Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Székesfehérvári Törvényszék (Ungarn) den 5. juni 2018 – Hochtief AG mod Fővárosi Törvényszék
(Sag C-362/18)
Processprog: ungarsk
Den forelæggende ret
Székesfehérvári Törvényszék
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Hochtief AG
Sagsøgt: Fővárosi Törvényszék
Præjudicielle spørgsmål
1. Skal de grundlæggende EU-retlige principper og bestemmelser (navnlig artikel 4, stk. 3, TEU og kravet om ensartet fortolkning), som fortolket af Domstolen, særligt i dommen i Köbler-sagen, fortolkes således, at en konstatering af, at en ret i en medlemsstat, hvis afgørelser ikke kan appelleres, er erstatningsansvarlig for en dom, der er i strid med EU-retten, alene kan støttes på national ret eller på de i national ret fastsatte kriterier, og i benægtende fald skal de grundlæggende EU-retlige principper og bestemmelser, navnlig de af Domstolen fastsatte tre kriterier i Köbler-dommen for at fastslå en »stats« ansvar, da fortolkes således, at opfyldelsen af betingelserne for en medlemsstats ansvar som følge af denne stats retters tilsidesættelse af EU-retten skal vurderes i henhold til national ret?
2. Skal de grundlæggende EU-retlige principper og bestemmelser (navnlig artikel 4, stk. 3, TEU og kravet om adgang til domstolsprøvelse), særligt i dommene afsagt af Domstolen vedrørende medlemsstatens ansvar i bl.a. sagerne Francovich m.fl., Brasserie du pêcheur, Factortame og Köbler, fortolkes således, at retskraften af domme, som er i strid med EU-retten, og som er afsagt af en medlemsstats retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres, udelukker, at det fastslås, at medlemsstaten er erstatningsansvarlig?
3. Skal effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet, der er fastsat i direktiv 89/665/EØF 1 , direktiv 92/13/EØF 2 og direktiv 2007/66/EF 3 , og Domstolens domme i sagerne Kühne & Heitz, Kapferer, Impresa Pizzarotti og Transportes Urbanos y Servicios Generales fortolkes således, at en part i forbindelse med en sag om fornyet prøvelse ikke længere kan påberåbe sig bedømmelserne indeholdt i en dom, som Domstolen har afsagt i forbindelse med en præjudiciel procedure, der er indledt af retten i anden instans i hovedsagen, idet der i hovedsagen ikke er blevet taget hensyn til disse bedømmelser, navnlig i tilfælde af at den ret i medlemsstaten, hvis afgørelser ikke kan appelleres, har forkastet kassationsappellen iværksat med henblik på prøvelse af dommen afsagt i hovedsagen på grund af den omstændighed, at parten ikke rettidigt har påberåbt sig bedømmelser indeholdt i en dom afsagt af Domstolen?
4. Skal de direktiver, der er nævnt i det tredje præjudicielle spørgsmål, den praksis fra Domstolen, der navnlig følger af dommene i sagerne Impresa Pizzarotti (C-213/13), Kapferer (C-234/04), Kühne & Heitz (C-453/00) og Transportes Urbanos y Servicios Generales (C-118/08) med hensyn til antagelse af sagen om fornyet prøvelse til realitetsbehandling, og de af Domstolen fastslåede grundlæggende principper i sag C-470/99, C-327/00 og C-241/06 med hensyn til de frister, der er fastsat i national ret for klageprocedurer i forbindelse med udbudsprocedurer, fortolkes således, at de nationale retter handler korrekt, idet de ikke tager hensyn til en dom, som Domstolen har afsagt på anmodning af retten i anden instans i den sag, som er indbragt for denne, eller en dom afsagt af Domstolen, som ikke forelå på medlemsstatens officielle sprog før sagen i anden instans, med den begrundelse at disse domme er blevet påberåbt for sent af en part i sagen i anden instans, og idet de nationale retter ikke desto mindre afviser den sag om fornyet prøvelse, som denne part har iværksat med henvisning til de af Domstolens domme, som nævnte part havde påberåbt sig, uden at de blev taget i betragtning, og faktiske omstændigheder, der var relevante med henblik på disse domme?
5. Skal de direktiver, der er nævnt i det tredje præjudicielle spørgsmål, og den praksis fra Domstolen, der navnlig følger af dommene i sagerne Impresa Pizzarotti (C-213/13), Kapferer (C-234/04), Kühne & Heitz (C-453/00) og Transportes Urbanos y Servicios Generales (C-118/08), fortolkes således, at i tilfælde af at en part i sagen henviser til Domstolens dom Kempter (C-2/06) – hvorefter en part ikke er forpligtet til konkret at påberåbe sig Domstolens praksis, idet retten bør anvende den ex officio – da handler de nationale retter korrekt, idet de på grundlag af de nationale processuelle regler og i strid med det anførte i [Kempter-]dommen ikke tager hensyn til Domstolens domme, således at denne omstændighed end ikke nævnes i hverken den endelige afgørelse i sagen eller i begrundelsen herfor, og idet de nationale retter ikke desto mindre afviser den sag om fornyet prøvelse, som denne part har anlagt med henvisning til de af Domstolens domme, som den nævnte part havde påberåbt sig, uden at de blev taget i betragtning, og faktiske omstændigheder, der var relevante med henblik på disse domme?
6. Skal det krav om en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse, der er fastsat i Köbler-dommen og dommen i sagen Traghetti del Mediterraneo, fortolkes således, at en sådan tilsidesættelse ikke foreligger, når den ret, der træffer afgørelse i sidste instans, afviser en sag om fornyet prøvelse, hvorved denne ret tydeligvis træffer afgørelse i strid med fast og detaljeret retspraksis fra Domstolen – støttet af forskellige juridiske udtalelser – uden nogen henvisning hertil og uden nogen form for begrundelse for denne afgørelse i forhold til EU-retten, og tydeligvis hverken undersøger eller i det mindste nævner behovet for at indbringe sagen for Domstolen, selv om der som begrundelse for dette behov i meget detaljeret grad er blevet henvist til Den Europæiske Unions Domstols relevante praksis, og skal den nationale ret, henset til Domstolens dom CILFIT (C-283/81), begrunde sin afgørelse, når den under fravigelse af den juridiske fortolkning, der er fastsat bindende af Domstolen, afviser en fornyet prøvelse, og i denne forbindelse nægter at forelægge et præjudicielt spørgsmål uden nogen form for begrundelse herfor?
7. Skal princippet om adgang til domstolsprøvelse og ækvivalensprincippet i henhold til artikel 19 TEU og artikel 4, stk. 3, TEU, etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser fastsat i artikel 49 TEUF og Rådets direktiv 93/37/EØF om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter samt direktiv 89/665/EØF, 92/13/EØF og 2007/66/EF, fortolkes således, at de [ikke er til hinder for,] at de kompetente myndigheder og retsinstanser under åbenbar tilsidesættelse af gældende EU-ret forkaster søgsmål på søgsmål, som sagsøgeren har anlagt, idet den pågældende er blevet udelukket fra at deltage i en udbudsprocedure – søgsmål med henblik på hvilke der efter omstændighederne skal udarbejdes mange dokumenter med en betydelig investering af tid og penge eller deltages i retsmøder – og selv om det er korrekt, at der teoretisk set er mulighed for at fastslå et erstatningsansvar for tab forårsaget som følge af varetagelsen af retslige funktioner, hindrer den relevante lovgivning sagsøgeren i at gøre en sådan erstatning for et tab, der er lidt som følger af ulovlige foranstaltninger, gældende for retten?
8. Skal de i Köbler-dommen, Traghetti-dommen og Saint Giorgio-dommen fastsatte principper fortolkes således, at der ikke kan ydes erstatning for tab forårsaget af, at en ret i en medlemsstat, hvis afgørelser ikke kan appelleres, i strid med Domstolens faste praksis ikke har antaget en sag om fornyet prøvelse, der er rettidigt iværksat af en part, til realitetsbehandling, som led i hvilken sag den pågældende part kunne have nedlagt påstand om erstatning for de påførte omkostninger?
9. Såfremt en sag om fornyet prøvelse med henblik på at genskabe den forfatningsmæssige forenelighed i medfør af en ny afgørelse fra forfatningsdomstolen skal antages til realitetsbehandling i henhold til national ret, bør en fornyet prøvelse da ikke også antages til realitetsbehandling i henhold til ækvivalensprincippet og indholdet af Domstolens dom i sagen Transportes Urbanos y Servicios Generales (C-118/08), når der i hovedsagen som følge af de i national ret fastsatte procesfrister ikke kunne tages hensyn til en dom afsagt tidligere af Domstolen i en anden sag, en dom afsagt af Domstolen på anmodning af retten i hovedsagen og de faktiske omstændigheder, der var relevante med henblik på disse domme?
____________
1 Rådets direktiv 89/665/EØF af 21.12.1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter (EFT 1989, L 395, s. 33).
2 Rådets direktiv 92/13/EØF af 25.2.1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (EFT 1992, L 76, s. 14).
3 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11.12.2007 om ændring af Rådets direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter (EUT 2007, L 335, s. 31).