RETTEN FOR EU-PERSONALERSAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

12. december 2012

Sag F-12/10 DEP

Petrus Kerstens

mod

Europa-Kommissionen

»Retspleje – opgørelse af sagsomkostninger – repræsentation af en institution ved en af sine ansatte – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige omkostninger – begreb – udgifter til transport, overnatning og dagpenge udbetalt til den ansatte«

Angående: Begæring om fastsættelse af sagsomkostninger, indbragt for Retten af Europa-Kommissionen i henhold til artikel 92, stk. 1, i procesreglementet, i forbindelse med Rettens dom af 8. marts 2012 i sag F-12/10, Kerstens mod Kommissionen.

Udfald: Det beløb, som Kommissionen kan kræve erstattet i sag F-12/10, Kerstens mod Kommissionen, fastsættes til 348,52 EUR. Hver part bærer sine egne omkostninger i forbindelse med denne procedure om fastsættelse af sagsomkostninger.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – rejse- og opholdsudgifter for ansatte ved Unionens institutioner – betingelser for godtgørelse

[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b), og art. 92]

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – begreb – aflønning af en tjenestemand, der har til opgave at repræsentere institutionen ved Unionens retsinstanser – ikke omfattet

[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

3.      Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – anfægtelse af, hvilke udgifter der kan kræves erstattet af en institution, der repræsenteres af en af sine ansatte – grænser

[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

1.      Det følger af artikel 91, litra b), i Personalerettens procesreglement, at de udgifter, der kan kræves erstattet, dels er begrænset til de udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling ved Personaleretten, dels til udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse. Hvorvidt de afholdte udgifter er dækket af den pågældende institutions budget eller ej, udgør ikke et kriterie til at fastslå, om disse kan kræves erstattet eller ej. Kun udgifter, der kan holdes ude fra en institutions interne virksomhed, såsom rejse- og opholdsudgifter, som sagen giver anledning til, falder ind under begrebet »nødvendige udgifter«, der er afholdt i forbindelse med sagen.

Hvad angår spørgsmålet om, hvilke omkostninger afholdt af en institution der i givet fald kan skabe fordringer, som af denne kan gøres gældende over for tredjemand, der bliver dømt til at betale sagsomkostninger i forbindelse med en retslig procedure, bør der sondres mellem udgifter, der kan holdes ude fra institutionens interne virksomhed, og de, som ikke kan det. I denne forbindelse er den budgetpost, der er tildelt den juridiske tjeneste i en institution til dens personales tjenesterejser i løbet af et regnskabsår, ganske vist tiltænkt bl.a. at dække udgifter afholdt i forbindelse med rejser til Luxembourg i forbindelse med institutionens behov for at blive repræsenteret ved retslige procedurer, men bestemte udgifter, som institutionen har afholdt, og som anses for at være nødvendige i forbindelse med sagen, vil ikke desto mindre skulle tilbageføres til budgettet og inddrives hos sagsøgeren, hvis denne ved sagens afslutning dømmes til at betale sagens omkostninger, idet institutionen er forpligtet til at inddrive disse udgifter hos den tabende part, og om nødvendigt indlede den i procesreglementets artikel 92 fastsatte procedure. Af denne grund skal det konkluderes, at en institutions rejse- og opholdsudgifter samt dagpenge til dens ansatte kan kræves godtgjort som nødvendige udgifter. På samme måde er brugen af et rejsebureau ikke urimelig, idet den letter administrationens arbejde forbundet med de ansattes rejseudgifter, og administrationen herved opnår besparelser.

Udgifter, der kan udskilles fra en institutions interne virksomhed, kan ikke være et samlet beløb. Et sådant samlet beløb ville gøre det muligt for institutionen at inddrage interne udgifter, såsom sekretariatsudgifter eller administrationsudgifter, der ikke kan kræves godtgjort, under betegnelsen »udgifter, der kan kræves erstattet«.

(jf. præmis 24, 25, 27, 29, 30 og 41)

Henvisning til:

Domstolen: 26. november 2004, sag C-198/02 P(R)-DEP, EIB mod De Nicola, præmis 20

Den Europæiske Unions Ret: 23. marts 2012, sag T-266/08 P-DEP, Kerstens mod Kommissionen, præmis 13 og 21

2.      Omkostninger, der er forbundet med en tjenestemands opgaver, kan ikke betegnes som udgifter afholdt i forbindelse med sagen og kan dermed ikke kræves erstattet. Når institutionerne lader sig repræsentere af en af deres tjenestemænd, er udførelsen af alle denne tjenestemands opgaver dækket af den løn, der tilkommer ham i medfør af vedtægten. En sådan tjenestemand, der er omfattet af en vedtægt, der regulerer hans økonomiske situation, har til opgave at rådgive og bistå den institution, hvori han er ansat, og at varetage de opgaver, der er tillagt ham inden for rammerne af hans stilling, hvilket i forbindelse med tjenestemandens møde for Unionens retsinstanser omfatter forsvaret af interesserne hos den institution, som han repræsenterer.

(jf. præmis 26)

Henvisning til:

Domstolen: 7. september 1999, sag C-409/96 P-DEP, Kommissionen mod Sveriges Betodlares og Henrikson, præmis 12

Den Europæiske Unions Ret: Kerstens mod Kommissionen, præmis 13, 19 og 21

3.      Det tilkommer ikke en sagsøger i en tvist mellem Unionen og dennes ansatte at bestemme hverken, hvorledes den ansatte, der repræsenterer den sagsøgte part for Unionens retsinstanser, foretager sin tjenesterejse, eller varigheden af en sådan tjenesterejse, forudsat at de udgifter, som den sagsøgte part kræver erstattet, er nødvendige i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 91, litra b), i Personalerettens procesreglement.

(jf. præmis 36)