RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

2. oktober 2012

Sag F-118/10

Aristidis Psarras

mod

Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA)

»Personalesag – placering – omplacering – tjenestens interesse – tjenestefrihed af personlige årsager«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106a, hvorved Aristidis Psarras, der er midlertidig ansat ved Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA), bl.a. har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen om at fjerne ham fra hans stilling som regnskabsmedarbejder og om at ansætte en anden til at udfylde denne stilling.

Udfald: Den af bestyrelsen for ENISA trufne afgørelse af 7. februar 2010 om med øjeblikkelig virkning at fjerne sagsøgeren fra hans stilling som regnskabsmedarbejder og om at ansætte X, en økonomimedarbejder, i stillingen som regnskabsmedarbejder på ubestemt tid, samt afgørelsen af 1. marts 2010, der som følge heraf blev truffet af den administrerende direktør, om at forflytte Aristidis Psarras til en ny stilling, annulleres. I øvrigt frifindes ENISA. ENISA bærer sine egne omkostninger og betaler sagsøgerens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – forslag, der ikke forpligter det organ, der har kompetence til at træffe den endelige afgørelse – ikke omfattet – forberedende akt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

2.      Retslig procedure – fremlæggelse af beviser – frist – for sen indgivelse af beviser – betingelser

(Personalerettens procesreglement, art. 42)

3.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – orlov uden løn – udløb – genindtrædelse – administrationens pligt – rækkevidde

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 17)

1.      Akter, der er forberedende i forhold til en afgørelse, er ikke bebyrdende som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og kan kun anfægtes som led i et søgsmål anlagt til prøvelse af retsakter, der kan annulleres.

Dette er tilfældet med en indstilling fra den administrerende direktør ved et agentur under Unionen til bestyrelsen om permanent at tildele en tjenestemand visse opgaver og om at fratage en anden disse opgaver. En sådan indstilling kan ikke betragtes som en afgørelse, for så vidt som den ikke forpligter bestyrelsen, der er det organ, der har kompetence til at træffe den endelige afgørelse.

(jf. præmis 34 og 35)

Henvisning til:

Domstolen: 14. februar 1989, sag 346/87, Bossi mod Kommissionen, præmis 23

Retten i Første Instans: 22. juni 1990, forenede sager T-32/89 og T-39/89, Marcopoulos mod Domstolen, præmis 21; 22. januar 1998, sag T-98/96, Costacurta mod Kommissionen, præmis 21

2.      Ifølge artikel 42 i Rettens procesreglement kan parterne i replikken og duplikken anføre yderligere beviser til støtte for deres anbringender, men skal begrunde, hvorfor beviserne først påberåbes på dette tidspunkt. En sådan pligt medfører, at der indrømmes Unionens retsinstanser kompetence til at efterprøve rigtigheden af begrundelsen for forsinkelsen vedrørende fremlæggelsen af disse beviser samt, såfremt anmodningen ikke er tilstrækkeligt begrundet, beføjelse til at afvise dem.

(jf. præmis 40)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 18. september 2008, sag T-47/05, Angé Serrano m.fl. mod Parlamentet, præmis 54 og 56

3.      En institution er i medfør af det vide skøn, den råder over ved tilrettelæggelsen af dens tjenestegrene, berettiget til at antage, at tjenestens interesse kan begrunde, at en midlertidig ansat efter dennes ulønnede orlov ikke kan genindtræde i den stilling, som denne bestred inden sin afrejse.

I det tilfælde, hvor en institution forpligter sig til at lade nævnte ansatte genindtræde i dennes stilling, er institutionen imidlertid forpligtet til at overholde dette.

(jf. præmis 45 og 50)