RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Tredje Afdeling)
12. februar 2014
Sag F-83/12
Jean-Pierre Bodson m.fl.
mod
Den Europæiske Investeringsbank (EIB)
»Personalesag – ansatte ved EIB – ansættelsesforholdets kontraktmæssige karakter – løn – ændring af EIB’s bonusordning«
Angående: Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder sagsøgerne dels har nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, der er indeholdt i deres lønsedler for april 2012 vedrørende belønningerne, for så vidt som denne anvender afgørelsen af 14. december 2010 truffet af bestyrelsen for Den Europæiske Investeringsbank (EIB eller herefter »Banken«) og afgørelserne af 9. november 2010 og 16. november 2011 truffet af direktionen for EIB om ændring af bonusordningen, dels om at EIB tilpligtes at betale sagsøgerne forskellen mellem de beløb, der skyldes i henhold til de ovennævnte afgørelser og den tidligere ordning, samt erstatning.
Udfald: Den Europæiske Investeringsbank frifindes. Jean-Pierre Bodson og de syv øvrige sagsøgere bærer deres egne omkostninger og betaler Investeringsbankens omkostninger.
Sammendrag
1. Retslig procedure – foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse – begæring om udtagelse fra sagens akter af dokumenter udarbejdet af en parts advokat – dokumenter affattet inden for rammerne af kollektive forhandlinger med den sagsøgte institution – ikke af fortrolig karakter – ikke lagt til grund
2. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – søgsmål – frister – krav om en rimelig frist – analog anvendelse af vedtægtens artikel 91, stk. 3 – afvisning fra realitetsbehandling – bedømmelse ud fra omstændighederne i den foreliggende sag
(Art. 270 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 3)
3. Tjenestemandssag – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – bebyrdende retsakt – begreb – årlig bonus tildelt skønsmæssigt på grundlag af modtagerens resultater – omfattet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, bilag II)
4. Tjenestemandssag – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – søgsmålsinteresse – søgsmål rettet mod den første lønseddel efter en ændring af lønsystemet – antagelse til realitetsbehandling
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 20)
5. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – ansættelsesforholdets lovgivningsmæssige karakter – tilrettelæggelse af tjenestegrenene og fastsættelse af vederlag til de ansatte – administrationens skønsbeføjelse
(Protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, art, 21; vedtægten for de ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank, art. 13 og 20; Den Europæiske Investeringsbanks forretningsorden, art. 31)
6. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – løn – ændring af bonusordningen – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde – forpligtelse til at opretholde den tidligere, mere favorable ordning – foreligger ikke
7. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – tilrettelæggelse af tjenestegrenene – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser
1. Korrespondancen mellem en klient og dennes advokat, som ikke er knyttet til klienten gennem et ansættelsesforhold, er fortrolig, såfremt der herved er tale om en korrespondance, der udveksles i forbindelse med og med henblik på klientens ret til kontradiktion.
Juridisk rådgivning, der er affattet i forbindelse med kollektive forhandlinger mellem personalerepræsentanterne og en institutions bestyrelse, og som ikke har et repressivt eller omtvistet formål, kan ikke udgøre en korrespondance, der er udvekslet i forbindelse med og med henblik på en advokats klients ret til kontradiktion.
(jf. præmis 46 og 47)
Henvisning til:
Domstolen: 18. maj 1982, sag 155/79, AM & S mod Kommissionen, præmis 21; 14. september 2010, sag C-555/07 P, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, præmis 41
Retten i Første Instans: 4. april 1990, sag T-30/89, Hilti mod Kommissionen, præmis 13
2. Når der ikke findes en EU-retlig bestemmelse, der fastsætter, inden for hvilken frist der skal anlægges sag, kan de berørte ansatte med føje forvente, at der ikke vil blive anvendt en forud fastsat præklusiv frist over for dem, men at der vil blive anvendt en rimelig frist, der skal vurderes på grundlag af samtlige omstændigheder i den konkrete sag, herunder navnlig tvistens betydning, sagens kompleksitet og de involverede parters adfærd. Heraf følger almindeligvis, at begrebet rimelig frist ikke kan forstås som en fast præklusiv frist, og, navnlig, at fristen på tre måneder i vedtægtens artikel 91, stk. 3, ikke kan anvendes analogt som præklusiv frist på de ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank, når de anlægger et annullationssøgsmål til prøvelse af en bebyrdende retsakt hidrørende fra Banken.
Hvad angår annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelser, der er indeholdt i de ansatte ved Bankens lønsedler, kan en frist på fire måneder og ti dage ikke anses for at være urimelig, da fristen for at anlægge sag til prøvelse af en afgørelse vedrørende en ansats lønforhold begynder at løbe, når den lønseddel, hvori denne afgørelse fastslås, meddeles, og henset til usikkerheden om, hvorvidt der skal tages hensyn til en anden form for forudgående information, og til den omstændighed, at de afgørelser, der fastsætter beløbet for belønning af præstationer for de ansatte ved Banken, udgør de første foranstaltninger til anvendelse af den nye bonusordning, der er fastsat efter langvarige forhandlinger med personalerepræsentanterne.
(jf. præmis 64, 65 og 66)
Henvisning til:
Domstolen: 28. februar 2013, sag C-334/12 RX-II, Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, præmis 28-44
Den Europæiske Unions Ret: 9. juli 2013, sag T-234/11 P-RENV-RX, Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, præmis 31
3. Hvad angår et annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse, der er indeholdt i en lønseddel vedrørende belønning for præstationer, kan en argumentation, hvorefter ordningen for belønning af præstationer er skønsmæssig og vilkårlig, og de ansatte ikke kan støtte ret på denne, ikke tiltrædes, idet en kompetences skønsmæssige karakter under alle omstændigheder ikke kan fratage tjenestemændene og de ansatte en garanti, der er så grundlæggende som retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, men alene begrænser intensiteten af den retslige prøvelse, der foretages af retsinstanserne, som ikke kan sætte deres eget skøn i stedet for administrationens.
(jf. præmis 71 og 72)
4. Hvad angår en tjenestemands eller ansats søgsmålsinteresse er en lønseddel, der er udtryk for gennemførelsen af nye almengyldige retsakter om fastsættelse af en tjenestemands eller ansats økonomiske rettigheder for første gang, i forhold til modtageren nødvendigvis udtryk for vedtagelsen af en individuel administrativ afgørelse, som har retligt bindende virkninger, der kan berøre dennes interesser direkte og umiddelbart.
(jf. præmis 77-79)
Henvisning til:
Personaleretten: 30. september 2010, sag F-29/09, Lebedef og Jones mod Kommissionen, præmis 34-36 og den deri nævnte retspraksis
5. Når ansættelseskontrakter er blevet indgået med et EU-organ, hvis opgave er af almen interesse, og som i en vedtægt kan fastsætte reglerne for de ansatte, er de kontraherende parters vilje nødvendigvis begrænset ved de forpligtelser af enhver karakter, som hidrører fra denne særlige opgave, og som binder både dette EU- organs direktionsorganer og dettes ansatte. I medfør af artikel 31 i Den Europæiske Investeringsbanks forretningsorden har EIB beføjelse til i sin forretningsorden at fastsætte de bestemmelser, der skal finde anvendelse på dens personale. Af denne grund er forholdet mellem Banken og dens kontraktansatte personale i det væsentlige af lovgivningsmæssig karakter.
I denne retning råder Banken i forbindelse med varetagelsen af den opgave af almen interesse, der er betroet den, over en skønsbeføjelse i forhold til at tilrettelægge sine tjenestegrene og til ensidigt at fastsætte de ansattes løn, uanset de retsakter af aftalemæssig karakter, der danner grundlag for de nævnte arbejdsforhold.
(jf. præmis 104, 105 og 107)
Henvisning til:
Domstolen: 14. oktober 2004, sag C-409/02 P, Pflugradt mod ECB, præmis 34-36
6. Hvad angår ændringen af Den Europæiske Investeringsbanks bonusordning betyder den omstændighed, at den tidligere bonusordning var konciperet som skønsmæssig og variabel, men som følge af den måde, den blev praktiseret på, rent faktisk havde en betydelig stabilitet, ikke, at de berørte havde opnået en rettighed, som forhindrer en ændring af ordningen.
Den omstændighed, at et EU-organ i en lang periode har fulgt en bestemt politik, skaber nemlig ikke en ret for de berørte til opretholdelsen af de fordele, som de kunne drage af denne politik. Følgelig står det myndigheden frit for til enhver tid at foretage ændringer for fremtiden i personalets ansættelsesvilkår, som den vurderer at være i overensstemmelse med tjenestens interesse, selv i en retning, der er til ugunst for de ansatte. Dette gælder så meget desto mere, når der blot er tale om en praksis.
Endvidere skal det anføres, at budgetmæssige muligheder er en af de faktorer, som administrationen tager i betragtning i sin personalepolitik. Følgelig er ønsket om at opnå besparelser på personalets bekostning ikke i sig selv en ulovlig grund, og det tilsidesætter heller ikke i sig selv omsorgspligten. Endvidere er en ændring af personalets ansættelsesvilkår alene underlagt den betingelse, at den kan begrundes i tjenestens interesse.
Selv hvis det blev antaget, at de ansatte havde en berettiget forventning om den tidligere bonusordnings opretholdelse eller stabilitet, var ændringen af denne ordning desuden forbundet med en overgangsperiode på fem år, og denne periode forekommer tilstrækkelig.
(jf. præmis 118-120, 134 og 139)
Henvisning til:
Domstolen: 17. december 1981, sag 178/80, Bellardi-Ricci m.fl. mod Kommissionen, præmis 19; 17. december 1981, forenede sager 197/80-200/80, 243/80, 245/80 og 247/80, Ludwigshafener Walzmühle Erling m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 40; 11. marts 1982, sag 127/80, Grogan mod Kommissionen, præmis 34
Retten i Første Instans: 29. november 2006, sag T-135/05, Campoli mod Kommissionen, præmis 10, 86 og 87
Personaleretten: 9. oktober 2007, sag F-85/06, Bellantone mod Revisionsretten, præmis 64; 25. november 2008, sag F-145/07, Bosman mod Rådet, præmis 41
7. Den Europæiske Investeringsbank råder over en vid skønsbeføjelse ved tilrettelæggelsen af sin personalepolitik og ved fastlæggelsen af fremgangsmåderne for denne politik. Derudover kræver imødegåelsen af budgetmæssige behov, at der tages hensyn til den økonomiske udvikling og finansielle variabler, i hvilken forbindelse Banken ligeledes råder over en vid skønsbeføjelse. Følgelig kan den retslige prøvelse, som Unionens retsinstanser foretager på dette område, kun være begrænset. Desuden skal denne begrænses til, at det efterprøves, om Banken har foretaget et åbenbart urigtigt skøn, eller om den åbenbart har overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse.
(jf. præmis 161 og 162)
Henvisning til:
Domstolen: 9. juni 2005, sag C-318/03, HLH Warenvertrieb og Orthica, præmis 75
Personaleretten: 29. september 2011, sag F-80/10, AJ mod Kommissionen, præmis 35
Den Europæiske Unions Ret: 16. maj 2013, sag T-281/11 P, Canga Fano mod Rådet, præmis 127