Language of document : ECLI:EU:F:2008:175

KENDELSE AFSAGT AF PERSONALERETTENS PRÆSIDENT

17. december 2008

Sag F-80/08 R

Fritz Harald Wenig

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – særlige rettergangsformer – begæring om udsættelse af gennemførelse af en afgørelse, der suspenderer den pågældende fra tjenesten – uopsættelighed – foreligger ikke«

Angående: Begæring fremsat i medfør af artikel 242 EF, 243 EF, 157 EA og 158 EA, hvorved Fritz Harald Wenig anmodede om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens afgørelse af 18. september 2008, som blev truffet i medfør af artikel 23 og 24 i bilag IX til vedtægten, og hvorved Kommissionen suspenderede sagsøgeren på ubestemt tid og besluttede at fradrage 1 000 EUR i hans løn om måneden i en periode på maksimalt seks måneder.

Udfald: Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – »fumus boni juris« – uopsættelighed – kumulativ karakter – rækkefølge for undersøgelse og metode til efterprøvelse

(Art. 242 EF og 243 EF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

2.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser – afvejning af samtlige interesser i sagen

(Art. 242 EF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2; tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 23 og 24)

3.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser – uopsættelighed – bevisbyrde

(Art. 242 EF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2; tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 23 og 24)

4.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – tilbagevirkende kraft – foreligger ikke

(Art. 242 EF)

1.      I henhold til artikel 102, stk. 2, i Personalerettens procesreglement skal begæringer om foreløbige forholdsregler bl.a. angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget (fumus boni juris). Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af dem ikke er opfyldt. De begærede forholdsregler skal desuden have foreløbig karakter i den forstand, at de ikke må foregribe afgørelsen i hovedsagen.

I forbindelse med denne samlede vurdering råder retten i sager om foreløbige forholdsregler desuden over et vidt skøn og kan frit under hensyn til sagens særegenheder afgøre, hvorledes disse forskellige betingelser skal efterprøves samt rækkefølgen for denne undersøgelse, når ingen fællesskabsretlig bestemmelse pålægger den at anvende et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse.

(jf. præmis 20-23)

Henvisning til:

Retten i Første Instans, 21. marts 1997, sag T-41/97 R, Antillean Rice Mills mod Rådet, Sml. II, s. 447, præmis 19, og 9. august 2001, sag T-120/01 R, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 171, og II, s. 783, præmis 12 og 13.

Personaleretten, 31. maj 2006, sag F-38/06 R, Bianchi mod ETF, Sml. Pers. I-A-1, s. 27, og II-A-1, s. 93, præmis 20 og 22.

2.      Når det i en sag om foreløbige forholdsregler gøres gældende for Retten, at der er en risiko for, at den, der har fremsat begæringen, lider alvorlig og uoprettelig skade, skal Retten ved interesseafvejningen undersøge, om en eventuel annullation af den omtvistede beslutning vil gøre det muligt at ændre den situation, som beslutningens umiddelbare gennemførelse ville medføre, og omvendt om udsættelse af beslutningens gennemførelse kan hindre, at beslutningen senere får fuld virkning, såfremt sagsøgeren ikke får medhold i hovedsagen.

En afgørelse om at suspendere en tjenestemand fra sine opgaver i medfør af artikel 23 og 24 i bilag IX til vedtægten kan imidlertid træffes på et hvilket som helst tidspunkt i en given periode. Denne periode svarer som udgangspunkt til den tid, undersøgelsen tager, og perioden kan forlænges, når institutionen vurderer, at tjenestens interesse, og nogle gange tjenestemandens interesse, tilsiger, at den pågældende er fraværende, indtil institutionen har fastlagt sit endelig standpunkt vedrørende de påståede fejl. En beslutning om suspension ville i praksis blive berøvet hovedparten af sin effektive virkning, når den ikke kan få virkning i den periode, den er tiltænkt at skulle have virkninger i.

En udsættelse af gennemførelse af en sådan afgørelse kan dermed have uigenkaldelige virkninger, idet den vil kunne foregribe Personalerettens afgørelse i hovedsagen. Det forholder sig anderledes, såfremt udsættelsen af gennemførelsen ikke anordnes. Det er nemlig muligt eventuelt at afhjælpe den skade, som den suspenderede tjenestemand har lidt som følge af, at hans omdømme har lidt skade, ved enten at annullere den omhandlede afgørelse eller om nødvendigt ved at pålægge institutionen at betale erstatning. Ved denne interesseafvejning skal der således tages hensyn til den uoprettelig karakter, og gennemførelsen af afgørelsen skal udelukkende udsættes, såfremt uopsættelighedsbetingelsen uomtvisteligt er opfyldt.

(jf. præmis 27-31 og 36)

Henvisning til:

Retten i Første Instans, sagen Antillean Rice Mills mod Rådet, præmis 46, og 30. april 2008, sag T-65/08 R, Spanien mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis.

3.      Formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er ikke at sikre erstatning for et tab, men at sikre virkningen af dommen vedrørende sagens realitet. For at denne målsætning kan opfyldes, skal de begærede forholdsregler være uopsættelige, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Det tilkommer desuden den part, der har fremsat begæring om anordning af foreløbige forholdsregler, at dokumentere, at vedkommende ikke kan afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført en sådan skade.

For så vidt som en ikke-økonomisk skade opstår som følge af en afgørelse om suspension af en tjenestemand, er skaden i princippet en uundgåelig og umiddelbar følge af denne afgørelse. Desuden vil en eventuel udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse ikke i højere grad kunne afhjælpe en sådan ikke-økonomisk skade end en eventuel senere annullation af afgørelsen efter behandlingen af hovedsagen.

Selv om det antages, at den suspenderede tjenestemand påberåber sig en specifik skade for så vidt angår hans karriere, nærmere bestemt en krænkelse af hans omdømme, ville en eventuel skade følge af den disciplinærsag, som kan indledes mod ham, og ikke af den anfægtede afgørelse.

(jf. præmis 41, 43 og 44)

Henvisning til:

Domstolen, 25. marts 1999, sag C-65/99 P(R), Willeme mod Kommissionen, Sml. I, s. 1857, præmis 60-62.

Retten i Første Instans, 10. september 1999, sag T-173/99 R, Elkaïm Mazuel mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 155, og II, s. 811, præmis 25, sagen De Nicola mod EIB, præmis 43, og 19. december 2002, sag T-320/02 R, Esch-Leonhardt m.fl. mod ECB, Sml. Pers. I-A, s. 325, og II, s. 1555, præmis 27.

4.      En retsafgørelse, hvormed der træffes afgørelse om udsættelse af gennemførelsen , har karakter af foreløbige forholdsregler, som er vedtaget med henblik på at sikre fremtiden. En afgørelse om udsættelse kan dermed ikke i modsætning til en annullation have tilbagevirkende kraft.

(jf. præmis 53)