Language of document :

Sag anlagt den 21. december 2020 – Europa-Kommissionen mod Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

(Sag C-692/20)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved A. Armenia og P.-J. Loewenthal, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, sammenholdt med artikel 127 og 131 i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab 1 , idet Det Forenede Kongerige ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom i sag C-503/17, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, EU:C:2018:831.

Det Forenede Kongerige tilpligtes i henhold til artikel 260, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, sammenholdt med artikel 127 og 131 i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab at betale Kommissionen:

en tvangsbøde på 268 878,50 EUR pr. dag fra datoen for afsigelsen af dom i den foreliggende sag til datoen for Det Forenede Kongeriges opfyldelse af dommen i sag C-503/17,

et fast beløb på 35 873,20 EUR ganget med antallet af dage, der er forløbet mellem afsigelsen af dommen i sag C-503/17 og enten dagen for Det Forenede Kongeriges opfyldelse af dommen eller den dag, hvor der afsiges dom i nærværende sag, afhængigt af hvad der først indtræder, med et minimum for det faste beløb på 8 901 000 EUR.

Det Forenede Kongerige tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved dommen i sag C-503/17, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, EU:C:2018:831, fastslog Domstolen, at Det Forenede Kongerige ved ikke at fjerne retten for private fritidsfartøjer til at anvende mærket brændstof til sejlads havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 95/60/EF af 27. november 1995 om afgiftsmærkning af gasolier og petroleum 2 . Idet Det Forenede Kongerige ikke har gennemført de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen, har Kommissionen besluttet at indbringe sagen for Domstolen.

Kommissionen har i stævningen i henhold til artikel 260 TEUF, sammenholdt med artikel 127 og 131 i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab nedlagt påstand om, at Domstolen pålægger Det Forenede Kongerige at betale en tvangsbøde på 268 878,50 EUR pr. dag fra datoen for afsigelsen af dom i den foreliggende sag til datoen for Det Forenede Kongeriges opfyldelse af dommen i sag C-503/17, og et fast beløb på 35 873,20 EUR ganget med antallet af dage, der er forløbet mellem afsigelsen af dommen i sag C-503/17 og enten dagen for Det Forenede Kongeriges opfyldelse af dommen eller den dag, hvor der afsiges dom i nærværende sag, afhængigt af hvad der først indtræder, med et minimum for det faste beløb på 8 901 000 EUR.

____________

1 EUT 2019, C 384 I, s. 1.

2 EFT 1995, L 291, s. 46.