Forenede sager C-54/17 og C-55/17

Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato

mod

Wind Tre SpA
og
Vodafone Italia SpA

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato)

»Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – direktiv 2005/29/EF – urimelig handelspraksis – artikel 3, stk. 4 – anvendelsesområde – artikel 5, 8 og 9 – aggressiv handelspraksis – bilag I, punkt 29 – former for handelspraksis, som under alle omstændigheder er aggressive – levering uden forudgående anmodning – direktiv 2002/21/EF – direktiv 2002/22/EF – telekommunikationstjenester – salg af SIM-kort (Subscriber Identity Module-kort, abonnentidentitetsmodul-kort) med visse forhåndsindstillede og forhåndsaktiverede tjenester – ingen forudgående underretning af forbrugerne«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 13. september 2018

1.        Forbrugerbeskyttelse – virksomhedernes urimelige handelspraksis over for forbrugerne – direktiv 2005/29 – aggressiv handelspraksis – former for handelspraksis, der under alle omstændigheder anses for urimelige – levering uden forudgående anmodning – begreb – markedsføring af SIM-kort uden at give forbrugeren forudgående og tilstrækkelig oplysning om disse forhåndsinstallerede og forhåndsaktiverede tjenester og de dermed forbundne omkostninger – omfattet

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29, art. 8 og bilag I, punkt 29]

2.        Forbrugerbeskyttelse – virksomhedernes urimelige handelspraksis over for forbrugerne – direktiv 2005/29 – anvendelsesområde – levering uden forudgående anmodning af elektroniske kommunikationstjenester – omfattet – national lovgivning, hvorefter bedømmelsen af en adfærd, der udgør levering uden forudgående anmodning, er undergivet bestemmelserne i direktiv 2005/29 og følgelig kompetencen for en national tilsynsmyndighed med tværsektorielle kompetencer, med den konsekvens, at den nationale tilsynsmyndighed som omhandlet i direktiv 2002/21 ikke har kompetence til at pålægge sanktioner for en sådan adfærd – lovlighed

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21, som ændret ved direktiv 2009/140, direktiv 2002/22, som ændret ved direktiv 2009/136, art. 1, stk. 4, og art. 20, stk. 1, og direktiv 2005/29, art. 3, stk. 4, og bilag I, punkt 29)

1.      Begrebet »levering uden forudgående anmodning« som omhandlet i bilag I, punkt 29, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) skal fortolkes således, at det, med forbehold af den efterprøvelse, som skal foretages af den forelæggende ret, dækker adfærd som den i hovedsagerne omhandlede, der består i, at en teleoperatør markedsfører SIM-kort (Subscriber Identity Module-kort, abonnentidentitetsmodul-kort), på hvilke visse tjenester, såsom navigation på internettet og telefonsvarer, er forhåndsindstillet og forhåndsaktiveret, uden på forhånd og på tilstrækkelig måde at have oplyst forbrugeren om denne forhåndsindstilling og forhåndsaktivering eller om, hvad disse tjenester koster.

(jf. præmis 56 og domskonkl. 1)

2.      Artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, i medfør af hvilken en adfærd, der udgør en levering uden forudgående anmodning som omhandlet i bilag I, punkt 29, i direktiv 2005/29, såsom den i hovedsagerne omhandlede adfærd, skal bedømmes på grundlag af dette direktivs bestemmelser med den konsekvens, at tilsynsmyndigheden i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (rammedirektivet), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009, i medfør af denne lovgivning ikke har kompetence til at pålægge sanktioner for en sådan adfærd.

I denne henseende skal der henvises til, at artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29 bestemmer, at i tilfælde af uoverensstemmelse mellem dette direktivs bestemmelser og andre EU-bestemmelser om særlige aspekter af urimelig handelspraksis vil sidstnævnte gælde for de pågældende særlige aspekter. Hvad angår begrebet »uoverensstemmelse« tager det, som anført af generaladvokaten i punkt 124 og 126 i forslaget til afgørelse, sigte på et forhold mellem de pågældende bestemmelser, der går videre end blot en forskel eller forskelligartethed og indebærer en forskel, der ikke kan overvindes ved hjælp af en integrering, der muliggør de to situationers sameksistens, uden at det er nødvendigt at ændre deres karakter. En uoverensstemmelse som den i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29 omhandlede foreligger således kun, når bestemmelser uden for direktiv 2005/29 om særlige aspekter af urimelig handelspraksis uden noget råderum pålægger de erhvervsdrivende forpligtelser, der ikke er forenelige med de i direktiv 2005/29 fastsatte forpligtelser.

Selv om forsyningspligtdirektivets artikel 20, stk. 1, på området for elektronisk kommunikation pålægger tjenesteyderen at angive visse oplysninger i kontrakten, indeholder hverken denne bestemmelse eller nogen anden bestemmelse i dette direktiv imidlertid regler om særlige aspekter af urimelig handelspraksis såsom levering uden forudgående anmodning som omhandlet i bilag I, punkt 29, i direktiv 2005/29. Det bemærkes desuden, at forsyningspligtdirektivets artikel 1, stk. 4, bestemmer, at bestemmelserne i dette direktiv vedrørende slutbrugerrettigheder finder anvendelse med forbehold af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse og nationale regler, der er i overensstemmelse med EU-retten. Heraf følger, at der ikke foreligger nogen uoverensstemmelse mellem bestemmelserne i direktiv 2005/29 og de regler, der er fastsat i forsyningspligtdirektivet vedrørende slutbrugerrettigheder.

(jf. præmis 58, 60, 61, 66-68 og 70 samt domskonkl. 2)