Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Contencioso-Administrativo nº 2 de Vigo (Spanien) den 14. august 2020 – CJ mod Tesorería General de la Seguridad Social

(Sag C-389/20)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Contencioso-Administrativo nº 2 de Vigo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: CJ

Sagsøgt: Tesorería General de la Seguridad Social

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF 1 af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring, som forbyder enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med pligten til at bidrage til de sociale sikringsordninger, og artikel 5, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF 2 af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv, som fastsætter et lignende forbud mod direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til anvendelsesområdet for de sociale sikringsordninger og vilkårene for adgangen hertil samt for så vidt angår bidragspligten og beregningen af bidrag, fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse som artikel 251, litra d), i lov om social sikring? »d) beskyttelsesforanstaltningen under særordningen for hushjælp omfatter ikke foranstaltninger i forbindelse med arbejdsløshed.«

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, udgør den nævnte bestemmelse da et eksempel på forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 9, stk. 1, litra e) og/eller k), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006, for så vidt som den omtvistede bestemmelse i artikel 251, litra d), i lov om social sikring i næsten udelukkende berører kvinder?

____________

1     EFT 1979, L 6, s. 24

2     EUT 2006, L 204, s. 23.