Language of document :

Sag anlagt den 22. marts 2007 - Bleser mod Domstolen

(Sag F-25/07)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Thomas Bleser (Nittel, Tyskland) (ved Rechtsanwalt P. Goergen)

Sagsøgt: De Europæiske Fællesskabers Domstol

Sagsøgerens påstande

Den indplacering i lønklasse, der blev fastsat i afgørelsen af 16. marts 2006 om sagsøgerens ansættelse, ophæves.

Artikel 2 og 13 i bilag XIII og artikel 32 i den tjenestemandsvedtægt, der trådte i kraft den 1. maj 2004, annulleres.

Sagsøgeren indplaceres i den lønklasse, der var fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven, eller i den tilsvarende lønklasse i den nye tjenestemandsvedtægt (og det tilsvarende løntrin efter de bestemmelser, der fandt anvendelse før den 1. maj 2004).

Sagsøgeren tilkendes en erstatning svarende til løndifferencen.

Sagsøgeren tilkendes en erstatning på 10 000 EUR for lidt ikke-økonomiske skade.

De Europæiske Fællesskabers Domstol tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålet er anlagt til prøvelse hovedsagelig af artikel 2 og 13 i bilag XIII og artikel 32 i den vedtægt for tjenestemænd i Det Europæiske Fællesskab, der trådte i kraft den 1. maj 2004.

Sagsøgeren gør gældende, at han burde have været indplaceret efter bestemmelserne i den for ham fordelagtigere tidligere gældende vedtægt, idet denne var i kraft på det tidspunkt, hvor han deltog i udvælgelsesprøven. Til støtte herfor har sagsøgeren anført, at hans indplacering er i strid med lighedsprincippet og forbuddet mod forskelsbehandling samt med forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af alder.

Desuden gør sagsøgeren gældende, at de almindelige fællesskabsretlige principper er blevet tilsidesat, navnlig omsorgsforpligtelsen, princippet om god forvaltningsskik, gennemsigtighedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet, princippet om god tro, forbuddet mod "reformatio in peius" samt af retten til at blive hørt.

____________