Language of document :

Sag anlagt den 30. januar 2006 - Canteiro Lopes mod Kommissionen

(Sag F-9/06)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Rui Canteiro Lopes (Lissabon, Portugal) (ved: avocats S. Orlandi, A. Coolen, J.-N. Louis og E. Marchal)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 13. oktober 2005 om ikke at opføre sagsøgeren på listen over de mest forfremmelsesværdige tjenestemænd og om ikke at forfremme ham til lønklasse A4 i forfremmelsesåret 2000.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den 21. december 2000 indgav sagsøgeren en klage over afgørelsen om ikke at forfremme ham til lønklasse A4 i forfremmelsesåret 2000. Den 2. juli 2001 gav Kommissionen sagsøgeren medhold i klagen og underrettede ham om, at der var taget skridt til at færdiggøre hans bedømmelse, som endnu ikke var blevet udarbejdet. Sagsøgeren indgav følgelig en anmodning om at få oplyst, hvilke foranstaltninger der ville blive truffet efter afgørelsen af 2. juli 2001. Efter at Kommissionen havde erkendt, at bedømmelsesrapporterne for 1995-1997 og 1997-1999 endnu ikke var blevet færdiggjort, foreslog den sagsøgeren at fastsætte hans bedømmelse for 1997-1999 på samme niveau som den bedømmelse, han havde opnået for perioden 1999-2001.

Selv om sagsøgeren afslog dette forslag færdiggjorde Kommissionen alligevel hans bedømmelsesrapport for perioden 1997-1999 og besluttede ikke at opføre ham på listen over de mest forfremmelsesværdige tjenestemænd samt ikke at forfremme ham til lønklasse A4 i forfremmelsesåret 2000.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet først anført, at afgørelsen er mangelfuld, for så vidt som den er blevet truffet uden at der foreligger lovligt færdiggjorte bedømmelsesrapporter for de omtvistede perioder. Kommissionen har nemlig begået en tjenstlig fejl ved ikke i rette tid at udfærdige sagsøgerens bedømmelsesrapporter for perioden mellem den 1. juli 1995 og den 30. juni 1999.

Sagsøgeren har ligeledes anført, at Kommissionen har foretaget en ukorrekt sammenligning af sagsøgerens fortjenester, for så vidt som Kommissionen har anvendt subsidiære kriterier, såsom alder og anciennitet i tjenesten, som kun kan finde anvendelse i tilfælde af, at der er lighed mellem de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester, hvilken betingelse ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Den anfægtede afgørelse er følgelig i strid med vedtægtens artikel 45 samt med ligebehandlingsprincippet.

____________