Language of document :

Appel iværksat den 2. juli 2019 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Udvidede Afdeling) den 16. maj 2019 i sagerne T-836/16 og T-624/17, Republikken Polen mod Europa-Kommissionen

(Sag C-562/19 P)

Processprog: polsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved K. Herrmann og P.-J. Loewenthal, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Republikken Polen og Ungarn

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Retten (Niende Udvidede Afdeling) den 16. maj 2019 i de forenede sager T-836/16 og T-624/17, Republikken Polen mod Kommissionen, EU:T:2019:338 ophæves i sin helhed.

Kommissionen frifindes i søgsmålet anlagt af Republikken Polen mod Kommissionen i sag T-836/16 med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2016) 5596 final af 19. september 2016 om statsstøtte SA.44351 (2016/C) (ex 2016/NN) om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure og om et påbud om ophør om anvendelse af den polske afgift i detailsektoren forkastes, og Kommissionen frifindes i søgsmålet anlagt af Republikken Polen mod Kommissionen i sag T-624/17 med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2018/160 af 30. juni 2017 om statsstøtte SA.44351 (2016/C) (ex 2016/NN), iværksat af Polen til afgiften i detailsektoren og Republikken Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.

Subsidiært, såfremt de to søgsmål ikke forkastes i deres helhed, hjemvises sagerne til Retten til fornyet afgørelse for så vidt angår de anbringender, der ikke blev truffet afgørelse om i første instans og afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans og i nærværende appel udsættes indtil vedtagelsen af den endelige afgørelse i sagen

Anbringender og væsentligste argumenter

Kommissionen har til støtte for appellen fremført to anbringender.

Med det første anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 107, stk.1, TEUF, idet den fastslog, at den polske afgift i detailsektoren ikke er selektiv. Den retlige fejl, som Retten begik, hviler på følgende grunde:

For det første fastslog Retten i den appellerede doms præmis 63-68 med urette, at Kommissionen begik en fejl, da den ikke tog hensyn til de progressive satser for den polske afgift i detailsektoren ved definitionen af referencerammen. I modsætning til det af Retten fastslåede er den tilgang, som Kommissionen valgte i afgørelsen om afslutning af proceduren, i overensstemmelse med Domstolens praksis. Retten begik således en retlig fejl ved fastlæggelsen af referencerammen.

For det andet fastslog Retten i den appellerede doms præmis 69-78 med urette, at Kommissionen havde fastlagt formålet med afgiften i detailsektoren, på baggrund af hvilket, der skulle foretages en bedømmelse af, om virksomhederne var sammenlignelige, forkert. Domstolen har således til stadighed fastslået, at det kun er foranstaltningens afgiftsmæssige formål, defineret som genstanden for/eller den afgiftsudløsende begivenhed, der er relevant ved bedømmelsen af, om virksomhederne er sammenlignelige. Andre formål, der er uadskilleligt forbundne, såsom betalingsevnen, er kun relevante ved bedømmelsen af, om forskelsbehandlingen af sammenlignelige virksomheder kan begrundes objektivt. Følgelig udgør det en retlig fejl, at Retten på det trin i bedømmelsen, hvor virksomhedernes sammenlignelighed bedømmes, konstaterede, at den polske afgift i detailsektoren – angiveligt – havde et omfordelingsformål.

For det tredje fastslog Retten i den appellerede doms præmis 79-93 med urette, at Kommissionen begik en fejl, dan den fastslog, at de progressive satser for afgiften i detailsektoren ikke var begrundet i et omfordelingsformål. Rettens konstatering af, at den polske afgift i detailsektoren ikke udgør forskelsbehandling og tjener omfordelingsformål, hviler på en forkert antagelse om, at de virksomheder, der har høje indtægter (omsætning), er mere rentable end virksomheder med lavere indtægter (omsætning). Retten begik således en retlig fejl ved at fastslå, at omfordelingsformålet, som ikke er knyttet uløseligt sammen med afgiften i detailsektoren, kan begrunde en forskelsbehandling af virksomhederne. Endvidere overførte Retten ved at lægge denne fejlagtige forudsætning til grund bevisbyrden for, at de progressive afgiftssatser var begrundet i det påståede omfordelingsformål, fra medlemsstaten til Kommissionen, således at Kommissionen skulle godtgøre, at en sådan begrundelse ikke forelå.

Med det andet anbringende, der er fremsat til støtte for appellen, har Kommissionen gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 104-109 tilsidesatte artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 13, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2015/1589. Retten fastslog nemlig i de nævnte præmisser, at Kommissionen begik en åbenbar fejl ved at indlede den formelle undersøgelsesprocedure og træffe afgørelse om at indstille anvendelsen af den polske afgift i detailsektoren. Retten støttede dette på en analyse af afgørelsen om afslutning af den formelle undersøgelsesprocedure.

Retten begik en retlig fejl ved at anvende det samme kriterium for retslig prøvelse på afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure og på bedømmelsen af den endelige afgørelses gyldighed. Retten anvendte nemlig i tilfældet med den første afgørelse et strengt kontrolkriterium i stedet for at foretage en prøvelse af, om Kommissionen ikke åbenbart kunne være i tvivl om, at den omhandlede afgift ikke havde en selektiv karakter.

____________