Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauen) den 7. februar 2019 – TV Play Baltic AS mod Lietuvos radijo ir televizijos komisija
(Sag C-87/19)
Processprog: litauisk
Den forelæggende ret
Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas
Parter i hovedsagen
Sagsøger: TV Play Baltic AS
Sagsøgt: Lietuvos radijo ir televizijos komisija
Præjudicielle spørgsmål
Skal artikel 2, litra m), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF 1 af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) fortolkes således, at »udbud af et elektronisk kommunikationsnet« ikke omfatter sådanne tv-retransmissionsaktiviteter via satellitnet ejet af tredjemand som dem, sagsøgeren udøver?
Skal artikel 31, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF 2 af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF 3 af 25. november 2009 fortolkes således, at den forhindrer medlemsstaterne i at pålægge en must carry-forpligtelse (til at transmittere en tv-kanal via satellitnet ejet af tredjemand og til at give slutbrugere adgang til den pågældende udsendelse) i forhold til økonomiske operatører som sagsøgeren, der 1) transmitterer en tv-kanal, som er beskyttet af et adgangsstyringssystem, via satellitnet ejet af tredjemand, der i den forbindelse modtager signaler med tv-programmer (-kanaler), som transmitteres på det pågældende tidspunkt, konverterer dem, krypterer dem og transmitterer dem til en kunstig jordsatellit, hvorfra de uafbrudt transmitteres tilbage til jorden, og 2) tilbyder pakker med tv-kanaler til kunder og i den forbindelse mod betaling giver adgang til den pågældende beskyttede tv-udsendelse (eller en del heraf) ved hjælp af adgangsstyringsudstyr?
Skal artikel 31, stk. 1, i direktiv 2002/22, som ændret ved direktiv 2009/136, fortolkes således, at for så vidt angår anvendelsen af denne bestemmelse anses et betydeligt antal slutbrugere ikke for at anvende elektroniske kommunikationsnet (i den foreliggende sag et satellittransmissionsnet) som deres primære kilde (adgang) til at modtage tv-udsendelser, når disse net kun anvendes som den primære kilde (adgang) af ca. 6% af alle slutbrugere (i den foreliggende sag husstande)?
Skal der ved vurdering af, hvorvidt anvendelsen af artikel 31, stk. 1, i direktiv 2002/22, som ændret ved direktiv 2009/136, er berettiget, tages hensyn til de internetbrugere, der gratis kan se de pågældende tv-programmer (eller en del heraf) direkte online?
Skal artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fortolkes således, at den forhindrer medlemsstaterne i at pålægge økonomiske operatører som sagsøgeren en obligatorisk forpligtelse til gratis at retransmittere en tv-kanal via elektroniske kommunikationsnet, når det spredningsforetagende, til fordel for hvem denne forpligtelse er fastlagt, fuldt ud er i stand til selv at transmittere disse tv-kanaler via det samme net med egne midler?
Skal artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fortolkes således, at den forhindrer medlemsstaterne i at pålægge økonomiske operatører som sagsøgeren en obligatorisk forpligtelse til gratis at retransmittere en tv-kanal via elektroniske kommunikationsnet, når denne forpligtelse kun ville dække ca. 6% af alle husstande, og disse husstande har mulighed for at se den pågældende tv-kanal over det jordbaserede sendernet eller internettet?
____________
1 EFT 2002, L 108, s. 33.
2 EFT 2002, L 108, s. 51.
3 EUT 2009, L 337, s. 11.