Language of document : ECLI:EU:C:2012:259

Sag C-406/10

SAS Institute Inc.

mod

World Programming Ltd

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (England & Wales) (Chancery Division))

»Immaterialrettigheder – direktiv 91/250/EØF – retlig beskyttelse af edb-programmer – artikel 1, stk. 2, og artikel 5, stk. 3 – beskyttelsens omfang – skabelse enten direkte eller gennem en proces – ophavsretligt beskyttet edb-program – et andet programs repetition af funktioner uden adgang til det første programs kildekode – dekompilering af det første edb-programs objektkode – direktiv 2001/29/EF – ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – artikel 2, litra a) – brugermanual til et edb-program – gengivelse i et andet edb-program – krænkelse af ophavsretten – betingelse – udtryk for ophavsmanden til brugermanualens egen intellektuelle frembringelse«

Sammendrag af dom

1.        Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 91/250 – retlig beskyttelse af edb-programmer – anvendelsesområde – form, hvori et edb-program udtrykkes – begreb

(Rådets direktiv 91/250, art. 1, stk. 2)

2.        Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 91/250 – retlig beskyttelse af edb-programmer – undtagelser fra ophavsretlige enerettigheder – den, der har ret til at benytte en kopi af et edb-program

(Rådets direktiv 91/250, art. 5, stk. 3)

3.        Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – reproduktionsretten – brugermanual til et edb-program

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, art. 2, litra a)]

1.        Artikel 1, stk. 2, i direktiv 91/250 om retlig beskyttelse af edb-programmer skal fortolkes således, at hverken et edb-programs funktionalitet eller det programmeringssprog og det datafilformat, der anvendes i et edb-program til at udnytte visse af dets funktioner, udgør en form, hvori dette edb-program udtrykkes, hvorfor det ikke i kraft heraf er ophavsretlig beskyttet som edb-program i direktivets forstand.

Hvis det anerkendes, at et edb-programs funktionalitet som sådan kan beskyttes, vil dette indebære, at der gives mulighed for at monopolisere idéer til skade for den teknologiske og industrielle udvikling.

Hvad angår programmeringssproget og det datafilformat, der anvendes i et edb-program til at fortolke og eksekvere brugerprogrammer samt til at læse og skrive data i et specifikt datafilformat, er der tale om elementer i dette program, ved hjælp af hvilket brugerne udnytter det pågældende programs funktioner.

Det skal i denne forbindelse præciseres, at såfremt en tredjemand skaffede sig den del af kilde- eller objektkoden, der vedrører programmeringssproget eller det datafilformat, der anvendes i et edb-program, og han ved hjælp af denne kode skabte lignende elementer i sit eget edb-program, ville en sådan adfærd kunne udgøre en delvis reproduktion som omhandlet i artikel 4, litra a), i direktiv 91/250.

Endelig kan programmeringssproget og dets datafilformat i deres egenskab af værker nyde godt af den ophavsretlige beskyttelse i henhold til direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, såfremt de er ophavsmandens egen intellektuelle frembringelse.

(jf. præmis 40, 42, 43, 45 og 46 samt domskonkl. 1)

2.        Artikel 5, stk. 3, i direktiv 91/250 om retlig beskyttelse af edb-programmer skal fortolkes således, at en person, der har opnået en kopi af et edb-program i henhold til en licens, uden tilladelse fra indehaveren af ophavsretten til dette program kan besigtige, undersøge eller afprøve dette programs funktion for at fastlægge, hvilke idéer og principper der ligger til grund for de enkelte elementer af det pågældende program, når vedkommende udfører de handlinger, som licensen giver ham tilladelse til at udføre, og de handlinger i form af indlæsning og kørsel, der er nødvendige for anvendelse af edb-programmet, forudsat at han ikke gør indgreb i indehaveren af ophavsretten til dette programs enerettigheder.

Der gøres ikke indgreb i ophavsretten til edb-programmet, når den person, der lovligt har opnået en licens, ikke har haft adgang til kildekoden i det edb-program, som licensen vedrører, men blot har besigtiget, afprøvet og undersøgt dette program med henblik på at reproducere dets funktionalitet i et andet program.

(jf. præmis 61 og 62 samt domskonkl. 2)

3.        Artikel 2, litra a), i direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet skal fortolkes således, at gengivelse i et edb-program eller i en brugermanual til dette program af visse elementer, der er beskrevet i brugermanualen til et andet edb-program, der er ophavsretligt beskyttet, kan udgøre en krænkelse af ophavsretten til sidstnævnte manual, såfremt denne gengivelse udgør et udtryk for ophavsmanden til brugermanualen til edb-programmets egen intellektuelle frembringelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

(jf. præmis 70 og domskonkl. 3)