RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

29. april 2015

Forenede sager F-159/12 og F-161/12

CJ

mod

Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC)

»Personalesag – kontraktansatte – tidsbegrænset kontrakt – opsigelse – brud på tillidsforholdet – ret til kontradiktion – tilsidesættelse«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder CJ har nedlagt påstand om, for det første, annullation af afgørelsen af 24. februar 2012 truffet af direktøren for Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) om opsigelse af hans kontrakt som kontraktansat samt om erstatning for det økonomiske tab, som han mener at have lidt som følge af denne afgørelse, og, for det andet, erstatning af ikke-økonomiske tab, der angiveligt er lidt.

Udfald:      Afgørelsen af 24. februar 2012 truffet af direktøren for Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme om opsigelse af CJ’s kontrakt som kontraktansat annulleres. I øvrigt frifindes ECDC i sag F-159/12. I sag F-161/12 frifindes ECDC. I sag F-159/12 bærer hver part sine egne omkostninger. I sag F-161/12 bærer CJ sine egne omkostninger og betaler de af ECDC afholdte omkostninger. I sag F-159/12 betaler CJ Personaleretten et beløb på 2 000 EUR i erstatning for en del af de undgåelige udgifter, som sidstnævnte har afholdt.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – stævning – formkrav – redegørelse for de påberåbte anbringender – supplerende anbringender, der udelukkende er fremstillet i bilagene – afvisning

[Personalerettens procesreglement, art. 50, stk. 1, litra e)]

2.      Tjenestemænd – kontraktansatte – opsigelse med varsel før tid af en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – pligt til at iværksætte disciplinær forfølgning – foreligger ikke

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, litra b), og art. 49, stk. 1]

3.      Tjenestemænd – kontraktansatte – opsigelse med varsel før tid af en tidsbegrænset kontrakt – ret til at blive hørt – rækkevidde – opsigelse uden underretning af den berørte – tilsidesættelse – følger

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a); ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, litra b), nr. ii)]

4.      Tjenestemænd – principper – retten til respekt af uskyldsformodningsprincippet – rækkevidde

5.      Tjenestemænd – disciplinærordning – undersøgelse forud for indledningen af en disciplinærsag – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)

6.      Tjenestemænd – kontraktansatte – opsigelse med varsel før tid af en tidsbegrænset kontrakt – begrundelse om brud på tillidsforholdet – domstolsprøvelse – grænser

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, litra b), nr. ii)]

7.      Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – annullation af anfægtet ulovlig retsakt – passende genoprettelse af ikke-økonomisk skade – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

1.      Det følger af artikel 50, stk. 1, litra e), i Personalerettens procesreglement, at sagsøgeren i stævningen præcist skal angive de klagepunkter, som Personaleretten skal tage stilling til, og i alt fald kort skal angive de retlige og faktiske forhold, som klagepunkterne støttes på.

I denne henseende gælder, at selv om stævningen kan underbygges og fuldstændiggøres på særlige områder ved hjælp af henvisninger til uddrag af akter, som er bilagt denne, har bilagene en rent bevismæssig og instrumental funktion og kan ikke tjene til grundlag for et anbringende, der er kortfattet fremsat i stævningen, med fremsættelse af klagepunkter og argumenter, som ikke fremgår af stævningen.

Klagepunkter, som udelukkende er fremstillet i bilagene til stævningen, skal således afvises.

(jf. præmis 76 og 77)

Henvisning til:

Retten for EU-Personalesager: dom Giannini mod Kommission, F-49/08, EU:F:2009:76, præmis 86

2.      Henset til ansættelsesmyndighedens vide skønsbeføjelse er der intet, der forpligter denne myndighed til, i tilfælde af fejl, som kan begrunde opsigelse af en midlertidigt ansat eller af en kontraktansat, at indlede en disciplinær forfølgning mod sidstnævnte frem for at gøre brug af den mulighed for ensidig opsigelse af kontrakten, der er fastsat i artikel 47, litra b), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.

Det er alene i tilfælde, hvor ansættelsesmyndigheden ønsker at opsige en midlertidig ansat eller en kontraktansat uden varsel, fordi han groft har tilsidesat sine pligter, at den disciplinære forfølgning, der er fastsat i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd, og som finder tilsvarende anvendelse på midlertidigt ansatte og kontraktansatte, skal iværksættes i henhold til artikel 49, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.

(jf. præmis 81)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: dom Longinidis mod Cedefop, T-283/08 P, EU:T:2011:338, præmis 100

Retten for EU-Personalesager: dom Gomes Moreira mod ECDC, F-80/11, EU:F:2013:159, præmis 49, og CT mod EACEA, F-36/13, EU:F:2013:190, præmis 54

3.      Ifølge artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har enhver ret til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt. Retten til at blive hørt skal desuden også iagttages, selv når den gældende lovgivning ikke udtrykkeligt foreskriver en sådan formalitet.

Eftersom en afgørelse om at opsige en kontraktansats tidsbegrænsede kontrakt med varsel i henhold til artikel 47, litra b) nr. ii), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte er en individuel foranstaltning, som berører den berørte ansatte negativt, har denne derfor ret til at blive hørt, inden der træffes en sådan afgørelse, også selv om nævnte artikel ikke specifikt fastsætter en sådan ret.

Det må konstateres, at retten til at blive hørt er tilsidesat, når den berørte ikke har haft mulighed for at fremsætte bemærkninger vedrørende de konsekvenser, som ansættelsesmyndigheden påtænker at drage af hans adfærd, og bl.a. vedrørende den omstændighed, at myndigheden har til hensigt at bringe hans kontrakt til ophør før tid.

For at en tilsidesættelse af retten til at blive hørt kan medføre annullation af afgørelsen om opsigelse af kontrakten, er det imidlertid fortsat påkrævet, at proceduren uden denne mangel kunne have fået et andet udfald.

I denne forbindelse udgør afgørelsen om at bringe en kontraktansats kontrakt til ophør før tid, uanset hvor velbegrundet denne måtte være, en yderst alvorlig handling, både for den pågældende institution eller det pågældende agentur, som havde udvalgt og ansat denne, normalt efter en meget konkurrencepræget udvælgelsesprøve, og endnu mere for den ansatte, som pludseligt befinder sig uden arbejde, og hvis karriere vil kunne være negativt berørt i adskillige år. Bortset fra den omstændighed, at der er tale om en grundlæggende ret for den pågældende ansatte, henhører sidstnævntes udøvelse af retten til at udtale sig i fornødent omfang om den påtænkte afgørelse om opsigelse under ansættelsesmyndighedens ansvar, et ansvar, som den skal sikre nøje. Det tilkommer ikke Unionens retsinstanser at tage stilling til, om andre løsninger, som kunne have været overvejet i et givet tilfælde, kunne have været gennemført eller ej. Under alle omstændigheder ville den omstændighed at lægge til grund, at ansættelsesmyndigheden ville have vedtaget en identisk afgørelse, selv efter at have hørt den pågældende ansatte, være ensbetydende med at gøre den grundlæggende ret til at blive hørt, der er knæsat i artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, indholdsløs, eftersom selve indholdet af denne ret indebærer, at den berørte har mulighed for at påvirke den pågældende beslutningsprocedure.

(jf. præmis 108-110, 122-124 og 129)

Henvisning til:

Domstolen: domme Foshan Shunde Yongjian Housewares & Hardware mod Rådet, C-141/08 P, EU:C:2009:598, præmis 83, og Kamino International Logistics og Datema Hellmann Worldwide Logistics, C-129/13 og C-130/13, EU:C:2014:2041, præmis 39 og 79

Retten for EU-Personalesager: domme CH mod Parlamentet, F-129/12, EU:F:2013:203, præmis 34 og 38, Tzikas mod AFE, F-120/13, EU:F:2014:197, præmis 46, og Wahlström mod Frontex, F-117/13, EU:F:2014:215, præmis 28 og 33 og den deri nævnte retspraksis

4.      Retten til respekt af uskyldsformodningsprincippet er en grundlæggende ret, som Unionens retsinstanser skal sikre, at institutionerne overholder. Denne ret er et generelt princip, der finder anvendelse på administrative procedurer, henset til karakteren af de pågældende mangler samt til karakteren og alvoren af de foranstaltninger, der knytter sig hertil. Det følger heraf, at retten til respekt af uskyldsformodningsprincippet, selv om der ikke foreligger en straffesag, finder anvendelse på en tjenestemand, der beskyldes for at have tilsidesat de vedtægtsmæssige forpligtelser på tilstrækkelig alvorlig vis til at begrunde en undersøgelse fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), på baggrund af hvilken administrationen kan vedtage enhver nødvendig foranstaltning, der i givet fald kan være alvorlig.

Hvad angår en afgørelse om at opsige en kontraktansats kontrakt med varsel på grund af brud på tillidsforholdet kan denne ret tilsidesættes, hvis administrationen beslutter at opsige den pågældende ansattes kontrakt alene på grundlag af de beskyldninger, der rettes mod denne af hans overordnede, uden at give den berørte mulighed for at forklare sig og uden at undersøge, om de beskyldninger, som rettes mod ham, er begrundede. Når afgørelsen fremkommer, efter at der er gennemført en undersøgelse, hvorunder den berørte har haft mulighed for at forklare sig, kan der imidlertid ikke være spørgsmål om tilsidesættelse af uskyldsformodningen.

(jf. præmis 154 og 155)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Apostolidis mod Domstolen, T-86/97, EU:T:1998:71, præmis 47

Retten for EU-Personalesager: dom BD mod Kommissionen, F-36/11, EU:F:2012:49, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis

5.      Institutionerne har et vidt skøn ved valget af de personer, som de betror en undersøgelse om beskyldninger om administrativ ulydighed. I denne sammenhæng er institutionerne forpligtet til at vælge personer, som er egnet til de vanskelige opgaver, som betros dem, imidlertid uden at disse personers erfaring som undersøgere er et afgørende element i forbindelse med dette valg.

Henset til dette vide skøn vil den berørte ikke med føje ved Unionens retsinstanser kunne bestride administrationens valg ved udelukkende at basere sig på, at undersøgerne angiveligt mangler erfaring, og uden endog at have forsøgt at godtgøre, at ansættelsesmyndigheden har anvendt sin skønsbeføjelse åbenbart urigtigt.

(jf. præmis 174 og 175)

Henvisning til:

Retten for EU-Personalesager: dom Tzirani mod Kommissionen, F-46/11, EU:F:2013:115, præmis 121

6.      Opsigelsen før tid af en kontrakt som kontraktansat i overensstemmelse med artikel 47, litra b), punkt ii), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte kan være baseret på den pågældende ansattes adfærd, som medfører et brud på tillidsforholdet mellem denne ansatte og ansættelsesmyndigheden. I denne forbindelse råder den kompetente myndighed over et vidt skøn, idet Unionens retsinstansers kontrol begrænser sig til en undersøgelse af, at der ikke foreligger en åbenbar fejl eller magtfordrejning.

I denne sammenhæng forudsætter en godtgørelse af, at administrationen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, der berettiger til at kræve, at den afgørelse, der er truffet på grundlag af denne vurdering, annulleres, at de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremskaffe, er tilstrækkelige til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund for beslutningen, bliver usandsynlige. Med andre ord skal anbringendet om en åbenbar fejl forkastes, såfremt den anfægtede vurdering ‒ uanset de beviser, sagsøgeren har fremført ‒ fortsat kan anses for at være korrekt og sammenhængende.

(jf. præmis 188 og 189)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: dom ETF mod Michel, T-108/11 P, EU:T:2013:625, præmis 77

Retten for EU-Personalesager: domme Mocová mod Kommissionen, F-41/11, EU:F:2012:82, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis, og CT mod EACEA, EU:F:2013:190, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis

7.      Annullation af en ulovlig retsakt udgør i sig selv en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt, medmindre sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation.

(jf. præmis 234)

Henvisning til:

Retten for EU-Personalesager: dom CP mod Parlamentet, F-8/13, EU:F:2014:44, præmis 105