DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)
11. juli 2019 (*)
»Traktatbrud – punktafgifter på alkohol og alkoholholdige drikkevarer – artikel 110 TEUF – direktiv 92/83/EØF – direktiv 92/84/EØF – forordning (EF) nr. 110/2008 – anvendelse af lavere punktafgifter på produktionen af nationale produkter med betegnelsen tsipouro og tsikoudia«
I sag C-91/18,
angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 258 TEUF, anlagt den 8. februar 2018,
Europa-Kommissionen ved A. Kyratsou og F. Tomat, som befuldmægtigede,
sagsøger,
mod
Den Hellenske Republik ved M. Tassopoulou og D. Tsagkaraki, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
DOMSTOLEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, T. von Danwitz, og dommerne C. Vajda og A. Kumin (refererende dommer),
generaladvokat: E. Sharpston,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Med sin stævning har Europa-Kommissionen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser:
– i henhold til artikel 19 og 21 i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (EFT 1992, L 316, s. 21), sammenholdt med dette direktivs artikel 23, stk. 2, samt i henhold til artikel 110 TEUF, idet den har vedtaget og opretholdt en lovgivning, som for tsipouro og tsikoudia, der fremstilles af destillationsvirksomheder, de såkaldte »systematiske destillerier«, anvender en punktafgift, der er reduceret med 50% i forhold til den normale nationale sats, mens alkoholholdige drikkevarer, der importeres fra andre medlemsstater, pålægges den normale punktafgift, og
– i henhold til artikel 19 og 21 i Rådets direktiv 92/83, sammenholdt med dette direktivs artikel 22, stk. 1, og med artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 92/84/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (EFT 1992, L 316, s. 29), samt i henhold til artikel 110 TEUF, idet den har vedtaget og opretholdt en lovgivning, som på de i loven fastsatte betingelser for tsipouro og tsikoudia, der fremstilles af små destillerier, de såkaldte »lejlighedsvise« destillerier, anvender en punktafgift, der er betydeligt reduceret, mens alkoholholdige drikkevarer, der importeres fra andre medlemsstater, pålægges den normale punktafgift.
Retsforskrifter
EU-retten
2 16., 17. og 20. betragtning til direktiv 92/83 har følgende ordlyd:
»[D]et bør tillades nogle medlemsstater at anvende reducerede punktafgiftssatser eller fritagelser for visse produkter af regional eller traditionel karakter.
[I] de tilfælde, hvor medlemsstaterne har mulighed for at anvende reducerede satser, må disse satser ikke føre til konkurrencefordrejning i det indre marked.
[…]
[M]edlemsstaterne bør dog have mulighed for at anvende fritagelser, som er betinget af den endelige brug på deres eget område.«
3 Direktivets artikel 19 bestemmer:
»1. Medlemsstaterne pålægger ethanol en punktafgift i overensstemmelse med dette direktiv.
2. Medlemsstaterne fastsætter deres punktafgiftssatser i overensstemmelse med direktiv 92/84/EØF.«
4 Artikel 20 i direktiv 92/83 er affattet således:
»I dette direktiv forstås ved »ethanol«
– alle varer med et virkeligt alkoholindhold på over 1,2% vol., som henhører under KN-kode 2207 og 2208, selv når disse varer indgår i en vare, der henhører under et andet KN-kapitel
[…]«
5 Dette direktivs artikel 21 fastsætter:
»Punktafgiften på ethanol fastsættes pr. hl ren alkohol ved 20°C og beregnes på grundlag af antallet af hektoliter ren alkohol. Medlemsstaterne anvender samme punktafgiftssats for alle de produkter, der pålægges punktafgift som ethanol, jf. dog artikel 22.«
6 Direktivets artikel 22 bestemmer:
»1. Medlemsstaterne kan på følgende betingelser anvende reducerede punktafgiftssatser på ethanol, der fremstilles af små destillerier:
– [D]e reducerede satser, der kan ligge under minimumssatsen, må ikke anvendes på virksomheder, der fremstiller over 10 hl ren alkohol om året. De medlemsstater, der pr. 1. januar 1992 anvendte reducerede satser på virksomheder, der fremstiller mellem 10 hl og 20 hl ren alkohol om året, kan dog fortsat gøre dette.
– [D]e reducerede satser må ikke ligge mere end 50% under den normale nationale punktafgiftssats.
2. I forbindelse med de reducerede satser forstås ved »små destillerier« et destilleri, der er juridisk og økonomisk uafhængigt af andre destillerier og ikke drives på licens.
[…]
4. Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser om, at ethanol, som fremstilles af små producenter, frit kan omsættes, så snart det er færdigdestilleret (forudsat at producenterne ikke selv har udført interne transaktioner i Fællesskabet), uden at der skal indrettes afgiftsoplag, og at det beskattes endeligt efter en enhedssats.
[…]«
7 Det samme direktivs artikel 23 har følgende ordlyd:
»Følgende medlemsstater kan på nedenstående produkter anvende reducerede satser, som kan ligge under minimumssatsen, men som ikke må være mere end 50% lavere end den normale nationale punktafgiftssats for ethanol:
[…]
2) Den Hellenske Republik: spiritus med anissmag som defineret i [Rådets] forordning (EØF) nr. 1576/89 [af 29. maj 1989 om fastlæggelse af almindelige regler for definition, betegnelse og præsentation af spiritus (EFT 1989, L 160, s. 1)], farveløs og med et sukkerindhold på højst 50 g pr. liter, idet mindst 20% af det færdige produkts virkelige alkoholindhold skal udgøres af alkohol, der er aromatiseret ved destillation i traditionelle kobberklarepander til diskontinuerlig destillation med en kapacitet på højst 1 000 liter.«
8 Forordning nr. 1576/89 blev ophævet og erstattet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15. januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus og om ophævelse af Rådets forordning nr. 1576/89 (EUT 2008, L 39, s. 16).
9 Artikel 4 i forordning nr. 110/2008 fastsætter:
»Spiritus klassificeres i kategorier i henhold til definitionerne i bilag II.«
10 Bilag II til forordningen er affattet således:
»[…]
6. Brændevin af presserester af druer eller druemarc
a) Brændevin af presserester af druer eller druemarc er spiritus, der opfylder følgende betingelser:
i) [D]en er fremstillet udelukkende af presserester af druer, der er gæret og destilleret enten direkte med vanddamp eller efter tilsætning af vand.
ii) [T]il presseresterne kan der tilsættes en mængde bærme, som ikke overstiger 25 kg bærme pr. 100 kg presserester.
iii) [D]en mængde alkohol, der stammer fra bærmen, må ikke overstige 35% af den samlede alkoholmængde i det endelige produkt.
iv) [D]estillationen foretages med presseresterne til under 86% vol.
v) [G]endestillation til samme alkoholindhold er tilladt.
vi) [D]en har et indhold af flygtige stoffer på 140 g/hl alkohol (100% vol.) eller derover og et maksimumsindhold af methanol på 1000 g/hl alkohol (100% vol.).
b) Brændevin af presserester af druer eller druemarc har et minimumsalkoholindhold udtrykt i volumen på 37,5%.
c) Der må ikke tilsættes hverken fortyndet eller ufortyndet alkohol som defineret i bilag I, punkt 5.
d) Brændevin af presserester af druer eller druemarc må ikke tilsættes aromastoffer. Dette udelukker ikke traditionelle produktionsmetoder.
e) Brændevin af presserester af druer eller druemarc må kun indeholde tilsat karamel til farvning.
[…]
28. Anis
a) Anis er spiritus med anissmag, hvis karakteristiske aroma udelukkende stammer fra grøn anis (Pimpinella anisum L.) og/eller stjerneanis (Illicium verum Hook f.) og/eller fennikel (Foeniculum vulgare Mill.).
b) Anis har et minimumsalkoholindhold udtrykt i volumen på 35%.
c) Ved fremstillingen af anis må der kun anvendes naturlige aromastoffer og aromapræparater som defineret i artikel 1, stk. 2, litra b), nr. i), og artikel 1, stk. 2, litra c), i direktiv 88/388/EØF.
29. Destilleret anis
a) Destilleret anis er anis, der indeholder alkohol, som er destilleret med de frø, der er nævnt i kategori 28, litra a), samt, i tilfælde af geografiske betegnelser, mastiks og andre aromatiske frø, planter eller frugter, forudsat at denne alkohol udgør mindst 20% af den destillerede anis’ alkoholindhold.
b) Destilleret anis har et minimumsalkoholindhold udtrykt i volumen på 35%.
c) Ved fremstillingen af destilleret anis må der kun anvendes naturlige aromastoffer og aromapræparater som defineret i artikel 1, stk. 2, litra b), nr. i), og artikel 1, stk. 2, litra c), i direktiv 88/388/EØF.
[…]«
11 I henhold til denne forordnings artikel 15, stk. 2, er de geografiske betegnelser for spiritus registreret i bilag III hertil. Punkt 6 og 29 i dette bilag er affattet således:
»Produktkategori | Oprindelsesbetegnelse | Oprindelsesland (den nøjagtige geografiske oprindelse er beskrevet i den tekniske dokumentation) |
|
|
|
6. Brændevin af presserester af druer |
|
|
| Marc de Champagne/Eau-de-vie de marc de Champagne | Frankrig |
| […] | […] |
| Aguardente Bagaceira Bairrada | Portugal |
| […] | […] |
| Orujo de Galicia | Spanien |
| Grappa | Italien |
| […] | […] |
| Τσικουδιά/Tsikoudia | Grækenland |
| Τσικουδιά Κρήτης/Tsikoudia fra Kreta | Grækenland |
| Τσίπουρο/Tsipouro | Grækenland |
| Τσίπουρο Μακεδονίας/Tsipouro fra Makedonien | Grækenland |
| Τσίπουρο Θεσσαλίας/Tsipouro fra Thessalien | Grækenland |
| Τσίπουρο Τυρνάβου/Tsipouro fra Tyrnavos | Grækenland |
| Eau-de-vie de marc marque nationale luxembourgeoise | Luxembourg |
| Ζιβανία/Τζιβανία/Ζιβάνα/Zivania | Cypern |
| Törkölypálinka | Ungarn |
[…] |
|
|
29. Destilleret anis |
|
|
| Ouzo/Oύζο | Cypern, Grækenland |
| Ούζο Μυτιλήνης/Ouzo fra Mitilini | Grækenland |
| Ούζο Πλωμαρίου/Ouzo fra Plomari | Grækenland |
| Ούζο Καλαμάτας/Ouzo fra Kalamata | Grækenland |
| Ούζο Θράκης/Ouzo fra Thrakien | Grækenland |
| Ούζο Μακεδονίας/Ouzo fra Makedonien | Grækenland« |
12 Artikel 3, stk. 1, første afsnit, i direktiv 92/84 bestemmer følgende:
»Fra den 1. januar 1993 fastsættes minimumspunktafgiftssatsen for alkohol […] til 550 [EUR] pr. hl ren alkohol.«
Græsk ret
13 Artikel 4, stk. 3, litra b), i lov nr. 3845/2010 (FEK A’65/6.5.2010) bestemmer:
»Punktafgiftssatsen for ethanol reduceres med halvtreds procent (50%) i forhold til den gældende normalsats for ethanol bestemt til fremstilling af ouzo eller indeholdt i tsipouro og tsikoudia. Denne reducerede sats fastsættes til et tusind to hundrede femogtyve (1 225) EUR pr. hl vandfri ethanol.«
14 Artikel 82 i lov nr. 2960/2001 (FEK A’265/22.11.2001), som ændret ved lov nr. 2969/2001 (FEK A’281/18.12.2001), med overskriften »afgiftspålæggelse af tsipouro og tsikoudia fra »lejlighedsvise« destillerier under første kategori« er affattet således:
»1. Tsipouro og tsikoudia, som små destillerier (lejlighedsvise) fremstiller af brændevin af presserester af druer og andre godkendte stoffer i overensstemmelse med artikel 7, litra E), i lov nr. 2969/2001, pålægges en fast afgift på nioghalvtreds eurocent (0,59 EUR) pr. kg færdigt produkt.
2. Betalingen af afgiften foretages ved udstedelsen af destillationstilladelsen på grundlag af den begunstigedes erklæring vedrørende mængden af presserester af druer eller andre godkendte stoffer, som vedkommende påtænker at anvende, og mængden af tsipouro eller tsikoudia, som vil blive fremstillet.
3. Ovennævnte produkts overgang til forbrug sker uden stedlige eller tidsmæssige begrænsninger ved udstedelse af de lovbestemte skatte- og afgiftsmæssige akter.«
15 Artikel 7, litra E), nr. 1, 3 og 8, i lov nr. 2969/2001 fastsætter:
»1) Vinavlere og producenter af de andre stoffer, der er omhandlet i stk. 2, må destillere råstoffer fra deres produktion […] i en periode på to måneder, som direktøren for det pågældende toldområde fastlægger mellem den 1. august hvert år og den 31. juli det følgende år, for hver kommune eller kommunal enhed. […]
[…]
3) Med henblik på destillation skal tilladelsen udstedes af det toldkontor, inden for hvis myndighedsområde det destillationsapparat, der tjener til destillationen, er installeret. Denne varighed må for hver producent ikke overstige maksimalt 8 fortløbende eller adskilte perioder af 24 timer og afhænger af mængden af råstoffer bestemt til destillation. […]
[…]
8) Producenterne eller køberne lader selv med de akter, der er fastsat i tinglysningsloven, det færdige produkt overgå til forbrug, indpakket i glasbeholdere uden standardiseringsformat. Såfremt producenten selv forhandler produktet, ledsages det af tilladelsen til destillation og af kvittering for betaling af punktafgiften.«
Den administrative procedure
16 Kommissionen er blevet forelagt en klage over de punktafgiftssatser, der i henhold til græsk lovgivning gælder for alkoholholdige drikkevarer med betegnelsen tsipouro og tsikoudia. Efter at have undersøgt denne klage tilsendte Kommissionen den 28. oktober 2011 Den Hellenske Republik en åbningsskrivelse, hvori den anførte, at denne medlemsstat havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til dels direktiv 92/83 og 92/84, dels artikel 110 TEUF.
17 Den Hellenske Republik svarede ved skrivelse af 11. april 2012, idet den bl.a. meddelte Kommissionen sin hensigt om at ændre den nationale lovgivning vedrørende små destillerier.
18 Eftersom Kommissionen ikke modtog oplysninger om de meddelte lovændringer, som den havde anmodet om ved skrivelse af 20. juni 2012, tilsendte den den 27. september 2013 Den Hellenske Republik en supplerende åbningsskrivelse, som Den Hellenske Republik besvarede den 11. april 2014.
19 Idet Kommissionen ikke fandt Den Hellenske Republiks svar tilstrækkeligt, tilsendte den den 25. september 2015 denne medlemsstat en begrundet udtalelse, hvori Kommissionen opretholdt de kritikpunkter, som var udtrykt i åbningsskrivelsen og i den supplerende åbningsskrivelse. Den opfordrede den nævnte medlemsstat til at træffe de påkrævede foranstaltninger for at efterkomme den begrundede udtalelse inden for en frist på to måneder efter modtagelsen heraf.
20 I sit svar af 21. januar 2016 meddelte Den Hellenske Republik, at den havde til hensigt at ændre den eksisterende nationale lovgivning ved for det første at udvide den punktafgiftssats, der var reduceret med 50%, som gælder for tsipouro og tsikoudia, til andre brændevine af presserester af druer fra andre medlemsstater og ved for det andet at anvende denne punktafgiftssats, der var reduceret med 50%, hvad angår små destilleriers produktion af tsipouro og tsikoudia, idet produktionen begrænses til 120 kg årligt pr. producent og alene må bruges til privat forbrug og mod forbud af enhver markedsføring.
21 Den 11. februar 2016 meddelte Kommissionen Den Hellenske Republik, at dette lovforslag ikke kunne opfylde de forpligtelser, der påhviler medlemsstaten i medfør af dels direktiv 92/83 og 92/84, dels artikel 110 TEUF.
22 Eftersom Kommissionen ikke har modtaget supplerende oplysninger fra Den Hellenske Republik, har den anlagt nærværende sag.
Om søgsmålet
23 Til støtte for søgsmålet har Kommissionen fremsat to klagepunkter om for det første en tilsidesættelse af artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, stk. 2, samt af artikel 110 TEUF og for det andet af artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, sammenholdt med dette direktivs artikel 22, stk. 1, og med artikel 3, stk. 1, i direktiv 92/84, samt af artikel 110 TEUF.
Det første klagepunkt vedrørende en tilsidesættelse af artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, stk. 2, samt af artikel 110 TEUF
Parternes argumenter
24 Kommissionens første klagepunkt består af to led.
25 Med dette klagepunkts første led har Kommissionen gjort gældende, at den gældende græske lovgivning om punktafgifter på tsipouro og tsikoudia, som fremstilles af destillationsvirksomheder, de såkaldte »systematiske destillerier«, ikke er forenelig med artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, stk. 2.
26 Kommissionen har i denne forbindelse anført, at Den Hellenske Republik i henhold til artikel 19 og 21 i direktiv 92/83 er forpligtet til at anvende den normale punktafgiftssats på tsipouro og tsikoudia og ikke en sats, der er reduceret med 50% heraf. Enhver undtagelse til dette princip kan kun tillades, hvis den er udtrykkeligt tilladt i EU-retten. Dette direktivs artikel 23 tillader imidlertid kun undtagelser for to produkter, hvoraf tsipouro og tsikoudia ikke er omfattet.
27 Det er udelukket at foretage en udvidende fortolkning af artikel 23 i direktiv 92/83, da den er en undtagelsesbestemmelse. I henhold til forordning nr. 1576/89, som blev erstattet af forordning nr. 110/2008, tilhører tsipouro og tsikoudia nemlig en kategori af spiritus, der er helt anderledes end den kategori, som ouzo hører under, der er omhandlet i artikel 23, stk. 2, i direktiv 92/83. Selv om Den Hellenske Republik er overbevist om, at tsipouro og tsikoudia, henset til lighederne ved de omhandlede varer, ligesom ouzo må være omfattet af den undtagelsesbestemmelse, som følger af dette direktivs artikel 23, skal medlemsstaten træffe de foranstaltninger, der med henblik herpå kræves på lovgivningsniveau.
28 I denne sammenhæng har Kommissionen endvidere bemærket, at EU-lovgiver ifølge Domstolens praksis ikke havde til hensigt at give medlemsstaterne mulighed for skønsmæssigt at indføre undtagelsesordninger til dem, der er fastsat ved direktiv 92/83 (dom af 10.4.2014, Kommissionen mod Ungarn, C-115/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:253, præmis 35).
29 Som led i det første klagepunkts andet led har Kommissionen foreholdt Den Hellenske Republik, at den ikke har opfyldt de forpligtelser, der følger af såvel artikel 110, stk. 1, TEUF som af artikel 110, stk. 2, TEUF.
30 Hvad angår artikel 110, stk. 1, TEUF, som bestemmer, at »[i]ngen medlemsstat […] direkte eller indirekte [må] pålægge varer fra andre medlemsstater [afgifter], som er højere end de afgifter, der direkte eller indirekte pålægges lignende indenlandske varer«, har Kommissionen anført, at begrebet lighed skal fortolkes udvidende.
31 Kommissionen har i denne forbindelse gjort gældende, at der med henblik på at vurdere de to produkters lighed bl.a. skal foretages en vurdering af deres objektive kendetegn. De kendetegn, der er opregnet i bilag II, punkt 6, til forordning nr. 110/2008 vedrørende brændevin af presserester af druer eller druemarc, er dem, som tsipouro og tsikoudia ligeledes opfylder. Disse to produkter ligner således i hvert fald al importeret spiritus, som er omfattet af kategorien »brændevin af presserester af druer eller druemarc« som omhandlet i forordning nr. 110/2008.
32 I denne forbindelse har Kommissionen præciseret, at det er dens opfattelse, at den måde, hvorpå en drikkevare indtages, ikke kan anses for at være et kriterium til sondring mellem to drikkevarer, eftersom forbrugernes vaner varierer, og det er således ikke et kriterium, der er uforanderligt.
33 Hvad angår artikel 110, stk. 2, TEUF, hvorefter »ingen medlemsstat [må] pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som indirekte vil kunne beskytte andre produkter«, er det Kommissionens opfattelse, at denne bestemmelse forbyder enhver form for indirekte skatte- og afgiftsmæssig protektionisme i tilfælde med importerede produkter, der, selv om de ikke svarer til det nationale produkt, ikke desto mindre, uanset om det kun er delvist, indirekte eller potentielt, konkurrerer med visse af disse produkter.
34 I denne henseende har Kommissionen fremhævet, at tsipouro og tsikoudia kan konkurrere med spiritus, såsom whisky, gin og vodka.
35 Endelig har Kommissionen anført, at det er dens opfattelse, at salget af spiritus importeret til Grækenland er faldet siden 2010 i forhold til salget af spiritus, der er fremstillet i landet, og at denne omstændighed godtgør den beskyttende virkning af græsk lovgivning vedrørende de punktafgifter, der er omhandlet af nærværende søgsmål.
36 Den Hellenske Republik har for det første hvad angår Kommissionens argument om, at den gældende græske lovgivning om punktafgifter på tsipouro og tsikoudia, som fremstilles af destillationsvirksomheder, de såkaldte »systematiske destillerier«, ikke er forenelig med artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, stk. 2, anerkendt, at ouzo, tsipouro og tsikoudia i henhold til forordning nr. 110/2008 tilhører forskellige kategorier af alkoholholdige drikkevarer, idet ouzo henhører under kategorien »destilleret anis«, og tsipouro og tsikoudia henhører under kategorien »brændevin af presserester af druer eller druemarc«.
37 Det er Den Hellenske Republiks opfattelse, at denne omstændighed imidlertid ikke nødvendigvis betyder, at denne spiritus har anderledes kendetegn og egenskaber. Anvendelsen af den samme punktafgift, der var reduceret med 50%, på tsipouro og tsikoudia og på ouzo kan således støttes på artikel 23, stk. 2, i direktiv 92/83, selv om denne bestemmelse skal fortolkes indskrænkende.
38 Til støtte for denne tilgang har Den Hellenske Republik gjort gældende, at artikel 23, stk. 2, i direktiv 92/83 skal fortolkes i lyset af krav, der følger af bestemmelser med højere rang, i dette tilfælde kravene i henhold til artikel 110 TEUF. Denne primærretlige bestemmelse tilsigter at forbyde skatte- og afgiftsmæssig forskelsbehandling.
39 Denne medlemsstat har, idet den har bestridt Kommissionens argument om, at artikel 110 TEUF tilsigter at beskytte produkter fra andre medlemsstater, mens det produkt, som Den Hellenske Republik har henvist til som led i undersøgelsen af artikel 23, stk. 2, i direktiv 92/83, er ouzo produceret i Grækenland, ligeledes bestridt Kommissionens kritik af, at medlemsstaten har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 110 TEUF.
40 Den Hellenske Republik har således for det andet gjort gældende, at artikel 110, stk. 1, TEUF, der forbyder medlemsstaterne at pålægge varer fra andre medlemsstater afgifter, som er højere end de afgifter, der pålægges lignende indenlandske varer, ikke er blevet tilsidesat ved den pågældende græske lovgivning om punktafgifter. Det er nemlig denne medlemsstats opfattelse, at tsipouro og tsikoudia, uanset om de er aromatiserede eller ej, er anderledes end anden importeret spiritus, ikke alene whisky, gin eller vodka, men ligeledes grappa eller zivania og generelt anderledes end spiritus, der tilhører kategorien brændevin af presserester af druer.
41 I denne forbindelse har Den Hellenske Republik bemærket, at de betingelser, der er fastsat i bilag II, punkt 6, til forordning nr. 110/2008, som brændevin af presserester af druer skal opfylde, er affattet i meget generelle vendinger, og at de ikke beskriver produktets grundlæggende kvalitative kendetegn. Der er bl.a. ikke blevet taget hensyn til det anvendte råstof, presserester og til den anvendte destillationsmetode, som begge har afgørende betydning for den opnåede brændevins smagskendetegn.
42 For det tredje har Den Hellenske Republik i forbindelse med artikel 110, stk. 2, TEUF om forbud for medlemsstaterne mod at pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som indirekte vil kunne beskytte andre produkter, ligeledes anfægtet, at der er konkurrence mellem på den ene side tsipouro og tsikoudia og på den anden side anden spiritus, såsom whisky, gin eller vodka, samt produkter, der henhører under kategorien brændevin af presserester af druer.
43 I denne sammenhæng har Den Hellenske Republik endelig bestridt Kommissionens argumenter om det nedsatte forbrug af importeret spiritus. Medlemsstaten har i denne forbindelse anført, at 2010-2012 var kendetegnet ved en kriseperiode, og at der derfor ikke kunne tages hensyn hertil for at drage sikre og pålidelige konklusioner om forbruget af forskellige kategorier af spiritus. Det er således ikke bevist, at den græske skatte- og afgiftslovgivning havde beskyttende karakter til fordel for tsipouro og tsikoudia, således som Kommissionen har gjort gældende.
Domstolens bemærkninger
44 Det skal indledningsvis bemærkes, at når et spørgsmål er udtømmende harmoniseret på EU-plan, skal en national foranstaltning om dette spørgsmål bedømmes på grundlag af de pågældende harmoniserede bestemmelser og ikke på grundlag af EUF-traktaten (jf. i denne retning dom af 14.3.2013, Kommissionen mod Frankrig, C-216/11, EU:C:2013:162, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis, og af 10.4.2014, Kommissionen mod Ungarn, C-115/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:253, præmis 38).
45 Det skal i denne henseende fastslås, at direktiv 92/83 foretog en udtømmende harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer inden for EU. Det følger således af dette direktivs artikel 19 og 21, at medlemsstaterne i henhold til direktiv 92/84 i princippet skal fastsætte den samme punktafgift for alle de produkter, der er underlagt punktafgiften på ethanol, idet de undtagelser, der gør det muligt for medlemsstaterne i bestemte tilfælde at fastsætte denne afgift til en lavere sats end minimumssatsen, fremgår præcist af artikel 22 og 23 i direktiv 92/83 (jf. i denne retning dom af 10.4.2014, Kommissionen mod Ungarn, C-115/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:253, præmis 38 og 39).
46 Det følger heraf, at Domstolen i sin bedømmelse af Kommissionens klagepunkter udelukkende skal fortolke direktiv 92/83 og 92/84.
47 I det foreliggende tilfælde fastsættes i national lovgivning for tsipouro og tsikoudia, der er produceret af destillationsvirksomheder, de såkaldte »systematiske destillerier«, en punktafgift, der er reduceret med 50% i forhold til den normale nationale sats, mens alkoholholdige drikkevarer, der importeres fra andre medlemsstater, pålægges den normale punktafgift.
48 Hvad angår den undtagelse til det princip, der fremgår af artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, om anvendelsen af den samme punktafgift for alle produkter, der er underlagt den punktafgift på ethanol, der er fastsat i dette direktivs artikel 23, vedrører denne undtagelsesbestemmelse utvetydigt, hvad angår Den Hellenske Republik, alene »spiritus med anissmag«, dvs. ouzo.
49 Som undtagelsesbestemmelse, der skaber en undtagelsesordning til det almindelige princip om fastsættelse af punktafgifter, skal dette direktivs artikel 23, stk. 2, fortolkes strengt.
50 Hvad angår de konkrete fritagelser eller nedsættelser af punktafgifterne, der er fastsat i direktiv 92/83 for visse kategorier af drikkevarer, har Domstolen, henset til formålet med dette direktiv og til affattelsen af 17. betragtning hertil, som henviser til forbuddet mod konkurrencefordrejning i det indre marked, tidligere fastslået, at EU-lovgiver ikke havde til hensigt at gøre det muligt for medlemsstaterne skønsmæssigt at indføre undtagelsesordninger til dem, der er fastsat i direktiv 92/83 (dom af 10.4.2014, Kommissionen mod Ungarn, C-115/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:253, præmis 35).
51 Selv om det følger af det ovenstående, at artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, stk. 2, skal fortolkes således, at tsipouro og tsikoudia, der ikke i den nuværende EU-lovgivning er omfattet af de produkter, der er berørt af undtagelsesordningen fastsat i dette direktivs artikel 23, stk. 2, er underlagt den samme punktafgiftssats som alle ethanolprodukter, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, skal det imidlertid efterprøves, om denne fortolkning svækkes, når disse bestemmelser fortolkes i lyset af artikel 110 TEUF. Den Hellenske Republik har således anført, at artikel 23, stk. 2, i direktiv 92/83 skal fortolkes bredt, således at dets anvendelsesområde omfatter tsipouro og tsikoudia.
52 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at artikel 110 TEUF har til formål at sikre frie varebevægelser mellem medlemsstaterne på normale konkurrencevilkår. Med henblik herpå tilsigter denne artikel fjernelsen af enhver form for beskyttelse, der kan følge af anvendelsen af interne afgifter, der indebærer forskelsbehandling af varer med oprindelse i andre medlemsstater (jf. i denne retning dom af 7.4.2011, Tatu, C-402/09, EU:C:2011:219, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
53 I denne sammenhæng har Domstolen tidligere fastslået, at formålet med artikel 110, stk. 1, TEUF er at sikre, at interne afgifter virker fuldstændigt neutralt i forhold til konkurrencen mellem varer, der allerede befinder sig på det indenlandske marked, og indførte varer (jf. i denne retning dom af 7.4.2011, Tatu, C-402/09, EU:C:2011:219, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
54 Det fremgår klart af affattelsen af artikel 110 TEUF, at princippet om afgiftsneutralitet, som Den Hellenske Republik har påberåbt sig, alene vedrører ligebehandlingen af indenlandske og indførte varer. De produkter, som Den Hellenske Republik har henvist til inden for rammerne af artikel 23, stk. 2, i direktiv 92/83, dvs. ouzo, tsipouro og tsikoudia, er indenlandsk fremstillede produkter.
55 Når dette er slået fast, skal det bemærkes, at selv om Domstolen har anerkendt, at princippet om afgiftsneutralitet i en anden sammenhæng kan være udtryk for en overførsel af ligebehandlingsprincippet (jf. i denne retning dom af 10.11.2011, The Rank Group, C-259/10 og C-260/10, EU:C:2011:719, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis), har den præciseret, at princippet om afgiftsneutralitet ikke i sig selv giver mulighed for at udvide en fritagelses anvendelsesområde. Dette princip er således ikke en primærretlig regel, men et fortolkningsprincip, som skal anvendes parallelt med princippet om, at fritagelser skal fortolkes strengt (jf. i denne retning dom af 19.7.2012, Deutsche Bank, C-44/11, EU:C:2012:484, præmis 45).
56 Som det er blevet fastslået i nærværende doms præmis 48, er artikel 23, stk. 2, i direktiv 92/83 en klar og præcis undtagelsesbestemmelse.
57 Den Hellenske Republiks tilgang med henblik på at fortolke denne bestemmelse bredt i lyset af artikel 110 TEUF, således at den omfatter tsipouro og tsikoudia, skal dermed forkastes.
58 På denne baggrund skal det første klagepunkt tiltrædes.
Det andet klagepunkt vedrørende en tilsidesættelse af artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, sammenholdt med dette direktivs artikel 22, stk. 1, og med artikel 3, stk. 1, i direktiv 92/84, samt af artikel 110 TEUF
Parternes argumenter
59 Kommissionens andet klagepunkt består af to led.
60 Med dette klagepunkts første led har Kommissionen gjort gældende, at gældende græsk lovgivning om punktafgifter på tsipouro og tsikoudia, som fremstilles af små destillerier, de såkaldte »lejlighedsvise« destillerier, ikke er forenelig med artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, sammenholdt med dette direktivs artikel 22, stk. 1, og med artikel 3, stk. 1, i direktiv 92/84.
61 Kommissionen har i denne forbindelse anført, at Den Hellenske Republik i henhold til artikel 19 og 21 i direktiv 92/83 principielt er forpligtet til at anvende den samme punktafgiftssats, der er fastsat i overensstemmelse med direktiv 92/84, på alle produkter, der er underlagt punktafgiften på ethanol. Medlemsstaterne kan kun undtagelsesvis og inden for de i dette direktivs artikel 22 fastsatte grænser anvende reducerede punktafgifter på den nævnte alkohol, når dette fremstilles af små destillerier.
62 Kommissionen har anført, at det for det første følger af den pågældende græske lovgivning om punktafgifter, at tsipouro og tsikoudia, der fremstilles af små destillerier, er underlagt en afgift på 0,59 EUR pr. kilo, hvilket svarer til 59 EUR pr. hektoliter. Denne afgift er klart lavere end den reduktion på 50%, der er tilladt i medfør af artikel 22, stk. 1, i direktiv 92/83 i forhold til den normale nationale minimumspunktafgift, der i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 92/84 er fastsat til 550 EUR pr. hektoliter ren alkohol.
63 Ifølge Kommissionen fastsætter den nævnte græske lovgivning for det andet ikke hvad angår små destillerier, de såkaldte »lejlighedsvise« destillerier, produktionslofter inden for de grænser, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, i direktiv 92/83, for produktion af mindre end 10 hektoliter ren alkohol årligt.
64 Som led i det andet klagepunkts andet led har Kommissionen foreholdt Den Hellenske Republik, at den hvad angår sin lovgivning om punktafgifter på tsipouro og tsikoudia, der fremstilles af små destillerier, de såkaldte »lejlighedsvise« destillerier, ikke har opfyldt de forpligtelser, der følger af såvel artikel 110, stk. 1, TEUF som artikel 110, stk. 2, TEUF. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til sin argumentation, der er fremført i nærværende doms præmis 29-35.
65 Den Hellenske Republik har anført, at små destillerier, de såkaldte »lejlighedsvise« destillerier, for tsipouro og tsikoudia arbejder inden for en konkret national ramme, som tager hensyn til en langvarig traditionel praksis. Salget af tsipouro og tsikoudia, som fremstilles med meget simpelt udstyr, foregår alene uden emballage mellem private og har aldrig været genstand for transaktioner inden for Fællesskabet.
66 Hvad angår den anvendte sats, som kan være punktuel eller en enhedssats som fastsat i artikel 22, stk. 4, i direktiv 92/83, har den symbolsk karakter, idet dens hovedformål er at kontrollere overholdelsen af de meget snævre rammer, hvori små destillerier, de såkaldte »lejlighedsvise« destillerier, skal virke.
67 I denne sammenhæng har Den Hellenske Republik desuden henvist til Økofinrådets rapport af 19. oktober 1992, hvorefter de medlemsstater, som traditionelt indrømmer fritagelser til produktionen af små mængder alkohol til privat forbrug, kan fortsætte med at anvende disse fritagelser.
Domstolens bemærkninger
68 Som bemærket i nærværende doms præmis 45 er punktafgiftsstrukturen på alkohol og alkoholholdige drikkevarer harmoniseret inden for EU, bl.a. hvad angår betingelserne for, at medlemsstaterne kan fastsætte punktafgiften til et lavere niveau end minimumssatsen. Det andet klagepunkt skal således alene undersøges, henset til bestemmelserne i direktiv 92/83 og 92/84, som er genstand for dets første led.
69 Kommissionen har gjort gældende, at den græske lovgivning om punktafgifter for tsipouro og tsikoudia, der fremstilles af små destillerier, de såkaldte »lejlighedsvise« destillerier, fastsætter en afgift på 59 EUR pr. hektoliter, som er klart lavere end den reduktion på 50%, der er tilladt i medfør af artikel 22, stk. 1, i direktiv 92/83, i forhold til den normale nationale minimumspunktafgift, der i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 92/84 er fastsat til 550 EUR pr. hektoliter ren alkohol.
70 Henset til denne argumentation skal det indledningsvis bemærkes, at det står fast, at minimumssatsen for den punktafgift på ethanol, der er fastsat i artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, sammenholdt med artikel 3 i direktiv 92/84, ikke er overholdt i græsk lovgivning om punktafgifter hvad angår tsipouro og tsikoudia, der fremstilles af små destillerier, de såkaldte »lejlighedsvise« destillerier.
71 Det skal herefter bemærkes, at direktiv 92/83 ganske vist foreskriver specifikke fritagelser eller nedsættelser af punktafgifter hvad angår visse kategorier af drikkevarer eller visse medlemsstater. Henset til formålet med dette direktiv og til affattelsen af 17. betragtning hertil, hvori bemærkes, at eventuelle nedsatte satser ikke må føre til konkurrencefordrejninger i det indre marked, skal det imidlertid fastslås, at EU-lovgiver ikke har haft til hensigt at gøre det muligt for medlemsstaterne skønsmæssigt at indføre undtagelsesordninger til dem, der er fastsat i direktiv 92/83.
72 Det følger således af Domstolens faste praksis hvad angår virkningerne af fritagelser for små mængder ethanol på det indre marked, at når et spørgsmål er harmoniseret på EU-plan, skal enhver national foranstaltning om dette spørgsmål bedømmes på grundlag af de pågældende harmoniserede bestemmelser (jf. i denne retning af 10.4.2014, Kommissionen mod Ungarn, C-115/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:253, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
73 I denne sammenhæng fastsætter direktiv 92/83 og 92/84 minimumssatserne for punktafgiften på ethanol, uden at de gør anvendelsen heraf betinget af den virkning, som produktionen og det private forbrug af denne alkohol kan have på markedet. Den Hellenske Republiks argumentation om, at salget af tsipouro og tsikoudia mellem borgerne aldrig har været genstand for transaktioner inden for Fællesskabet, er således uden betydning.
74 Hvad endelig angår Den Hellenske Republiks argumentation om, at små destillerier, de såkaldte »lejlighedsvise« destillerier, af tsipouro og tsikoudia arbejder inden for en konkret national ramme, som tager hensyn til en langvarig traditionel praksis, skal det fremhæves, at selv om det i 16. betragtning til direktiv 92/83 anføres, at medlemsstaterne bør have mulighed for at anvende reducerede punktafgiftssatser eller fritagelser for visse produkter af regional eller traditionel karakter, betyder dette dog ikke, at en national tradition i sig selv kan fritage medlemsstaterne for deres forpligtelser i medfør af EU-retten (jf. i denne retning dom af 10.4.2014, Kommissionen mod Ungarn, C-115/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:253, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
75 Med henblik på en udtømmende bedømmelse skal det herefter præciseres, at en erklæring i en rapport fra Økofinrådet ikke kan rejse tvivl om den analyse, der er foretaget i nærværende doms præmis 71-74. Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at erklæringer fremsat i de forberedende arbejder, som fører til vedtagelsen af et direktiv, ikke kan lægges til grund for fortolkningen af dette direktiv, når erklæringernes indhold ikke er kommet til udtryk i den pågældende bestemmelses ordlyd, og at erklæringerne følgelig ikke har nogen retlig rækkevidde (dom af 10.4.2014, Kommissionen mod Ungarn, C-115/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:253, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
76 Det følger af det ovenstående, at Den Hellenske Republik ved at vedtage og anvende en lovgivning, som på de heri fastsatte betingelser bestemmer, at produktion af tsipouro og tsikoudia, som foretages af små destillerier, de såkaldte »lejlighedsvise« destillerier, er underlagt en punktafgift på 59 EUR pr. hektoliter, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, sammenholdt med dette direktivs artikel 22, stk. 1, og med artikel 3, stk. 1, i direktiv 92/84.
77 Det følger af disse bemærkninger, at det andet klagepunkt skal tiltrædes.
78 På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser:
– i henhold til artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, stk. 2, idet den har vedtaget og opretholdt en lovgivning, som for tsipouro og tsikoudia, der fremstilles af destillationsvirksomheder, de såkaldte »systematiske destillerier«, anvender en punktafgift, der er reduceret med 50% i forhold til den normale nationale sats, og
– i henhold til artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, sammenholdt med dette direktivs artikel 22, stk. 1, og med artikel 3, stk. 1, i direktiv 92/84, idet den har vedtaget og opretholdt en lovgivning, som på de i loven fastsatte betingelser for tsipouro og tsikoudia, der fremstilles af små destillerier, de såkaldte »lejlighedsvise« destillerier, anvender en punktafgift, der er betydeligt reduceret.
Sagsomkostninger
79 I medfør af artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og Den Hellenske Republik har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Syvende Afdeling):
1) Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser
– i henhold til artikel 19 og 21 i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, stk. 2, idet den har vedtaget og opretholdt en lovgivning, som for tsipouro og tsikoudia, der fremstilles af destillationsvirksomheder, de såkaldte »systematiske destillerier«, anvender en punktafgift, der er reduceret med 50% i forhold til den normale nationale sats, og
– i henhold til artikel 19 og 21 i direktiv 92/83, sammenholdt med dette direktivs artikel 22, stk. 1, og med artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 92/84/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer, idet den har vedtaget og opretholdt en lovgivning, som på de i loven fastsatte betingelser for tsipouro og tsikoudia, der fremstilles af små destillerier, de såkaldte »lejlighedsvise« destillerier, anvender en punktafgift, der er betydeligt reduceret.
2) Den Hellenske Republik betaler sagsomkostningerne.
Underskrifter