PERSONALERETTENS DOM

(plenum)

11. juli 2007

Sag F-105/05

Dieter Wils

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – tjenestemænd – pensioner – forhøjelse af bidragssatsen til pensionsordningen i henhold til bestemmelser i vedtægten i den udgave, som trådte i kraft den 1. maj 2004«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorved Dieter Wils har nedlagt påstand om annullation af sin lønseddel for januar måned 2005, for så vidt som bidragssatsen til pensionsordningen i henhold til vedtægten i den udgave, der var gældende fra den 1. maj 2004, forhøjes til 9,75%, med tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 2004.

Udfald: Europa-Parlamentet frifindes. Europa-Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af Dieter Wils’ omkostninger. Dieter Wils bærer halvdelen af sine egne omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, der har interveneret i sagen til støtte for Parlamentet, bærer deres egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – ulovlighedsindsigelse – retlig interesse

(Art. 241 EF; tjenestemandsvedtægten, bilag XII)

2.      Tjenestemænd – vedtægten – forordning om ændring af vedtægten – procedure for udarbejdelse

3.      Tjenestemænd – pensioner – finansiering af pensionsordningen – de nærmere regler for opretholdelsen af den aktuarmæssige balance af Fællesskabets pensionsordning

(Tjenestemandsvedtægten, bilag XII)

4.      Tjenestemænd – pensioner – finansiering af pensionsordningen – de nærmere regler for opretholdelsen af den aktuarmæssige balance af Fællesskabets pensionsordning

(Tjenestemandsvedtægten, bilag XII)

5.      Tjenestemænd – pensioner – finansiering af pensionsordningen – de nærmere regler for opretholdelsen af den aktuarmæssige balance af Fællesskabets pensionsordning

(Tjenestemandsvedtægten, bilag XII)

6.      Tjenestemænd – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – betingelser herfor

1.      I henhold til artikel 241 EF har en sagsøger mulighed for ved indsigelse at påberåbe sig ugyldighed af almengyldige fællesskabsretsakter, som ikke berører ham individuelt, navnlig vedtægten i hans egenskab af tjenestemand. Kravet om en direkte og individuel forbindelse mellem sagsøgeren og den almengyldige retsakt, som han anfægter, kan ikke gøres gældende over for en indsigelse, der er iværksat på grundlag af artikel 241 EF. Adgangen til at få antaget en indsigelse vedrørende en almengyldig fællesskabsretsakt til realitetsbehandling er blot betinget af, at den anfægtede individuelle retsakt er vedtaget ved direkte anvendelse af den almengyldige retsakt, og at sagsøgeren har en retlig interesse i at anfægte den individuelle afgørelse, som er genstand for hovedsagen. Da forhøjelsen af bidragssatsen til pensionsordningen, som er anført på sagsøgerens lønseddel, er besluttet direkte i medfør af vedtægtens bilag XII, hvori der er fastsat nærmere regler for opretholdelsen af den aktuarmæssige balance af pensionsordningen, og da sagsøgeren har en retlig interesse i at nedlægge påstand om annullation af denne forhøjelse, kan ulovlighedsindsigelsen vedrørende dette bilag antages til realitetsbehandling.

Den omstændighed, at de af sagsøgeren formulerede klagepunkter er støttet på institutionelle, politiske og fagforeningsmæssige betragtninger, og at de ikke alene vedrører hans personlige situation, kan i denne forbindelse ikke godtgøre, at hans klagepunkter skal afvises.

(jf. præmis 35-38, 40 og 41)

Henvisning til:

Domstolen, 30. juni 1983, sag 85/82, Schloh mod Rådet, Sml. s. 2105, præmis 14; 5. oktober 2000, forenede sager C-432/98 P og C-433/98 P, Rådet mod Chvatal m.fl., Sml. I, s. 8535, præmis 33, og 25. juli 2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 40.

Retten, 29. november 2006, forenede sager T-35/05, T-61/05, T-107/05, T-108/05 og T-139/05, Agne-Dapper m.fl. mod Kommissionen m.fl., Sml. Pers I-A-2, s. 291, og II-A-2, s. 1497, præmis 42 og 43.

2.      Samrådsproceduren kan kun finde anvendelse ved behandling af Kommissionens forslag til Rådet om ændring af vedtægten eller af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne eller om gennemførelsen af de bestemmelser i vedtægten og ansættelsesvilkårene, som vedrører lønninger og pensioner. Dette er imidlertid ikke til hinder for, at samrådsudvalget udvider samrådet til andre forhold end dem, der er indeholdt i Kommissionens forslag, og at tage hensyn til alle relevante elementer, der fremlægges af fagforeningerne, de faglige sammenslutninger, medlemsstaterne eller institutionerne, med henblik på at varetage sin opgave som trepartssamråd. Følgelig kan samrådsudvalget ligeledes behandle ændringer, som Rådet har til hensigt at anmode Kommissionen om at foretage i det første forslag.

Desuden finder samrådsproceduren kun anvendelse på Kommissionens forslag, hvis et medlem af samrådsudvalget anmoder herom. Denne bestemmelse har til formål at undgå, at samrådsproceduren afholdes, når den ikke synes at have noget formål for dem, der er ansvarlige for at gennemføre den. Dette giver bl.a. samrådsudvalget mulighed for at undlade at undersøge Kommissionens ændringsforslag, når det første forslag allerede har været omfattet af et samråd, der er fundet tilstrækkeligt.

Endelig kan en procedurefejl kun gøre en retsakt mangelfuld, hvis det godtgøres, at retsakten kunne have fået et andet indhold, hvis fejlen ikke var begået. Når det ikke er godtgjort, at den berørte retsakt kunne have fået et andet indhold, hvis samrådsproceduren var blevet anvendt på et ændringsforslag fra Kommissionen, kan en sådan fejl således under ingen omstændigheder behæfte retsakten med en mangel.

(jf. præmis 51-56)

Henvisning til:

Retten, 5. marts 2003, sag T-24/01, Staelen mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 79, og II, s. 423, præmis 53.

3.      Da den aktuarmæssige balance af Fællesskabets pensionsordning, som vedtægtens bilag XII definerer de nærmere regler for, indebærer en hensyntagen på lang sigt til den økonomiske udvikling og de finansielle variabler og kræver komplicerede statistiske beregninger, råder fællesskabslovgiver over et vidt skøn til at vedtage de nærmere regler for pensionsordningens balance. Fællesskabets retsinstanser udøver således kun en kontrol med åbenbart urigtigt fejlskøn af bestemmelserne i vedtægtens bilag XII.

I medfør af proportionalitetsprincippet er lovligheden af en fællesskabslovgivning desuden ligeledes betinget af, at de midler, der bringes i anvendelse, er egnede til at virkeliggøre de formål, der lovligt forfølges med de pågældende bestemmelser og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at virkeliggøre dette, og såfremt der er mulighed for at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges. På et område, hvor fællesskabslovgiver har vide skønsmæssige beføjelser i overensstemmelse med det politiske ansvar, som denne er tillagt i henhold til traktaten, er proportionalitetskontrollen imidlertid begrænset til en undersøgelse af, om den pågældende foranstaltning er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som vedkommende institution forfølger.

En retlig kontrol kræver, selv om den har et begrænset omfang, at fællesskabsinstitutionerne er i stand til for Fællesskabets retsinstanser at godtgøre, at retsakten blev vedtaget ved en egentlig udøvelse af deres skønsbeføjelse, hvilket forudsætter, at alle relevante forhold og omstændigheder angående den situation, som retsakten har til formål at regulere, tages i betragtning. Det følger heraf, at fællesskabslovgiver i det mindste skal være i stand til at fremlægge og på klar og utvetydig måde redegøre for de tilgrundliggende faktiske forhold, der skulle tages i betragtning til støtte for de foranstaltninger, der anfægtes, og som udøvelsen af dets skønsbeføjelse afhang af.

Den omstændighed, at sagsøgeren til støtte for anbringenderne om et åbenbart urigtigt skøn og om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet har fremlagt tilstrækkeligt præcise, objektive og samstemmende indicier, begrunder i denne forbindelse, at Retten eftersøger bevisligheder med henblik på at efterprøve, om fællesskabsinstitutionen ikke har gjort åbenbart fejlagtigt eller upassende brug af sin vide skønsmargen.

(jf. præmis 70-73 og 75-77)

Henvisning til:

Domstolen, 6. marts 2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 113; 25. oktober 2001, sag C-120/99, Italien mod Rådet, Sml. I, s. 7997, præmis 44 og 45, og 7. september 2006, sag C-310/04, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 7285, præmis 122 og 123.

Retten, 5. juni 1996, sag T-162/94, NMB Frankrig m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 427, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis samt præmis 70; 29. november 2006, sag T-135/05, Campoli mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 297, og II-A-2, s. 1527, præmis 143.

4.      Det fremgår af bestemmelserne i vedtægtens artikel 83a, stk. 1, sammenholdt med vedtægtens artikel 4, stk. 1, i bilag XII, at formålet med den i dette bilag anførte beregningsmetode er at sikre den aktuarmæssige balance i Fællesskabets pensionsordning. I henhold til vedtægtens artikel 83, stk. 2, og i medfør af artikel 1, stk. 1, og artikel 5 i vedtægtens bilag XII skal tjenestemændenes bidragssats fastsættes på et niveau, der er tilstrækkeligt til at finansiere en tredjedel af ordningens omkostninger, beregnet på et aktuarmæssigt grundlag.

Vedtægtens bilag XII anvender nemlig en metode, der kaldes »projected credit unit«, hvorefter summen af pensionsrettighedernes aktuarmæssige værdi optjent af alle de aktive medlemmer inden for et år, kaldet »tjenesteomkostninger«, sættes i forhold til den samlede årlige grundløn. Tjenestemændenes bidragssats svarer til en tredjedel af tjenesteomkostningerne under hensyntagen til fordelingsnøglen til finansiering af Fællesskabernes pensionsordning som anført i vedtægtens artikel 83, stk. 2. Beregningen af tjenesteomkostninger kræver aktuarmæssige antagelser, dvs. skøn over den fremtidige værdi af en række parametre (rentesats, dødelighed, lønudvikling osv.). Hvad angår rentesatsen definerer artikel 10, stk. 2, i vedtægtens bilag XII den rentesats, der anvendes ved de aktuarmæssige beregninger, som gennemsnittet af de gennemsnitlige realrentesatser for de 12 år, der går forud for det indeværende år.

Valget af en referenceperiode på 12 år i stedet for 20 år påvirker ikke gyldigheden af den af Rådet definerede aktuarmetode. Dels er den forventede værdi af en gennemsnitlig realrentesats beregnet over en tidligere periode under alle omstændigheder tilnærmelsesvis, uanset periodens varighed; dels kan referenceperiodens varighed ikke påvirke den aktuarmæssige balance, på betingelse af at parameteret ikke ændres på længere sigt. Det er kun, hvis denne periodes varighed i fremtiden på grund af udviklingen af rentesatsen bliver forlænget eller nedsat for at opretholde den gennemsnitlige realrentesats, der anvendes ved aktuarberegningen, på et lavt niveau og følgelig tjenestemændenes bidragssats på et højt niveau, at objektiviteten af beregningsmetoden kunne drages i tvivl, og formålet med at sikre aktuarbalancen på et gennemsigtigt og uanfægteligt grundlag ville blive påvirket. Perioden på 12 år som anført i artikel 10, stk. 2, og artikel 4, stk. 6, i vedtægtens bilag XII er følgelig hverken åbenbart fejlagtig eller åbenbart uegnet.

(jf. præmis 84, 86, 88, 97 og 98)

5.      Det er ikke ulovligt, at lovgiver under udøvelse af sit vide skøn tager hensyn til budgetmæssige overvejelser med henblik på at sikre Fællesskabets pensionsordnings aktuarmæssige balance. En sådan hensyntagen er tilmed nødvendig, for så vidt som betalingen af pensionsydelser, da der ikke findes en EF-pensionsfond, sker over Fællesskabernes budget i henhold til vedtægtens artikel 83, stk. 1, ligesom tjenestemændenes bidrag udgør en indtægt.

(jf. præmis 126)

6.      En tjenestemand kan ikke under henvisning til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning anfægte lovligheden af nye bestemmelser, navnlig ikke på et område, hvis formål kræver en konstant tilpasning efter ændringer i den økonomiske situation.

Selv om lovgiver til enhver tid frit kan tilføre vedtægtens regler de ændringer, han finder i overensstemmelse med den almene interesse, og vedtage vedtægtsmæssige bestemmelser, der er mere ugunstige for de berørte tjenestemænd, i givet fald med forbehold af at fastsætte en overgangsperiode af tilstrækkelig varighed, er det dog på betingelse af, at der træffes afgørelse med henblik på fremtiden, dvs. på betingelse af at den nye lovgivning kun finder anvendelse på nye situationer og fremtidige virkninger af situationer, der er opstået under den tidligere lovgivning.

Dette er årsagen til, at man ikke kan nægte sagsøgeren retten til at påberåbe sig, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning med henblik på at anfægte en ændring af vedtægten, hvorved der med tilbagevirkende kraft ændres ved fordelingsnøglen til finansiering af Fællesskabernes pensionsordning mellem institutionerne og tjenestemændene.

(jf. præmis 149, 150 og 153)

Henvisning til:

Domstolen, 16. maj 1979, sag 84/78, Tomadini, Sml. s. 1801, præmis 21; 5. maj 1981, sag 112/80, Dürbeck, Sml. s. 1095, præmis 48, og 11. juli 1991, sag C-368/89, Crispoltoni, Sml. I, s. 3695, præmis 21.

Retten, 26. oktober 1993, forenede sager T-6/92 og T-52/92, Reinarz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1047, præmis 85, 22. juni 1994, forenede sager T-98/92 og T-99/92, Di Marzio og Lebedef mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 167, og II, s. 541, præmis 68; 11. december 1996, sag T-177/95, Barraux m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 541, og II, s. 1451, præmis 47; Campoli mod Kommissionen, præmis 85.