Appel iværksat den 8. februar 2019 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 29. november 2018 i sag T-811/16, Di Bernardo mod Kommissionen

(Sag C-114/19 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved B. Mongin og G. Gattinara som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Danilo Di Bernardo

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Ophævelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 29. november 2018, Di Bernardo mod Kommissionen.

Sagen hjemvises til Retten.

Afgørelsen om sagsomkostningerne i sagen i første instans og i appelsagen udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Det første anbringende, som vedrører den appellerede doms præmis 41-53, sidste punktum, vedrører en retlig fejl ved fastsættelsen af omfanget af udvælgelseskomitéens begrundelsespligt i en afgørelse, om ikke at opføre en ansøger på reservelisten. Kommissionen har for det første gjort gældende, at Retten så bort fra Domstolens faste praksis, som sondrer mellem afgørelser vedrørende undersøgelse af ansøgerne, som de afgørelser, der vedrører en ansøgers eksamensbeviser eller erhvervserfaring, og de afgørelser, som vedrører bedømmelsen af en ansøgerens fortjenester efter deltagelsen i prøverne. I det første tilfælde skal udvælgelseskomitéen angive det præcise element, som mangler i ansøgningen, henset til de kvalifikationer, som kræves i meddelelsen om udvælgelsesprøve. Udvælgelseskomitéen har imidlertid, både i dens oprindelige afgørelse og i dens svar på ansøgningen om fornyet prøvelse, i det foreliggende tilfælde overholdt kravene i retspraksis, og det er i strid med retspraksis, at Retten udvidede dens prøvelse til de af udvælgelseskomitéen vedtagne udvælgelseskriterier og at Retten pålagde udvælgelseskomitéen at tage stilling til samtlige ansøgninger. Den omstændighed, at udvælgelseskomitéen begrundede sin afgørelse som svar på en ansøgning om fornyet prøvelse, kan ikke udvide denne begrundelsespligt. Retten forvekslede for det andet kravet om begrundelse, uanset værdien heraf, med rigtigheden af begrundelsen, som henhører under den trufne afgørelses materielle lovlighed.

Det andet anbringende, som vedrører den appellerede doms præmis 37-38 og 53-56, vedrører en retlig fejl, som består i at bortse fra retsinstansernes pligt til af egen drift at konstatere, om begrundelsespligten er overholdt. Retten så bort fra fast retspraksis, hvorefter der i tilfælde af en mangelfuld begrundelse altid kan fremlægges supplerende præciseringer under sagen, idet disse præciseringer gør et anbringende om annullation på grund af tilsidesættelse af begrundelsespligten grundløst. Ved at udelukke muligheden for at supplere begrundelsen i tilfælde af en »næsten fuldstændig« manglende begrundelse og ved at sidestille en »næsten fuldstændig« manglende begrundelse med en fuldstændig manglende begrundelse gjorde Retten det nemlig umuligt at fremkomme med en supplerende begrundelse under sagen. En sådan sidestilling kan ikke støttes på Domstolens praksis. Ved at begrænse mulighederne for lovliggørelse under sagen begrænsede Retten retsinstansens opgave, idet denne under de i denne sag foreliggende omstændigheder kunne have forhindret en annullation af den anfægtede afgørelse på grund af tilsidesættelse af begrundelsespligten.

____________