RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

23. april 2015

Sag F-54/14

François Vainker

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – tjenestemænd – besættelse af stillingen som Parlamentets juridiske rådgiver – afslag på ansøgning – annullationssøgsmål – endelig udtræden af tjenesten på datoen for sagens anlæggelse – manglende retlig interesse – erstatningssøgsmål – erstatningskrav uden præcisering – åbenbart afvisningsgrundlag«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder François Vainker har nedlagt påstand dels om ophævelsen af Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 9. september 2013 om udnævnelse af X som Parlamentets juridiske rådgiver, dels om fastsættelse af en godtgørelse for de skader, der er forårsaget af de konstaterede tjenestefejl.

Udfald:      Sagen afvises. François Vainker bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Parlamentets omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – retlig interesse – vurdering på tidspunktet for sagens anlæg – afgørelse om udnævnelse – annullationssøgmål anlagt af en tjenestemand, som blev pensioneret før sagens anlæggelse – afvisning – erstatningssøgsmål – antagelse til realitetsbehandling

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – klar og præcis fremstilling af de påberåbte anbringender – søgsmål anlagt med påstand om erstatning for skader forårsaget af en institution

[Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra d) og e)]

1.      For at en tjenestemand eller en forhenværende tjenestemand kan anlægge sag i medfør af vedtægtens artikel 90 og 91 med påstand om ophævelse af en afgørelse om udnævnelse, der er truffet af ansættelsesmyndigheden, skal han have en personlig interesse i, at den anfægtede akt annulleres, idet den pågældende, for at en sådan interesse kan anses at foreligge, kan opnå en fordel ved søgsmålet. Sagsøgerens søgsmålsinteresse skal vurderes på tidspunktet for sagens anlæggelse.

En tidligere tjenestemand, som er pensioneret på tidspunktet for sagens anlæggelse, og som således ikke mere tilhører EU’s personalestab, vil nemlig ikke længere kunne ansøge om den omtvistede stilling i tilfælde af Personalerettens ophævelse af afgørelsen om udnævnelse, for så vidt som han ikke længere opfylder en af betingelserne i stillingsopslaget, dvs. betingelsen om at være tjenestemand. Idet en tidligere tjenestemand ikke længere kan udnævnes til den omtvistede stilling på tidspunktet for sagens anlæg, har han ingen personlig interesse i at afgørelsen om udnævnelse ophæves, idet en sådan ophævelse ikke kan tilføre ham en fordel.

Den omstændighed at den tidligere tjenestemand efter ansøgning er blevet pensioneret før opnåelsen af den alder, hvor han ville være blevet pensioneret uden ansøgning, har ikke betydning for konklusionen. Det fremgår nemlig af artikel 47, litra f), sammenholdt med artikel 52, litra b) i vedtægten, at førtidig pensionering, som bevilges efter den pågældendes ansøgning herom, medfører endelig udtræden af tjenesten. Konsekvenserne af en sådan pensionering er således de samme som ved en afskedigelse.

Selv om den tidligere tjenestemand ikke længere har nogen retlig interesse i ophævelsen af afgørelsen om udnævnelse, har han dog fortsat interesse i at kræve, at der bliver truffet afgørelse om denne udnævnelse i forbindelse med en påstand om erstatning for det økonomiske samt ikke-økonomiske tab, som han vurderer at have lidt på grund af forskellige fejl begået af administrationen.

(jf. præmis 17-19, 22 og 25)

Henvisning til:

Domstolen: dom Del Plato mod Kommissionen, 126/87, EU:C:1989:115, præmis 18-20

Retten i Første Instans: domme Marcato mod Kommissionen, T-82/89, EU:T:1990:77, præmis 54, Moritz mod Kommissionen, T-20/89, EU:T:1990:80, præmis 15, Latham mod Kommissionen, T-82/91, EU:T:1994:14, præmis 24-26, Moat mod Kommissionen, T-41/95, EU:T:1996:87, præmis 26, Contargyris mod Rådet, T-6/96, EU:T:1997:76, præmis 32, og Combescot mod Kommissionen, T-250/04, EU:T:2007:262, præmis 28

Den Europæiske Unions Ret: dom Kommissionen mod Q, T-80/09 P, EU:T:2011:347, præmis 156 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse Attey m.fl. mod Rådet, T-118/11, T-123/11 og T-124/11, EU:T:2012:270, præmis 28

2.      I henhold til artikel 35, stk. 1, litra d) og e), i Personalerettens procesreglementet skal en stævning bl.a. indeholde søgsmålets genstand og en redegørelse for de søgsmålsgrunde, der gøres gældende. For at opfylde disse krav skal en stævning, hvori der nedlægges påstand om erstatning for skader, der er forvoldt af en EU-institution, indeholde oplysninger, der kan fastslå, hvilken adfærd fra institutionens side der sigtes til, den skade, der påstås at være lidt, samt skadens karakter og omfang. Derimod savner en påstand om betaling af en hvilken som helst erstatning præcision og skal derfor afvises.

En stævning, hvori sagsøgeren ikke påstår at have lidt skade eller tab, såsom ikke-økonomisk skade eller indtægtstab, og som ikke præciserer, om den godtgørelse, der stilles krav om, skal kompensere for ikke-økonomisk skade eller økonomisk skade eller begge dele, ikke opgør størrelse af det lidte tab og heller ikke tilstrækkeligt præcist anfører de faktiske omstændigheder til brug for vurderingen af arten og omfanget heraf, opfylder ikke kravene i artikel 35, stk. 1, litra d) og e), i Personalerettens procesreglement.

(jf. præmis 26 og 27)

Henvisning til:

Domstolen: dom Zuckerfabrik Schöppenstedt mod Rådet, 5/71, EU:C:1971:116, præmis 9

Retten i Første Instans: kendelelse Osorio mod Kommissionen, T-505/93, EU:T:1994:76, præmis 33, og Moat mod Kommissionen, T-112/94, EU:T:1995:31, præmis 32

Retten for EU-Personalesager: dom N mod Kommissionen, F-95/05, EU:F:2007:226, præmis 86