Language of document : ECLI:EU:F:2007:177

PERSONALERETTENS KENDELSE

(Anden Afdeling)

17. oktober 2007

Sag F-115/06

Carlos Sanchez Ferriz m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – manglende opførelse på listen over forfremmede tjenestemænd – forfremmelsesåret 2005 – prioritetspoints – fortjeneste – anciennitet – ulovlighedsindsigelse – antagelse til realitetsbehandling«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Carlos Sanchez Ferriz og ni andre tjenestemænd ved Kommissionen har nedlagt påstand principalt om annullation af listen over tjenestemænd forfremmet i forfremmelsesåret 2005, for så vidt som sagsøgerne ikke er opført herpå, og subsidiært om annullation af afgørelserne om prioritetspoints til sagsøgerne i nævnte forfremmelsesår.

Udfald: Sagen afvises dels som åbenbart uantagelig til realitetsbehandling, dels som åbenbart ugrundet. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – bebyrdende forvaltningsakt – et forfremmelsesudvalgs forslag om tildeling af prioritetspoints – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, afsnit 2 og 45, samt art.  90 og 91)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – klage fra en ikke-forfremmet ansøger – afslag – begrundelsespligt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, afsnit 2 og 45, samt art.  90, stk. 2)

1.      Et forfremmelsesudvalgs forslag om tildeling af prioritetspoints til forskellige kategorier i en forfremmelsesordning, der er oprettet ved en intern forskrift i Kommissionen, er ikke en bebyrdende forvaltningsakt. Forfremmelsesudvalgene har nemlig ikke kompetence til at træffe afgørelse vedrørende tildelingen af prioritetspoints. Selv om det fremgår af vedtægtens artikel 25, afsnit 2, at enhver bebyrdende afgørelse skal begrundes, gælder dette krav derfor ikke for et sådant forslag fra et forfremmelsesudvalg vedrørende en ikke-forfremmet tjenestemand.

(jf. præmis 54)

2.      I forbindelse med en forfremmelsesprocedure er ansættelsesmyndigheden ikke forpligtet til at begrunde en afgørelse om forfremmelse, hverken over for afgørelsens adressat eller over for ikke-forfremmede ansøgere. Ansættelsesmyndigheden skal imidlertid begrunde et afslag på en klage, som en ikke-forfremmet ansøger har indbragt i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2.

(jf. præmis 55)

Henvisning til:

Domstolen, 7. februar 1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, Sml. I, s. 225, præmis 13.

Retten, 3. februar 2005, sag T-172/03, Heurtaux mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 15, og II, s. 63, præmis 42.