Language of document :

Appel iværksat den 1. marts 2019 af Ryanair DAC, tidligere Ryanair Ltd, og Airport Marketing Services Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Udvidede Afdeling) den 13. december 2018 i sag T-111/15, Ryanair og Airport Marketing Services mod Kommissionen

(Sag C-202/19 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Ryanair DAC, tidligere Ryanair Ltd, og Airport Marketing Services Ltd (ved avocat E. Vahida, Δικηγόρος I.-G. Metaxas-Maranghidis, Rechtsanwalt G. Berrisch og Solicitor B. Byrne)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Rettens dom af 13. december 2018 i sag T-111/15 ophæves.

Artikel 1, stk. 2, artikel 2, stk. 4, samt artikel 3, 4 og 5 i Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1226 1 af 23. juli 2014 om statsstøtte SA.33963 (2012/C) (ex 2012/NN) annulleres, eller subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet behandling.

Kommissionen tilpligtes at betale appellanternes omkostninger i forbindelse med denne appelsag og i forbindelse med proceduren for Retten i sag T-111/15.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har gjort gældende, at den appellerede dom skal ophæves, af de nedenfor anførte grunde.

For det første foretog Retten en forkert anvendelse af artikel 41 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og appellanternes ret til forsvar i den sag, der blev behandlet af Kommissionen. Retten begik en fejl ved: at sondre mellem de særlige rettigheder i chartrets artikel 41, stk. 2, og den generelle ret til god forvaltning, som er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 1; at fastslå, at rettighederne i chartrets artikel 41, stk. 2, ikke finder anvendelse i statsstøtteundersøgelser; at fastslå, at der er konflikt mellem, på den ene side, chartrets artikel 41, stk. 1 og 2, og, på den anden side, artikel 107 TEUF og artikel 108 TEUF, og ved at fastslå, at appellanterne alene kunne anses for at være en oplysningskilde i forbindelse med undersøgelsen.

For det andet tilsidesatte Retten artikel 107, stk. 1, TEUF ved at anlægge en forkert fortolkning af begrebet fordel. Retten begik en fejl ved: at konkludere, at der ikke gælder noget hierarki mellem den komparative analysemetode og øvrige metoder i forbindelse med anvendelsen af princippet om den markedsøkonomiske aktør; at fastslå, at Kommissionen var berettiget til at undlade at foretage en komparativ analyse og afvise det komparative bevismateriale, som appellanterne havde fremlagt, og ved at konkludere, at Kommissionen, når den foretager testen om gradvist stigende rentabilitet, ikke selv er forpligtet til at godtgøre, at de forventede meromkostninger og de forventede ikke-luftfartsrelaterede indtægter afspejler, hvordan en markedsøkonomisk aktør ville have drevet lufthavnen.

For det tredje foretog Retten en urigtig vurdering af statens ansvar ved: at fastslå, at det var unødvendigt at anføre, om den medansvarlige for driften af lufthavnen »SMAC« var et offentligt foretagende; at undlade at anvende Stardust Marine-indikatorerne til at sondre mellem selvstændighed og ansvar, og at give en utilstrækkelig begrundelse herfor.

____________

1     Kommissionens afgørelse (EU) 2015/1226 af 23.7.2014 om statsstøtte SA.33963 (2012/C) (ex 2012/NN) som Frankrig har iværksat til fordel for handels- og industrikammeret i Angoulême, SNC-Lavalin, Ryanair og Airport Marketing Services (meddelt under nummer C(2014) 5080) (EUT 2015, L 201, s. 48).