RETTENS DOM (Første Udvidede Afdeling)
6. marts 2019 (*)
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger truffet mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – indefrysning af midler – mulighed for, at en myndighed i et tredjeland kan anses for en kompetent myndighed som omhandlet i fælles holdning 2001/931/FUSP – faktuelt grundlag for afgørelser om indefrysning af midler – begrundelsespligt – urigtigt skøn – ejendomsret«
I sag T-289/15,
Hamas, Doha (Qatar), ved advokat L. Glock,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union først ved B. Driessen og N. Rouam, derefter ved B. Driessen, F. Naert og A. Sikora-Kalėda, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
Europa-Kommissionen først ved F. Castillo de la Torre og R. Tricot, derefter ved F. Castillo de la Torre, L. Baumgart og C. Zadra, som befuldmægtigede,
intervenient,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2015/521 af 26. marts 2015 om ajourføring og ændring af listen over personer, grupper og enheder, som er omfattet af artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme, og om ophævelse af afgørelse 2014/483/FUSP (EUT 2015, L 82, s. 107), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/513 af 26. marts 2015 om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 790/2014 (EUT 2015, L 82, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren,
har
RETTEN (Første Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne V. Valančius, P. Nihoul (refererende dommer), J. Svenningsen og U. Öberg,
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. juli 2018,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1373 (2001)
1 Den 28. september 2001 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 1373 (2001), hvori der fastlagdes strategier til bekæmpelse af terrorisme med alle midler og navnlig bekæmpelse af finansiering af terrorisme. Resolutionens punkt 1, litra c), bestemte bl.a., at alle stater straks skulle indefryse midler og andre finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer tilhørende personer, som begik eller forsøgte at begå terrorhandlinger eller fremmede eller medvirkede til begåelsen heraf, enheder, der ejedes eller kontrolleredes af disse personer, samt personer og enheder, der handlede på vegne af eller efter instruks fra disse personer og enheder.
2 Nævnte resolution fastsatte ikke en liste over personer, enheder eller grupper, som de nævnte foranstaltninger skulle anvendes på.
EU-retten
3 Da Rådet for Den Europæiske Union fandt, at en handling fra Den Europæiske Unions side var nødvendig for at gennemføre resolution 1373 (2001), vedtog det den 27. december 2001 fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (EFT 2001, L 344, s. 93). Særlig foreskrev artikel 2 i fælles holdning 2001/931 indefrysning af pengemidler og andre finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer over for personer, grupper og enheder, der var involveret i terrorhandlinger, og som var opført på den i bilaget til nævnte fælles holdning indeholdte liste.
4 Med henblik på at gennemføre de i fælles holdning 2001/931 fastsatte foranstaltninger på EU-plan vedtog Rådet samme dag forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme (EFT 2001, L 344, s. 70) og afgørelse 2001/927/EF om opstilling af den liste, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001(EFT 2001, L 344, s. 83).
5 Navnet »Hamas-Izz al-Din al-Qassem (den terroristiske fraktion i Hamas)« var opført på den liste, der var knyttet som bilag til fælles holdning 2001/931, og på den liste, der var indeholdt i afgørelse 2001/927. Disse to retsakter er jævnligt blevet ajourført i henhold til artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931 og artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001, idet navnet på »Hamas-Izz al-Din al-Qassem« er forblevet opført på de nævnte lister.
6 Den 12. september 2003 vedtog Rådet fælles holdning 2003/651/FUSP om ajourføring af fælles holdning 2001/931 og om ophævelse af fælles holdning 2003/482/FUSP (EUT 2003, L 229, s. 42) og afgørelse 2003/646/EF om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001 og om ophævelse af afgørelse 2003/480/EF (EUT 2003, L 229, s. 22). Navnet på den organisation, der var opført på de til disse retsakter knyttede lister, var »Hamas (herunder Hamas-Izz al-Din al-Qassem)«.
7 Organisationens navn forblev opført på de lister, der var vedlagt som bilag til senere retsakter.
De anfægtede retsakter
8 Den 20. februar 2015 tilstillede Rådet sagsøgerens advokat begrundelsen for, at det påtænkte at opretholde sagsøgerens navn på listerne om indefrysning af midler, og meddelte den nævnte advokat, at denne senest den 6. marts 2015 kunne fremsætte bemærkninger vedrørende denne opretholdelse og fremsende al dokumentation til Rådet.
9 Sagsøgeren reagerede ikke på denne skrivelse.
10 Den 26. marts 2015 vedtog Rådet dels afgørelse (FUSP) 2015/521 om ajourføring og ændring af listen over personer, grupper og enheder, som er omfattet af artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931, og om ophævelse af afgørelse 2014/483/FUSP (EUT 2015, L 82, s. 107), dels gennemførelsesforordning (EU) 2015/513 om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001 og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 790/2014 (EUT 2015, L 82, s. 1) (herefter samlet »de anfægtede retsakter«). Navnet på »»Hamas« (herunder »Hamas-Izz al-Din al-Qassem«)« blev opretholdt på de som bilag til disse retsakter knyttede lister (herefter »de omtvistede lister«).
11 Ved skrivelse af 27. marts 2015 tilstillede Rådet sagsøgerens advokat begrundelsen for opretholdelsen af navnet på »Hamas« (herunder »Hamas-Izz al-Din al-Qassem«) på de omtvistede lister, idet Rådet underrettede denne om muligheden for at anmode om en fornyet gennemgang af disse lister i henhold til artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001 og artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931.
12 Sagsøgeren reagerede ikke på denne skrivelse.
13 I den begrundelse, der blev vedlagt som bilag til skrivelsen af 27. marts 2015 (herefter »begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter«), støttede Rådet sig på de følgende nationale afgørelser: for det første en afgørelse fra Secretary of State for the Home Department (indenrigsministeren i Det Forenede Kongerige, herefter »Home Secretary«) af 29. marts 2001 om ændring af UK Terrorism Act 2000 (Det Forenede Kongeriges terrorlov fra 2000) og om at forbyde Hamas-Izz al-Din al-Qassem, som ansås for en organisation, der var involveret i terrorhandlinger (herefter »Home Secretarys afgørelse«), for det andet en afgørelse fra United States Secretary of State (den amerikanske udenrigsminister, De Forenede Stater) af 8. oktober 1997, hvorved Hamas i henhold til Immigration and Nationality Act (De Forenede Staters lov om indvandring og nationalitet, herefter »INA«) blev kvalificeret som en udenlandsk terrororganisation (herefter »den amerikanske afgørelse af 1997«), for det tredje en afgørelse fra den amerikanske udenrigsminister af 31. oktober 2001 truffet i henhold til Executive Order no13224 (præsidentielt dekret nr. 13224) (herefter »den amerikanske afgørelse af 2001«), og for det fjerde en afgørelse af 23. januar 1995 truffet i henhold til Executive Order no12947 (præsidentielt dekret nr. 12947) (herefter »den amerikanske afgørelse af 1995«).
14 I hovedafsnittet i begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter konstaterede Rådet indledningsvis, at hver af disse nationale afgørelser udgjorde en afgørelse truffet af en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931, og at de fortsat var gældende. Derefter anførte Rådet, at det havde undersøgt, om det var i besiddelse af oplysninger, som talte for, at sagsøgeren blev fjernet fra de omtvistede lister, og at det ikke havde fundet nogen. Endelig anførte Rådet, at det var af den opfattelse, at de grunde, som havde begrundet opførelsen af Hamas på de omtvistede lister, fortsat var gyldige, og konkluderede, at denne skulle opretholdes på de omtvistede lister.
15 Begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter indeholdt endvidere bilag A vedrørende »afgørelsen fra Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed« og bilag B vedrørende »afgørelserne fra USA’s kompetente myndigheder«. Begge disse bilag indeholdt en beskrivelse af de nationale lovgivninger, i medfør af hvilke de nationale myndigheders afgørelser var blevet truffet, en præsentation af de i disse lovgivninger fastsatte definitioner af begrebet terrorisme, en beskrivelse af procedurerne for fornyet gennemgang af de nævnte afgørelser, en beskrivelse af de forhold, hvorpå de nævnte myndigheder havde støttet sig, og en konstatering af, at disse forhold udgjorde terrorhandlinger som omhandlet i artikel 1, stk. 3, i fælles holdning 2001/931.
16 Under punkt 15 i bilag A til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter anførte Rådet, at forbuddet i Det Forenede Kongerige i oktober 2014 havde været genstand for en fornyet gennemgang foretaget af den tværministerielle gruppe vedrørende revision af forbud, og at gruppen på grundlag af de anførte forhold havde konkluderet, at der var rimelig grund til at antage, at Hamas-Izz al-Din al-Qassem fortsat var involveret i terrorisme.
17 Under punkt 17 i bilag B til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter anførte Rådet forskellige forhold, der havde fundet sted mellem 2003 og 2011, og hvorpå de amerikanske myndigheder havde støttet sig med henblik på at kvalificere sagsøgeren som en udenlandsk terrororganisation, uden at redegøre nærmere for de afgørelser, hvor disse forhold var anført.
Retsforhandlinger og parternes påstande
18 Sagsøgeren har anlagt nærværende sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. juni 2015.
19 Ved afgørelse truffet af Rettens præsident den 18. juni 2015 blev sagen henvist til Sjette Afdeling.
20 Ved afgørelse af 28. juli 2015 besluttede formanden for Rettens Sjette Afdeling i overensstemmelse med procesreglementets artikel 69, litra d), at udsætte sagen, indtil Domstolen havde truffet endelig afgørelse i sag C-599/14 P, Rådet mod LTTE, og sag C-79/15 P, Rådet mod Hamas.
21 Ved procesdokument indleveret til Rettens Justitskontor den 16. september 2015 har Europa-Kommissionen anmodet om tilladelse til at intervenere i nærværende sag til støtte for Rådets påstande.
22 Den 3. oktober 2016 blev sagen tildelt Første Afdeling.
23 Ved skrivelse af 27. juli 2017 er parterne blevet opfordret til at fremsætte deres bemærkninger til de konsekvenser for nærværende sag, der skal drages af domme af 26. juli 2017, Rådet mod LTTE (C-599/14 P, EU:C:2017:583) og Rådet mod Hamas (C-79/15 P, EU:C:2017:584).
24 Rådet har besvaret denne anmodning den 14. september 2017.
25 Rådet har indgivet svarskrift den 27. november 2017.
26 Ved afgørelse af 6. december 2017 har formanden for Første Afdeling tilladt Kommissionen at intervenere. Kommissionen har indgivet skriftligt indlæg, og hovedparterne har fremsat bemærkninger hertil inden for de fastsatte frister.
27 Parterne har afgivet indlæg og besvaret de spørgsmål, som Retten stillede i retsmødet den 12. juli 2018.
28 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– De anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som disse vedrører sagsøgeren, »herunder Hamas-Izz al-Din al-Qassem«.
– Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
29 Rådet har, støttet af Kommissionen, nedlagt følgende påstande:
– Rådet frifindes i det hele.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
30 Sagsøgeren har fremsat syv anbringender vedrørende henholdsvis:
– en tilsidesættelse af artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931
– fejl for så vidt angår realiteten af de faktiske omstændigheder
– et urigtigt skøn med hensyn til, om organisationen Hamas har karakter af terroristgruppe
– en tilsidesættelse af princippet om ikke-indblanding
– en tilsidesættelse af begrundelsespligten
– en tilsidesættelse af princippet om iagttagelse af retten til forsvar og af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse i forbindelse med de nationale procedurer
– en tilsidesættelse af ejendomsretten.
31 Det femte anbringende vil blive behandlet efter det første anbringende.
Om det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931
32 Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgeren – efter at have fremsat sine bemærkninger til identificeringen af de organisationer, som er omfattet af afgørelserne fra Det Forenede Kongeriges myndigheder og de amerikanske myndigheder – foreholdt Rådet, at det har tilsidesat artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931 ved at anse disse afgørelser for afgørelser truffet af kompetente myndigheder i denne bestemmelses forstand.
33 Opretholdelsen af navnet på en person eller enhed på listen om indefrysning af midler udgør i det væsentlige en forlængelse af den oprindelige opførelse og forudsætter derfor, at risikoen for den pågældende persons eller enheds involvering i terroraktiviteter fortsat består, således som denne risiko oprindeligt blev fastslået af Rådet på grundlag af den nationale afgørelse, der tjente som grundlag for denne oprindelige opførelse (domme af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 61, og Rådet mod Hamas, C-79/15 P, EU:C:2017:584, præmis 39).
34 Anbringendet kan derfor antages til realitetsbehandling.
35 Efter fastlæggelsen af de organisationer, der er omfattet af de af Rådet anførte afgørelser, skal der foretages en prøvelse af de kritikpunkter, som alene vedrører de amerikanske myndigheders afgørelser, inden der foretages en prøvelse af de kritikpunkter, som er fælles for de amerikanske myndigheder og Det Forenede Kongeriges myndigheder.
Om identificeringen af de organisationer, som er omfattet af afgørelserne fra Det Forenede Kongeriges myndigheder og de amerikanske myndigheders afgørelser
36 Sagsøgeren har ifølge den af Rådet fremsendte begrundelse anført, at de anfægtede retsakter er baseret på en afgørelse fra Home Secretary, der forbyder Hamas-Izz al-Din al-Qassem, en væbnet fraktion af Hamas, og på tre amerikanske afgørelser, som omhandler Hamas uden nærmere præcisering.
37 Sagsøgeren har udtrykt tvivl om, hvorvidt de amerikanske myndigheder havde til hensigt at opføre Hamas som helhed på listerne, og er af den opfattelse, at Rådet ved at lægge til grund, at dette var tilfældet, foretog en udvidende læsning af deres afgørelser, som ikke klart fremgik af de af disse myndigheder offentliggjorte lister.
38 I denne henseende skal det fastslås, at de amerikanske afgørelser indeholder en udtrykkelig angivelse af »Hamas«, idet det bemærkes, at denne angivelse i den amerikanske afgørelse af 1997 var udvidet med 12 andre benævnelser – herunder »Izz-Al-Din Al-Qassam Brigades« – som denne bevægelse ligeledes var kendt under.
39 Denne omstændighed kan i modsætning til det af sagsøgeren antydede ikke fortolkes i den retning, at de amerikanske myndigheder havde til hensigt at begrænse udpegelsen til kun at gælde »Hamas-Izz al-Din al-Qassem«. For det første er der blandt disse supplerende benævnelser indeholdt benævnelser, der henviser til Hamas som helhed, såsom »Islamic Resistance Movement«, som er den engelske oversættelse af »Harakat Al-Muqawama Al-Islamia«, der er en anden angivet benævnelse, og som »Hamas« udgør et akronym for. For det andet tilsigtes det med angivelsen af disse forskellige benævnelser alene at sikre, at den over for Hamas trufne foranstaltning rent konkret er effektiv, ved at gøre det muligt, at foranstaltningen kan ramme organisationen på tværs af dennes kendte benævnelser og fraktioner.
40 Det følger af disse betragtninger, at Home Secretarys afgørelse vedrører Hamas-Izz al-Din al-Qassem, mens de amerikanske afgørelser vedrører Hamas, herunder Hamas-Izz al-Din al-Qassem.
Om de kritikpunkter, som alene vedrører de amerikanske myndigheders afgørelser
41 Sagsøgeren er af den opfattelse, at Rådet ikke kunne støtte de anfægtede retsakter på de amerikanske myndigheders afgørelser, idet De Forenede Stater er et tredjeland, og disse landes myndigheder principielt ikke er »kompetent[e] myndighed[er]« som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931.
42 På dette punkt har sagsøgeren principalt gjort gældende, at den ved artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931 indførte ordning hviler på den tillid, der vises nationale myndigheder, hvilken tillid er baseret på princippet om loyalt samarbejde mellem Rådet og EU-medlemsstaterne, på delingen af fælles i traktaterne fastsatte værdier og på overholdelsen af fælles værdier, herunder konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Tredjelandes myndigheder er ikke omfattet af denne tillid.
43 I denne henseende skal det bemærkes, at det i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931 anvendte begreb »kompetent myndighed« ifølge Domstolen ikke er begrænset til medlemsstaternes myndigheder, men principielt ligeledes kan omfatte tredjelandes myndigheder (dom af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 22).
44 Den af Domstolen anlagte fortolkning er begrundet dels i ordlyden af artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931, der ikke begrænser begrebet »kompetent myndighed« til medlemsstaternes myndigheder, dels i formålet med denne fælles holdning, som er blevet vedtaget med henblik på at gennemføre De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1373 (2001), med hvilken det tilsigtes at intensivere bekæmpelsen af terrorisme på verdensplan gennem et systematisk og tæt samarbejde mellem samtlige stater (dom af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 23).
45 For det tilfælde, at det lægges til grund, at en myndighed i et tredjeland kan udgøre en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931, har sagsøgeren subsidiært gjort gældende, at gyldigheden af de af Rådet vedtagne retsakter ligeledes afhænger af den kontrol, som Rådet skal foretage med henblik på bl.a. at sikre sig, at den amerikanske lovgivning er i overensstemmelse med princippet om iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.
46 I den foreliggende sag har Rådet i begrundelsen til de anfægtede retsakter i det væsentlige begrænset sig til at beskrive procedurerne for fornyet gennemgang og til at anføre, at der forelå mulighed for at anlægge sag, uden at kontrollere, om retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse var sikret.
47 I denne henseende skal det konstateres, at Domstolen har fastslået, at Rådet, når det støtter sig på en afgørelse fra et tredjeland, forinden skal kontrollere, om denne afgørelse er blevet vedtaget under iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 31).
48 Rådet skal i begrundelserne vedrørende sine egne retsakter fremlægge oplysninger, der gør det muligt at lægge til grund, at det har foretaget denne kontrol (jf. i denne retning dom af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 31).
49 Med henblik herpå skal Rådet i disse begrundelser redegøre for de grunde, der har ført det til den opfattelse, at den afgørelse fra et tredjeland, som det støtter sig på, er blevet vedtaget under iagttagelse af princippet om retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (dom af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 33).
50 Ifølge retspraksis kan de oplysninger, der skal fremgå af begrundelserne, og som vedrører denne vurdering, i givet fald være kortfattede (jf. i denne retning dom af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 33).
51 Det er i lyset af den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 47-50 ovenfor, at der skal foretages en prøvelse af de af sagsøgeren fremførte argumenter for så vidt angår dels iagttagelsen af retten til forsvar, dels retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.
52 Hvad angår iagttagelsen af retten til forsvar har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet i begrundelsen til de anfægtede retsakter ikke har anført oplysninger om de grunde, som førte det til efter en kontrol at lægge til grund, at iagttagelsen af dette princip i USA var sikret inden for rammerne af administrative procedurer vedrørende udpegelsen af organisationer som værende terrororganisationer.
53 Desuden indeholder amerikansk lovgivning ikke noget krav om, at de afgørelser, som myndighederne vedtager på området, skal meddeles, endsige begrundes. Sagsøgeren er af den opfattelse, at selv om artikel 219 i INA, hvorpå den amerikanske afgørelse af 1997 er støttet, indeholder en forpligtelse til at offentliggøre udpegelsesafgørelsen i Federal Register, gælder det samme ikke for præsidentielt dekret nr. 13224, hvorpå den amerikanske afgørelse af 2001 er støttet, og som ikke fastsætter nogen foranstaltning af denne art.
54 I denne henseende skal det bemærkes, at princippet om iagttagelse af retten til forsvar ifølge retspraksis indebærer, at personer, der er omfattet af afgørelser, som i væsentlig grad berører deres interesser, skal have mulighed for at gøre deres synspunkter gældende vedrørende de forhold, der er lagt dem til last som grundlag for de pågældende afgørelser (jf. i denne retning dom af 26.9.2013, Texdata Software, C-418/11, EU:C:2013:588, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).
55 Når der er tale om foranstaltninger, med hvilke det tilsigtes at opføre navnene på personer eller enheder på en liste om indefrysning af midler, indebærer det nævnte princip, at begrundelsen for disse foranstaltninger bliver meddelt disse personer eller enheder samtidig med eller umiddelbart efter vedtagelsen af foranstaltningerne (jf. i denne retning dom af 21.12.2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 61).
56 Rådet har, på samme måde som det har gjort med hensyn til retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, i punkt 16 i bilag B til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter, erklæret følgende:
»For så vidt angår omtalte revisionsprocesser og beskrivelsen af de retsmidler, der er til rådighed, finder Rådet, at den relevante amerikanske lovgivning sikrer beskyttelse af retten til et forsvar […]«
57 De oplysninger, som Rådet har fremlagt i begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter, er i det efterfølgende forskellige i forhold til de undersøgte amerikanske afgørelser.
58 For så vidt angår præsidentielt dekret nr. 12947 og nr. 13224, hvorpå den amerikanske afgørelse af 1995 og den amerikanske afgørelse af 2001 er støttet, indeholder den af Rådet fremlagte generelle beskrivelse for det første ingen konstatering af nogen forpligtelse for de amerikanske myndigheder til at meddele de berørte en begrundelse, endsige til at offentliggøre disse afgørelser.
59 Det følger heraf, at iagttagelsen af retten til forsvar ikke er blevet kontrolleret for så vidt angår disse to afgørelser, og at disse i henhold til den i præmis 47-50 ovenfor nævnte retspraksis følgelig ikke kan tjene som grundlag for de anfægtede retsakter.
60 Hvad for det andet angår den amerikanske afgørelse af 1997 har Rådet ganske vist anført, at det i henhold til INA forholder sig således, at udpegelsen af udenlandske terrororganisationer og de afgørelser, der følger af en annullation af disse udpegelser, bliver offentliggjort i Federal Register. Rådet har imidlertid ikke anført noget om, hvorvidt offentliggørelsen af den amerikanske afgørelse af 1997 i den foreliggende sag indeholdt nogen begrundelse overhovedet. Det følger desuden heller ikke af begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter, at sagsøgeren på nogen måde har fået nogen form for begrundelse ud over afgørelsens konklusion.
61 På denne baggrund skal det efterprøves, om angivelsen af, at en afgørelse er offentliggjort i et tredjelands lovtidende, er tilstrækkelig til, at det kan lægges til grund, at Rådet i overensstemmelse med den i præmis 47-50 ovenfor anførte retspraksis har opfyldt sin forpligtelse til at kontrollere, om retten til forsvar er blevet iagttaget i de tredjelande, hvorfra de afgørelser, der tjener som grundlag for de anfægtede retsakter, hidrører.
62 Med henblik herpå skal der henvises til den sag, der gav anledning til dom af 26. juli 2017, Rådet mod LTTE (C-599/14 P, EU:C:2017:583), og af 16. oktober 2014, LTTE mod Rådet (T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885). I den nævnte sag havde Rådet i begrundelsen til en af de omhandlede retsakter anført, at afgørelserne fra myndighederne i det pågældende tredjeland havde været genstand for en offentliggørelse i dette lands lovtidende, uden at give yderligere oplysninger (dom af 16.10.2014, LTTE mod Rådet, T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885, præmis 145).
63 I dom af 26. juli 2017, Rådet mod LTTE (C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 36 og 37), fastslog Domstolen, idet den tog hensyn til alle de angivelser vedrørende afgørelserne fra tredjelandets myndigheder, som var indeholdt i begrundelsen til Rådets forordning, at disse ikke var tilstrækkelige til, at det kunne fastslås, at denne institution havde foretaget den fornødne kontrol for så vidt angår overholdelsen af retten til forsvar i dette tredjeland.
64 Den samme konklusion skal af de samme grunde drages i nærværende sag for så vidt angår den i begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter indeholdte blotte angivelse af, at den amerikanske afgørelse af 1997 i dette land var blevet offentliggjort i Federal Register.
65 Af disse grunde, og endog uden at det er fornødent at efterprøve spørgsmålet om, hvorvidt retten til en effektiv domstolsbeskyttelse er blevet iagttaget, skal det fastslås, at begrundelsen vedrørende de amerikanske afgørelser i den foreliggende sag er utilstrækkelig, hvorfor de sidstnævnte ikke kan tjene som grundlag for de anfægtede retsakter.
66 Da artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931 ikke indeholder noget krav om, at Rådets retsakter skal være støttet på flere afgørelser fra kompetente myndigheder, kan de anfægtede retsakter imidlertid henvise til Home Secretarys afgørelse alene, således at behandlingen af søgsmålet skal fortsættes, idet denne behandling dog skal begrænses til de anfægtede retsakter, for så vidt som disse er støttet på den sidstnævnte afgørelse.
Om de kritikpunkter, der er fælles for de amerikanske myndigheders afgørelser og afgørelserne fra Det Forenede Kongeriges myndigheder
67 Sagsøgeren har gjort gældende, at de afgørelser fra de amerikanske myndigheder og fra Det Forenede Kongeriges myndigheder, hvorpå de anfægtede retsakter er støttet, af tre grunde ikke udgør »afgørelser fra kompetente myndigheder« som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931.
68 Disse grunde vil blive behandlet herefter, for så vidt som de i overensstemmelse med præmis 66 ovenfor vedrører den af Home Secretary vedtagne afgørelse.
– Om den forrang, som judicielle myndigheder skal indrømmes
69 Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet i henhold til artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931 kun kan støtte sig på administrative afgørelser, såfremt de judicielle myndigheder ikke har nogen kompetence på terrorbekæmpelsesområdet. Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag, for så vidt som de judicielle myndigheder har kompetence på dette område i Det Forenede Kongerige. Rådet kunne derfor ikke i de anfægtede retsakter tage hensyn til Home Secretarys afgørelse.
70 Rådet har bestridt denne argumentation.
71 I denne henseende skal det bemærkes, at den omstændighed, at en afgørelse er administrativ og ikke judiciel, ifølge retspraksis ikke i sig selv er afgørende for anvendelsen af artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931, for så vidt som selve ordlyden af denne bestemmelse udtrykkeligt foreskriver, at en ikke-judiciel myndighed kan være en kompetent myndighed som omhandlet i denne bestemmelse (dom af 23.10.2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, T-256/07, EU:T:2008:461, præmis 144 og 145, og af 16.10.2014, LTTE mod Rådet, T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885, præmis 105).
72 Selv om artikel 1, stk. 4, andet afsnit, i fælles holdning 2001/931 indeholder en præference for afgørelser hidrørende fra judicielle myndigheder, udelukker bestemmelsen på ingen måde, at der tages hensyn til afgørelser hidrørende fra administrative myndigheder, når disse myndigheder i national ret for det første faktisk har beføjelse til at vedtage restriktive foranstaltninger over for grupperinger, der er involveret i terrorisme, og når disse myndigheder, selv om de blot er administrative, for det andet kan anses for at »tilsvare[…]« judicielle myndigheder (dom af 16.10.2014, LTTE mod Rådet, T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885, præmis 107).
73 Administrative myndigheder skal ifølge retspraksis anses for at svare til judicielle myndigheder, når deres afgørelser kan undergives retslig prøvelse (dom af 23.10.2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, T-256/07, EU:T:2008:461, præmis 145).
74 Som følge heraf er den omstændighed, at det pågældende lands retter har beføjelser inden for området for bekæmpelse af terrorisme, ikke til hinder for, at Rådet tager hensyn til afgørelser fra den nationale administrative myndighed med ansvaret for vedtagelsen af restriktive foranstaltninger på terrorismeområdet (jf. i denne retning dom af 16.10.2014, LTTE mod Rådet, T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885, præmis 108).
75 I den foreliggende sag følger det af de af Rådet fremlagte oplysninger, at afgørelserne fra Home Secretary kan gøres til genstand for en sag ved Proscribed Organisations Appeal Commission (klagenævn vedrørende forbudte organisationer, Det Forenede Kongerige), der træffer afgørelse under anvendelse af principperne for retslig prøvelse, og at begge parter kan appellere afgørelsen fra klagenævnet vedrørende forbudte organisationer til en appeldomstol vedrørende et retligt spørgsmål, såfremt de opnår tilladelse fra dette nævn eller i mangel heraf fra appeldomstolen (jf. i denne retning dom af 12.12.2006, Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, T-228/02, EU:T:2006:384, præmis 2).
76 På denne baggrund kan det konstateres, at afgørelserne fra Home Secretary kan gøres til genstand for retslig prøvelse, hvorfor denne administrative myndighed i henhold til den i præmis 72 og 73 ovenfor anførte retspraksis skal anses for at svare til en judiciel myndighed og derfor, således som Rådet har gjort gældende, skal betragtes som en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931 i overensstemmelse med retspraksis, der flere gange er gået i denne retning (dom af 23.10.2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, T-256/07, EU:T:2008:461, og af 16.10.2014, LTTE mod Rådet, T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885).
77 Sagsøgeren har medgivet, at Retten i flere domme har anerkendt, at Home Secretary havde egenskab af kompetent myndighed, men har anført, at myndighedens afgørelser i de pågældende sager var knyttet til en retslig afgørelse, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.
78 I denne henseende skal det i modsætning til det, sagsøgeren har anført, bemærkes, at de pågældende afgørelser fra de administrative myndigheder ikke var ledsaget af en retslig afgørelse i hver af de domme, der vedrørte retsakter støttet på en afgørelse fra Home Secretary. En sådan afgørelse forelå således ikke i den sag, som gav anledning til dom af 16. oktober 2014, LTTE mod Rådet (T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885). I den sag, der gav anledning til dom af 23. oktober 2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet (T-256/07, EU:T:2008:461), henviste Retten til en judiciel afgørelse foruden den administrative afgørelse. Denne henvisning blev imidlertid foretaget i en helt særlig sammenhæng, hvor den administrative afgørelse var blevet anfægtet af sagsøgeren på det nationale plan, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.
79 Det følger af ovenstående betragtninger, at de anfægtede retsakter ikke kan annulleres med den begrundelse, at Rådet i begrundelserne hertil har henvist til en afgørelse fra Home Secretary, som udgør en administrativ myndighed.
– Om den omstændighed, at Home Secretarys afgørelse består i en fortegnelse over terrororganisationer
80 Sagsøgeren har gjort gældende, at indsatsen fra de kompetente myndigheder, som er berørt af de anfægtede retsakter, herunder Home Secretary, i praksis består i at udfærdige lister over terrororganisationer med henblik på at pålægge dem en restriktiv ordning. Denne fortegnelsesvirksomhed udgør ikke en repressiv kompetence, der kan sidestilles med »indled[ningen af] en undersøgelse eller en retsforfølgelse« eller med en »dom[safsigelse]«, som er de beføjelser, som »en kompetent myndighed« skal være tillagt ifølge ordlyden af artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931.
81 Rådet har bestridt denne argumentation.
82 I denne henseende skal det bemærkes, at fælles holdning 2001/931 ifølge retspraksis ikke kræver, at den kompetente myndigheds afgørelse træffes inden for rammerne af en i snæver forstand strafferetlig proces, forudsat at det, henset til de formål, som den nævnte fælles holdning forfølger i forbindelse med gennemførelsen af De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1373 (2001), forholder sig således, at den omhandlede nationale procedure har til formål at bekæmpe terrorisme i vid forstand (dom af 16.10.2014, LTTE mod Rådet, T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885, præmis 113).
83 Domstolen har i denne retning fastslået, at beskyttelsen af de berørte personer ikke anfægtes, hvis den af den nationale myndighed trufne afgørelse ikke indgår i en procedure, der tager sigte mod at pålægge straffesanktioner, men i en procedure om foranstaltninger af forebyggende karakter (dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 70).
84 I den foreliggende sag foreskriver Home Secretarys afgørelse forbudsforanstaltninger over for organisationer, der anses for terrororganisationer, og er derfor, således som det er påkrævet i henhold til retspraksis, blevet truffet inden for rammerne af en national procedure, der principalt tager sigte mod at pålægge sagsøgeren foranstaltninger med karakter af forebyggelse eller sanktion, som et led i terrorbekæmpelse (jf. i denne retning dom af 16.10.2014, LTTE mod Rådet, T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885, præmis 115).
85 Hvad angår den omstændighed, at den pågældende myndigheds virksomhed munder ud i udfærdigelsen af en liste over personer og enheder, som er involveret i terrorisme, skal det bemærkes, at den som sådan hverken indebærer, at denne myndighed ikke har foretaget en individuel bedømmelse af hver enkelt af disse personer eller enheder forud for opførelsen heraf på disse lister, eller at denne bedømmelse nødvendigvis er vilkårlig eller grundløs (jf. i denne retning dom af 16.10.2014, LTTE mod Rådet, T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885, præmis 118).
86 Det afgørende er således ikke den omstændighed, at den pågældende myndigheds virksomhed munder ud i udfærdigelsen af en liste over personer og enheder, som er involveret i terrorisme, men spørgsmålet om, hvorvidt denne virksomhed udøves med tilstrækkelige garantier til at gøre det muligt for Rådet at støtte sig på den med henblik på at underbygge sin egen opførelsesafgørelse (jf. i denne retning dom af 16.10.2014, LTTE mod Rådet, T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885, præmis 118).
87 Følgelig er det med urette, at sagsøgeren har hævdet, at det principielt vil stride mod fælles holdning 2001/931, hvis det antages, at beføjelsen til at udfærdige lister kan udgøre et kendetegn for en kompetent myndighed.
88 Sagsøgerens øvrige argumenter afkræfter ikke dette standpunkt.
89 For det første har sagsøgeren gjort gældende, at det fremgår af artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931, at Rådet kun kan tage hensyn til de lister, som De Forenede Nationers Sikkerhedsråd udarbejder.
90 Dette argument kan ikke tiltrædes, idet formålet med sidste punktum i artikel 1, stk. 4, første afsnit, i fælles holdning 2001/931 alene er at give Rådet mulighed for supplerende udpegelse ved siden af de udpegelser, som det kan foretage på grundlag af afgørelser fra kompetente nationale myndigheder.
91 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at Unionens liste, for så vidt som den gengiver de af de kompetente myndigheder foreslåede lister, blot er en liste over lister, hvorved anvendelsesområdet for nationale administrative foranstaltninger, der i givet fald er vedtaget af tredjelandes myndigheder, udvides til Unionen, uden at de pågældende personer underrettes herom, og uden at disse er i stand til at forsvare sig effektivt.
92 I denne henseende skal det konstateres, således som sagsøgeren har anført, at Rådet, når det identificerer de personer eller enheder, der skal være omfattet af foranstaltninger om indefrysning af midler, støtter sig på konstateringer foretaget af kompetente myndigheder.
93 Inden for rammerne af fælles holdning 2001/931 er der mellem medlemsstaternes myndigheder og EU-institutionerne blevet indført en særlig form for samarbejde, som indebærer en forpligtelse for Rådet til i videst muligt omfang at henholde sig til de kompetente nationale myndigheders skøn (jf. i denne retning dom af 23.10.2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, T-256/07, EU:T:2008:461, præmis 133, og af 4.12.2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, T-284/08, EU:T:2008:550, præmis 53).
94 Principielt tilkommer det ikke Rådet at udtale sig om, hvorvidt medlemsstaternes myndigheder har iagttaget den berørtes grundlæggende rettigheder, idet denne beføjelse tilkommer de kompetente nationale myndigheder (jf. i denne retning dom af 11.7.2007, Sison mod Rådet, T-47/03, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:207, præmis 168).
95 Det er kun undtagelsesvis, når en sagsøger på grundlag af konkrete forhold bestrider, at myndigheder i medlemsstaterne har iagttaget de grundlæggende rettigheder, at Retten skal efterprøve, om disse faktisk er blevet overholdt.
96 Når tredjelandes myndigheder er involveret, er Rådet derimod, således som det er blevet anført i præmis 47 og 48 ovenfor, forpligtet til af egen drift at sikre sig, at disse garantier rent faktisk er blevet opfyldt, og til at begrunde sin beslutning herom.
– Om den omstændighed, at der ikke er fremlagt nogen seriøse og troværdige beviser og indicier til støtte for Home Secretarys afgørelse
97 Sagsøgeren er i det væsentlige af den opfattelse, at Rådet, for så vidt som det ikke støttede sig på en judiciel afgørelse, men på en administrativ afgørelse, i de anfægtede retsakter skulle have godtgjort, at denne afgørelse var »baseret på seriøse og troværdige beviser eller indicier« som foreskrevet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931.
98 Idet denne argumentation ikke vedrører kvalificeringen som »afgørelse [truffet] af en kompetent myndighed« som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931, der er genstand for nærværende anbringende, men begrundelsen til de anfægtede retsakter, vil den blive behandlet i forbindelse med det femte anbringende, hvor den ligeledes er blevet fremført.
Konklusion
99 Det fremgår af præmis 47-65 ovenfor, at de anfægtede retsakter ikke kan støttes på de amerikanske afgørelser, for så vidt som Rådet ikke har overholdt sin begrundelsespligt med hensyn til kontrollen af, at princippet om iagttagelse af retten til forsvar var blevet overholdt i USA.
100 Det fremgår desuden af præmis 38-40 ovenfor, at de i dette anbringende omhandlede afgørelser fra de amerikanske myndigheder vedrørte hele Hamas, mens afgørelsen fra Det Forenede Kongeriges myndigheder alene vedrørte Hamas-Izz al-Din al-Qassem.
101 Ifølge sagsøgeren indebærer denne omstændighed, at de anfægtede retsakter skal annulleres, for så vidt som de vedrører Hamas, og kun kan bestå, for så vidt som de vedrører Hamas-Izz al-Din al-Qassem.
102 Rådet er derimod af den opfattelse, at der ikke kan sondres mellem disse to »bevægelser« eller »dele af bevægelsen«, idet sagsøgeren i stævningen vedrørende dom af 14. december 2018, Hamas mod Rådet (T-400/10 RENV, EU:T:2018:966), havde præsenteret organisationen således, at den omfattede begge.
103 I denne henseende har Rådet henvist til den nævnte stævnings punkt 7 og 8:
»Hamas omfatter et politisk kontor og en væbnet fraktion: Izz al-Din al-Qassam-Brigaderne [= Hamas IDQ]. Hamas’ ledelse er kendetegnet derved, at den består at to dele. Den interne ledelse, som er delt op mellem Vestbredden og Gazastriben, og den eksterne ledelse, der befinder sig i Syrien […]. Selv om den bevæbnede fraktion har en vis selvstændighed, forbliver den underlagt de generelle strategier, som udarbejdes af det politiske kontor. Det politiske kontor træffer beslutningerne, og brigaderne overholder dem på grund af den stærke solidaritet, der følger af bevægelsens religiøse aspekt.«
104 Således som det er blevet fastslået i præmis 293 i dom af 14. december 2018, Hamas mod Rådet (T-400/10 RENV, EU:T:2018:966), har denne erklæring en væsentlig bevisværdi, for så vidt som den, således som Rådet har anført, for det første hidrører fra sagsøgeren, og denne for det andet lagde stor vægt herpå i sin argumentation i forbindelse med stævningen i den sag, der gav anledning til den nævnte dom.
105 I sit indlæg har sagsøgeren forklaret, at disse to »bevægelser« eller »dele af bevægelsen« i realiteten ikke kan sammenblandes eller sågar knyttes til hinanden, da de opererer helt uafhængigt af hinanden.
106 Inden for rammerne af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse har Retten anmodet sagsøgeren om at fremlægge beviser for sine erklæringer, men sidstnævnte har ikke været i stand til at fremlægge nogen.
107 Med henblik på at fastlægge virkningerne af besvarelsen af det første anbringende i forbindelse med nærværende sag kan det på denne baggrund ikke fastslås, at Hamas-Izz al-Din al-Qassem er en organisation, som er adskilt fra Hamas (jf. i denne retning domme af 29.4.2015, Bank of Industry and Mine mod Rådet, T-10/13, EU:T:2015:235, præmis 182, 183 og 185, og National Iranian Gas Company mod Rådet, T-9/13, EU:T:2015:236, præmis 163 og 164).
108 Dette gælder så meget desto mere, som Hamas, selv om der er blevet truffet foranstaltninger om indefrysning af midler over for organisationen i adskillige år, ikke har forsøgt at godtgøre for Rådet, at den på ingen måde var involveret i de handlinger, der udløste vedtagelsen af disse foranstaltninger, ved på en måde, som fjerner enhver tvivl, at adskille sig fra Hamas-Izz al-Din al-Qassem, der ifølge Hamas var eneansvarlig herfor.
109 Det følger heraf, at dette anbringende skal forkastes.
Om det femte anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten
110 Som allerede anført i præmis 97 ovenfor, har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet i begrundelserne vedrørende de anfægtede retsakter skulle have angivet de »seriøse og troværdige beviser eller indicier«, som de kompetente myndigheders afgørelser var baseret på.
111 Rådet er, støttet af Kommissionen, af den opfattelse, at argumentet er ugrundet.
112 Henset til præmis 66 ovenfor skal dette anbringende alene behandles, for så vidt som det vedrører Home Secretarys afgørelse.
113 I denne henseende skal det fastslås, at anbringendet er faktuelt urigtigt. I modsætning til det af sagsøgeren anførte har Rådet nemlig i punkt 14 i bilag A til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter angivet de forhold, der lå til grund for Home Secretarys afgørelse.
114 Under alle omstændigheder savner argumentet et grundlag.
115 I denne henseende skal det bemærkes, at listerne om indefrysning af midler i henhold til artikel 1, stk. 4, første afsnit, i fælles holdning 2001/931 udarbejdes på grundlag af præcise oplysninger eller forhold, der viser, at der er truffet en afgørelse af en kompetent myndighed over for de omhandlede personer og enheder, hvad enten der er indledt en undersøgelse eller en retsforfølgelse for en terrorhandling eller forsøg på at begå, deltage i eller lette gennemførelsen af en sådan handling, »baseret på seriøse og troværdige beviser eller indicier«, eller der er afsagt dom for sådanne handlinger.
116 Det følger af den generelle opbygning af denne bestemmelse, at det på Rådet påhvilende krav om, inden det opfører navnene på personer eller enheder på listerne om indefrysning af midler på grundlag af afgørelser truffet af kompetente myndigheder, at kontrollere, at disse afgørelser er »baseret på seriøse og troværdige beviser eller indicier«, kun vedrører afgørelser om indledning af en undersøgelse eller en retsforfølgelse, og ikke afgørelser om domfældelse.
117 Den således foretagne sondring mellem de to former for afgørelser følger af anvendelsen af princippet om loyalt samarbejde mellem institutionerne og medlemsstaterne, hvilket princip omfatter vedtagelsen af restriktive foranstaltninger på terrorbekæmpelsesområdet, og i medfør af hvilket Rådet skal støtte opførelsen af personer eller terrorenheder på listerne om indefrysning af midler på afgørelser vedtaget af de nationale myndigheder uden at skulle eller sågar kunne rejse tvivl om disse.
118 Således defineret finder princippet om loyalt samarbejde anvendelse på de nationale afgørelser, der indeholder en domfældelse, med den konsekvens, at Rådet, inden det opfører navnene på personer eller enheder på listerne om indefrysning af midler, ikke skal kontrollere, at disse afgørelser er baseret på seriøse og troværdige beviser eller indicier, og at Rådet på dette punkt skal henholde sig til den vurdering, der er foretaget af den nationale myndighed.
119 Hvad angår de nationale afgørelser, som vedrører indledningen af en undersøgelse eller en retsforfølgelse, træffes disse i kraft af deres art i starten eller i løbet af en procedure, der endnu ikke er blevet afsluttet. For at sikre, at bekæmpelsen er effektiv, er det blevet vurderet hensigtsmæssigt, at Rådet med henblik på at vedtage restriktive foranstaltninger kan støtte sig på sådanne afgørelser, selv om de kun er af forberedende karakter, samtidig med at det med henblik på at sikre beskyttelsen af de af disse procedurer omhandlede personer er fastsat, at denne anvendelse gøres til genstand for Rådets kontrol af, at de er baseret på seriøse og troværdige beviser eller indicier.
120 I den foreliggende sag forholder det sig således, at Home Secretarys afgørelse er endelig, idet den ikke skal efterfølges af en undersøgelse. Således som det fremgår af det svar, som Rådet har givet på et spørgsmål fra Retten, har afgørelsen desuden til formål at forbyde sagsøgeren i Det Forenede Kongerige med strafferetlige konsekvenser for de personer, der i større eller mindre grad har en tilknytning til denne.
121 På denne baggrund udgør Home Secretarys afgørelse ikke en afgørelse om indledning af en undersøgelse eller en retsforfølgelse, og den skal sidestilles med en afgørelse om domfældelse, således at Rådet i henhold til artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931 ikke i begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter skal angive de seriøse beviser og indicier, der lå til grund for denne myndigheds afgørelse.
122 I denne henseende har den omstændighed, at Home Secretary er en administrativ myndighed, ingen betydning, for så vidt som dens afgørelser, således som det fremgår af præmis 75 og 76 ovenfor, kan gøres til genstand for retslig prøvelse, og den derfor skal anses for at svare til en judiciel myndighed.
123 Det femte anbringende skal følgelig forkastes som ugrundet.
Om det andet anbringende vedrørende en fejl for så vidt angår realiteten af de faktiske omstændigheder
124 Under punkt II.7 i begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter anførte Rådet, at de kompetente myndigheders afgørelser, hvorpå det havde støttet sig med henblik på at opføre sagsøgerens navn på de omtvistede lister, fortsat var gældende.
125 Under punkt 15 i bilag A til begrundelsen tilføjede Rådet, at forbuddet mod sagsøgeren i Det Forenede Kongerige havde været genstand for en fornyet gennemgang foretaget af den tværministerielle gruppe vedrørende revision af forbud, og at gruppen på grundlag af de forhold, der var blevet anført som eksempler, havde konkluderet, at Hamas-Izz al-Din al-Qassem fortsat var involveret i terrorisme.
126 Forholdene er følgende. For det første blev seks israelske civile og én thailandsk statsborger under konflikten i sommeren 2014 mellem Israel og Gaza dræbt under raketangreb, og et tysk krydstogtskib blev ramt af granatsplinter. For det andet gjorde Hamas brug af sociale medier til at advare blandt andre British Airways om nært forestående angreb på Tel Avivs lufthavn (Ben Gurion) (Israel), der kunne have medført civile tab, og Hamas gjorde ganske rigtigt et forsøg på at angribe lufthavnen i juli 2014.
127 Rådet har i forbindelse med svaret på et spørgsmål, som Retten havde stillet det, bekræftet, at den fornyede gennemgang af Home Secretarys afgørelse, som den tværministerielle gruppe vedrørende revision af forbud havde foretaget, ikke havde givet anledning til en ny afgørelse.
128 Under punkt 10 i bilag B til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter anførte Rådet desuden, at den seneste fornyede gennemgang af den amerikanske afgørelse af 1997, hvorved Hamas blev kvalificeret som en udenlandsk terrororganisation, var blevet afsluttet den 27. juli 2012 og havde ført regeringen til at konkludere, at de omstændigheder, hvorpå denne afgørelse var støttet, ikke havde ændret sig på en sådan måde, at det berettigede en annullation af udpegelsen.
129 Under punkt 17 i bilag B til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter opregnede Rådet endvidere de forskellige forhold, der fandt sted mellem 2003 og 2011, og hvorpå de amerikanske myndigheder havde baseret sig med henblik på at kvalificere sagsøgeren som en udenlandsk terroristorganisation, uden at angive disse omstændigheders nøjagtige oprindelse.
130 Adspurgt herom som led i en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse anførte Rådet, at visse af disse forhold hidrørte fra en i 2008 foretaget fornyet gennemgang af den amerikanske afgørelse af 1997, som ikke er angivet i begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter.
131 De forhold, der er opregnet i punkt 17 i bilag B til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter, er følgende:
– Hamas har taget ansvaret for et selvmordsangreb udført i september 2003, som dræbte 9 soldater fra de israelske forsvarsstyrker (IDF) og sårede 30 personer uden for Assaf Harofeh-hospitalet og militærbasen Tzrifin (Israel).
– I januar 2004 ødelagde en selvmordsbomber en bus i nærheden af premierministerens bolig i Jerusalem og dræbte 11 civile og sårede 30. Hamas og al-Aqsa-Martyrernes Brigade tog i fællesskab ansvaret herfor.
– I januar 2005 udløste terrorister en eksplosiv anordning på den palæstinensiske side af Karni grænseovergangen og sprængte et hul, som gjorde det muligt for palæstinensiske bevæbnede mænd at trænge ind på den israelske side. De dræbte seks israelske civile og sårede fem. Hamas og al-Aqsa-Martyrernes Brigade tog i fællesskab ansvaret for angrebet.
– I januar 2007 påtog Hamas sig ansvaret for bortførelsen af tre børn i Gazastriben.
– I januar 2008 dræbte en palæstinensisk snigskytte fra Gazastriben en 21-årig ecuadoriansk frivillig, mens han arbejdede i Kibbutz Ein Hashloshas marker (Israel). Hamas tog ansvaret herfor.
– I februar 2008 dræbte en Hamas-selvmordsbomber en ældre kvinde og sårede 38 i et indkøbscenter i Dimona (Israel). En politibetjent skød og dræbte en anden terrorist, før han udløste sit sprængbælte. Hamas betegnede terrorangrebene som »heltemodige«.
– Den 14. juni 2010 skød bevæbnede angribere i Hebron på Vestbredden mod en politibil og dræbte en betjent og sårede to. I en fælles aktion gennemført af den israelske sikkerhedstjeneste, det israelske politi og de israelske forsvarsstyrker blev angriberne den 22. juni 2010 pågrebet. Under afhøringerne bemærkede den Hamas-gruppe, der var ansvarlig for angrebet, at den blev dannet for flere år siden, og at medlemmerne af den havde anskaffet sig våben, bl.a. Kalashnikov-stormgeværer. Under afhøringen kom det også frem, at gruppen planlagde at udføre andre angreb, bl.a. at bortføre en soldat eller en civilperson i området Etzionblokken nord for Hebronbjerget.
– I april 2011 affyrede Hamas et Kornet-missil, som ramte en israelsk skolebus. En 16-årig skoledreng blev meget alvorligt såret, og buschaufføren blev lettere såret. Det sprænghoved, der blev anvendt under angrebet, kunne trænge igennem panseret på en moderne kampvogn.
– Den 20. august 2011 affyrede angribere raketter mod et lokalsamfund i Ofakim (Israel) og sårede to børn og en anden civilperson. Hamas påtog sig ansvaret for angrebet.
132 I præmis 32 i dom af 26. juli 2017, Rådet mod Hamas (C-79/15 P, EU:C:2017:584), fastslog Domstolen, at såfremt den omstændighed alene, at den nationale afgørelse, der har tjent som grundlag for den oprindelige opførelse, fortsat er gældende, ikke længere – ligesom det er tilfældet i den foreliggende sag – gør det muligt at fastslå, at der fortsat består en risiko for, at den pågældende person eller enhed er involveret i terroraktiviteter, er Rådet forpligtet til at støtte opretholdelsen af navnet på denne person eller enhed på listen på en ajourført vurdering af situationen, idet Rådet herved skal tage hensyn til de seneste faktiske forhold, der godtgør, at risikoen fortsat foreligger.
133 Henset til præmis 124-131 ovenfor skal det i den foreliggende sag fastslås, at Rådet støttede genopførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister på dels opretholdelsen af afgørelser, der er kvalificeret som afgørelser fra kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931, dels de under punkt 15 i bilag A og punkt 17 i bilag B til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter omhandlede forhold, idet disse udgjorde nyere forhold, som Rådet har påberåbt sig selvstændigt, og som skulle godtgøre, at risikoen for Hamas’ involvering i terrororganisationer fortsat bestod.
134 Sagsøgeren er inden for rammerne af sit andet anbringende af den opfattelse dels, at Rådet tilsidesatte begrundelsespligten ved at støtte sig på de i de anfægtede retsakter anførte forhold, dels, at Rådet begik fejl for så vidt angår realiteten af disse forhold.
135 Henset til besvarelsen af det femte anbringende og til de forhold, der er anført i præmis 115-122 og 133 ovenfor, er det kun fornødent at behandle nærværende anbringende, for så vidt som det vedrører de forhold, som er omhandlet under punkt 15 i bilag A og punkt 17 i bilag B til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter.
Om tilsidesættelsen af begrundelsespligten
136 Sagsøgeren har gjort gældende, at de forhold, som er omhandlet under punkt 15 i bilag A og punkt 17 i bilag B til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter, er fremført på en alt for upræcis måde, idet de ikke er dateret eller lokaliseret, og idet Rådet heller ikke har forklaret, hvorledes de er blevet lagt Hamas til last.
137 Ifølge Domstolen er Unionens retsinstanser forpligtet til bl.a. at efterprøve, om den i artikel 296 TEUF fastsatte begrundelsespligt er overholdt, og dermed, om den anførte begrundelse er tilstrækkeligt præcis og konkret (domme af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 70, og Rådet mod Hamas, C-79/15 P, EU:C:2017:584, præmis 48).
138 Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal ifølge fast retspraksis klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at den berørte part kan få kendskab til grundlaget for de trufne foranstaltninger, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (jf. dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
139 Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 53, og af 14.10.2009, Bank Melli Iran mod Rådet, T-390/08, EU:T:2009:401, præmis 82).
140 En retsakt, der er bebyrdende, er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 54, og af 14.10.2009, Bank Melli Iran mod Rådet, T-390/08, EU:T:2009:401, præmis 82).
141 Eftersom de forhold, hvortil Rådet har henvist under punkt 15 i bilag A og punkt 17 i bilag B til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter, er truffet under omstændigheder, som er sagsøgeren bekendt, skal det i den foreliggende sag fastslås, at de er beskrevet på en tilstrækkeligt præcis og konkret måde til at kunne bestrides af sagsøgeren og efterprøves af Retten, selv om det nøjagtige sted eller den nøjagtige dato for deres indtræden eller grundene til, at de er blevet lagt Hamas til last, ikke er angivet udtrykkeligt.
142 Det andet anbringendes første led skal derfor forkastes som ugrundet.
Om fejlen for så vidt angår realiteten af de faktiske omstændigheder
143 Sagsøgeren har anført, at det tilkommer Rådet at bevise realiteten af de forhold, som er omhandlet under punkt 15 i bilag A og punkt 17 i bilag B til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter. I den foreliggende sag er der ikke fremlagt et sådant bevis.
144 Sagsøgeren har nærmere bestemt bestridt det under punkt 17 i bilag B omhandlede forhold fra januar 2004 vedrørende en buseksplosion med den begrundelse, at det ikke er Hamas, der har taget ansvaret herfor, men al-Aqsa-Martyrernes Brigade, som er Fatahs væbnede fraktion.
145 I retsmødet har sagsøgerens advokat erklæret, at Hamas bestred samtlige de forhold, som Rådet havde anført i de anfægtede retsakter.
146 Som svar på et spørgsmål stillet af Retten som led i en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse har Rådet fremlagt forskellige artikler og udgivelser, med hvilke det tilsigtes at godtgøre realiteten af de nævnte omstændigheder.
147 I denne henseende skal det bemærkes, at Domstolen for så vidt angår efterfølgende afgørelser om indefrysning af midler har fastslået, at Unionens retsinstanser foruden at prøve, om den i præmis 136-142 ovenfor behandlede begrundelsespligt er blevet overholdt, skal efterprøve, om denne begrundelse er understøttet (domme af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 70, og Rådet mod Hamas, C-79/15 P, EU:C:2017:584, præmis 48).
148 Domstolen har ligeledes fastslået, at den pågældende person eller enhed i forbindelse med det søgsmål, vedkommende anlægger til prøvelse af opretholdelsen af dennes navn på de omtvistede lister, kan bestride samtlige de forhold, hvorpå Rådet støtter sig med henblik på at godtgøre, at risikoen for den pågældendes involvering i terroraktiviteter fortsat består, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt disse forhold hidrører fra en national afgørelse truffet af en kompetent myndighed eller fra andre kilder (domme af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 71, og Rådet mod Hamas, C-79/15 P, EU:C:2017:584, præmis 49).
149 Domstolen har tilføjet, at det i tilfælde af indsigelse tilkommer Rådet at godtgøre, at de hævdede omstændigheder er velbegrundede, og Unionens retsinstanser at efterprøve den materielle rigtighed heraf (domme af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 71, og Rådet mod Hamas, C-79/15 P, EU:C:2017:584, præmis 49).
150 I denne henseende skal det bemærkes, at når en part rejser indsigelse mod de af den anden part fremlagte beviser, skal den førstnævnte, således som det følger af retspraksis, opfylde to kumulative krav.
151 For det første må disse indsigelser ikke være generelle, men skal være konkrete og detaljerede (jf. i denne retning dom af 16.9.2013, Duravit m.fl. mod Rådet, T-364/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:477, præmis 55).
152 For det andet skal indsigelser vedrørende de faktiske omstændigheders materielle rigtighed fremgå klart i det første procesdokument vedrørende den anfægtede retsakt (jf. i denne retning dom af 22.4.2015, Tomana m.fl. mod Rådet og Kommissionen, T-190/12, EU:T:2015:222, præmis 261). Dette indebærer i den foreliggende sag, at der kun kan tages hensyn til de indsigelser, der er rejst i stævningen.
153 Det tilsigtes med disse krav at gøre det muligt for sagsøgte allerede på tidspunktet for stævningen nøjagtigt at få kendskab til den kritik, som sagsøgeren har rettet mod den pågældende, og således at forberede sit forsvar grundigt.
154 Blandt de forhold, der er omhandlet under punkt 15 i bilag A og punkt 17 i bilag B til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter, er det i den foreliggende sag alene forholdet af januar 2004, som i stævningen er blevet bestridt på en relativt klar og præcis måde, idet de øvrige handlinger ikke var genstand for nogen specifik kritik på dette proceduretrin. Disse øvrige handlinger er først blevet bestridt på retsmødetrinnet med en generel angivelse, hvorefter sagsøgeren har bestridt, at »de forhold, som Rådet har anført med henblik på at begrunde opretholdelsen af denne organisation på listen over terroristorganisationer, kunne lægges Hamas’ politiske fraktion til last«.
155 På denne baggrund skal det fastslås, at den således rejste generelle indsigelse på et sent trin af proceduren for det første ikke opfylder de af retspraksis følgende betingelser for at blive taget i betragtning, og at indsigelsen vedrørende forholdet af januar 2004, selv om den anses for at være grundet, for det andet og under alle omstændigheder ikke kan tiltrædes, for så vidt som der med henblik på at begrunde, at risikoen for, at sagsøgeren er involveret i terrorvirksomhed, fortsat består, kan tages hensyn til de øvrige handlinger, som Rådet har anført under punkt 15 i bilag A og punkt 17 i bilag B til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter, idet disse ikke er blevet gyldigt bestridt.
156 Blandt disse forhold er dem fra 2011-2014 utvivlsomt tilstrækkeligt nylige til at begrunde de anfægtede retsakter.
157 Det andet anbringende skal derfor forkastes.
Om det tredje anbringende vedrørende et urigtigt skøn med hensyn til, om organisationen Hamas har karakter af terroristgruppe
158 Sagsøgeren er af den opfattelse, at Rådet ved at vedtage de anfægtede retsakter foretog et urigtigt skøn med hensyn til dennes kvalificering som terroristorganisation. Ifølge sagsøgeren omfatter Rettens kompetence en efterprøvelse af den kvalificering, som Rådet har foretaget for så vidt angår de forhold, som det har anset for terrorhandlinger, og denne efterprøvelse skal foretages med hensyn til såvel de omstændigheder, som Rådet har påberåbt sig selvstændigt, som de forhold, der er anført i de kompetente myndigheders afgørelser.
Om de kompetente myndigheders afgørelser
159 For så vidt angår de forhold, der er anført i de kompetente myndigheders afgørelser, skal Retten ifølge sagsøgeren efterprøve, om den af disse myndigheder foretagne kvalificering er støttet på den definition af terrorisme, som er indeholdt i fælles holdning 2001/931. I den foreliggende sag kan denne kontrol ikke foretages, eftersom Rådet ikke har fremlagt oplysninger om denne kvalificering.
160 Henset til behandlingen af det første anbringende skal dette led alene behandles, for så vidt som det vedrører Home Secretarys afgørelse.
161 For så vidt som det i behandlingen af det femte anbringende er blevet fastslået, at de beviser og indicier, hvorpå denne afgørelse er støttet, ikke skal angives i begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter, kan det ikke kræves af Rådet, at det efterprøver den af den nationale myndighed foretagne kvalificering af disse forhold og angiver resultatet af denne kvalificering i disse retsakter.
162 I den foreliggende sag gælder dette så meget desto mere, som afgørelsen hidrører fra en medlemsstat, for hvilken artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931 og artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001 har indført en særlig form for samarbejde med Rådet, der for denne institution indebærer en forpligtelse til i videst muligt omfang at henholde sig til den kompetente nationale myndigheds skøn (dom af 23.10.2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, T-256/07, EU:T:2008:461, præmis 133, og af 4.12.2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, T-284/08, EU:T:2008:550, præmis 53).
Om de forhold, som Rådet har påberåbt sig selvstændigt
163 I begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter har Rådet for det første kvalificeret de under punkt 15 i bilag A omhandlede forhold som terrorhandlinger som omhandlet i artikel 1, stk. 3, nr. iii), litra a), d), f), g) og i), i fælles holdning 2001/931 foretaget med de i den nævnte fælles holdnings artikel 1, stk. 3, nr. i) og ii), omhandlede mål for øje, og for det andet kvalificeret de under punkt 17 i bilag B omhandlede forhold som terrorhandlinger som omhandlet i artikel 1, stk. 3, nr. iii), litra a), b), c) og f), i fælles holdning 2001/931 foretaget med de i den nævnte fælles holdnings artikel 1, stk. 3, nr. i) og ii), omhandlede mål for øje.
164 Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet begik en fejl ved at kvalificere de omhandlede forhold som terrorhandlinger. For det første skulle den omstændighed, at de pågældende handlinger alle fandt sted i forbindelse med den af Israel førte besættelseskrig i Palæstina, have ført Rådet til ikke at anvende denne kvalificering i forhold til sagsøgeren. Selv hvis det antages, at disse forhold er godtgjort, følger det for det andet ikke heraf, at de er blevet begået med de mål for øje, som Rådet har anført, og som er omhandlet i artikel 1, stk. 3, nr. 1), ii) og iii), i fælles holdning 2001/931.
165 Disse to argumenter henviser faktisk til spørgsmålet om, hvorvidt Rådet i forbindelse med kvalificeringen af de forhold, der er omhandlet under punkt 15 i bilag A og punkt 17 i bilag B til begrundelsen vedrørende de anfægtede retsakter, skulle have taget hensyn til den omstændighed, at den israelsk-palæstinensiske konflikt var omfattet af de regler, der gælder for væbnede konflikter.
166 I denne henseende skal det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at den omstændighed, at der foreligger en væbnet konflikt i den humanitære folkerets forstand, ikke udelukker, at EU-retlige bestemmelser vedrørende forebyggelse af terrorisme, såsom fælles holdning 2001/931 og forordning nr. 2580/2001, finder anvendelse på eventuelle terrorhandlinger begået i den forbindelse (dom af 16.10.2014, LTTE mod Rådet, T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885, præmis 57; jf. ligeledes i denne retning dom af 14.3.2017, A m.fl., C-158/14, EU:C:2017:202, præmis 95-98).
167 For det første foretages der nemlig ikke i fælles holdning 2001/931 nogen sondring for så vidt angår dens anvendelsesområde i forhold til, om den pågældende handling er begået inden for rammerne af en væbnet konflikt i den humanitære folkerets forstand eller ej. For det andet er Unionens og dens medlemsstaters mål at bekæmpe terrorisme, uanset de former, den måtte antage, i overensstemmelse med målene i den gældende folkeret (dom af 16.10.2014, LTTE mod Rådet, T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885, præmis 58).
168 Det er bl.a. for på EU-plan at gennemføre De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1373 (2001) (jf. præmis 1 ovenfor), der »[r]eaffirm[s] the need to combat by all means, in accordance with the Charter of the United Nations, threats to international peace and security caused by terrorist acts« og »[r]ecogniz[es] the need for States to complement international cooperation by taking additional measures to prevent and suppress, in their territories through all lawful means, the financing and preparation of any acts of terrorism«, at Rådet har vedtaget fælles holdning 2001/931 (jf. femte til syvende betragtning til denne fælles holdning), og derefter, i overensstemmelse med denne fælles holdning, forordning nr. 2580/2001 (jf. tredje, femte og sjette betragtning til forordningen) (dom af 16.10.2014, LTTE mod Rådet, T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885, præmis 59).
169 Det tredje anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.
Om det fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af princippet om ikke-indblanding
170 Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet ved at vedtage de anfægtede retsakter tilsidesatte det princip om ikke-indblanding, der følger af artikel 2 i De Forenede Nationers pagt, og som udgør jus cogens, der følger af staternes suveræne ligestilling i folkeretten, og som indeholder et forbud mod, at såvel en stat som en statsregering kan anses for en terrorenhed.
171 Sagsøgeren er ikke blot en ikke-statslig organisation, og i endnu mindre grad en uformel bevægelse, men en lovlig politisk bevægelse, der har vundet valg i Palæstina, og som udgør hjertet af den palæstinensiske regering. Da Hamas har udøvet funktioner, der går videre end de funktioner, som et almindeligt politisk parti udøver, kan organisationens handlinger i Gaza i realiteten sammenlignes med dem, der foretages af en statslig myndighed, og kan derfor ikke fordømmes i forbindelse med terrorbekæmpelsesforanstaltninger. Blandt de personer og enheder, hvis navne er opført på de omtvistede lister, er sagsøgeren den eneste, der befinder sig i en sådan situation.
172 I denne henseende skal det bemærkes, at princippet om ikke-indblanding, som er et princip i folkeretlig sædvaneret, der også benævnes princippet om ikke-indgriben, omhandler enhver suveræn stats ret til at varetage regeringsførelsen uden indblanding udefra og er afledt af princippet om staternes suveræne ligestilling.
173 Som anført af Rådet er dette folkeretlige princip fastsat til fordel for suveræne stater, ikke til fordel for grupper eller bevægelser (jf. dom af 16.10.2014, LTTE mod Rådet, T-208/11 og T-508/11, EU:T:2014:885, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).
174 Da Hamas hverken er en stat eller en stats regering, kan den ikke være omfattet af princippet om ikke-indblanding.
175 Det fjerde anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.
Om det sjette anbringende vedrørende en tilsidesættelse af princippet om iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse i forbindelse med de nationale procedurer
176 Sagsøgeren har i den foreliggende sag gjort gældende, at organisationens processuelle rettigheder ikke er blevet iagttaget under de nationale procedurer, idet den ikke er blevet underrettet om de amerikanske afgørelser og Home Secretarys afgørelse, skønt Hamas har et kontor i Doha (Qatar) og i Gaza. Denne manglende underretning og begrundelse samt den omstændighed, at det var umuligt for organisationen at fremsætte sine bemærkninger, har indebåret, at de retsmidler, der eventuelt var adgang til, ikke var effektive.
177 Sagsøgeren har konkluderet, at såfremt Rådet ikke beviser, at USA’s og Det Forenede Kongeriges regeringer har forsøgt at underrette Hamas, men at dette forsøg var forgæves af grunde, som de ikke kan tilregnes, skal de anfægtede retsakter annulleres på grund af en tilsidesættelse af princippet om iagttagelse af retten til forsvar og af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.
178 Henset til den konklusion, der er draget i præmis 66 ovenfor, skal nærværende anbringende alene behandles for så vidt angår Home Secretarys afgørelse.
179 I retsmødet har sagsøgeren imidlertid erklæret, at organisationen frafaldt sit sjette anbringende, for så vidt som dette vedrørte den nævnte afgørelse.
180 Det er derfor ikke længere fornødent at træffe afgørelse om det sjette anbringende.
Om det syvende anbringende vedrørende en tilsidesættelse af ejendomsretten
181 Sagsøgeren har gjort gældende, at indefrysningen af midler udgør et uberettiget indgreb i dennes ejendomsret, for så vidt som de anfægtede retsakter er ulovlige af de årsager, der er forklaret i de foregående anbringender.
182 Rådet er, støttet af Kommissionen, af den opfattelse, at dette anbringende savner grundlag.
183 Da de foregående anbringender er blevet forkastet, savner nærværende anbringende grundlag, og det skal derfor selv forkastes som ugrundet.
184 Under alle omstændigheder skal det bemærkes, at de grundlæggende rettigheder, herunder ejendomsretten, ikke nyder en absolut beskyttelse i EU-retten. Udøvelsen af disse rettigheder kan underlægges begrænsninger, forudsat at disse for det første er behørigt begrundet i formål af almen interesse, som Unionen forfølger, og begrænsningerne, når henses til disse formål, for det andet ikke indebærer et uforholdsmæssigt eller uantageligt indgreb, som krænker selve deres centrale indhold (jf. i denne retning dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 121 og den deri nævnte retspraksis).
185 Hvad angår den første betingelse skal det bemærkes, at indefrysningen af midler, finansielle aktiver og andre økonomiske ressourcer, som tilhører personer og enheder, der er identificeret ifølge reglerne i forordning nr. 2580/2001 og fælles holdning 2001/931 som værende involveret i finansiering af terrorisme, forfølger et formål af almen interesse, for så vidt som den indgår i den kamp, der føres mod de trusler mod international fred og sikkerhed, som terrorhandlinger indebærer (jf. i denne retning dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 123 og den deri nævnte retspraksis).
186 Hvad angår den anden betingelse skal det bemærkes, at foranstaltningerne om indefrysning af midler og navnlig om opretholdelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister ikke synes at være uforholdsmæssige eller uantagelige eller indebære et indgreb i kernen af de grundlæggende rettigheder eller af nogle af disse.
187 Denne type foranstaltninger er nemlig nødvendig i et demokratisk samfund for at bekæmpe terrorisme (jf. i denne retning dom af 23.10.2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, T-256/07, EU:T:2008:461, præmis 129 og den deri nævnte retspraksis).
188 Desuden er foranstaltningerne om indefrysning af midler ikke absolutte, men de hjemler mulighed for dels at tillade, at indefrosne midler anvendes til opfyldelse af essentielle behov eller bestemte forpligtelser, dels at give specifikke tilladelser til på særlige betingelser at frigive midler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer (jf. dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 127 og den deri nævnte retspraksis).
189 Endvidere er opretholdelsen af personernes og enhedernes navne på listerne om indefrysning af midler undergivet en periodisk reevaluering med henblik på at sikre, at navnene på dem, som ikke længere opfylder kriterierne for at figurere herpå, slettes (dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 129).
190 På denne baggrund skal det syvende anbringende forkastes som ugrundet.
Sagsomkostninger
191 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
192 Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og betale de af Rådet afholdte omkostninger i overensstemmelse med sidstnævntes påstand herom.
193 I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer institutioner, der er indtrådt i en sag, desuden deres egne omkostninger.
194 Følgelig bærer Kommissionen sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Udvidede Afdeling):
1) Rådet for Den Europæiske Union frifindes.
2) Hamas bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet afholdte omkostninger.
3) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.
Pelikánová | Valančius | Nihoul |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. marts 2019.
Underskrifter