Language of document : ECLI:EU:T:2020:606

RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

16. december 2020 (*)

»EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-ordmærket Canoleum – det ældre internationale ordmærke MARMOLEUM – relativ registreringshindring – forsinket indgivelse af begrundelsen for klagen – afvisning af sagen ved appelkammeret – begæring om restitutio in integrum – pludselig sygdom hos den advokat, der repræsenterer sagsøgeren – pligt til at udvise omhu – bevisværdien af advokatens erklæring på tro og love«

I sag T-3/20,

Forbo Financial Services AG, Baar (Schweiz), ved advokat S. Fröhlich,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved M. Fischer, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO

Windmöller GmbH, Augustdorf (Tyskland),

angående et søgsmål til prøvelse af afgørelse truffet den 9. oktober 2019 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 773/2019-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Forbo Financial Services og Windmöller,

har

RETTEN (Tredje Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A.M. Collins (refererende dommer), og dommerne Z. Csehi og G. De Baere,

justitssekretær: E. Coulon,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 3. januar 2020,

under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 10. marts 2020,

og under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Den 17. maj 2017 indgav Windmöller Flooring Products WFP GmbH, den retlige forgænger til Windmöller GmbH, som er den anden part i sagen for appelkammeret ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), en ansøgning til EUIPO om registrering af et EU-varemærke i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1)).

2        Det varemærke, der blev ansøgt registreret, var ordtegnet Canoleum.

3        De varer, som varemærkeansøgningen vedrørte, henhørte under klasse 19 og 27 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.

4        Denne ansøgning blev offentliggjort i EU-Varemærketidende nr. 2017/122 af 30. juni 2017.

5        Den 27. september 2017 rejste sagsøgeren, Forbo Financial Services AG, indsigelse i henhold til artikel 41 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 46 i forordning 2017/1001) mod registreringen af det ansøgte varemærke med hensyn til de varer, der er angivet i præmis 3 ovenfor.

6        Indsigelsen var støttet på den internationale registrering af ordmærket MARMOLEUM, der blev registreret den 11. september 1997 under sagsnr. 683531 med beskyttelse udvidet til Den Europæiske Union og en række EU-medlemsstater for varer i klasse 19 og 27.

7        Den registreringshindring, der blev påberåbt til støtte for indsigelsen, var den, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001].

8        Ved afgørelse af 12. februar 2019, der blev meddelt samme dag, forkastede indsigelsesafdelingen indsigelsen i det væsentlige med den begrundelse, at der ikke var en risiko for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 i bevidstheden hos den relevante kundekreds.

9        Den 9. april 2019 indgav sagsøgeren i henhold til artikel 66-71 i forordning 2017/1001 en klage til EUIPO over indsigelsesafdelingens afgørelse.

10      Sagsøgeren indgav imidlertid først den skriftlige begrundelse for klagen den 26. juni 2019, dvs. efter udløbet af den i artikel 68, stk. 1, sidste punktum, i forordning 2017/1001 foreskrevne frist, der udløb ved midnat den 12. juni 2019. Som bilag til denne begrundelse vedlagde sagsøgeren en begæring om restitutio in integrum i henhold til nævnte forordnings artikel 104, hvori selskabet i det væsentlige gjorde gældende, at den advokat, som var ansvarlig for selskabets sag under sagen for EUIPO (herefter »den oprindelige advokat«), ikke havde været i stand til at indgive begrundelsen for klagen inden for den fastsatte frist, eftersom han var blevet alvorlig syg, hvilket var uforudsigeligt. Til støtte herfor fremlagde sagsøgeren to erklæringer på tro og love, den ene fra advokaten selv og den anden fra hans hustru.

11      Ved afgørelse af 9. oktober 2019 (herefter »den anfægtede afgørelse«) antog Andet Appelkammer ved EUIPO begæringen om restitutio in integrum til realitetsbehandling, men afslog den som ugrundet. Det fandt i det væsentlige, at den oprindelige advokat »ikke i fornødent omfang [havde] påvist, at han havde iagttaget den efter omstændighederne fornødne omhu« (den anfægtede afgørelses punkt 16).

12      Nærmere bestemt fandt appelkammeret for det første – efter at have medgivet, at en pludselig sygdom i særlige tilfælde kunne udgøre en uforudsigelig årsag, der kunne begrunde restitutio in integrum (den anfægtede afgørelses punkt 18) – at den oprindelige advokat ikke havde fremlagt tilstrækkeligt bevis for den sygdom, som han påberåbte sig, idet hans og hans hustrus erklæringer på tro og love kun havde en begrænset bevisværdi (den anfægtede afgørelses punkt 19). Appelkammeret foreholdt nærmere bestemt advokaten, at han ikke havde fremlagt en lægeerklæring (den anfægtede afgørelse punkt 19 og 20). Det anførte i denne forbindelse, at en pludselig sygdom kun kunne anses for en uforudsigelig årsag, hvis den var så alvorlig, at den forhindrede den pågældende i at træffe passende foranstaltninger med henblik på at overholde fristen, som f.eks. at underrette en kollega fra det omhandlede advokatkontor. I et sådant tilfælde »[måtte] en lægelig behandling i princippet antages […] at være påkrævet« (den anfægtede afgørelses punkt 20).

13      For det andet kritiserede appelkammeret den oprindelige advokat for ikke at have fremlagt tilstrækkeligt bevis for, at »det heller havde været muligt for ham at bede sin hustru om at ringe til en [kollega på det omhandlede advokatkontor] og få vedkommende til at underskrive og fremsende begrundelsen for klagen« (den anfægtede afgørelses punkt 21).

14      For det tredje anførte appelkammeret, at der ikke var tilstrækkeligt bevis for, at der den 12. juni 2019 ikke var en kollega til den oprindelige advokat tilstede på advokatkontoret, som i advokatens sted kunne underskrive og fremsende begrundelsen for klagen (den anfægtede afgørelses punkt 22).

15      For det fjerde fandt appelkammeret, at det ikke var tilstrækkeligt bevist, at begrundelsen for klagen allerede var udarbejdet og godkendt af sagsøgeren den 12. juni 2019, og at den påberåbte sygdom følgelig reelt havde været årsagen til overskridelsen af fristen (den anfægtede afgørelses punkt 23-25).

16      Appelkammeret afviste derfor klagen på grundlag af artikel 23, stk. 1, litra d), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5. marts 2018 om supplerende regler til forordning 2017/1001 og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 (EUT 2018, L 104, s. 1).

 Parternes påstande

17      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

18      EUIPO har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

19      Sagsøgeren har påberåbt sig et enkelt anbringende om tilsidesættelse af artikel 104 i forordning 2017/1001, sammenholdt med samme forordnings artikel 97, stk. 1, litra f).

20      Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at den oprindelige advokat ikke var i stand til at indgive begrundelsen for klagen inden for den fastsatte frist på grund af alvorlig sygdom og symptomer på akut madforgiftning, som han på uforudsigelig vis havde pådraget sig, til trods for at han havde handlet med den efter omstændighederne fornødne omhu. Sagsøgeren har gjort gældende, at de beviser, som selskabet har fremlagt i den foreliggende sag, er tilstrækkelige til, at begæringen om restitutio in integrum skal antages, og at appelkammeret i den anfægtede afgørelse har anvendt for strenge kriterier i forhold til beviset for de relevante faktiske omstændigheder. Sagsøgeren har navnlig foreholdt appelkammeret, at det ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til omstændighederne i den foreliggende sag og for at have forkastet de erklæringer på tro og love, som sagsøgeren har fremlagt.

21      Sagsøgeren har for det første fremført flere argumenter med henblik på at godtgøre, at den oprindelige advokat har handlet med den efter omstændighederne fornødne omhu.

22      Sagsøgeren har i denne forbindelse for det første anført, at den oprindelige advokat er specialiseret i varemærkeret og har mere end 20 års erhvervserfaring. Sagsøgeren har ligeledes anført, at det advokatkontor, hvor den oprindelige advokat er ansat, råder over et tilstrækkeligt pålideligt system til kontrol og overvågning af frister. Sagsøgeren har redegjort for de forskellige procedurer og foranstaltninger, der er blevet iværksat i denne forbindelse.

23      Sagsøgeren har for det andet under henvisning til erklæringerne på tro og love fra den oprindelige advokat og dennes hustru beskrevet de omstændigheder, der ligger til grund for overskridelsen af fristen for indgivelse af begrundelsen for klagen. Sagsøgeren har anført, at denne frist, som udløb ved midnat den 12. juni 2019, var blevet behørigt indskrevet i de elektroniske og håndskrevne kalendere, som anvendes på det omhandlede advokatkontor til forvaltning af frister, og at begrundelsen allerede inden denne dato var udarbejdet, blevet fremsendt til sagsøgerens advokater i Schweiz og godkendt af sagsøgeren selv. Sagsøgeren har anført, at de eneste ansatte i advokatkontorets afdeling for varemærkeret, som var tilstede på dette tidspunkt, var den oprindelige advokat og den medarbejder, som er ansvarlig for varemærkesager, og at de øvrige advokater i afdelingen enten var ledige eller på forretningsmøde uden for kontoret. Den oprindelige advokat havde om morgenen bedt denne medarbejder om at udarbejde begrundelsen for klagen og de tilhørende bilag tillige med listen over bilagene og at give ham den til underskrift. Straks herefter deltog han i flere telefonmøder, inden han forholdsvis sent spiste frokost på en restaurant, der ligger i nærheden af kontoret. Mens han forberedte sig på at forlade kontoret efter endt arbejdsdag omkring kl. 17, spurgte den nævnte medarbejder ind til begrundelsen for klagen hos den oprindelige advokat, som oplyste medarbejderen om, at han selv ville underskrive og videresende den til EUIPO. Omkring kl. 18.30 blev den oprindelige advokat pludselig syg, hvilket forhindrede ham i at underskrive den nævnte begrundelse og fremsende den til EUIPO og endda som følge af de alvorlige symptomer at overveje at overdrage disse opgaver til en tredjemand. Dagen efter, dvs. den 13. juni 2019, gik det op for ham, at han ikke havde sendt begrundelsen for klagen til EUIPO.

24      Hvad for det andet angår de beviser, der skal understøtte de omstændigheder, der er redegjort for i præmis 23 ovenfor, har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at det »samlet« forkastede de to erklæringer på tro og love, som sagsøgeren havde fremlagt, dvs. at det undlod at foretage en grundig helhedsvurdering af deres indhold, ikke fremsatte nogen som helst bemærkning til spørgsmålet om, i hvilket omfang det nævnte indhold var detaljeret, fornuftigt og generelt troværdigt, og ikke tog tilstrækkeligt hensyn til omstændighederne i den foreliggende sag. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at der ikke findes andre beviser, som kan underbygge indholdet af erklæringerne på tro og love, og som med rimelighed kan kræves fremlagt i den foreliggende sag. Sagsøgeren har navnlig anført, at det var umuligt at fremlægge en lægeerklæring, eftersom den oprindelige advokat på grund af sine symptomer ikke var i stand til at konsultere en læge, idet sygdommen opstod pludseligt. Ifølge sagsøgeren ville det heller ikke have været muligt at indhente en lægeerklæring den efterfølgende dag, da ingen læge ville kunne attestere en sygdom, der var opstået dagen forinden. Sagsøgeren har tilføjet, at det ifølge advokaten ikke var nødvendigt at konsultere en læge den efterfølgende dag, idet sygdomssymptomerne allerede var mildere.

25      Hvad angår erklæringen på tro og love fra den oprindelige advokats hustru har sagsøgeren bestridt appelkammerets argument i den anfægtede afgørelses punkt 19 om, at erklæringen kun har begrænset bevisværdi med den begrundelse, at hustruen ikke er en »neutral tredjemand«. Sagsøgeren har gjort gældende, at en ægtefælle ikke automatisk kan anses for at have en personlig interesse i spørgsmål vedrørende sin mands arbejdsliv, og fremhævet, at den omhandlede erklæring udgør en erklæring på tro og love som omhandlet i artikel 97, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001.

26      Sagsøgeren har ligeledes bestridt, at en sygdom kun kan udgøre en ekstraordinær omstændighed, der kan give anledning til restitutio in integrum, hvis den er genstand for lægelig behandling. Ifølge sagsøgeren udgør nødvendigheden af lægelig behandling ikke en rent objektiv omstændighed, der nemt kan bevises. Der findes visse personer, som af forskellige årsager såsom en høj smertetærskel eller frygt for læger, aldrig vil gå til læge, uanset om de udviser alvorlige symptomer.

27      Sagsøgeren har som svar på appelkammerets konstatering af, at den oprindelige advokat ikke har ført tilstrækkeligt bevis for, at han end ikke kunne bede sin ægtefælle om at ringe til en af sine kolleger på advokatkontoret for at bede vedkommende om at underskrive og fremsende begrundelsen for klagen på sine vegne, anført, at et sådant bevis kun kunne føres ved de i den foreliggende sag fremlagte erklæringer på tro og love.

28      Sagsøgeren er i øvrigt af den opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt kollegerne på det omhandlede advokatkontor på tidspunktet, hvor den oprindelige advokat blev syg, var til rådighed, således at de kunne underskrive og fremsende begrundelsen for klagen i advokatens sted, er »rent hypotetisk« og irrelevant. Sagsøgeren har gjort gældende, at advokaten på grund af sin fysiske tilstand på ingen måde var i stand til at oplyse nogen om noget som helst.

29      Endelig har sagsøgeren bestridt appelkammerets argument om, at der ikke er ført tilstrækkeligt bevis for, at den oprindelige advokats sygdom reelt er årsagen til overskridelsen af fristen. Sagsøgeren har gjort gældende, at i modsætning til hvad appelkammeret har ladet forstå, var begrundelsen for klagen allerede udarbejdet og manglede blot at blive underskrevet. Sagsøgeren er af den opfattelse, at der i denne henseende ikke er nogen grund til at betvivle indholdet af advokatens erklæring på tro og love, og har anført, at det ikke – som gjort af appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 25 – kunne kræves, at sagsøgeren fremlagde en e-mailudveksling mellem sidstnævnte og sagsøgerens advokater i Schweiz, eftersom der er tale om en fortrolig korrespondance mellem advokater. Da den oprindelige advokat blev syg kl. 18.30, var der under alle omstændigheder fortsat næsten seks timer til udløbet af fristen, hvorunder begrundelsen kunne have været udarbejdet og fremsendt. Sagsøgeren har endvidere som bilag til stævningen vedlagt en e-mailkorrespondance mellem det omhandlede advokatkontor og sagsøgerens advokater i Schweiz, hvoraf det fremgår, at sidstnævnte godkendte begrundelsen for klagen den 3. juni 2019.

30      Sagsøgeren har for det tredje gjort gældende, at de øvrige betingelser for restitutio in integrum er opfyldt. Sagsøgeren har i denne forbindelse for det første anført, at fristen for indgivelse af en begrundelse for en klage er en frist, der kan give anledning til restitutio in integrum. Sagsøgeren har præciseret, at eftersom selskabet ikke blev meddelt restitutio in integrum, bevirkede overskridelsen af fristen for indgivelsen af begrundelsen for klagen, at det mistede retten til at klage, idet klagen blev afvist i henhold til artikel 23, stk. 1, litra d), i delegeret forordning 2018/625. Sagsøgeren har for det andet anført, at i henhold til artikel 104, stk. 2, i forordning 2017/1001 blev begæringen om restitutio in integrum indgivet skriftligt inden to måneder fra hindringens ophør, hvilken hindring bestod i, at sagsøgeren den 13. juni 2019 blev orienteret om den manglende indgivelse af begrundelsen. Den pågældende undladelse, der i det foreliggende tilfælde består i manglende indgivelse af begrundelsen for klagen, forekom inden for samme frist. Sagsøgeren har for det tredje anført, at begæringen om restitutio in integrum var begrundet, og at gebyret for genindsættelse i tidligere rettigheder var blevet betalt med den debetoverførsel af 25. juni 2019, som med ekspresforsendelse blev sendt til EUIPO den 26. juni 2019. Sagsøgeren har for det fjerde gjort gældende, at udelukkelsesgrundene i artikel 104, stk. 5, i forordning 2017/1001 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

31      EUIPO har bestridt sagsøgerens argument. EUIPO har gjort gældende, at appelkammeret ikke begik nogen retlig fejl, da det afslog begæringen om restitutio in integrum og dermed også klagen.

32      EUIPO har gjort gældende, at en pludselig sygdom kun undtagelsesvis kan udgøre en uforudsigelig hændelse, der kan begrunde restitutio in integrum, idet en virksomhed normalt skal organisere sig på en sådan måde, at en medarbejder kan erstattes i tilfælde af sygdom. Det har gjort gældende, at der i et sådant tilfælde skal redegøres for de omstændigheder, der har ført til overskridelsen af fristen med særlig omhu, og at de skal påvises uden nogen form for tvivl. I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren imidlertid blot fremlagt to erklæringer på tro og love, hvoraf den ene desuden er afgivet af den berørte person og den anden af hans hustru.

33      EUIPO har bestridt, at appelkammeret forkastede den oprindelige advokats erklæring på tro og love i det hele eller grundlæggende har rejst tvivl om dens troværdighed. Det bemærkede alene, at det følger af fast retspraksis, at henset til ophavsmandens egen åbenbare interesse i, at begæringen om restitutio in integrum antages, kan bevisværdien af den pågældendes erklæring alene anses for begrænset, og den skal derfor understøttes af yderligere beviser. Det samme gør sig gældende hvad angår erklæringen på tro og love fra advokatens ægtefælle, der tydeligvis ikke er en neutral tredjemand.

34      EUIPO er af den opfattelse, at sådanne supplerende beviser let kunne være blevet fremlagt.

35      Sagsøgeren kunne således have fremlagt en lægeerklæring. Henset til beskrivelsen af den oprindelige advokats symptomer ville det have været indlysende straks at modtage akut lægebehandling i stedet for, som det fremgår af hans erklæring på tro og love »med store anstrengelser at tage hjem i en taxa«. EUIPO har medgivet, at det stod den nævnte advokat frit for ikke at modtage lægehjælp, men er af den opfattelse, at det påhvilede advokaten at fremlægge beviser med samme bevismæssig værdi som bevisværdien af en lægeerklæring, der objektivt kunne attestere den angivelige sygdoms alvor.

36      EUIPO har under henvisning til alvoren af de angivelige symptomer forkastet sagsøgerens argument om, at en læge den efterfølgende dag ikke ville have været i stand til at konstatere den sygdom, som den oprindelige advokat havde påberåbt sig, som urealistisk.

37      EUIPO har ligeledes gjort gældende, at det ville have været let for den oprindelige advokat at underbygge sit udsagn om, at der på aftenen for fristen udløb ikke længere var nogen advokat – navnlig ikke nogen advokat fra afdelingen for varemærker – tilstede på advokatkontoret, og dette ved fremlæggelse af en erklæring, hvori de pågældende bekræftede, at de faktisk var fraværende på det nævnte tidspunkt. Det har bestridt, at dette spørgsmål er rent hypotetisk.

38      Ifølge EUIPO ville det ligeledes have været let under sagen for appelkammeret at underbygge den angivelige omstændighed, at begrundelsen for klagen allerede var udarbejdet og godkendt af sagsøgeren eller dennes advokater i Schweiz bl.a. ved fremlæggelse af korrespondancen mellem den oprindelige advokat og sidstnævnte, i givet fald ved at skjule de fortrolige passager. Den omstændighed, at den korrespondance, der blev fremlagt for første gang for Retten, synes at bekræfte, at begrundelsen allerede var blevet godkendt af sagsøgeren den 3. juni 2019, ændrer ikke ved den omstændighed, at appelkammeret ikke kunne få adgang til dette bevis.

39      EUIPO har tilføjet, at selv hvis det antages, at de af sagsøgeren påberåbte omstændigheder i forbindelse med indgivelsen af begrundelsen for klagen er tilstrækkeligt godtgjort, er den mangel på fornøden omhu, som appelkammeret har gjort gældende, fortsat gyldig. Kontoret er af den opfattelse, at et system med kontrol og overvågning af frister på et advokatkontor skal tage sådanne hændelser i betragtning og institutionelt sikre, at fristerne overholdes ved hjælp af organisatoriske foranstaltninger. I det foreliggende tilfælde ville en intern garanti ikke have haft nogen indflydelse på tidspunktet, hvor den oprindelige advokat befandt sig alene på kontoret på datoen for fristens udløb.

40      Endelig er EUIPO af den opfattelse, at det er i strid med pligten til at udvise omhu, at begrundelsen for klagen uden nogen åbenlys grund først blev fremsendt efter kl. 18.30 samme dag som fristen udløb, selv om den allerede var udarbejdet om morgenen. EUIPO er ligeledes af den opfattelse, at det er fuldstændig uforklarligt, hvorfor begrundelsen ikke blev indgivet den efterfølgende dag, men først to uger efter fristens udløb.

41      I henhold til artikel 68, stk. 1, sidste punktum, i forordning 2017/1001 skal der senest fire måneder efter datoen for meddelelse af afgørelsen indgives en skriftlig begrundelse for den påklagede afgørelse. I henhold til artikel 23, stk. 1, litra d), i delegeret forordning 2018/625 afviser appelkammeret klagen, hvis begrundelsen for klagen ikke er indgivet inden for denne frist.

42      I den foreliggende sag fremgår det af sagsakterne, og det er ubestridt mellem parterne, at indsigelsesafdelingen traf sin afgørelse den 12. februar 2019, og at sagsøgeren efter den klage, som sagsøgeren havde indgivet den 9. april 2019, først indgav begrundelsen for klagen den 26. juni 2019, dvs. to uger efter udløbet af den ovenfor i præmis 41 nævnte frist på fire måneder, som udløb ved midnat den 12. juni 2019.

43      Artikel 104 i forordning 2017/1001 med overskriften »Restitutio in integrum« bestemmer:

»1.      En ansøger eller indehaver af et EU-varemærke eller enhver anden part i en sag ved kontoret, der trods iagttagelse af den efter omstændighederne fornødne omhu er blevet forhindret i over for kontoret at overholde en frist, genindsættes på begæring i sine tidligere rettigheder, såfremt den manglende overholdelse af fristen i medfør af denne forordning har som direkte følge, at en ret eller et retsmiddel fortabes.

2.      Begæringen indgives skriftligt inden to måneder fra hindringens ophør. Den ovenfor omhandlede undladelse bringes til ophør inden for samme frist. Begæringen kan kun antages inden for et år efter udløbet af den ikke overholdte frist. Er ansøgningen om fornyelse af registreringen ikke indgivet, eller fornyelsesgebyret ikke betalt, indeholdes den i artikel 53, stk. 3, tredje punktum, fastsatte yderligere frist på seks måneder i fristen på et år.

3.      Begæringen begrundes og angiver de omstændigheder, den støttes på. Den anses først for indgivet, når gebyret for genindsættelse i tidligere rettigheder er betalt.

4.      Den afdeling, der er kompetent til at træffe afgørelse om undladelsen, træffer afgørelse om begæringen.

5.      Bestemmelserne i denne artikel finder ikke anvendelse på de i stk. 2 samt de i artikel 46, stk. 1 og 3, og artikel 105 nævnte frister.«

44      Det fremgår af sagsakterne, og det er ubestridt mellem parterne, at blandt de betingelser for restitutio in integrum, der er nævnt i præmis 43 ovenfor, er den eneste betingelse, som appelkammeret i den foreliggende sag mente ikke var opfyldt, den, hvorefter parten skal have handlet med den efter omstændighederne fornødne omhu.

45      I henhold til artikel 104, stk. 1, i forordning 2017/1001 påhviler forpligtelsen til at udvise omhu først og fremmest ansøgeren, indehaveren af et EU-varemærke eller enhver anden part i en sag for EUIPO. Hvis disse personer lader sig repræsentere, er repræsentanten imidlertid i samme udstrækning som disse personer underlagt kravet om omhu. Idet den pågældende handler på vegne af ansøgeren eller indehaveren af et EU-varemærke eller enhver anden part i en sag ved EUIPO, skal vedkommendes handlinger nemlig anses for at være disse personers handlinger (jf. dom af 5.4.2017, Renfe-Operadora mod EUIPO (AVE), T-367/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:255, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

46      Det skal endvidere bemærkes, at ifølge fast retspraksis kræver udtrykket »den efter omstændighederne fornødne omhu«, at der indføres et internt kontrol- og overvågningssystem for frister, der generelt udelukker uforvarende overskridelser af disse. Det følger heraf, at alene usædvanlige – og som følge deraf efter erfaringen uforudsigelige – begivenheder kan give anledning til restitutio in integrum (dom af 28.6.2012, Constellation Brands mod KHIM (COOK’S), T-314/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:329, præmis 19, og af 5.4.2017, AVE, T-367/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:255, præmis 26).

47      Det skal endvidere bemærkes, at betingelserne for anvendelse af artikel 104, stk. 1, i forordning 2017/1001 skal fortolkes strengt. Overholdelsen af frister er nemlig en ufravigelig procesforudsætning, og en restitutio in integrum efter udløbet af en frist, kan bringe retssikkerheden i fare (jf. i denne retning dom af 16.6.2015, H.P. Gauff Ingenieure mod KHIM – Gauff (Gauff JBG Ingenieure), T-585/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:386, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

48      I den anfægtede afgørelse rejste appelkammeret på ingen måde tvivl om relevansen og pålideligheden af det system til kontrol og overvågning af frister, som anvendes af advokatkontoret. Det var således med urette, at EUIPO i sit svarskrift foreholdt dette advokatkontor, at det ikke i dette system har fastsat en »intern garanti«, der sikrer overholdelsen af frister i et tilfælde som det foreliggende, hvor offeret for en pludselig hændelse befinder sig alene på kontoret på datoen for fristens udløb (jf. præmis 39 ovenfor). Den anfægtede afgørelse er ikke begrundet med en sådan angivelig mangel på omhu.

49      I den anfægtede afgørelse fandt appelkammeret heller ikke, at det udgjorde mangel på fornøden omhu, at den oprindelige advokat ikke havde sendt begrundelsen for klagen til EUIPO inden kl. 18.30 samme dag, som fristen udløb, selv om begrundelsen allerede var udarbejdet om morgenen, eller at den oprindelige advokat først indgav den nævnte begrundelse to uger efter fristens udløb og ikke dagen efter hændelsen. EUIPO kunne dermed heller ikke med rette påberåbe sig disse omstændigheder i svarskriftet.

50      I virkeligheden tog appelkammeret i den anfægtede afgørelse udgangspunkt i den helt korrekte forudsætning om, at pludselig sygdom i særlige tilfælde kan udgøre en uforudsigelig begivenhed, der kan begrunde restitutio in integrum. Det fastslog imidlertid i det væsentlige, at sagsøgeren ikke i tilstrækkelig grad havde påvist forekomsten og alvoren af den af den oprindelige advokat påberåbte sygdom, og under alle omstændigheder heller ikke, at begrundelsen for klagen allerede var udarbejdet og godkendt, da denne sygdom indtrådte. Det fandt nærmere bestemt, at de beviser, som sagsøgeren havde fremlagt til støtte for sin begæring om restitutio in integrum, dvs. erklæringerne på tro og love fra advokaten og dennes hustru, ikke var tilstrækkelige til at bevise de nævnte faktiske omstændigheder.

51      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en erklæring på tro og love udgør et bevis, der kan antages til realitetsbehandling i henhold til artikel 97, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001. Det følger af fast retspraksis, at for at vurdere et dokuments bevisværdi må sandsynligheden og ægtheden af dets indhold efterprøves. Der skal navnlig tages hensyn til dokumentets oprindelse, omstændighederne ved dets udarbejdelse, modtageren af dokumentet, og til spørgsmålet, om dokumentet efter sit indhold forekommer fornuftigt og troværdigt (jf. dom af 8.5.2017, Les Éclaires mod EUIPO – L’éclaireur International (L’ECLAIREUR), T-680/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:320, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

52      Selv om det fremgår af retspraksis, bl.a. af dom af 16. juni 2015, Gauff JBG Ingenieure (T-585/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:386, præmis 28-31), hvortil appelkammeret henviste i den anfægtede afgørelses punkt 19, at en erklæring, der er udfærdiget i ophavsmandens interesse, kun har begrænset bevisværdi og kræver yderligere beviser, giver dette i øvrigt ikke EUIPO’s instanser mulighed for i princippet at fastslå, at en sådan erklæring i sig selv mangler enhver troværdighed. Bevisværdien af en sådan erklæring isoleret set eller i sammenhæng med andre beviser afhænger navnlig af sagens omstændigheder.

53      I den foreliggende sag skal det imidlertid fastslås, at appelkammeret, således som sagsøgeren med rette har gjort gældende, uden videre anså de to erklæringer på tro og love for at mangle enhver troværdighed, og forkastede de heri indeholdte detaljerede forklaringer med den begrundelse, at hvad angår den oprindelige advokats erklæring havde denne advokat en selvstændig interesse i at få antaget begæringen om restitutio in integrum, og hvad angår advokatens hustrus erklæring, udgjorde hun ikke en »neutral tredjemand«, eftersom hun havde en »personlig tilknytning« til advokaten.

54      Ved denne fremgangsmåde undlod appelkammeret at tage behørigt hensyn til omstændighederne i den foreliggende sag.

55      Hvad indledningsvis angår den oprindelige advokats erklæring tog appelkammeret ikke hensyn til, at vedkommende er en erhvervsdrivende, der skal udøve sit hverv under overholdelse af fagetiske regler og moralske standarder, hvilket bl.a. forbyder ham forsætligt at vildlede myndighederne og navnlig domstolene. Hvis han afgiver en falsk erklæring på tro og love, vil han desuden ikke alene risikere strafferetlige sanktioner, men også bringe sit erhvervsmæssige omdømme i fare og skabe alvorlig tvivl om sin hæderlighed.

56      Det skal bemærkes, at en erklæring på tro og love fra en advokat i sig selv udgør et solidt bevis for de omstændigheder, der henvises til i en erklæring, når den er entydig og uden selvmodsigelser, og når der ikke foreligger nogen faktisk omstændighed, der kan rejse tvivl om dens oprigtighed.

57      Appelkammeret tog heller ikke hensyn til den omstændighed, som er kernen i den foreliggende sag, at den hændelse, som den oprindelige advokat påberåbte sig som årsag til overskridelsen af fristen, vedrørte hans privatliv, og at han var bedst i stand til at fremlægge oplysninger om hændelsen og navnlig om de symptomer og lidelser, som han havde lidt af. Appelkammeret fokuserede udelukkende på den omstændighed, som ganske vist er korrekt, men ikke udelukker det ovenfor konstaterede, at advokaten havde en personlig interesse i, at der blev givet sagsøgeren restitutio in integrum, eftersom han havde ladet fristen for indgivelse af begrundelsen for klagen udløbe.

58      Hvad endelig angår erklæringen på tro og love fra den oprindelige advokats hustru burde appelkammeret – selv om det er ubestridt, at der hvad angår deres ægteskab er en »personlig tilknytning« mellem dem – have taget hensyn til den omstændighed, som sagsøgeren med rette har gjort gældende, at de personer, som der er vidne til en hændelse som den, der er opstået i den foreliggende sag, og som derfor kan bevise de faktiske omstændigheder, der kan henføres hertil, oftest hører til den tætte omgangskreds. Endvidere ville advokatens ægtefælle i lighed med advokaten blive udsat for strafferetlige sanktioner, såfremt hun afgav en falsk erklæring på tro og love.

59      Appelkammeret undlod ligeledes at tage hensyn til den omstændighed, at de beviser, der i den foreliggende sag kunne underbygge indholdet af de to erklæringer på tro og love, ikke med rimelighed kunne kræves fremlagt eller ikke var tilgængelige. Det skal i denne forbindelse bemærkes, således som sagsøgeren med rette har anført i stævningen, at den foreliggende sag vedrører en enkeltstående og tilfældig begivenhed, der ligger inden for den berørtes privatliv, og at den derfor adskiller sig fra de situationer, der generelt er omhandlet i retspraksis vedrørende bevisværdien af erklæringer på tro og love, når disse er fremlagt med henblik på at godtgøre rent objektive omstændigheder, der ikke har personlig karakter, såsom reel brug af et varemærke (dom af 12.3.2020, Maternus mod EUIPO – adp Gauselmann (Jokers WILD Casino), T-321/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:101, præmis 45 og 46) eller et varemærkes opnåelse af særpræg ved reel brug (dom af 26.6.2018, Jumbo Africa mod EUIPO – ProSiebenSat.1 Licensing (JUMBO), T-78/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:383, præmis 55 og 56).

60      Det kunne således ikke kræves af den oprindelige advokat, at han konsulterede en læge den aften, han blev syg, og ved den lejlighed fik en lægeerklæring. Henset til de symptomer, denne sygdom fremkalder, er det helt forståeligt, at han, således som han har redegjort for i sin erklæring på tro og love, foretrak straks at tage hjem i en taxi. Eftersom personer, der lider af denne type sygdom, for det meste hurtigt bliver raske af sig selv, uden at det er nødvendigt med medicinsk behandling, er det i øvrigt ikke overraskende, at advokaten ikke fandt det nødvendigt efterfølgende at lade sig undersøge af en læge.

61      Det skal ligeledes medgives, at den oprindelige advokat på grund af sine symptomer, og navnlig hans forvirrede sindstilstand, ikke var i stand til at pålægge en af sine kolleger på advokatkontoret at underskrive og fremsende begrundelsen for klagen i sit sted. Spørgsmålet om, hvorvidt der var nogen kolleger tilstede på kontoret til at gøre dette på det tidspunkt, hvor den oprindelige advokat pludselig blev syg, er dermed irrelevant.

62      Af samme grunde er det næppe overraskende, at den oprindelige advokat ikke efter, at han var kommet hjem, mentalt var i stand til at bede sin hustru om at kontakte en af sine kolleger på kontoret med henblik på at overdrage opgaven til vedkommende. Eftersom denne omstændighed kun kan godtgøres ved de erklæringerne på tro og love, der er fremlagt i den foreliggende sag, kan appelkammerets anbringende om, at sagsøgeren ikke har underbygget denne omstændighed med yderligere beviser, ikke tiltrædes.

63      Endelig skal det fastslås, at appelkammeret heller ikke med rette kan kritisere sagsøgeren for ikke under den administrative procedure at have fremlagt beviser til støtte for det anførte i den oprindelige advokats erklæring på tro og love om, at begrundelsen for klagen allerede var udarbejdet og godkendt på tidspunktet for udløbet af den omhandlede frist. Den nævnte advokat kunne nemlig som erfaren advokat, og henset til betragtningerne i præmis 55 ovenfor, ikke med rimelighed forvente, at appelkammeret i en sådan grad ville rejse tvivl om rigtigheden af hans forklaringer. Det skal i denne forbindelse desuden bemærkes, at det fremgår af den korrespondance mellem denne advokat og sagsøgerens advokater i Schweiz, som sagsøgeren har fremlagt i den foreliggende sag, at begrundelsen for klagen faktisk var udarbejdet og godkendt allerede den 3. juni 2019.

64      Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at sagsøgerens eneste anbringende skal tages til følge, og at den anfægtede afgørelse skal annulleres.

 Sagsomkostninger

65      Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da EUIPO har tabt sagen, pålægges det EUIPO at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):

1)      Afgørelsen truffet den 9. oktober 2019 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 773/2019-2) annulleres.

2)      EUIPO betaler sagsomkostningerne.

Collins

Csehi

De Baere

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. december 2020.

Underskrifter


*      Processprog: tysk.