DOMSTOLENS DOM
17. november 1998 (1)
»Bruxelles-konventionen - voldgiftsklausul - foreløbig betaling - begrebet
foreløbige retsmidler«
I sag C-391/95,
angående en anmodning, som Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) i
medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af
konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse
af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har indgivet til
Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,
Van Uden Africa Line ved Van Uden Maritime BV
mod
Kommanditgesellschaft in Firma Deco-Line m.fl.,
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 1, stk. 2, nr.
4, artikel 3, artikel 5, nr. 1, og artikel 24 i konventionen af 27. september 1968
(EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om
Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og
Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og - den ændrede tekst - s. 77) og ved
konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT
L 388, s. 1),
har
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene P.J.G.
Kapteyn, J.-P. Puissochet, G. Hirsch og P. Jann samt dommerne G.F. Mancini, J.C.
Moitinho de Almeida, C. Gulmann, J.L. Murray, D.A.O. Edward, H. Ragnemalm
(refererende dommer), L. Sevón og M. Wathelet,
generaladvokat: P. Léger
justitssekretær: ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
- Van Uden Africa Line ved Van Uden Maritime BV ved advokat L.M.
Ebbekink, Haag
- Kommanditgesellschaft in Firma Deco-Line m.fl. ved advokat J. L. de
Wijkerslooth, Haag
- den tyske regering ved afdelingschef J. Pirrung, Forbundsjustitsministeriet,
som befuldmægtiget
- Det Forenede Kongeriges regering ved L. Nicoll, Treasury Solicitor's
Department, som befuldmægtiget, bistået af V.V. Veeder, QC
- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved B.J. Drijber,
Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at der i retsmødet den 22. april 1997 er afgivet mundtlige indlæg af den tyske
regering, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 10. juni 1997,
afsagt følgende
Dom
- 1.
- Ved dom af 8. december 1995, indgået til Domstolen den 14. december 1995, har
Hoge Raad der Nederlanden i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende
Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes
kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder
handelssager, forelagt otte præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af artikel 1,
stk. 2, nr. 4, artikel 3, artikel 5, nr. 1, og artikel 24 i konventionen af 27. september
1968 (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om
Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og
Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og - den ændrede tekst - s. 77) og ved
konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT
L 388, s. 1, herefter »konventionen«).
- 2.
- Spørgsmålene er blevet rejst under en sag, der føres mellem Van Uden Maritime
BV (herefter »Van Uden«), der har hjemsted i Rotterdam (Nederlandene), og
Kommanditgesellschaft in Firma Deco-Line m.fl. (herefter »Deco-Line«), der har
hjemsted i Hamburg (Tyskland). Sagen angår en begæring om foreløbige
forholdsregler, som går ud på, at der kræves betaling af nogle fordringer i henhold
til en kontrakt, der indeholder en voldgiftsklausul.
- 3.
- I konventionens artikel 1, stk. 1, bestemmes det, at konventionen finder anvendelse
på borgerlige sager, herunder handelssager. I henhold til artikel 1, stk. 2, nr. 4,
finder den dog ikke anvendelse på voldgift.
- 4.
- I henhold til artikel 2 gælder der den almindelige regel om retternes kompetence,
at personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, uanset deres
nationalitet, skal sagsøges ved retterne i denne stat.
- 5.
- Personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan kun sagsøges ved
retterne i en anden kontraherende stat i medfør af konventionens regler. I artikel
3, stk. 2, opregnes de eksorbitante kompetenceregler, der ikke kan gøres gældende
over for personer, der har bopæl på en anden kontraherende stats område,
herunder artikel 126, stk. 3, og artikel 127 i den nederlandske civilproceslov
(Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering, herefter »WBR«).
- 6.
- I konventionens artikel 5, nr. 1, bestemmes det, at en person, der har bopæl på en
kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat i sager
om kontraktforhold ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til
grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes.
- 7.
- Konventionens artikel 24, som specielt angår foreløbige, herunder sikrende
retsmidler, har følgende ordlyd:
»De foreløbige, herunder sikrende retsmidler, der er fastsat i en kontraherende
stats lovgivning, kan kræves anvendt af den pågældende stats retslige myndigheder,
selv om en ret i en anden kontraherende stat i medfør af denne konvention er
kompetent til at påkende sagens realitet.«
- 8.
- I marts 1993 indgik Van Uden og Deco-Line en såkaldt »slot/space charter
agreement«. I henhold hertil forpligtede Van Uden sig til at stille skibsrum til
rådighed for Deco-Line om bord på skibe, som blev drevet af Van Uden selv eller
i samarbejde med andre rederier i linjefart mellem Nord- eller Vesteuropa og
Vestafrika. Som modydelse skulle Deco-Line betale fragt efter tariffer, der var
aftalt mellem parterne.
- 9.
- Da nogle fakturaer, som Van Uden havde fremsendt til Deco-Line, ikke blev betalt,
indledte Van Uden den i kontrakten aftalte voldgiftssag.
- 10.
- Under henvisning til, at Deco-Line ikke medvirkede i fornødent omfang ved
udpegelsen af voldgiftsmænd, og at den manglende betaling af fakturaerne stillede
store krav til Van Uden's likviditet, iværksatte Van Uden desuden en sag om
foreløbige forholdsregler (»kort geding«) ved præsidenten for Rechtbank,
Rotterdam. I denne sag fremsatte Van Uden krav om, at Deco-Line betalte et
beløb på 837 919,13 DEM, som var det samlede beløb af fire fordringer i henhold
til kontrakten.
- 11.
- Under sagen bestred Deco-Line først og fremmest, at den nederlandske ret i en sag
om foreløbige forholdsregler skulle have kompetence til at træffe afgørelse om
kravene. Deco-Line gjorde til støtte herfor gældende, at selskabet var
hjemmehørende i Tyskland og kun kunne sagsøges ved retter i Tyskland.
- 12.
- Rechtbank's præsident forkastede indsigelsen med den begrundelse, at et krav om
foreløbige forholdsregler måtte betragtes som et foreløbigt retsmiddel i
konventionens artikel 24's forstand.
- 13.
- Under henvisning til WBR's artikel 126, stk. 3, fandt Rechtbank's præsident at have
kompetence til, som retten på rekvirentens bopæl, at træffe afgørelse om et krav
fremsat af en rekvirent med bopæl i Nederlandene over for en rekvisitus, som
hverken havde en kendt bopæl eller et kendt opholdssted i Nederlandene.
Præsidenten fandt endvidere, at sagen af to grunde havde den fornødne tilknytning
til nederlandske retsforhold, for det første fordi Deco-Line som følge af sin
virksomhed inden for international handel ville opnå tilgodehavender i
Nederlandene, som kunne tjene til fyldestgørelse i Nederlandene efter en eventuel
domfældelse, og for det andet fordi en sådan dom også ville kunne fuldbyrdes i
Tyskland.
- 14.
- Endelig fandt Rechtbank's præsident, at det ikke kunne føre til andet resultat med
hensyn til kompetencen, at parterne havde aftalt at lade tvister afgøre ved voldgift
i Nederlandene, idet en voldgiftsaftale i henhold til WBR's artikel 1022, stk. 2, ikke
kan medføre, at en part mister sin ret til at iværksætte sag om foreløbige
forholdsregler.
- 15.
- Ved en foreløbigt eksigibel afgørelse af 21. juni 1994 tilpligtede præsidenten for
Rechtbank, Rotterdam, Deco-Line at betale Van Uden et beløb på 377 625,35
DEM med rente efter loven.
- 16.
- Deco-Line iværksatte appel til Gerechtshof, Haag, som ophævede afgørelsen med
den begrundelse, at det måtte kræves, at sagen havde den fornødne tilknytning til
nederlandske retsforhold, hvilket i forbindelse med konventionen måtte indebære
en betingelse om, at den afgørelse, en ret blev anmodet om at træffe i en sag om
foreløbige forholdsregler, skulle kunne fuldbyrdes i Nederlandene. Den
omstændighed, at Deco-Line på et senere tidspunkt muligvis ville få formuegoder
i Nederlandene, var dog ikke tilstrækkeligt hertil.
- 17.
- Sagen blev derefter indbragt for Hoge Raad der Nederlanden, som har besluttet
at udsætte den og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Såfremt en forpligtelse til betaling af, hvad der skyldes i henhold til en
kontrakt, skal opfyldes i en kontraherende stat - således at fordringshaveren
ifølge Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, kan sagsøge skyldneren, der
ikke har opfyldt sin forpligtelse, ved retterne i den pågældende
kontraherende stat med påstand om opfyldelse af forpligtelsen, også selv om
skyldneren har bopæl på en anden kontraherende stats område - har
retterne i den førstnævnte stat da tillige (og uden videre) kompetence til at
påkende et af fordringshaveren over for skyldneren fremsat krav under en
sag om foreløbige forholdsregler, som går ud på, ved hjælp af en
umiddelbart eksigibel forholdsregel, at opnå, at skyldneren pålægges at
betale, hvad han - ifølge den ret der behandler sagen om foreløbige
forholdsregler - med stor sandsynlighed skylder fordringshaveren, eller
gælder der da med hensyn til, om den ret, der skal træffe afgørelse om de
foreløbige forholdsregler, har den fornødne kompetence, yderligere
betingelser, f.eks. at den begærede foreløbige forholdsregel skal (kunne) få
virkning i den pågældende kontraherende stat?
2) Har det betydning for besvarelsen af det første spørgsmål, at den af
parterne indgåede kontrakt indeholder en voldgiftsklausul, og har det i
bekræftende fald betydning, hvor voldgiften ifølge klausulen skal finde sted?
3) Såfremt det første spørgsmål skal besvares således, at det - for at retten i
sagen om foreløbige forholdsregler har den fornødne kompetence - også må
kræves, at den forholdsregel, der ønskes truffet, skal (kunne) få virkning i
den pågældende kontraherende stat, indebærer dette da, at den begærede
afgørelse skal kunne fuldbyrdes i den kontraherende stat, og er det da
nødvendigt, at denne betingelse er opfyldt på det tidspunkt, hvor kravet om
den foreløbige foranstaltning fremsættes, eller er det tilstrækkeligt, at det
må forventes, at betingelsen vil være opfyldt på et senere tidspunkt?
4) Falder den adgang, der i henhold til artikel 289 ff. i Wetboek van
Burgerlijke Rechtsvordering (den nederlandske civilproceslov) består til af
uopsættelige grunde at fremsætte begæring for Arrondissementsrechtbank's
præsident om en umiddelbart eksigibel forholdsregel, ind under udtrykket
‘foreløbige, herunder sikrende retsmidler‘ i Bruxelles-konventionens artikel
24?
5) Har det betydning for besvarelsen af det fjerde spørgsmål, om der er
iværksat en procedure vedrørende sagens realitet eller kan iværksættes en
sådan procedure, og har det i bekræftende fald betydning, at der i det
konkrete tilfælde var indledt en voldgiftssag?
6) Har det betydning for besvarelsen af det fjerde spørgsmål, om den
forholdsregel, der er fremsat krav om i sagen om foreløbige forholdsregler,
er, at modparten tilpligtes at opfylde en betalingsforpligtelse som omtalt i
det første spørgsmål ?
7) Såfremt det fjerde spørgsmål skal besvares bekræftende, skal artikel 24 -
i tilfælde hvor ‘en ret i en anden kontraherende stat i medfør af denne
konvention er kompetent til at påkende sagens realitet‘ - og navnlig
henvisningen i artikel 24 til de ‘foreløbige, herunder sikrende retsmidler,
der er fastsat i en kontraherende stats lovgivning‘, da forstås således, at den
ret, der behandler sagen om foreløbige forholdsregler (umiddelbart) har den
fornødne kompetence, såfremt den er kompetent efter de nationale
kompetenceregler, også selv om der er tale om bestemmelser som dem, der
er nævnt i Bruxelles-konventionens artikel 3, stk. 2, eller er retten da kun
kompetent, såfremt yderligere betingelser er opfyldt, f.eks. at den begærede
foreløbige forholdsregel skal (kunne) få virkning i den pågældende
kontraherende stat?
8) Såfremt det syvende spørgsmål skal besvares således, at det også er en
betingelse for, at den ret, der behandler sagen om foreløbige forholdsregler,har den fornødne kompetence, at den begærede forholdsregel skal (kunne)
få virkning i den pågældende kontraherende stat, indebærer dette da, at den
afgørelse, som ønskes truffet, skal kunne fuldbyrdes i den kontraherende
stat, og er det da nødvendigt, at denne betingelse er opfyldt på det
tidspunkt, hvor kravet om en foreløbig forholdsregel fremsættes, eller er det
tilstrækkeligt, at det må forventes, at den vil blive opfyldt på et senere
tidspunkt?«
- 18.
- De forelagte spørgsmål angår kompetencen, i henhold til konventionen, for en ret
i en sag om foreløbige forholdsregler. Den nationale ret ønsker oplyst, om en sådan
kompetence kan støttes dels på konventionens artikel 5, nr. 1 (spørgsmål 1-3), dels
på konventionens artikel 24 (spørgsmål 4-8). I begge tilfælde ønsker den
forelæggende ret nærmere bestemt oplyst,
- for det første hvilken betydning det har, at den for retten indbragte tvist i
henhold til kontrakten skal afgøres ved voldgift,
- derefter om det er en betingelse for, at den ret, sagen om de foreløbige
forholdsregler verserer for, har den fornødne kompetence, at det retsmiddel,
der kræves truffet, får virkning eller vil kunne få virkning i den stat, i
hvilken retten er beliggende, herunder at det kan fuldbyrdes i den
pågældende stat, og om det er nødvendigt, at en sådan betingelse er opfyldt
på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes, og
- endelig om det har betydning, at sagen vedrører et krav om foreløbig
betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt.
- 19.
- Indledningsvis bemærkes med hensyn til kompetencen i henhold til konventionen
for en ret i en sag om foreløbige forholdsregler, at det står fast, at en ret, der har
kompetence til at påkende en sags realitet i henhold til konventionens artikel 2 og
artikel 5-18, også har kompetence til at træffe afgørelse om anvendelse af
foreløbige, herunder sikrende retsmidler i det omfang, det måtte vise sig at være
nødvendigt.
- 20.
- Endvidere tilføjes der i konventionens artikel 24, der er indeholdt i afdeling 9, en
kompetenceregel, som ikke indgår i regelsættet i artikel 2 og artikel 5-18, og som
går ud på, at en ret har kompetence til at anvende foreløbige, herunder sikrende
retsmidler, selv om retten ikke har kompetence til at påkende sagens realitet. I
henhold til bestemmelsen kan de retsmidler anvendes, som er fastsat i lovgivningen
i den stat, i hvilken den ret, kravet fremsættes for, er beliggende.
- 21.
- I konventionens artikel 5, nr. 1, bestemmes det, at en person i sager om
kontraktforhold kan sagsøges i en anden kontraherende stat end den, hvori han har
bopæl, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen,
er opfyldt eller skal opfyldes.
- 22.
- Det bemærkes i denne henseende, at den ret, der efter en af konventionens
kompetenceregler har kompetence til at påkende en sags realitet, også har
kompetence til at træffe afgørelse om anvendelse af foreløbige, herunder sikrende
retsmidler, uden at der gælder andre betingelser for kompetencen hertil som dem,
den forelæggende ret omtaler i det tredje spørgsmål.
- 23.
- I sagen for den forelæggende ret indeholder kontrakten mellem Van Uden og
Deco-Line imidlertid en voldgiftsklausul.
- 24.
- Det må konstateres, at der, i tilfælde hvor parterne gyldigt har aftalt, at en tvist i
henhold til en kontrakt ikke skal høre under de almindelige domstoles kompetence,
men skal afgøres af en voldgiftsret, ikke i konventionens forstand findes en
almindelig domstol, som har komptence til at påkende sagens realitet. Heraf følger,
at en part i en sådan kontrakt ikke har mulighed for at fremsætte et krav om
anvendelse af foreløbige, herunder sikrende retsmidler for en almindelig domstol,
der i henhold til konventionen har kompetence til at påkende sagens realitet.
- 25.
- I så fald kan en almindelig domstol kun have beføjelse til på grundlag af
konventionen at træffe afgørelse om anvendelse af foreløbige, herunder sikrende
retsmidler i henhold til artikel 24.
- 26.
- I denne forbindelse har Deco-Line, den tyske regering og Det Forenede Kongeriges
regering gjort gældende, at sagen om de foreløbige retsmidler heller ikke er
omfattet af konventionen, eftersom parterne har aftalt at indbringe tvisten for en
voldgiftsret. Den tyske regering har særlig anført, at de begærede foreløbige
forholdsregler også må falde uden for konventionens anvendelsesområde, fordi de
er uadskilleligt knyttet til genstanden for en voldgiftssag. Det Forenede Kongeriges
regering har anført, at de retsmidler, der kræves anvendt i den foreliggende sag,
kan betragtes som led i gennemførelsen af voldgiftssagen, og at de derfor må falde
uden for konventionens anvendelsesområde.
- 27.
- Heroverfor har Van Uden og Kommissionen anført, at den omstændighed, at der
findes en voldgiftsklausul, ikke kan føre til, at en begæring om foreløbige
forholdsregler falder uden for konventionens anvendelsesområde. Kommissionen
har gjort gældende, at sagens genstand må være afgørende, og at det forhold, der
ligger til grund for sagen om de foreløbige forholdsregler, dvs. opfyldelsen af en
forpligtelse i henhold til en kontrakt, er et sagsforhold, der er omfattet af
konventionens anvendelsesområde.
- 28.
- Indledningsvis bemærkes, at konventionens artikel 24 finder anvendelse, selv om
en ret i en anden kontraherende stat har kompetence til at påkende sagens realitet,
for så vidt som sagens genstand falder ind under konventionens materielle
anvendelsesområde, der omfatter borgerlige sager, herunder handelssager.
- 29.
- Den omstændighed, at en sag vedrørende realiteten er anlagt eller kan anlægges
ved en ret i en kontraherende stat, kan således ikke medføre, at en ret i en anden
kontraherende stat mister sin kompetence i henhold til konventionens artikel 24.
- 30.
- Konventionens artikel 24 kan imidlertid ikke påberåbes til støtte for, at
konventionen skulle finde anvendelse på foreløbige, herunder sikrende retsmidler
vedrørende forhold, som ikke er omfattet af dens anvendelsesområde (dom af
27.3.1979, sag 143/78, De Cavel, Sml. s. 1055, præmis 9).
- 31.
- I henhold til konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4, falder voldgift uden for
anvendelsesområdet. Herved har de kontraherende parter haft til hensigt at
undtage voldgiftsområdet som helhed, herunder sager indbragt for de nationale
retter (dom af 25.7.1991, sag C-190/89, Rich, Sml. I, s. 3855, præmis 18).
- 32.
- I den rapport, der blev udarbejdet af et ekspertudvalg i forbindelse med Kongeriget
Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands
tiltrædelse af konventionen (EFT 1979 C 59, s. 71, på s. 92) hedder det nærmere,
at konventionen ikke finder anvendelse på retsafgørelser, hvorved der tages stilling
til en voldgiftsaftales gyldighed, eller hvorved det pålægges parterne ikke at
fortsætte voldgiftssagen på grund af aftalens ugyldighed. Konventionen finder ifølge
rapporten heller ikke anvendelse på sager og afgørelser vedrørende krav om
annullering, ændring, anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftsafgørelser, og dette
gælder også procedurer, der tjener til gennemførelse af en voldgiftssag, herunder
sager om udnævnelse eller tilbagekaldelse af voldgiftsdommere, fastsættelse af, hvor
voldgiften skal finde sted, og forlængelse af fristen for afsigelse af kendelsen.
- 33.
- I denne forbindelse må det dog konstateres, at de foreløbige retsmidler principielt
ikke tager sigte på iværksættelse af en voldgiftsprocedure, men træffes parallelt
med en sådan procedure og skal virke til støtte herfor. De angår ikke voldgiften,
som retsområde, men er egnede til at beskytte rettigheder af meget forskellig
karakter. Det er således ikke retsmidlernes art i sig selv, men karakteren af de
rettigheder, de skal beskytte, der er afgørende for, om de er omfattet af
konventionens anvendelsesområde (jf. dom af 26.3.1992, sag C-261/90, Reichert og
Kockler, Sml. I, s. 2149, præmis 32).
- 34.
- Det må herefter fastslås, at i det omfang genstanden for et krav om anvendelse af
foreløbige retsmidler, som det er tilfældet i hovedsagen, angår et spørgsmål, der er
omfattet af konventionens materielle anvendelsesområde, finder konventionen
anvendelse, og dens artikel 24 kan danne grundlag for en komptence for den ret,
der behandler en sag om foreløbige forholdsregler, også selv om en procedure
vedrørende sagens realitet allerede er iværksat eller kan iværksættes, og også selv
om proceduren skal gennemføres for voldgiftsmænd.
- 35.
- Hvad dernæst angår spørgsmålet om, hvilke betingelser konventionen opstiller for
anvendelse af et foreløbigt retsmiddel i medfør af artikel 24, har Van Uden anført,
at en ret, der behandler et krav om foreløbige forholdsregler, er kompetent uden
yderligere betingelser, for så vidt som retten er kompetent i henhold til sine
nationale retsregler, også selv om der er tale om regler, der er anført i
konventionens artikel 3, stk. 2. Heroverfor har Deco-Line anført, at det
forekommer berettiget at opstille strengere betingelser, og at henvisningen i artikel
24 til de nationale kompetenceregler i hvert fald må indebære, at en ret, der
behandler en sag om foreløbige forholdsregler, frit kan lade sin kompetence
afhænge af, om sådanne betingelser er opfyldt.
- 36.
- Den tyske regering har anført, at artikel 24 kun kan danne grundlag for, at en ret,
der træffer afgørelse i medfør af en kompetenceregel, der er nævnt i konventionens
artikel 3, stk. 2, anvender foreløbige retsmidler, hvis den pågældende
kompetenceregel forudsætter, at afgørelsen er uopsættelig, eller er begrundet med,
at den er uopsættelig, og hvis indholdet af det foreløbige retsmiddel, på det
tidspunkt, hvor retsmidlet træffes, har den fornødne tilknytning til den stat, hvori
retten er beliggende. Den sidstnævnte betingelse må efter regeringens opfattelse
anses for at være opfyldt, når det foreløbige retsmiddel kan fuldbyrdes i den stat,
hvori retten er beliggende.
- 37.
- I denne forbindelse bemærkes, at »foreløbige, herunder sikrende retsmidler« i den
forstand, hvori udtrykket er benyttet i konventionens artikel 24, skal forstås som
retsmidler, som inden for de områder, der er omfattet af konventionens
anvendelsesområde, skal sikre opretholdelsen af en bestemt faktisk eller retlig
situation med det formål at beskytte rettigheder, der i øvrigt påstås anerkendt ved
afgørelsen af sagens realitet (Reichert og Kockler-dommen, a.st., præmis 34).
- 38.
- Anvendelse af denne type retsmidler kræver af den ret, sagen er indbragt for, et
særligt overblik og nøje kendskab til de konkrete omstændigheder, under hvilke
retsmidlet skal udfolde sin virkning. Efter omstændighederne, navnlig under
hensyntagen til handelssædvane, må retten enten kunne tidsbegrænse sin tilladelse
eller, i betragtning af karakteren af de tilgodehavender eller varer, der er
genstanden for de begærede foranstaltninger, kræve bankgaranti eller udpege en
forvalter og generelt kun give tilladelsen på betingelser, som garanterer den
foreløbige, herunder sikrende karakter af det retsmiddel, den vil anordne (dom af
21.5.1980, sag 125/79, Denilauler, Sml. s. 1553, præmis 15).
- 39.
- I denne forbindelse har Domstolen i Denilauler-dommens præmis 16 udtalt, at det
givet er den stedligt kompetente ret eller i hvert fald retterne i den kontraherende
stat, hvor de tilgodehavender befinder sig, der skal være genstanden for de
begærede foranstaltninger, som er bedst i stand til at bedømme de
omstændigheder, der skal være afgørende for godkendelse eller afvisning af de
begærede foranstaltninger, eller som kan foreskrive nærmere vilkår og betingelser,
som rekvirenten skal respektere for at garantere de begærede foranstaltningers
foreløbige og sikrende karakter.
- 40.
- Heraf følger, at det bl.a. er en betingelse for at anvende foreløbige, herunder
sikrende retsmidler i medfør af artikel 24, at der består en reel tilknytning mellem
genstanden for de retsmidler, der kræves anvendt, og den stedlige kompetence i
den kontraherende stat, i hvilken retten er beliggende.
- 41.
- Heraf følger også, at det må påhvile den ret, der på grundlag af artikel 24 træffer
afgørelse om at anvende retsmidlerne, at tage i betragtning, at det er nødvendigt
at opstille vilkår og betingelser, som skal sikre, at retsmidlerne er af foreløbig eller
sikrende karakter.
- 42.
- Hvad nærmere angår det forhold, at den nationale ret i det foreliggende tilfælde
har støttet sin kompetence på en af de nationale bestemmelser, som er opregnet
i konventionens artikel 3, stk. 2, skal der henvises til, at personer, der har bopæl
på en kontraherende stats område, i henhold til artikel 3, stk. 1, kun kan sagsøges
ved retterne i en anden kontraherende stat i medfør af de regler, der er fastsat i
afdeling 2 til 6 i afsnit II, dvs. konventionens artikel 5-18. Heraf følger, at det i
artikel 3 opstillede forbud mod at støtte ret på eksorbitante kompetenceregler ikke
gælder for den særlige ordning, der er indført ved artikel 24.
- 43.
- Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse om anvendelse af
foreløbige forholdsregler i form af betaling af en modydelse i henhold til en
kontrakt kan betragtes som et foreløbigt retsmiddel i den forstand, hvori udtrykket
er anvendt i konventionens artikel 24, har Deco-Line og Det Forenede Kongeriges
regering gjort gældende, at dette ikke er tilfældet. Den tyske regering har på sin
side anført, at sagen for den nationale ret ikke ses at kunne være omfattet af
begrebet foreløbige, herunder sikrende retsmidler.
- 44.
- Van Uden og Kommissionen har anført, at de ikke kan tilslutte sig denne
opfattelse. Kommissionen har gjort gældende, at foreløbige retsmidler må skulle
forstås som retsmidler, der ikke længere gælder, når sagen er afgjort eller ved
udløbet af en bestemt frist. Der kan være tale om positive retsmidler, dvs. et pålæg
om at foretage en handling, f.eks. at aflevere et gode eller at betale et pengebeløb.
- 45.
- Det bemærkes i denne forbindelse, at det ikke generelt og abstrakt på forhånd kan
udelukkes, at en foreløbig betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt, også
når beløbet svarer til beløbet i påstanden i hovedsagen, kan være nødvendig for at
sikre virkningen af dommen i hovedsagen og i givet fald være berettiget under
hensyn til de i sagen foreliggende interesser (jf., for så vidt angår fællesskabsretten,
kendelse af 29.1.1997, sag C-393/96 P(R), Antonissen mod Rådet og
Kommissionen, Sml. I, s. 441, præmis 37).
- 46.
- En afgørelse om foreløbig betaling vil imidlertid efter sin karakter kunne træde i
stedet for afgørelsen af sagens realitet. Desuden ville konventionens
kompetenceregler kunne omgås, hvis man anerkendte, at en rekvirent havde ret til
at opnå foreløbig betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt ved retten på
rekvirentens egen bopæl, der ikke har kompetence til at pådømme sagens realitet
i henhold til konventionens artikel 2-18, og til derefter at få afgørelsen anerkendt
og fuldbyrdet i den stat, hvor rekvisitus har bopæl.
- 47.
- Foreløbig betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt er således ikke et
foreløbigt retsmiddel i bestemmelsens forstand, medmindre der er sikkerhed for
tilbagebetaling af beløbet til rekvisitus for det tilfælde, at rekvirenten ikke får
medhold i sagens realitet, og det begærede retsmiddel kun rettes mod bestemte
formuegoder, som tilhører rekvisitus, og som befinder sig eller vil komme til at
befinde sig inden for det område, hvor den ret, sagen er indbragt for, har den
stedlige kompetence.
- 48.
- Herefter skal det første og det andet spørgsmål besvares med,
- at konventionens artikel 5, nr. 1, skal fortolkes således, at den ret, der har
kompetence i henhold til denne bestemmelse, også har kompetence til at
træffe afgørelse om anvendelse af foreløbige, herunder sikrende retsmidler,
uden at der gælder andre betingelser for kompetencen hertil, og
- at der, når parterne gyldigt har bestemt, at en tvist ifølge en kontrakt ikke
skal høre under de almindelige domstoles kompetence, men skal afgøres ved
voldgift, ikke kan træffes afgørelse om anvendelse af foreløbige, herunder
sikrende retsmidler på grundlag af konventionens artikel 5, nr. 1.
Det femte spørgsmål skal besvares med,
- at i det omfang, genstanden for et krav om anvendelse af foreløbige
retsmidler angår et spørgsmål, der er omfattet af konventionens materielle
anvendelsesområde, finder konventionen anvendelse, og dens artikel 24 kan
danne grundlag for en kompetence for den ret, der behandler en sag om
foreløbige forholdsregler, også selv om en procedure vedrørende sagens
realitet allerede er iværksat eller kan iværksættes, og også selv om
proceduren skal gennemføres for voldgiftsmænd.
Endelig skal det fjerde og det sjette, syvende og ottende spørgsmål besvares med,
- at konventionens artikel 24 skal fortolkes således, at det bl.a. er en
betingelse for at anvende bestemmelsen, at der består en reel tilknytning
mellem retsmidlets genstand og den stedlige komptence i den
kontraherende stat, i hvilken retten er beliggende, og
- at foreløbig betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt er ikke et
foreløbigt retsmiddel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i
konventionens artikel 24, medmindre der er sikkerhed for tilbagebetaling af
beløbet til rekvisitus for det tilfælde, at rekvirenten ikke får medhold i
sagens realitet, og det begærede retsmiddel kun rettes mod bestemte
formuegoder, som tilhører rekvisitus, og som befinder sig eller vil komme
til at befinde sig inden for det område, hvor den ret, sagen er indbragt for,
har den stedlige kompetence.
Sagens omkostninger
- 49.
- De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, af Det Forenede Kongeriges
regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke
erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den
sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om
sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN
vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Hoge Raad der Nederlanden ved dom
af 8. december 1995, for ret:
1) Artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes
kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager,
herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om
Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien
og Nordirlands tiltrædelse og ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den
Hellenske Republiks tiltrædelse, skal fortolkes således, at den ret, der har
kompetence i henhold til denne bestemmelse, også har kompetence til at
træffe afgørelse om anvendelse af foreløbige, herunder sikrende retsmidler,
uden at der gælder andre betingelser for kompetencen hertil.
2) Når parterne gyldigt har bestemt, at en tvist ifølge en kontrakt ikke skal
høre under de almindelige domstoles kompetence, men skal afgøres ved
voldgift, kan der ikke træffes afgørelse om anvendelse af foreløbige,
herunder sikrende retsmidler på grundlag af artikel 5, nr. 1, i konventionen
af 27. september 1968.
3) I det omfang, genstanden for et krav om anvendelse af foreløbige retsmidler
angår et spørgsmål, der er omfattet af det materielle anvendelsesområde for
konventionen af 27. september 1968, finder konventionen anvendelse, og
dens artikel 24 kan danne grundlag for en kompetence for den ret, der
behandler en sag om foreløbige forholdsregler, også selv om en procedure
vedrørende sagens realitet allerede er iværksat eller kan iværksættes, og
også selv om proceduren skal gennemføres for voldgiftsmænd.
4) Artikel 24 i konventionen af 27. september 1968 skal fortolkes således, at
det bl.a. er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at der består en reel
tilknytning mellem retsmidlets genstand og den stedlige kompetence i den
kontraherende stat, i hvilken retten er beliggende.
5) Foreløbig betaling af en modydelse i henhold til en kontrakt er ikke et
foreløbigt retsmiddel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 24
i konventionen af 27. september 1968, medmindre der er sikkerhed for
tilbagebetaling af beløbet til rekvisitus for det tilfælde, at rekvirenten ikke
får medhold i sagens realitet, og det begærede retsmiddel kun rettes mod
bestemte formuegoder, som tilhører rekvisitus, og som befinder sig eller vil
komme til at befinde sig inden for det område, hvor den ret, sagen er
indbragt for, har den stedlige kompetence.
|
Rodríguez Iglesias Kapteyn Puissochet
Hirsch Jann
Mancini Moitinho de Almeida Gulmann
Murray Edward
Ragnemalm Sevón Wathelet
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. november 1998.
R. Grass
G.C. Rodríguez Iglesias
Justitssekretær
Præsident