Language of document : ECLI:EU:F:2009:74

PERSONALERETTENS KENDELSE

(Tredje Afdeling)

1. juli 2009

Sag F-6/07 DEP

Risto Suvikas

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger«

Angående: Søgsmål, hvorunder Risto Suvikas har nedlagt påstand om fastsættelse af sagsomkostningerne i sag F-6/07, Suvikas mod Rådet (dom af 8.5.2008, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser).

Udfald: De sagsomkostninger, som sagsøgeren kan kræve erstattet i sag F-6/07, Suvikas mod Rådet, fastsættes til 11 640 EUR.

Sammendrag

1.      Retspleje – sagsomkostninger – fastsættelse – forhold, der skal tages i betragtning – omfanget af en advokats arbejde

[Rettens procesreglement, art. 91, litra b); Personalerettens procesreglement, art. 122]

2.      Retspleje – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – udgifter til kontorhold og telekommunikation

[Rettens procesreglement, art. 91, litra b); Personalerettens procesreglement, art. 122]

1.      Hvad angår vurderingen af omfanget af det arbejde, der er udført af en parts advokat i forbindelse med proceduren for Personaleretten med henblik på opgørelsen af størrelsen af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, tilkommer det Fællesskabets retsinstanser at tage hensyn til det samlede antal arbejdstimer, der kan anses for objektivt nødvendige med henblik på denne procedure. Mens processkrifternes kortfattethed lige så vel kan være udtryk for ophavsmandens evne til at fatte sig i korthed, hvilket sparer tid for retsinstansen og modparten, som tegn på et hurtigt udført arbejde, kan processkrifternes længde principielt ikke tages som udtryk for, at sagen nødvendigvis objektivt set krævede et omfattende arbejde.

(jf. præmis 24 og 26)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 30. oktober 1998, sag T-290/94 DEP, Kaysersberg mod Kommissionen, Sml. II, s. 4105, præmis 20, 20. november 2002, sag T-171/00 DEP, Spruyt mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 225, og II, s. 1127, præmis 29.

Personaleretten: 16. maj 2007, sag F-100/05 DEP, Chatziioannidou mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 24.

2.      I mangel af anvendelse af et passende it-system er det næsten umuligt for et advokatkontor at godtgøre den andel af omkostningerne til kontorhold og telekommunikation, som skal tilskrives hver sag i forbindelse med de forskellige omkostninger til drift af kontoret. Når de forskellige driftsomkostninger, der kan tilskrives en given sag, kan anses for ikke at være indeholdt i honoraret, kan det med henblik på vurderingen af størrelsen af de omkostninger, der kan kræves erstattet, følgelig være rimeligt at fastsætte disse til et fast beløb.

(jf. præmis 38)