Language of document :

Sag anlagt den 28. september 2011 - ZZ mod Kommissionen

(Sag F-94/11)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: ZZ (ved advokat H. Mannes)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af EPSO's afgørelse om at genoptage den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/26/05 og om at opfordre sagsøgeren til at gentage den mundtlige prøve og annullation af afgørelsen om at udelukke ham fra udvælgelsesprøven, fordi han ikke mødte op til denne mundtlige prøve.

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Europa-Kommissionens afgørelser af henholdsvis 11. februar og 12. august 2011 annulleres.

Det fastslås, at opfordringen af 14. januar 2011 til at gå op til den mundtlige prøve er retsstridig.

Det fastslås, at den blotte gentagelse af sagsøgerens mundtlige prøve ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe de principielle procedurefejl, der er fastslået i den af sagsøgeren tidligere anlagte sag.

Det fastslås, at Kommissionen har beføjelse til at opføre sagsøgeren på reservelisten uden, at prøven gentages.

Det fastslås, at Kommissionen er forpligtet til at yde passende kompensation for den ulempe, der er opstået for sagsøgeren som følge af fristens udløb, og til at undgå enhver form for forskelsbehandling i forhold til de ansøgere, der bestod prøven.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

I givet fald afsiges en udeblivelsesdom.

____________