Language of document :

Appel iværksat den 20. december 2018 af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 15. oktober 2018 i sag T-7/17 – John Mills mod EUIPO

(Sag C-809/18 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Lukošiūtė, som befuldmægtiget)

De andre parter i appelsagen: John Mills Ltd og Jerome Alexander Consulting Corp.

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

John Mills Ltd tilpligtes at betale de af EUIPO afholdte omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 1

–    Retten anlagde en urigtig fortolkning af bestemmelserne i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 ved at begrænse dette stykkes anvendelsesområde til begrebet »identiske« tegn og ved at tillægge det den betydning, det har i henhold til artikel 8, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009.

–    Retten tog ikke i tilstrækkelig grad hensyn til formålet med artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009, nemlig at forhindre, at et varemærke misbruges af varemærkeindehaverens agent, idet agenten vil kunne udnytte det kendskab og de erfaringer, der er opnået i løbet af det forretningsmæssige forhold med indehaveren, og derved utilbørligt drage fordel af varemærkeindehaverens egne bestræbelser og investeringer, og Retten gav således en diskutabel ordlydsfortolkning forrang. Dette skete, selv om Unionens retsinstanser konsekvent anvender en formålsbestemt tilgang til fortolkningen af EU-varemærkeretten.

–    En ordlydsfortolkning fører heller ikke til den konklusion, at artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 kun finder anvendelse på identiske varemærker. Det er derfor tilstrækkeligt, at de omhandlede tegn er sammenfaldende med hensyn til elementer, som i det væsentlige udgør det ældre varemærkes særpræg. På dette grundlag er det rette kriterium ved undersøgelsen af de kolliderende varemærker i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009, om EU-varemærkeansøgningen gengiver de væsentligste elementer i det ældre varemærke på en sådan måde, at det er åbenlyst, at ansøgeren uretmæssigt tilegner sig den retmæssige indehavers rettigheder til sit varemærke. En illoyal agent ville nemlig være i stand til at forhindre ikke alene enhver senere registrering af det ældre varemærke foretaget af den oprindelige indehaver inden for EU, men også enhver brug af det foretaget af agenturgiveren inden for EU.

Tilsidesættelse af artikel 36 i statutten for Domstol

–    Den appellerede dom indeholder en selvmodsigende begrundelse, for så vidt som det deri anerkendes – på den ene side – at tegn er identiske, når det ene uden ændring eller tilføjelse reproducerer det andet, og – på den anden side – at de også er identiske, når der er foretaget variationer uden at ændre varemærkets særpræg (jf. den appellerede doms præmis 38-40). En sådan begrundelse er selvmodsigende, eftersom det samme begreb – »identisk« – anvendes på forskellige retlige og faktiske situationer og fejlagtigt tillægges to forskellige betydninger.

–    Retten angav ikke nogen begrundelse for, hvorfor de kolliderende varemærker ikke falder ind under anvendelsesområdet for artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 efter det kriterium, som den indførte i den appellerede doms præmis 39.

____________

1     Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1).