DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
6. december 2018 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren – politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf – indhold og form – artikel 8, stk. 1, litra f) – manglende angivelse af tillægsstraffen – gyldighed – følger – virkning for fængslingen«
I sag C-551/18 PPU,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Hof van Cassatie (kassationsdomstol, Belgien) ved afgørelse af 29. august 2018, indgået til Domstolen den 29. august 2018, i en sag om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt mod
IK,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af vicepræsidenten, R. Silva de Lapuerta, som fungerende formand for Første Afdeling, og dommerne J.-C. Bonichot, E. Regan (refererende dommer), C.G. Fernlund og S. Rodin,
generaladvokat: E. Sharpston,
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
henset til den forelæggende rets anmodning af 29. august 2018, indgået til Domstolen den 29. august 2018, om at undergive den præjudicielle forelæggelse en hasteprocedure i overensstemmelse med artikel 107 i Domstolens procesreglement,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 22. oktober 2018,
efter at der er afgivet indlæg af:
– IK ved advocaat P. Bekaert,
– den belgiske regering ved C. Van Lul, C. Pochet og J.-C. Halleux, som befuldmægtigede, bistået af sagkyndig ekspert J. Maggio,
– Irland ved G. Hodge, som befuldmægtiget, bistået af G. Mullan, BL,
– den nederlandske regering ved J. M. Hoogveld og J. Langer, som befuldmægtigede,
– den polske regering ved J. Sawicka, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved R. Troosters, som befuldmægtiget,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 8. november 2018,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8, stk. 1, litra f), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen i Belgien af en europæisk arrestordre udstedt den 27. august 2014 af en belgisk domstol mod IK med henblik på fuldbyrdelse i denne medlemsstat af en frihedsstraf med en tillægsstraf i form af tilsyn ved strafuitvoeringsrechtbank (ret i sager vedrørende strafafsoning, Belgien).
Retsforskrifter
EU-retten
Chartret om grundlæggende rettigheder
3 Artikel 47, stk. 1 og 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) bestemmer:
»Enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel.
Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret.«
4 Chartrets artikel 48, stk. 2, fastsætter:
»Respekt for retten til et forsvar er sikret enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse.«
Rammeafgørelse 2002/584
5 I femte til syvende betragtning til rammeafgørelse 2002/584 anføres følgende:
»(5) […] indførelsen af en ny forenklet ordning for overgivelse af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning [vil] gøre det muligt at mindske den kompleksitet og den risiko for forsinkelser, der er en følge af de nuværende udleveringsprocedurer. […]
(6) Den europæiske arrestordre, som denne rammeafgørelse omhandler, er den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, som Det Europæiske Råd har udråbt til en »hjørnesten« i det retlige samarbejde.
(7) Da målet at erstatte det multilaterale udleveringssystem, der bygger på den europæiske udleveringskonvention [undertegnet i Paris den 13. december 1957], ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, hvis de handler enkeltvis, og derfor bedre kan gennemføres på EU-plan, kan Rådet træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 2 [EU] og artikel 5 [EF]. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. sidstnævnte artikel, er denne rammeafgørelse ikke mere vidtgående end, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.«
6 Rammeafgørelsens artikel 1 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« fastsætter:
»1. Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.
2. Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.
3. Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«
7 Rammeafgørelsens artikel 2, stk. 1, bestemmer:
»En europæisk arrestordre kan udstedes for forhold, der efter den udstedende medlemsstats lovgivning kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst tolv måneder eller, når der er idømt en straf eller pålagt en anden frihedsberøvende foranstaltning, for straffe af en varighed på mindst fire måneder.«
8 Rammeafgørelsens artikel 3, 4 og 4a opregner de obligatoriske og fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.
9 Artikel 4, nr. 4) og 6), i rammeafgørelse 2002/584 bestemmer navnlig følgende:
»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre:
[…]
4) hvis der er indtrådt forældelse med hensyn til strafferetlig forfølgning eller fuldbyrdelse af straf i henhold til lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat har jurisdiktionskompetence i medfør af sin egen strafferet
[…]
6) hvis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, og den eftersøgte opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen eller den anden frihedsberøvende foranstaltning i henhold til sin nationale lovgivning.«
10 Rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, med overskriften »Den europæiske arrestordres indhold og form« har følgende ordlyd:
»Den europæiske arrestordre skal indeholde følgende oplysninger i overensstemmelse med formularen i bilaget:
a) den eftersøgtes identitet og nationalitet
b) navn, adresse, telefon- og faxnummer samt e-postadresse på den judicielle myndighed i udstedelseslandet
c) angivelse af, om der foreligger en eksigibel dom, en arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft, som er omfattet af artikel 1 og 2
d) lovovertrædelsens karakter og retlige beskrivelse, navnlig i relation til artikel 2
e) en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder lovovertrædelsen er begået, herunder tidspunkt, sted og omfang af den eftersøgtes deltagelse heri
f) den idømte straf, hvis der er tale om en endelig dom, eller den strafferamme, der er fastsat for den pågældende lovovertrædelse i loven i den udstedende medlemsstat
g) så vidt muligt andre følger af lovovertrædelsen.«
11 Rammeafgørelsens artikel 15 med overskriften »Afgørelse om overgivelse« fastsætter:
»1. Den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.
2. Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, den udstedende medlemsstat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, anmoder den om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger, navnlig i forbindelse med artikel 3-5 og 8, og kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af disse oplysninger under hensyn til nødvendigheden af at overholde fristerne i artikel 17.
3. Den udstedende judicielle myndighed kan til enhver tid fremsende supplerende nyttige oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed.«
12 Rammeafgørelsens artikel 27 med overskriften »Eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser« har følgende ordlyd:
»1. Medlemsstaterne kan meddele Generalsekretariatet for Rådet, at i forbindelserne med andre medlemsstater, der har givet samme meddelelse, formodes samtykke at være givet til retsforfølgning, idømmelse af straf eller tilbageholdelse med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet, medmindre den fuldbyrdende judicielle myndighed i en konkret sag anfører andet i sin afgørelse om overgivelse.
2. Bortset fra de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde kan en person, der er overgivet, ikke retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.
3. Stk. 2 finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:
[…]
4. Anmodningen om samtykke skal indgives til den fuldbyrdende judicielle myndighed med de i artikel 8, stk. 1, omhandlede oplysninger og ledsaget af en oversættelse som anført i artikel 8, stk. 2. Samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om samtykke, i sig selv giver anledning til overgivelse i henhold til rammeafgørelsens bestemmelser. Samtykke skal nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 3, og kan ellers kun nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 4. Afgørelsen skal træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen.
For så vidt angår de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, skal udstedelseslandet give de deri nævnte garantier.«
13 Standardformularen for en europæisk arrestordre i bilaget til rammeafgørelse 2002/584 indeholder bl.a. et litra c) med overskriften »Straffens varighed«, hvor den udstedende judicielle myndighed skal angive »[varigheden] af den faktisk idømte frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning«.
Belgisk ret
14 Artikel 95/2 i wet betreffende de externe rechtspositie van de veroordeelden tot een vrijheidsstraf en de aan het slachtoffer toegekende rechten in het raam van de strafuitvoeringsmodaliteiten (lov om den eksterne retsstilling, der gælder for personer, der er idømt en frihedsstraf, og om de rettigheder, der tilkommer den forurettede under gennemførelsen af fuldbyrdelsen) af 17. maj 2006 (Moniteur belge af 15.6.2006, s. 30455), som ændret ved wet betreffende de terbeschikkingstelling van de strafuitvoeringsrechtbank (lov om tilsyn ved retten i sager vedrørende strafafsoning) af 6. april 2007 (Moniteur belge af 13.7.2007, s. 38299), fastsætter:
»§ 1 Tilsynet ved retten i sager vedrørende afsoning af den straf, som den dømte er idømt […], påbegyndes ved udløbet af hovedstraffen.
§ 2 Retten i sager vedrørende strafafsoning afgør inden udløbet af hovedstraffen, i overensstemmelse med den procedure, som er fastsat i afdeling 2, om den tilsynsdømte skal frihedsberøves eller være underlagt tilsyn uden frihedsberøvelse.
[…]
§ 3 Den tilsynsdømte frihedsberøves, såfremt der er fare for, at han begår alvorlige strafbare handlinger, der krænker tredjemands fysiske eller psykiske integritet, og som ikke kan forhindres ved pålæggelse af særlige vilkår i forbindelse med løsladelse under tilsyn.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
15 Ved dom afsagt efter kontradiktorisk sagsbehandling af hof van beroep te Antwerpen (appeldomstolen i Antwerpen) den 1. februar 2013 blev IK, som er belgisk statsborger, idømt en hovedstraf på tre års fængsel for blufærdighedskrænkelse uden anvendelse af vold eller trusler begået mod en mindreårig person under 16 år (herefter »hovedstraffen«). Ved samme dom og for samme lovovertrædelse blev han desuden som tillægsstraf undergivet tilsyn ved strafuitvoeringsrechtbank (ret i sager vedrørende strafafsoning) i en periode på ti år (herefter »tillægsstraffen«). I henhold til belgisk ret påbegyndes denne straf ved udløbet af hovedstraffen, og med henblik på fuldbyrdelsen heraf afgør strafuitvoeringsrechtbank (ret i sager vedrørende strafafsoning) inden udløbet af hovedstraffen, om den tilsynsdømte skal frihedsberøves eller være underlagt tilsyn uden frihedsberøvelse.
16 Da IK havde forladt Belgien, udstedte den kompetente udstedende judicielle myndighed i Belgien den 27. august 2014 en europæisk arrestordre mod IK med henblik på fuldbyrdelse af straffen. I den europæiske arrestordre var hovedstraffen, lovovertrædelsens karakter og retlige beskrivelse samt de gældende lovbestemmelser angivet, ligesom den indeholdt en beskrivelse af de faktiske omstændigheder. Den tillægsstraf, som den pågældende også var blevet idømt, blev ikke nævnt.
17 Efter at IK var blevet anholdt i Nederlandene, godkendte rechtbank Amsterdam, internationale rechtshulpkamer (retten i første instans i Amsterdam, afdelingen for international gensidig retshjælp, Nederlandene) ved afgørelse af 8. marts 2016, at IK blev overgivet til Belgien med henblik på fuldbyrdelse i Belgien af frihedsstraffen for den lovovertrædelse, for hvilken overgivelsen var begæret.
18 Den pågældende blev følgelig overgivet til Belgien og fængslet. Fængslingen skete på grundlag af den idømte hovedstraf, hvis udløb var fastsat til den 12. august 2018, og tillægsstraf, dvs. tilsynet i en periode på ti år.
19 Den 21. juni og den 19. juli 2018 traf strafuitvoeringsrechtbank Antwerpen (retten i sager vedrørende strafafsoning i Antwerpen, Belgien) afgørelse vedrørende tilsynet med IK. Under denne sag gjorde IK gældende, at den af de nederlandske myndigheder gennemførte overgivelse ikke kunne vedrøre tillægsstraffen, og at retten ikke kunne træffe bestemmelse om frihedsberøvelse med henblik på fuldbyrdelse af denne straf, eftersom den ikke var angivet i den europæiske arrestordre, som de belgiske myndigheder havde udstedt.
20 På denne baggrund indgav den kompetente udstedende judicielle myndighed i Belgien den 2. juli 2018 en supplerende anmodning om samtykke til overgivelse vedrørende tillægsstraffen til de nederlandske myndigheder i medfør af artikel 27 i rammeafgørelse 2002/584. De nederlandske myndigheder fandt, at samtykke kun kunne gives med henblik på idømmelse af straf eller retsforfølgning for en anden lovovertrædelse end den, der havde givet anledning til overgivelsen, og at dette ikke var tilfældet i sagen, hvorfor de ikke imødekom den supplerende anmodning.
21 Ved dom af 31. juli 2018 forkastede rechtbank te Antwerpen (retten i sager vedrørende strafafsoning i Antwerpen) IK’s argumentation og opretholdt frihedsberøvelsen. Den 3. august 2018 iværksatte IK appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret, Hof van Cassatie (kassationsdomstol, Belgien).
22 Ifølge denne ret kan en europæisk arrestordre i henhold til rammeafgørelsens artikel 2, stk. 1, udstedes med henblik på straffuldbyrdelse, når der er idømt en straf eller pålagt en anden frihedsberøvende foranstaltning af en varighed på mindst fire måneder.
23 I henhold til rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, skal den europæiske arrestordre udfærdiges i overensstemmelse med formularen i bilaget til rammeafgørelsen, og den skal bl.a. indeholde følgende oplysninger: angivelse af, om der foreligger en eksigibel dom, lovovertrædelsens karakter og retlige beskrivelse, en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder lovovertrædelsen er begået, og den idømte straf.
24 Disse oplysninger skal sætte den fuldbyrdende judicielle myndighed i stand til at efterprøve, om de formelle og materielle betingelser for overgivelse i henhold til en europæisk arrestordre er opfyldt, og om der i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, efter omstændighederne i disse tilfælde skal tages en afslagsgrund i betragtning, såsom de grundlæggende rettigheder og de almindelige principper, som er fastsat i artikel 6 TEU.
25 Artikel 27, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 bestemmer desuden, at bortset fra de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde kan en person, der er overgivet, ikke retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.
26 På denne baggrund har Hof van Cassatie (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 8, stk. 1, litra f), i [rammeafgørelse 2002/584] fortolkes således, at det er tilstrækkeligt, at en udstedende judiciel myndighed i den europæiske arrestordre kun nævner den idømte eksigible frihedsstraf og således ikke en for det samme forhold og ved samme retsafgørelse idømt tillægsstraf, såsom det her omhandlede tilsyn, der først kan medføre faktisk frihedsberøvelse efter afsoningen af den førstnævnte frihedsstraf og kun efter en udtrykkelig afgørelse herom fra den straffuldbyrdende ret [strafuitvoeringsrechtbank]?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 8, stk. 1, litra f), i [rammeafgørelse 2002/584] [da] fortolkes således, at overgivelsen fra den fuldbyrdende medlemsstats judicielle myndighed på grundlag af en europæisk arrestordre, som kun nævner den idømte eksigible frihedsstraf og således ikke en for det samme forhold og ved samme retsafgørelse pålagt tillægsstraf om tilsyn, har den virkning, at der i den [udstedende] judicielle myndigheds medlemsstat kan foretages faktisk frihedsberøvelse til fuldbyrdelse af tillægsstraffen?
3) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 8, stk. 1, litra f), i [rammeafgørelse 2002/584] [da] fortolkes således, at den udstedende judicielle myndigheds undladelse af at anføre den idømte tillægsstraf om tilsyn i den europæiske arrestordre har til følge, at tillægsstraffen, som den fuldbyrdende judicielle myndighed må antages ikke at have kendskab til, ikke kan føre til en faktisk frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat?«
Om hasteproceduren
27 Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 107, stk. 1, i Domstolens procesreglement.
28 Til støtte for sin anmodning har den forelæggende ret anført, at IK på nuværende tidspunkt er frihedsberøvet i Belgien inden for rammerne af tilsynsstraffen som følge af fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre udstedt den 27. august 2014. Ifølge den retten vil besvarelsen af de forelagte spørgsmål være afgørende for IK’s situation hvad angår fængslingen og opretholdelsen af denne.
29 I denne forbindelse bemærkes for det første, at nærværende præjudicielle forelæggelse vedrører fortolkningen af rammeafgørelse 2002/584, der henhører under de områder, som er omhandlet i afsnit V i EUF-traktatens tredje del vedrørende et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Denne forelæggelse kan følgelig undergives den præjudicielle hasteprocedure.
30 Hvad for det andet angår kriteriet om den hastende karakter skal der i henhold til Domstolens faste praksis tages hensyn til den omstændighed, at den berørte person på nuværende tidspunkt er frihedsberøvet, og at hans fortsatte frihedsberøvelse afhænger af løsningen af tvisten i hovedsagen. Situationen for denne person skal i øvrigt bedømmes ud fra den situation, der forelå på tidspunktet for behandlingen af anmodningen om, at den præjudicielle forelæggelse undergives hasteproceduren (dom af 19.9.2018, RO, C-327/18 PPU, EU:C:2018:733, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).
31 I det foreliggende tilfælde er det imidlertid for det første ubestridt, at IK på dette tidspunkt var frihedsberøvet i Belgien. For det andet fremgår det af den forelæggende rets forklaringer, at den fortsatte frihedsberøvelse af denne person afhænger af afgørelsen af hovedsagen, idet den frihedsberøvelsesforanstaltning, som den pågældende er undergivet, er blevet anordnet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre udstedt over for ham, og at den fortsatte frihedsberøvelse af IK med henblik på fuldbyrdelse af tillægsstraffen afhænger af Domstolens besvarelse af nærværende præjudicielle spørgsmål.
32 Under disse omstændigheder har Domstolens Første Afdeling den 10. september 2018 efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at imødekomme den forelæggende rets anmodning om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure.
Om de præjudicielle spørgsmål
33 Med de tre spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 1, litra f), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at undladelsen af i den europæiske arrestordre, på grundlag af hvilken overgivelsen af den berørte person er sket, at anføre den tillægsstraf om tilsyn, som den pågældende er idømt for den samme lovovertrædelse og ved den samme retsafgørelse som vedrørende hovedfrihedsstraffen, er til hinder for, at fuldbyrdelsen af tillægsstraffen ved udløbet af hovedstraffen og efter en udtrykkelig afgørelse herom fra den nationale domstol, der har kompetence i straffuldbyrdelsessager, medfører en frihedsberøvelse.
34 Indledningsvis bemærkes, at EU-retten er baseret på den grundlæggende præmis, at hver medlemsstat som anført i artikel 2 TEU deler en række fælles værdier, som Unionen er bygget på, med samtlige andre medlemsstater og anerkender, at disse deler dem med den. Denne præmis forudsætter og begrunder, at der foreligger en gensidig tillid mellem medlemsstaterne med hensyn til anerkendelsen af disse værdier og dermed under iagttagelse af EU-retten, der gennemfører disse (dom 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (mangler ved domstolssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
35 Både princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og princippet om gensidig anerkendelse, der selv hviler på den gensidige tillid mellem medlemsstaterne, er af grundlæggende betydning i EU-retten, idet de muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser. Mere specifikt pålægger princippet om gensidig tillid, bl.a. for så vidt angår et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i EU-retten anerkendte grundlæggende rettigheder (dom af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (mangler ved domstolssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
36 Det fremgår af sjette betragtning til rammeafgørelse 2002/584, at den europæiske arrestordre, som er indført ved denne rammeafgørelse, er den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse.
37 Rammeafgørelsen har, således som det navnlig fremgår af dens artikel 1, stk. 1 og 2, og af femte og syvende betragtning hertil, til formål at erstatte det multilaterale udleveringssystem, der bygger på den europæiske udleveringskonvention undertegnet i Paris den 13. december 1957, med en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning, og denne ordning bygger på princippet om gensidig anerkendelse (dom af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (mangler ved domstolssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
38 Rammeafgørelse 2002/584 tilsigter således med indførelsen af en ny forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, at lette og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne (dom af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (mangler ved domstolssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
39 I overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 1, stk. 1, er formålet med ordningen med den europæiske arrestordre at muliggøre anholdelse og overgivelse af en eftersøgt person, således at den begåede lovovertrædelse i overensstemmelse med det formål, der forfølges med rammeafgørelsen, ikke forbliver ustraffet, og den pågældende retsforfølges eller afsoner den idømte frihedsstraf.
40 I denne forbindelse er princippet om gensidig anerkendelse, som udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager inden for Unionen, således som det bl.a. fremgår af sjette betragtning til rammeafgørelse 2002/584, udmøntet i dennes artikel 1, stk. 2, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte rammeafgørelse (dom af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (mangler ved domstolssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
41 De fuldbyrdende judicielle myndigheder kan derfor kun afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre med henvisning til de udtømmende opregnede afslagsgrunde, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584, og fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre kan kun underlægges et af de vilkår, der er udtømmende fastsat i rammeafgørelsens artikel 5. Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse følgelig udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning (dom af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (mangler ved domstolssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
42 Således fastsætter rammeafgørelse 2002/584 udtrykkeligt, i artikel 3, de obligatoriske og, i artikel 4 og 4a, de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre samt, i artikel 5, de garantier, som den udstedende medlemsstat skal give i særlige tilfælde.
43 Domstolen har desuden fastslået, at disse bestemmelser hviler på den forudsætning, at den pågældende europæiske arrestordre opfylder de krav til lovlighed, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, og at en tilsidesættelse af et af disse krav, hvis overholdelse udgør en betingelse for gyldigheden af den europæiske arrestordre, i princippet skal føre til, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke fuldbyrder denne arrestordre (jf. i denne retning dom af 1.6.2016, Bob-Dogi, C-241/15, EU:C:2016:385, præmis 63 og 64).
44 Det kan ikke på forhånd udelukkes, at idømmelsen af en tillægsstraf, som ikke er nævnt i den europæiske arrestordre, under visse omstændigheder kan udgøre et af de forhold, som kan begrunde afslag på en sådan arrestordre.
45 Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal afgøres, om undladelsen af at anføre tillægsstraffen i den europæiske arrestordre under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende medfører, at den fuldbyrdende judicielle myndigheds udøvelse af sine beføjelser i henhold til artikel 3-5 i rammeafgørelse 2002/584 er påvirket, eller at kravet om lovlighed i dens artikel 8, stk. 1, litra f), er tilsidesat.
46 For det første skal det bemærkes, at den fuldbyrdende judicielle myndighed i hovedsagen ikke var afskåret fra at henholde sig til bestemmelserne i rammeafgørelsens artikel 3-5.
47 For det andet skal det under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende afgøres, om undladelsen af at anføre tillægsstraffen i den europæiske arrestordre er i strid med kravet om lovlighed i rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, litra f).
48 Denne bestemmelse kræver angivelse af »den idømte straf, hvis der er tale om en endelig dom«.
49 Desuden er der med henblik på at forenkle og fremskynde overgivelsesproceduren under overholdelse af fristerne i artikel 17 i rammeafgørelse 2002/584 som bilag til rammeafgørelsen knyttet en specifik formular, som de udstedende judicielle myndigheder skal udfylde med angivelse af de oplysninger, som der specifikt anmodes om (dom af 23.1.2018, Piotrowski, C-367/16, EU:C:2018:27, præmis 57). I denne formulars litra c), nr. 2, henvises der til »[varigheden] af den faktisk idømte frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning«.
50 Kravet om lovlighed i artikel 8, stk. 1, litra f), i rammeafgørelse 2002/584 har til formål at oplyse de fuldbyrdende judicielle myndigheder om varigheden af den frihedsstraf, for hvilken den eftersøgte er begæret overgivet, i form af oplysninger, der har til formål at tilvejebringe de formelle minimumsoplysninger, som er nødvendige for at gøre det muligt for disse myndigheder hurtigt at efterkomme den europæiske arrestordre ved hurtigt at vedtage deres afgørelse om overgivelse (jf. i denne retning dom af 23.1.2018, Piotrowski, C-367/16, EU:C:2018:27, præmis 58 og 59).
51 Dette krav skal, således som generaladvokaten har anført i punkt 66 i forslaget til afgørelse, gøre det muligt for den fuldbyrdende judicielle myndighed at forvisse sig om, at den europæiske arrestordre falder ind under rammeafgørelsens anvendelsesområde, og navnlig kontrollere, at den er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning, hvis varighed overstiger tærsklen på fire måneder, som er fastsat i rammeafgørelsens artikel 2, stk. 1.
52 I det foreliggende tilfælde overstiger hovedstraffen på tre års fængsel, som IK er idømt, denne tærskel. Angivelsen af denne straf var følgelig tilstrækkelig til at sikre, at den europæiske arrestordre opfyldte kravet om lovlighed i rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, litra f).
53 Under disse omstændigheder var den fuldbyrdende judicielle myndighed forpligtet til at overgive den person, som den europæiske arrestordre vedrørte, således at den begåede lovovertrædelse ikke forblev ustraffet, og således at den straf, som den pågældende er idømt, kunne fuldbyrdes.
54 Under de omstændigheder, som foreligger i hovedsagen, kan den manglende angivelse af tillægsstraffen i den europæiske arrestordre følgelig ikke have nogen betydning for fuldbyrdelsen af denne straf i den udstedende medlemsstat efter overgivelsen.
55 Denne konklusion kan for det første ikke drages i tvivl af det argument, som både IK og den nederlandske regering har fremført, og som i det væsentlige går ud på, at den fuldbyrdende judicielle myndigheds afgørelse udgør grundlaget for frihedsberøvelsen i den udstedende medlemsstat, og at der derfor ikke kan ske fuldbyrdelse af en straf, som ikke har været genstand for den fuldbyrdende judicielle myndigheds afgørelse, og for hvilken overgivelsen ikke er blevet tilladt.
56 Den fuldbyrdende myndigheds afgørelse har nemlig ikke i det foreliggende tilfælde til formål at tillade fuldbyrdelsen af en frihedsstraf i den udstedende medlemsstat. Som generaladvokaten har anført i punkt 81 i forslaget til afgørelse, og som anført i nærværende doms præmis 39, tillader denne afgørelse blot, at den berørte person overgives i overensstemmelse med bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584, således at den begåede lovovertrædelse ikke forbliver ustraffet. Grundlaget for fuldbyrdelsen af frihedsstraffen er den eksigible dom, som er afsagt i den udstedende medlemsstat, og som ifølge rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, litra c), skal angives.
57 For det andet har den nederlandske regering, som under retsmødet for Domstolen ganske vist præciserede, at den ikke stiller spørgsmålstegn ved gyldigheden af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre, anført, at fuldbyrdelsen af en straf, som den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke er blevet gjort bekendt med, ikke desto mindre vil være i strid med specialitetsprincippet. En sådan fortolkning kan ikke tiltrædes.
58 På den ene side bør det nemlig bemærkes, at artikel 27 i rammeafgørelse 2002/584 med overskriften »Eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser« i stk. 2 bestemmer, at en person, der er overgivet, ikke kan retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet. På den anden side giver samme artikels stk. 3, litra g), mulighed for at anmode den fuldbyrdende judicielle myndighed om samtykke hertil efter overgivelsen. Som den nederlandske regering selv har anerkendt i sit skriftlige indlæg, kan det supplerende samtykke imidlertid kun vedrøre en anden lovovertrædelse end den, for hvilken overgivelsen er sket, og ikke en straf vedrørende den samme lovovertrædelse.
59 Heraf må det udledes, at specialitetsreglen i artikel 27 i rammeafgørelse 2002/584, som anført af generaladvokaten i punkt 53 og 54 i forslaget til afgørelse, kun vedrører andre lovovertrædelser end dem, for hvilken overgivelsen er sket.
60 I denne henseende skal det præciseres, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at tillægsstraffen i det foreliggende tilfælde ikke er blevet tilføjet efter overgivelsen af den berørte person. Den er idømt for den samme lovovertrædelse og ved den samme retsafgørelse som vedrørende hovedstraffen på tre års fængsel.
61 Da IK er idømt tillægsstraffen for den lovovertrædelse, på grundlag af hvilken den europæiske arrestordre er udstedt og fuldbyrdet, er specialitetsreglen følgelig ikke relevant for spørgsmålet om, hvorvidt denne straf kan fuldbyrdes og herved give anledning til frihedsberøvelse, selv om den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke har haft kendskab til tillægsstraffen.
62 For det tredje er der ikke, i modsætning til det af Europa-Kommissionen anførte, grundlag for at antage, at når tillægsstraffen ikke har været angivet i den europæiske arrestordre, kan fuldbyrdelsen heraf under hensyn til princippet om gensidig tillid kun føre til en frihedsberøvende foranstaltning på den betingelse, at den fuldbyrdende judicielle myndighed forud herfor har fået oplysning herom i henhold til artikel 15, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584, og at denne myndighed ikke hvad angår tillægsstraffen beslutter at påberåbe sig en af afslagsgrundene eller betinge fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre af, at den udstedende medlemsstat giver visse garantier som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 3-5.
63 Domstolen har ganske vist allerede fastslået, at med henblik på et effektivt retsligt samarbejde i straffesager bør den udstedende og den fuldbyrdende judicielle myndighed gøre fuld brug af de instrumenter, der bl.a. er fastsat i rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, og i artikel 15 med henblik på at fremme den gensidige tillid, der ligger til grund for dette samarbejde (jf. i denne retning dom af 22.12.2017, Ardic, C-571/17 PPU, EU:C:2017:1026, præmis 90 og 91).
64 I det foreliggende tilfælde burde tillægsstraffen, således som den belgiske regering har anerkendt under retsmødet for Domstolen, have været nævnt i den europæiske arrestordre. Dette ændrer dog for det første ikke ved, at undladelsen af at anføre tillægsstraffen i den europæiske arrestordre som anført i præmis 46 i nærværende dom ikke har medført, at den fuldbyrdende judicielle myndigheds udøvelse af sine beføjelser i henhold til artikel 3-5 i rammeafgørelse 2002/584 er blevet påvirket.
65 Dernæst fremgår det, som anført af generaladvokaten i punkt 109 i forslaget til afgørelse, af sagens akter for Domstolen, at IK, selv om han ikke var uvidende om hverken straffen eller dens varighed, ikke påberåbte sig den manglende angivelse af tillægsstraffen i den europæiske arrestordre for den fuldbyrdende judicielle myndighed.
66 Endelig, og som Domstolen allerede har fastslået, ligger ansvaret, hvad angår en sag vedrørende en europæisk arrestordre, for at sikre overholdelsen af de rettigheder, der tilkommer en person, som begæres udleveret, først og fremmest hos udstedelsesmedlemsstaten, som må formodes at overholde EU-retten og navnlig de i denne ret anerkendte grundlæggende rettigheder (dom af 23.1.2018, Piotrowski, C-367/16, EU:C:2018:27, præmis 50).
67 Den fuldbyrdende judicielle myndigheds afgørelse berører således ikke den pågældende persons mulighed for, når vedkommende er blevet overgivet, at udnytte de retsmidler i den udstedende medlemsstats retsorden, som giver denne mulighed for i givet fald at anfægte lovligheden af sin frihedsberøvelse i et fængsel i denne medlemsstat bl.a., som det fremgår af tvisten i hovedsagen, hvad angår den europæiske arrestordre, på grundlag af hvilken overgivelsen af personen er sket. Den pågældende person kan ved denne lejlighed påberåbe sig adgangen til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang samt retten til forsvar i henhold til chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 19.9.2018, RO, C-327/18 PPU, EU:C:2018:733, præmis 50).
68 Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede kan artikel 15, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 følgelig ikke fortolkes således, at den forpligter den udstedende judicielle myndighed til at oplyse den fuldbyrdende judicielle myndighed om tillægsstraffen, efter at sidstnævnte myndighed har imødekommet anmodningen om overgivelse, således at denne kan træffe en afgørelse om muligheden for at fuldbyrde tillægsstraffen i den udstedende medlemsstat.
69 Som generaladvokaten har anført i punkt 116 i forslaget til afgørelse, ville det, når den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kunne afslå at imødekomme den europæiske arrestordre, være uforeneligt med det mål om at lette og fremskynde det retslige samarbejde, som forfølges med rammeafgørelsen, at undergive fuldbyrdelsen af tillægsstraffen en sådan betingelse (jf. i denne retning dom af 23.1.2018, Piotrowski, C-367/16, EU:C:2018:27, præmis 53 og deri nævnte retspraksis).
70 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 8, stk. 1, litra f), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at undladelsen af i den europæiske arrestordre, på grundlag af hvilken overgivelsen af den berørte person er sket, at anføre den tillægsstraf om tilsyn, som den pågældende er idømt for den samme lovovertrædelse og ved den samme retsafgørelse som vedrørende hovedfrihedsstraffen, ikke under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede er til hinder for, at fuldbyrdelsen af tillægsstraffen ved udløbet af hovedstraffen og efter en udtrykkelig afgørelse herom fra den nationale domstol, der har kompetence i straffuldbyrdelsessager, medfører en frihedsberøvelse.
Sagsomkostninger
71 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 8, stk. 1, litra f), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at undladelsen af i den europæiske arrestordre, på grundlag af hvilken overgivelsen af den berørte person er sket, at anføre den tillægsstraf om tilsyn, som den pågældende er idømt for den samme lovovertrædelse og ved den samme retsafgørelse som vedrørende hovedfrihedsstraffen, ikke under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede er til hinder for, at fuldbyrdelsen af tillægsstraffen ved udløbet af hovedstraffen og efter en udtrykkelig afgørelse herom fra den nationale domstol, der har kompetence i straffuldbyrdelsessager, medfører en frihedsberøvelse.
Underskrifter