den appellerede doms præmis 206 under alle omstændigheder fastslog, at institutionerne faktisk ikke tog andre kendte faktorer i betragtning ved konstateringen af skaden. I præmis 207-215 efterprøvede Retten, at institutionerne havde undersøgt virkningerne af andre kendte faktorer og fastholdt deres konklusion om, at disse andre faktorer enten havde en tilfældig, højst marginal virkning (EU-producenters køb af det omhandlede produkt med henblik på videresalg i Den Europæiske Union som sit eget, import fra Taiwan, indvirkning af råmaterialepriserne) (90), at de havde en begrænset virkning (nedskæringer i forsyningstakster) (91), eller at de havde en vis virkning, som imidlertid ikke brød årsagssammenhængen (finanskrisen) (92). Retten fastslog i præmis 216 og 217, at institutionerne korrekt havde vurderet, at virkningen af disse faktorer var ubetydelig, og at den som følge heraf ikke brød årsagssammenhængen mellem den skade, som EU-erhvervsgrenen havde lidt, og dumpingimporten. Retten konkluderede følgelig, at institutionernes »vurdering [gennemført] i henhold til [grund]forordningens artikel 9, stk. 4«, ligeledes var korrekt.

143. Det forekommer mig, at Retten begrænsede sig til at efterprøve, hvorvidt institutionerne korrekt havde fundet, at de andre kendte faktorer ikke brød årsagssammenhængen mellem den skade, som EU-erhvervsgrenen havde lidt, og dumpingimporten. Efter at have konkluderet, at institutionernes vurderinger var korrekte, fortsatte Retten ikke med at undersøge, om institutionerne skulle have set bort fra virkningerne af disse andre faktorer ved fastlæggelsen af antidumpingtolden, selv om de ikke brød årsagssammenhængen. Retten drog således ikke nogen faktiske eller retlige konsekvenser i den foreliggende sag af sine konstateringer i den appellerede doms præmis 185 og 191-193. Jeg vil endvidere fremhæve, at Retten i den appellerede doms præmis 201 fastslog, at institutionerne ikke er forpligtet til at kvantificere virkningerne af de andre kendte faktorer, hvilket ville være en forudsætning, hvis der skulle tages hensyn til disse andre faktorer ved fastsættelsen af niveauet for antidumpingtolden.

144. Det er min konklusion, at selv om Retten ukorrekt fandt, at institutionerne ved fastsættelsen af niveauet for antidumpingtold er forpligtet til at tage hensyn til udfaldet af analyserne af henholdsvis, hvad skaden kan tilskrives, og hvad den ikke kan tilskrives som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 6 og 7, fastslog den korrekt, at der i den foreliggende sag ikke skulle tages hensyn til de andre kendte faktorer ved fastlæggelsen af niveauet for antidumpingtolden.

145. For fuldstændighedens skyld vil jeg endvidere med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt de andre kendte faktorer brød årsagssammenhængen mellem den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, og dumpingimporten, påpege, at Canadian Solar ikke har anført, at institutionerne foretog en åbenbart urigtig bedømmelse (93).

146. Det fjerde appelanbringendes første led bør derfor forkastes, og Kommissionens anmodning om anvendelse af en anden begrundelse bør imødekommes.

2)      Det fjerde appelanbringendes andet led

147. Med det fjerde appelanbringendes andet led har Canadian Solar gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 202 og 205 at fastslå, at det er appellanten, som skal godtgøre de kvantitative virkninger af de andre kendte faktorer.

148. Efter min opfattelse bør det fjerde appelanbringendes andet led forkastes. Det er uvirksomt, da det følger af punkt 131 ovenfor, at institutionerne ikke er forpligtet til at fastsætte antidumpingtolden på et niveau, som alene udligner skade, der kan tilskrives dumpingimporten.

149. Det er min konklusion, at det fjerde appelanbringende bør forkastes, og at appellen bør forkastes.

VI.    Sagsomkostninger

150. I overensstemmelse med procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, hvis appellen ikke tages til følge.

151. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, som finder anvendelse på appelsager i medfør af artikel 184, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Canadian Solar har tabt sagen, og da Rådet har nedlagt påstand om, at Canadian Solar tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør Canadian Solar tilpligtes at betale Rådets omkostninger.

152. I henhold til procesreglementets artikel 140, stk. 1, som ligeledes finder anvendelse på appelsager i medfør af artikel 184, stk. 1, skal medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, hver bære deres egne omkostninger. I den foreliggende sag skal Kommissionen, som indtrådte i sagen i første instans, bære sine egne omkostninger.

VII. Forslag til afgørelse

153. Jeg foreslår derfor Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»–      Appellen forkastes.

–      Canadian Solar Emea GmbH, Canadian Solar Manufacturing (Changshu), Inc., Canadian Solar Manufacturing (Luoyang), Inc., CSI Cells Co. Ltd og CSI Solar Power (China), Inc. tilpligtes at betale Rådet for Den Europæiske Unions omkostninger.

–      Europa-Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger.«


1 –      Originalsprog: engelsk.


2 –      De fem appellanter er alle virksomheder i Canadian Solar-koncernen.


3 –      Dom af 28.2.2017, Canadian Solar Emea m.fl. mod Rådet (T-162/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:124) (»den appellerede dom«).


4 –      Forordning af 2.12.2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT 2013, L 325, s. 1).


5 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 12.12.2012 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT 2012, L 344, s. 1).


6 –      Forordning af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT 2009, L 343, s. 51).


7 –      Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2012, C 269, s. 5).


8 –      Jf. 14. betragtning til Kommissionens forordning (EU) nr. 513/2013 af 4.6.2013 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina og om ændring af forordning (EU) nr. 182/2013 om registrering af importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina(EUT 2013, L 152, s. 5).


9 –      Jf. punkt 6 og 7 ovenfor.


10 –      Jf. fodnote 8 ovenfor.


11 –      Afgørelse af 4.12.2013 om bekræftelse af godtagelse af et tilsagn afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren og antisubsidieproceduren vedrørende importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina i de endelige foranstaltningers anvendelsesperiode (EUT 2013, L 325, s. 214).


12 –      Forordning af 4.6.2015 om tilbagetrækning af godtagelsen af et tilsagn for tre eksporterende producenter i henhold til gennemførelsesafgørelse 2013/707 (EUT 2015, L 139, s. 30).


13 –      Som anmodet af Domstolen vil jeg begrænse mig til at vurdere det tredje og det fjerde appelanbringende (se punkt 29 nedenfor), som kritiserer Rettens bedømmelse af det femte og det sjette anbringende fremsat for denne ret. Jeg vil derfor ikke opsummere Rettens bedømmelse af de første fire anbringender.


14 –      Antagelsen til realitetsbehandling af det tredje appelanbringendes anden del er ikke anfægtet.


15 –      Dom af 19.1.2017, Kommissionen mod Total og Elf Aquitaine (C-351/15 P, EU:C:2017:27, præmis 30-34), og af 9.11.2017, SolarWorld mod Rådet (C-204/16 P, EU:C:2017:838, præmis 23 og 24).


16 –      Canadian Solar har heller ikke i sit appelskrift til Domstolen udtrykkeligt henvist til artikel 277 TEUF.


17 –      Dom af 16.2.2017, Antrax It mod EUIPO – Vasco Group (Termosifoner til radiatorer) (T-828/14 og T-829/14, EU:T:2017:87, præmis 30), af 5.10.2017, Mabrouk mod Rådet (T-175/15, EU:T:2017:694, præmis 126), og af 14.12.2017, Campo m.fl. mod EEAS (T-577/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:909, præmis 26).


18 –      Dom af 29.11.2007, Stadtwerke Schwäbisch Hall m.fl. mod Kommissionen (C-176/06 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2007:730, præmis 17), af 16.6.2016, Evonik Degussa og AlzChem mod Kommissionen (C-155/14 P, EU:C:2016:446, præmis 55), og af 28.2.2018, Kommissionen mod Xinyi PV Products (Anhui) Holdings (C-301/16 P, EU:C:2018:132, præmis 90).


19 –      En producent fra et land uden markedsøkonomi kan også opnå individuel behandling og blive underlagt en individuel told i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 5, andet afsnit.


20 –      Ifølge grundforordningens artikel 9, stk. 6, første punktum, må antidumpingtold, der pålægges indførslen fra producenter, som har givet sig til kende i henhold til artikel 17, men som ikke er omfattet af undersøgelsen, ikke overstige den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, der er fastsat for parterne i stikprøven. Producenter, som ikke er omfattet af stikprøven, må imidlertid anmode om at få beregnet en individuel dumpingmargen i henhold til denne forordnings artikel 17, stk. 3, i hvilket tilfælde import fra disse producenter pålægges individuel dumpingtold i overensstemmelse med artikel 9, stk. 6, sidste punktum.


21 –      Jf. sjette betragtning til forordning nr. 1168/2012.


22 –      Jf. F. Graafsma og E. Vermulst, »The EU’s »Anti-Brosmann Amendment«: Back to the Future – Part II«, Global Trade and Customs Journal, Volume 8 (2013), 6 udgave, s. 150.


23 –      Jf. første punkt i overskrift 24 i bilaget til Kommissionens forslag af 7.3.2011 til Europa-Parlamentet og Rådets forordning om ændring af visse forordninger vedrørende den fælles handelspolitik for så vidt angår procedurerne for vedtagelse af visse foranstaltninger (KOM(2011) 82 endelig).


24 –      Dom af 2.2.2012, Brosmann Footwear (HK) m.fl. mod Rådet (C-249/10 P, EU:C:2012:53).


25 –      Dom af 2.2.2012, Brosmann Footwear (HK) m.fl. mod Rådet (C-249/10 P, EU:C:2012:53, præmis 36 og 39).


26 –      Jf. anden betragtning til forordning nr. 1168/2012.


27 –      Jf. fodnote 22 ovenfor.


28 –      Min fremhævelse.


29 –      Jf. 18. betragtning til grundforordningen, som anfører, at »[…] [i] de tilfælde, hvor der skal indføres foranstaltninger, er det nødvendigt at fastsætte bestemmelser om afslutningen af undersøgelserne«, og denne forordnings artikel 8, stk. 5, som fastsætter følgende: »Godtages et tilsagn efter konsultationer, og rejses der ingen indvendinger i det rådgivende udvalg, afsluttes undersøgelsen« (min fremhævelse).


30 –      Grundforordningens artikel 9, stk. 2, fastsætter følgende: »Fastslås det efter konsultationer, at beskyttelsesforanstaltninger er unødvendige, og rejses der ingen indvendinger i det rådgivende udvalg, afsluttes undersøgelsen eller proceduren« (min fremhævelse)


31 –      Min fremhævelse.


32 –      Dom af 22.12.2010, Bayerischer Brauerbund (C-120/08, EU:C:2010:798, præmis 40).


33 –      Dom af 10.7.1986, Licata mod ØSU (270/84, EU:C:1986:304, præmis 31), og af 6.7.2010, Monsanto Technology (C-428/08, EU:C:2010:402, præmis 66).


34 –      Dom af 29.1.2002, Pokrzeptowicz-Meyer (C-162/00, EU:C:2002:57, præmis 49 og 50), af 7.11.2013, Gemeinde Altrip m.fl. (C-72/12, EU:C:2013:712, præmis 22), og af 26.3.2015, Kommissionen mod Moravia Gas Storage (C-596/13 P, EU:C:2015:203, præmis 32).


35 –      Dom af 14.2.2008, Varec (C-450/06, EU:C:2008:91, præmis 27), af 8.7.2010, Kommissionen mod Italien (C-334/08, EU:C:2010:414, præmis 60), af 29.3.2011, ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen (C-352/09 P, EU:C:2011:191, præmis 88), af 11.12.2012, Kommissionen mod Spanien (C-610/10, EU:C:2012:781, præmis 45), og af 21.9.2017, Feralpi mod Kommissionen (C-85/15 P, EU:C:2017:709, præmis 27).


36 –      Dom af 29.1.2002, Pokrzeptowicz-Meyer (C-162/00, EU:C:2002:57, præmis 49), af 11.12.2008, Kommissionen mod Freistaat Sachsen (C-334/07 P, EU:C:2008:709, præmis 44), af 16.12.2010, Stichting Natuur en Milieu m.fl. (C-266/09, EU:C:2010:779, præmis 32), af 14.2.2012, Toshiba Corporation m.fl. (C-17/10, EU:C:2012:72, præmis 51), af 26.3.2015, Kommissionen mod Moravia Gas Storage (C-596/13 P, EU:C:2015:203, præmis 33), og af 6.10.2015, Kommissionen mod Andersen (C-303/13 P, EU:C:2015:647, præmis 50).


37 –      Dom af 14.2.2008 (C-450/06, EU:C:2008:91).


38 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 31.3.2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT 2004, L 134, s. 114).


39 –      Dom af 14.2.2008, Varec (C-450/06, EU:C:2008:91, præmis 29). Jf. også generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse Varec (C-450/06, EU:C:2007:643, punkt 31).


40 –      Dom af 29.1.2002 (C-162/00, EU:C:2002:57).


41 –      Dom af 29.1.2002, Pokrzeptowicz-Meyer (C-162/00, EU:C:2002:57, præmis 52).


42 –      Dom af 26.3.2015, Kommissionen mod Moravia Gas Storage (C-596/13 P, EU:C:2015:203).


43 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 26.6.2003 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 98/30/EF (EUT 2003, L 176, s. 57).


44 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13.7.2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT 2009, L 211, s. 94).


45 –      Dom af 26.3.2015, Kommissionen mod Moravia Gas Storage (C-596/13 P, EU:C:2015:203, præmis 43-45). Jf. også generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Kommissionen mod Moravia Gas Storage (C-596/13 P, EU:C:2014:2438, punkt 70).


46 –      Jf. punkt 69 ovenfor og dom af 16.12.2010, Stichting Natuur en Milieu m.fl. (C-266/09, EU:C:2010:779, præmis 34).


47 –      Dom af 4.2.2016, C & J Clark International (C-659/13 og C-34/14, EU:C:2016:74, præmis 140 og 141).


48 –      Dom af 1.10.2009, Foshan Shunde Yongjian Housewares & Hardware mod Rådet (C-141/08 P, EU:C:2009:598, præmis 110-112), af 8.11.2011, Zhejiang Harmonic Hardware Products mod Rådet (T-274/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:639, præmis 39), og af 11.9.2014, Gold East Paper og Gold Huasheng Paper mod Rådet (T-443/11, EU:T:2014:774, præmis 74).


49 –      Jf. punkt 71 ovenfor.


50 –      Efter min opfattelse har Canadian Solar anfægtet den umiddelbare anvendelse af ikke alene udvidelsen af tidsfristen, inden for hvilken afgørelsen om markedsøkonomisk behandling skal træffes, og som er fastsat i artikel 1, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1168/2012, men også denne forordnings artikel 1, stk. 1, litra b), som fritager institutionerne fra forpligtelsen til at træffe afgørelse om anmodninger om markedsøkonomisk behandling, som er indgivet af producenter uden for stikprøven. Canadian Solar har i sit appelskrift anført, at »Kommissionens forpligtelse til at træffe afgørelse om markedsøkonomisk behandling er en materiel og ikke en processuel regel«, og denne forpligtelse kan som materiel regel ikke finde anvendelse på situationer, som var indtruffet før dens ikrafttrædelse. Canadian Solar har i den forbindelse udtrykkeligt henvist til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra d) (jf. punkt 6 ovenfor). Jeg vil endvidere fremhæve, at Canadian Solar i sin stævning til Retten anførte, at institutionerne tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), »ved at undlade at i) behandle [Canadian Solar]s anmodning om markedsøkonomisk behandling] og ii) træffe afgørelse om markedsøkonomisk behandling inden tre måneder efter indledningen af undersøgelsen« (min fremhævelse).


51 –      Jf. punkt 72 ovenfor.


52 –      Jf. dom af 22.12.2010, Bayerischer Brauerbund (C-120/08, EU:C:2010:798, præmis 40), og den retspraksis, der er nævnt i punkt 65 og 66 ovenfor. Som bemærket af generaladvokat Kokott er dette i mindre grad et spørgsmål om de nye proceduremæssige bestemmelsers tilbagevirkende kraft og i højere grad et spørgsmål om omgående anvendelse af nye bestemmelser (generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Kommissionen mod Moravia Gas Storage, C-596/13 P, EU:C:2014:2438, punkt 36 og 43).


53 –      Dom af 29.1.2002, Pokrzeptowicz-Meyer (C-162/00, EU:C:2002:57, præmis 55).


54 –      Kommissionen har gentaget dette argument i sit tredje kontraappelanbringende og anmodet Domstolen om at »ændre Rettens fortolkning af årsagssammenhængen som omhandlet i grundforordningens artikel 3 ved bedømmelsen af det sjette anbringende i første instans«.


55 –      Dom af 1.10.2014, Rådet mod Alumina (C-393/13 P, EU:C:2014:2245, præmis 15-19).


56 –      Dom af 6.9.2013, Godrej Industries og VVF mod Rådet (T-6/12, EU:T:2013:408, præmis 62), af 18.11.2014, Photo USA Electronic Graphic mod Rådet (T-394/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:964, præmis 65 og 66), og af 11.7.2017, Viraj Profiles mod Rådet (T-67/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:481, præmis 40).


57 –      Jf. 301.-306. betragtning til den omtvistede forordning og 211. og 212. betragtning til forordning nr. 513/2013.


58 –      Dom af 25.10.2011, CHEMK og KF mod Rådet (T-190/08, EU:T:2011:618, præmis 172), og af 11.9.2014, Gold East Paper og Gold Huasheng Paper mod Rådet (T-443/11, EU:T:2014:774, præmis 311). Jf. også den retspraksis, der er nævnt i fodnote 56 ovenfor.


59 –      Dom af 3.9.2009, Moser Baer India mod Rådet (C-535/06 P, EU:C:2009:498, præmis 88, 90 og 91), af 19.12.2013, Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing mod Rådet (C-10/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:865, præmis 24 og 25), af 16.4.2015, TMK Europe (C-143/14, EU:C:2015:236, præmis 36 og 37), af 4.2.2016, C & J Clark International (C-659/13 og C-34/14, EU:C:2016:74, præmis 169), af 12.12.2014, Crown Equipment (Suzhou) og Crown Gabelstapler mod Rådet (T-643/11, EU:T:2014:1076, præmis 107), af 11.7.2017, Viraj Profiles mod Rådet (T-67/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:481, præmis 40 og 41), og af 23.4.2018, Shanxi Taigang Stainless Steel mod Kommissionen (T-675/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:209, præmis 109).


60 –      Jf. grundforordningens artikel 1, stk. 1, og artikel 21.


61 –      Jf. den retspraksis, der er nævnt i punkt 106 ovenfor.


62 –      Ifølge den retspraksis, der er nævnt i punkt 106 ovenfor, foreligger der, uanset andre faktorer, årsagssammenhæng, hvis skaden, som kan tilskrives dumpingimporten, er væsentlig.


63 –      Grundforordningens artikel 9, stk. 4, første punktum, fastsætter, at en endelig antidumpingtold kan indføres, hvis det »fremgår […] af den endelige konstatering af de faktiske omstændigheder, at der finder dumping sted og forvoldes skade som følge heraf« (min fremhævning).


64 –      Dom af 3.9.2009, Moser Baer India mod Rådet (C-535/06 P, EU:C:2009:498, præmis 88, 90 og 91), af 19.12.2013, Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing mod Rådet (C-10/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:865, præmis 24 og 25), af 16.4.2015, TMK Europe (C-143/14, EU:C:2015:236, præmis 36 og 37), og af 11.7.2017, Viraj Profiles mod Rådet (T-67/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:481, præmis 62 og 63).


65 –      Dom af 19.12.2013, Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing mod Rådet (C-10/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:865, præmis 39), og af 11.7.2017, Viraj Profiles mod Rådet (T-67/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:481, præmis 62).


66 –      Generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse Moser Baer India mod Rådet (C-535/06 P, EU:C:2008:532).


67 –      Det er irrelevant, at denne sag vedrører indførelsen af udligningstold i stedet for antidumpingtold. Faktisk er artikel 8, stk. 7, i Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 af 6.10.1997 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab(EFT 1997, L 288, s. 1), som fandt anvendelse i Moser Baer-sagen, identisk med grundforordningens artikel 3, stk. 7. Jf. med hensyn til artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 2026/97 fodnote 69 nedenfor.


68 –      Generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse Moser Baer India mod Rådet (C-535/06 P, EU:C:2008:532, punkt 171) (min fremhævelse).


69 –      Der er her henvist grundforordningens artikel 9, stk. 4, sidste punktum, selv om forordning nr. 2026/97 fandt anvendelse i Moser Baer-sagen. Dette skyldes, at den foreliggende sag vedrører antidumpingforanstaltninger og ikke udligningstold. Artikel 15, stk. 1, sidste punktum, i forordning nr. 2026/97 lyder som følger: »Udligningstolden må ikke være højere end det fastsatte udligningsberettigede subsidiebeløb, og den bør være lavere end det samlede udligningsberettigede subsidiebeløb, hvis en sådan lavere told vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet.«


70 –      Generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse Moser Baer India mod Rådet (C-535/06 P, EU:C:2008:532, punkt 171).


71 –      Generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse Moser Baer India mod Rådet (C-535/06 P, EU:C:2008:532, punkt 176).


72 –      Dom af 3.9.2009, Moser Baer India mod Rådet (C-535/06 P, EU:C:2009:498, præmis 92 og 93).


73 –      Jf. punkt 117 ovenfor.


74 –      Dom af 23.5.1985, Allied Corporation m.fl. mod Rådet (53/83, EU:C:1985:227).


75 –      Dom af 23.5.1985, Allied Corporation m.fl. mod Rådet (53/83, EU:C:1985:227, præmis 19).


76 –      Dom af 11.9.2014, Gold East Paper og Gold Huasheng Paper mod Rådet (T-443/11, EU:T:2014:774, præmis 313 og 318) (min fremhævelse). I denne doms præmis 318 fastslog Domstolen, at EU-institutionerne »undersøgte indvirkningen af andre kendte faktorer, som kunne have forårsaget skade for EU-erhvervsgrenen, og fastslog, at ingen af dem kunne bryde årsagssammenhængen mellem dumpingimporten fra Kina og skaden for EU-erhvervsgrenen […]. EU-institutionerne opfyldte således de betingelser, der kræves for at vedtage de pågældende foranstaltninger« (min fremhævelse).


77 –      Rådet og Kommissionen har henvist til rapporter fra Tvistbilæggelsesorganet vedrørende: i) sagen »De Europæiske Fællesskaber – antidumpingtold på rørfittings af deformerbart støbejern fra Brasilien (WT/DS219/AB/R)«, punkt 180-195, ii) sagen »Den Europæiske Union – antidumpingforanstaltninger vedrørende visse typer af fodtøj fra Kina (WT/DS405/R)«, punkt 7.487-7.489, og iii) sagen »De Europæiske Fællesskaber – udligningsforanstaltninger vedrørende importen af polyethylenterephthalat fra Pakistan (WT/DS4886/R)«, punkt 7.133- 7.140. Det forekommer mig, at Tvistbilæggelsesorganets konklusioner i disse punkter vedrører årsagssammenhængen mellem dumpingen (eller subsidierne) og skaden som omhandlet i WTO’s antidumpingaftales artikel 3, stk. 5 (eller WTO’s subsidieaftales artikel 15, stk. 5), og ikke fastlæggelsen af antidumpingtolden (eller udligningstolden).


78 –      I sit svarskrift vedrørende kontraappellen har Canadian Solar henvist til rapporten fra Tvistbilæggelsesorganet vedrørende sagen »USA – endelige beskyttelsesforanstaltninger mod import af cirkulære svejsede rør af kulstofstål fra Sydkorea (WT/DS202/AB/R)«. I denne rapports punkt 252 fastslog Tvistbilæggelsesorganet, at »kun en passende andel af den overordnede skade [skal] tilskrives øget import«, og dette »udgør et passende omfang for indførelsen af beskyttelsesforanstaltninger«. Jeg fremhæver imidlertid, at denne sag vedrører beskyttelsesforanstaltninger og ikke antidumpingforanstaltninger, og at der ikke i grundforordningen er noget tilsvarende artikel 5, stk. 1, i WTO’s aftale om beskyttelsesforanstaltninger, som fastsætter, at »et medlem skal alene anvende beskyttelsesforanstaltninger i det omfang, det er nødvendigt for at forebygge eller afhjælpe væsentlig skade og lette tilpasninger«. Hvad angår Canadian Solars henvisning til denne rapports punkt 257 gentager jeg, at Canadian Solar ikke har fremlagt et eksempel på en rapport fra Tvistbilæggelsesorganet, som vedrører antidumpingforanstaltninger, med en lignende konklusion.


79 –      Dom af 16.7.2015, Kommissionen mod Rusal Armenal (C-21/14 P, EU:C:2015:494, præmis 40 og 41), og af 4.2.2016, C & J Clark International (C-659/13 and C-34/14, EU:C:2016:74, præmis 87).


80 –      Dom af 19.12.2013, Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing mod Rådet (C-10/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:865, præmis 54).


81 –      Jf. i denne henseende dom af 27.9.2007, Ikea Wholesale (C-351/04, EU:C:2007:547, præmis 35).


82 –      WTO’s antidumpingaftalens artikel 3, stk. 5, har følgende ordlyd: »[…] [M]yndighederne skal ligeledes undersøge andre kendte faktorer end dumpingimporten, som samtidig skader den nationale erhvervsgren, og skaderne forårsaget af disse andre faktorer skal ikke tilskrives dumpingimporten. De faktorer, som kan være relevante i denne henseende omfatter bl.a. mængde og priser for så vidt angår importvarer, som ikke sælges til dumpingpriser, nedgang i efterspørgslen eller ændringer i forbrugsmønstret, restriktiv handelspraksis og konkurrence mellem udenlandske og nationale producenter, den teknologiske udvikling samt eksportresultater og produktivitet i den nationale erhvervsgren.« Jf. endvidere dom af 19.12.2013, Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing mod Rådet (C-10/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:865, præmis 54).


83 –      Jf. L. Rovegno og H. Vandenbussche, »Anti-dumping practices in the EU: a comparative analysis of rules and application in the contest of WTO«, i S. Gaines, B. Egelund Olsen og K. Engsig Sørensen (eds.), Liberalising Trade in the EU and the WTO: a legal comparison, Cambridge University Press, 2012, s. 440. Rovegno og Vandenbussche bemærker, at »i modsætning til andre antidumpingbrugere såsom USA og Canada, behøver EU-antidumpingtold ikke nødvendigvis at matche hele dumpingmargenen, hvis en lavere told er tilstrækkelig til at fjerne skaden fra den indenlandske erhvervsgren […]. [Mellem 1989 og 2009] [var] den gennemsnitlige antidumpingtold i EU næsten hvert år meget lavere end i USA. Sammenlignet med Canada [var] de nogenlunde på det samme niveau i begyndelsen af den undersøgte periode, men [var] også lavere i slutningen« (s. 445).


84 –      Spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionens anmodning om anvendelse af en anden begrundelse kan antages til realitetsbehandling, er ikke behandlet i dette forslag til afgørelse, da det efter min vurdering bør behandles sammen med den anmodning om anvendelse af en anden begrundelse, som er gjort gældende i kontraappellen, og dette forslag til afgørelse er begrænset til at bedømme to appelanbringender (jf. punkt 29 ovenfor). Jeg vil for fuldstændighedens skyld dog bemærke, at Kommissionens anmodning om anvendelse af en anden begrundelse af de grunde, som er fremsat i svarskriftet vedrørende appellen, efter min opfattelse kan antages til realitetsbehandling. Dette skyldes, at anmodningen kan anses for et forsvar mod appellantens fjerde appelanbringende (dom af 9.11.2017, TV2/Danmark mod Kommissionen, C-649/15 P, EU:C:2017:835, præmis 61).


85 –      Min fremhævelse.


86 –      Kommissionens afgørelse nr. 91/392/EØF af 21.6.1991 om godtgørelse af tilsagn i forbindelse med antidumpingundersøgelse vedrørende importen af visse asbestcementrør med oprindelse i Tyrkiet og om afslutning af denne undersøgelse (EFT 1991, L 209, s. 37), Kommissionens forordning (EF) nr. 2376/94 af 27.9.1994 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af farvefjernsynsmodtagere med oprindelse i Malaysia, Den Kinesiske Folkerepublik, Republikken Korea, Singapore og Thailand (EFT 1994, L 255, s. 50), Rådets forordning (EF) nr. 710/95 af 27.3.1995 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af farvefjernsynsmodtagere med oprindelse i Malaysia, Den Kinesiske Folkerepublik, Republikken Korea, Singapore og Thailand og om endelig opkrævning af midlertidig told (EFT 1995, L 73, s. 3), og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2007 af 13.11.2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af dicyandiamid med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2007, L 296, s. 1).


87 –      Jf. 28. og 29. betragtning til afgørelse nr. 91/392, 141. betragtning til forordning nr. 2376/94, 49. betragtning til forordning nr. 710/95 og 128.-132. betragtning til forordning nr. 1331/2007.


88 –      Ifølge 28. betragtning til afgørelse nr. 91/392 er »fortolkningen – og fremfor alt fastlæggelsen af omfanget – af […] virkninger[ne] […] upræcis på grund af andre faktorer, som optræder samtidig«. I 128. betragtning til forordning nr. 1331/2007 er anført, at »det er […] umuligt præcist at afgøre, hvilken indvirkning [dumpingimporten og de andre kendte faktorer] har haft.«


89 –      Dom af 29.3.2011, ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen (C-352/09 P, EU:C:2011:191, præmis 136).


90 –      Jf. den appellerede doms præmis 207, 211 og 213.


91 –      Jf. den appellerede doms præmis 212.


92 –      Jf. den appellerede doms præmis 214.


93 –      Dom af 19.12.2013, Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing mod Rådet (C-10/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:865, præmis 22), af 16.4.2015, TMK Europe (C-143/14, EU:C:2015:236, præmis 34), af 10.9.2015, Bricmate (C-569/13, EU:C:2015:572, præmis 46), og af 2.6.2016, Photo USA Electronic Graphic mod Rådet (C-31/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:390, præmis 63).