RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Anden Afdeling)
5. marts 2015
Sag F-97/13
Valéria Anna Gyarmathy
mod
Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA)
»Personalesag – ansatte ved Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder – midlertidigt ansatte – ansættelse – stillingsopslag – afslag på en ansøgning«
Angående: Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder Valéria Anna Gyarmathy nærmere bestemt har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen truffet af direktøren for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA eller herefter »agenturet«) om at ansætte en anden ansøger end hende i stillingen som »Senior Programme Manager«. Sagsøgeren har desuden nedlagt påstand om erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, hun angiveligt har lidt.
Udfald: Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder frifindes. Valéria Anna Gyarmathy bærer sine egne omkostninger og betaler de af agenturet afholdte omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – afslag på en ansøgning – begrundelsespligt – rækkevidde – overholdelse af princippet om den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde
[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra c); tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2]
2. Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – identitet mellem genstand og årsag – administrations pligt til at indtage en smidig holdning ved fortolkningen af klager – blot opremsning af mulige grunde til, at den affægtede afgørelse er ulovlig – afvisning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
3. Tjenestemandssager – anbringender – ordre public-anbringende – begreb
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
1. Begrundelsespligten i vedtægtens artikel 25, stk. 2, har til formål dels at give den pågældende tilstrækkelige oplysninger til vurdering af, om den akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, er berettiget, og om det tjener noget formål at anlægge sag ved Personaleretten, dels at give Personaleretten mulighed for at udøve sin kontrol af retsaktens lovlighed. Det fremgår endvidere af chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), at den grundlæggende ret til god forvaltning bl.a. indebærer en »pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger«.
En sådan begrundelsespligt må imidlertid i forbindelse med en procedure til besættelse af en ledig stilling afvejes i forhold til hensynet til overholdelsen af princippet om den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde, der er til hinder for dels, at der videregives oplysninger om de enkelte medlemmer af udvælgelseskomitéens stillingtagen, dels, at der afsløres forhold, der angår en personlig vurdering af de enkelte ansøgere eller en sammenligning af disse.
På området for udvælgelsesprøver gælder, at når henses til den fortrolighed, der er forbundet med udvælgelseskomitéens arbejde, udgør en meddelelse om de for de forskellige prøver opnåede karakterer i princippet en tilstrækkelig begrundelse af komitéens afgørelser. Disse principper finder analog anvendelse på en udvælgelsesprocedure med henblik på besættelse af en stilling som kontraktansat.
(jf. præmis 47-49)
Henvisning til:
Personaleretten: domme Trentea mod FRA, F-112/10, EU:F:2012:179, præmis 89 og 90, og De Mendoza Asensi mod Kommissionen, F-127/11, EU:F:2014:14, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis
2. Da den administrative klageprocedure er uformel, og de pågældende som regel på dette stadium handler uden bistand fra en advokat, bør administrationen ikke fortolke klager restriktivt, men tværtimod indtage en smidig holdning ved behandlingen af dem. I øvrigt har vedtægtens artikel 91 ikke til formål strengt og endeligt at fastlægge den eventuelle retslige fase, når søgsmålet hverken ændrer klagens årsag eller genstand. Ikke desto mindre må ansættelsesmyndigheden, for at formålet med den administrative procedure i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 2, kan nås, dog tilstrækkeligt præcist være bekendt med de klagepunkter, som de berørte fremfører over den anfægtede afgørelse.
I denne forbindelse gør en opremsning af mulige grunde til, at den anfægtede afgørelse er ulovlig, det ikke muligt for administrationen, selv om den indtager en smidig holdning ved fortolkningen af klagen, at forstå de klagepunkter, som sagsøgeren har fremsat over for nævnte afgørelse. At indtage en smidig holdning ved fortolkningen af en klage betyder nemlig ikke, at administrationen er forpligtet til at tænke sig til eller spekulere over, hvad klageren har villet henvise til uden at give andre præciseringer. Det følger heraf, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig blot at have henvist til disse eventuelle grunde til, at den anfægtede afgørelse er ulovlig, med henblik på at begrunde, at et anbringende skal antages til realitetsbehandling i lyset af reglen om overensstemmelse.
(jf. præmis 69 og 72)
Henvisning til:
Den Europæiske Unions Ret: dom Kommissionen mod Moschonaki, EU:T:2013:557, præmis 76 og 77 og den deri nævnte retspraksis
3. En fortolkning, hvorefter ethvert anbringende om tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder skal anses som et ordre public-anbringende og følgelig skal rejses ex officio af retten, kan gøre det muligt for en sagsøger for første gang for retten at påberåbe sig et anbringende, som direkte vedrører lovligheden af en retsakt, der indeholder et klagepunkt mod ham, og som ikke har nogen sammenhæng med de anbringender, der er påberåbt i klagen. Under disse omstændigheder vil administrationen i forbindelse med klagen kun have kendskab til en del af de klagepunkter, der foreholdes den. Hvis administrationen ikke er i stand til at få et tilstrækkeligt klart kendskab til den pågældendes klagepunkter eller ønsker, vil denne myndighed ikke kunne forsøge at nå frem til en mindelig løsning.
(jf. præmis 86 og 87)
Henvisning til:
Den Europæiske Unions Ret: dom BG mod Ombudsmanden, T-406/12 P, EU:T:2014:273, præmis 34
Personaleretten: dom CR mod Parlamentet, F-128/12, EU:F:2014:38