RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(enedommer)

18. december 2015

Sag F-128/11

Carlo De Nicola

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

»Personalesag – ansatte ved EIB – bedømmelse – bedømmelsesrapport 2010 – anfægtelse – interne procedurer – betingelser – ophævelse af sagen – søgsmål – søgsmålsinteresse – foreligger ikke – rimelig frist – manglende overholdelse – åbenbart afvisningsgrundlag«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, hvorunder Carlo De Nicola har nedlagt påstand om for det første annullation af e-mail af 4. juli 2011 fra sekretariatet for appeludvalget ved Den Europæiske Investeringsbank (EIB eller herefter »banken«), indeholdende en opfordring til berigtigelse af den interne klage, som han havde indgivet den 26. marts 2011, over bedømmelsesrapporten 2010 og annullation af e-mail af 12. august 2011 fra samme sekretariat, der oplyste sagsøgeren om, at appeludvalget havde taget hans ophævelse af klagesagen for appeludvalget ad notam; for det andet, at afgørelse truffet den 6. september 2011 af EIB’s formand om afslag på ansøgningen om påbegyndelse af en forligsprocedure vedrørende sagsøgerens bedømmelsesrapport 2010 annulleres; for det tredje, at retningslinjerne for bedømmelsen vedrørende 2010 af bankens personale annulleres; for det fjerde, at bedømmelsesrapporten for 2010 annulleres; for det femte, at alle de retsakter, der er sammenhængende hermed, følger af eller går forud for den, herunder afgørelserne om forfremmelse i 2010, annulleres, og endelig for det sjette, at banken pålægges at betale erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, der er en følge af bedømmelsesrapporten for 2010, samt betaler sagens omkostninger, renter og kompensation for pengeforringelsen af de beløb, der udbetales.

Udfald:      Sagen afvises. Carlo De Nicola bærer sine egne omkostninger og betaler Den Europæiske Investeringsbanks omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – bedømmelse – anfægtelse – appeludvalg og forligsprocedure – fakultativ karakter – mulighed for at anvende begge procedurer mod samme bedømmelsesrapport – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; vedtægten for de ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank, art. 22 og 41)

2.      Tjenestemandssager – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – frister – krav om en rimelig frist – søgsmål på området for personalebedømmelse – tidspunkt, hvor fristen begynder at løbe

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; vedtægten for de ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank, art. 22 og 41)

1.      Vedtægten for de ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank tillægger de ansatte ved banken en ret til, inden de anlægger et søgsmål, eller såfremt de har et ønske herom, at anmode om indledning af en ad hoc-procedure som den, der foregår for appeludvalget, netop med det formål, at et organ, der er upartisk og udenforstående i forhold til den berørte ansattes tjenester, indledningsvis undersøger lovligheden af en bedømmelsesrapport og i givet fald tillige opnår en fuldstændig ændring deraf, idet appeludvalget rent faktisk i det hele kan sætte sin vurdering i stedet for bedømmerens.

Den anden procedure, som de ansatte i banken råder over med henblik på at anfægte en bebyrdende retsakt, er forligsproceduren, der er fastsat og reguleret i artikel 41 i vedtægten for de ansatte.

Disse to fakultative procedurer er ikke alternative, idet den ene ikke udelukker den anden, og kan endog føres samtidigt af den berørte ansatte eller uafhængigt af hinanden.

Disse fakultative procedurer for intern anfægtelse i banken må dog ikke misbruges og udøves til skade for overholdelsen af retssikkerhedsprincippet, der udgør en væsentlig garanti for enhver administrativ retsakt, der kan indebære retsvirkninger for dem, den er rettet til.

(jf. præmis 85-88)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom af 23. februar 2001, De Nicola mod EIB, T-7/98, T-208/98 og T-109/99, EU:T:2001:69, præmis 96

2.      De ansatte i Den Europæiske Investeringsbank kan ligesom andre ansatte og tjenestemænd i Unionens tjeneste i forbindelse med tvister mellem dem og deres administration drage fordel af en dobbelt efterprøvelse af lovligheden af de administrative bebyrdende retsakter. De har direkte adgang til en første prøvelse ved Personaleretten og en anden prøvelse i form af en appel ved Den Europæiske Unions Ret, der ganske vist er begrænset til de retlige spørgsmål. Endelig kan de drage fordel af en procedure vedrørende en fornyet prøvelse af dommen afsagt i anden instans, idet denne procedure imidlertid henhører under Den Europæiske Unions Domstols initiativret og enekompetence og derfor ikke er til rådighed for parterne. Imidlertid udgør en eventuel dom afsagt af Domstolen, der på ny prøver en dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret i anden instans, en sidste garanti for prøvelsen af lovligheden af den omhandlede administrative retsakt, der sluttelig er til fordel for parterne.

For så vidt angår overholdelsen af retssikkerhedsprincippet indeholder hverken bestemmelserne i den primære EU-ret vedrørende bankens funktioner eller dennes vedtægt for de ansatte bestemmelser som dem, der indgår i artikel 90 og 91 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, der fastsætter fristerne for anlæggelse af et søgsmål for Unionens retsinstanser med henblik på prøvelse af de retsakter, der er vedtaget af banken, og som går den pågældende imod, således at den pågældende retsakt efter udløbet af fristen i princippet kan anses for at være endelig.

I et søgsmål på området for personalebedømmelse mellem banken og en af dens ansatte kan i denne henseende en frist på mere end otte måneder for at anlægge et søgsmål ved Personaleretten, der begynder at løbe fra tidspunktet for meddelelsen af den retsakt, der går den berørte ansatte imod, anses for at være en rimelig frist dog på betingelse af dels, at den eventuelle procedure for appeludvalget til prøvelse af den nævnte retsakt er blevet indledt af den berørte ansatte inden for en rimelig frist, og/eller dels, at den berørte har indgivet en eventuel anmodning om forlig inden for en ligeledes rimelig frist, hvilket skal ses i forhold til alle omstændighederne i sagen.

(jf. præmis 89-91)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: dom af 16. september 2013, De Nicola mod EIB, T-264/11 P, EU:T:2013:461, præmis 52