Language of document :

Sag anlagt den 12. juli 2019 – Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig

(Sag C-537/19)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Haasbeek, M. Noll-Ehlers og P. Ondrůšek, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Østrig

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Østrig har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, 28 og 35, stk. 2, i direktiv 2004/18 1 , idet byen Wien-Wiener Wohnen har indgået en kontrakt af 25. februar 2012, vedrørende en kontorbygning i Gugelstrasse 2-4 i Wien, direkte og uden gennemførelse af en konkurrencepræget udbudsprocedure og hertil hørende bekendtgørelse.

Republikken Østrig tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har gjort gældende, at byen Wien som ordregivende myndighed i 2012 indgik en flerårig lejekontrakt vedrørende en kontorbygning med en privat ordremodtager, endnu før denne bygning blev opført. Den ordregivende myndighed fik herved en afgørende indflydelse på planlægningen af byggeydelsen, som gik langt ud over de sædvanlige krav, som en lejer kan stille for en nyopført ejendom.

Dette udgør en bygge- og anlægskontrakt, som det fremgår af Domstolens faste praksis vedrørende en ordregivende myndigheds leje af endnu ikke opførte byggeprojekter. Da der ikke har fundet en konkurrencepræget udbudsprocedure sted, udgør kontraktindgåelsen en overtrædelse af artikel 2, 28 og 35, stk. 2, i direktiv 2004/18. Denne overtrædelse består så længe lejekontrakten, der først i 2040 kan opsiges, er gældende.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 31.3.2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT 2004, L 134, s. 114).