Language of document :

Appel iværksat den 29. januar 2019 af Credito Fondiario SpA til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 19. november 2018 i sag T-661/16, Credito Fondiario mod SRB

(Sag C-69/19 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Credito Fondiario SpA (ved advokaterne F. Sciaudone, F. Iacovone, S. Frazzani og A. Neri)

Den anden part i appelsagen: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Intervenienter: Den Italienske Republik og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede kendelse ophæves og sagen hjemvises til Retten.

Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med appelsagen og sag T-661/16.

Subsidiært ophæves den appellerede kendelse, for så vidt som Retten pålagde Credito Fondiario at betale de af Den Fælles Afviklingsinstans afholdte omkostninger, og der træffes afgørelse ud fra rimelighedshensyn om omkostningerne afholdt under sagen i første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Det er appellantens opfattelse, at den appellerede kendelse er behæftet med adskillige fejl af såvel retlig som processuel art.

I. Fejlagtig kvalificering af de faktiske omstændigheder. Manglende begrundelse

Det var med urette, at Retten kvalificerede de faktiske omstændigheder på grundlag af retspraksis, hvorefter søgsmålsfristen i tilfælde af manglende offentliggørelse eller forkyndelse løber fra det tidspunkt, hvor den berørte har fået nøjagtigt kendskab til indholdet i og begrundelsen for den omhandlede retsakt, forudsat at den pågældende har anmodet om teksten inden for en rimelig frist.

Retten vurderede navnlig fejlagtigt, at appellanten fik kendskab til to afgørelser truffet af SRB ved to meddelelser fra Banca d’Italia af 3. maj 2016 og 27. maj 2016. Det var endvidere fejlagtigt, at Retten vurderede, at appellanten ikke handlede inden for en rimelig frist med henblik på at komme i besiddelse af de to afgørelser fra SRB. Retten tog ikke behørigt hensyn til den usikre retlige sammenhæng. Retten konstaterede derfor fejlagtigt, at søgsmålet blev anlagt for sent under omstændighederne i den konkrete sag.

II. Fejlagtig fortolkning og anvendelse af retspraksis vedrørende »en rimelig frist«

Rettens vurdering, hvorefter søgsmålet er anlagt for sent, er ligeledes behæftet med en fejlagtig fortolkning (og dermed en fejlagtig anvendelse i det konkrete tilfælde) af retspraksis vedrørende den rimelige varighed af den frist, inden for hvilken den berørte skal handle for at komme i besiddelse af den afgørelse, som den pågældende ønsker at anfægte.

III. Tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar. Tilsidesættelse og forkert anvendelse af artikel 126 i Rettens procesreglement

Selv om Retten vedtog flere foranstaltninger med henblik på bevisoptagelse og sagens tilrettelæggelse, opfordrede den ikke parterne til at fremsætte bemærkninger til spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet var anlagt rettidigt. Retten behandlede spørgsmålet om den for sene anlæggelse for første gang i kendelsen og baserede sig på dette element ved afvisningen af sagen, uden at parterne, navnlig appellanten, havde fået lejlighed til at fremsætte deres argumenter og drøfte dette punkt.

Retten afsagde desuden kendelsen i medfør af artikel 126 i Rettens procesreglement, selv om det af flere grunde er tydeligt, at den afvisningsgrund, som kendelsen er baseret på, ikke er åbenbar.

Retten tilsidesatte dermed appellantens ret til forsvar.

IV. Fejlagtig vurdering med hensyn til spørgsmålet om afvisning af påstanden fremsat i medfør af artikel 277 TEUF

Da Retten med urette konstaterede, at annullationssøgsmålet skulle afvises, følger det automatisk heraf, at kendelsen er ulovlig, for så vidt som Retten heri fastslog, at appellantens påstand om, at det blev fastslået, at forordning 2015/63 1 er ulovlig, måtte afvises. Retten fandt således, at den anden påstand nødvendigvis var accessorisk i forhold til den principale påstand om annullation, og at den omstændighed, at annullationssøgsmålet åbenbart skulle afvises, automatisk medførte, at påstanden om, at det fastslås, at forordning 2015/63 er ulovlig, åbenbart måtte afvises.

V. Fejlagtig vurdering vedrørende afgørelsen om betalingen af sagsomkostningerne. Tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 134 og 135 i Rettens procesreglement

Subsidiært har appellanten anfægtet kendelsen, for så vidt som Retten pålagde appellanten at betale SRB’s omkostninger.

Ifølge appellanten burde Retten af rimelighedshensyn have anvendt procesreglementets artikel 135 og fordelt omkostningerne i medfør af procesreglementets artikel 135, stk. 1, eller i givet fald have pålagt SRB at betale i det mindste en del af appellantens omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 135, stk. 2.

____________

1     Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante -bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44)